Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g94 22/10 s. 19-22
  • Mod vest til Europa

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Mod vest til Europa
  • Vågn op! – 1994
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Til Europas fjerneste egne
  • Missionærer i et splittet hus
  • Øget missionsvirksomhed
  • Hvad kristenheden har høstet i Afrika
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1992
  • Kom der åndeligt lys til „det mørke Afrika“?
    Vågn op! – 1994
  • Kristenhedens missionærer vender tilbage til den verdensdel hvor det hele begyndte
    Vågn op! – 1994
  • Hvordan der i dag gøres sande disciple
    Vågn op! – 1994
Se mere
Vågn op! – 1994
g94 22/10 s. 19-22

Missionærer — spreder de lys eller mørke? — 2. del

Mod vest til Europa

HVIS Jesu missionsbefaling skulle realiseres, måtte folk i hele verden høre kristendommens budskab. (Mattæus 28:19; Apostelgerninger 1:8) Dette blev understreget da apostelen Paulus på den anden af sine tre missionsrejser fik et syn hvori han så en mand der bønfaldende sagde: „Kom over til Makedonien og hjælp os.“ — Apostelgerninger 16:9, 10.

Paulus tog imod indbydelsen, og omkring år 50 rejste han af sted for at forkynde i den europæiske by Filippi. Lydia og hendes husstand kom til troen, og der blev oprettet en menighed. Det var blot det første stop på kristendommens triumfmarch gennem hele Europa. Paulus forkyndte senere i Italien og måske også i Spanien. — Apostelgerninger 16:9-15; Romerne 15:23, 24.

Paulus var imidlertid ikke kristendommens eneste missionær. Forfatteren J. Herbert Kane bemærker: „Der må have været i snesevis af andre hvis navne er gået i glemmebogen. . . . Apostelgerninger indeholder ikke hele historien.“ — A Global View of Christian Missions From Pentecost to the Present.

Vi ved imidlertid ikke i hvor vid udstrækning Jesu øvrige disciple virkede som missionærer i fremmede lande. Den almindelige opfattelse at Thomas tog til Indien og evangelisten Markus til Ægypten, kan ikke bekræftes. Men vi ved at alle Kristi sande disciple havde missionærånden og at de alle missionerede, i hvert fald i deres hjemland. Som Kane siger: „Denne historiske begivenhed [Pinsedagen] markerede oprettelsen af den kristne kirke og begyndelsen til missionsarbejdet, for i denne første tid var kirken en mission.“

Til Europas fjerneste egne

Jøderne var af den overbevisning at man kun måtte tilbede én sand Gud. De satte deres håb til en lovet Messias og anerkendte De Hebraiske Skrifter som Guds sandhedsord. Derfor havde indbyggerne i de lande hvortil jøderne var blevet spredt, et vist kendskab til denne lære. Eftersom der her var tale om aspekter ved troen som kristne og jøder havde tilfælles, var kristendommens budskab, da det blev fremført, ikke noget fuldstændig nyt. Ifølge Kane var „disse faktorer til uendelig stor hjælp for de kristne missionærer når de rejste omkring overalt i den romerske verden for at forkynde evangeliet og oprette kirker“.

At jøderne blev spredt beredte således vejen for kristendommen. Kristendommens hurtige udbredelse var et resultat af at de kristne havde missionærånden. „Evangeliet blev forkyndt af lægmænd,“ fortæller Kane, og siger videre: „Overalt hvor de kom hen, fortalte de med glæde venner, bekendte og fremmede om deres nyfundne tro.“ Historikeren Will Durant forklarer: „Næsten alle de nye omvendte gik med næsten revolutionær begejstring ind i propagandaarbejdet.“

Omkring år 300 var kristendommen blevet udbredt til hele det romerske imperium, om end i forvansket form. Dette fordærv eller denne afvigelse fra den rene tilbedelse var blevet forudsagt. (2 Thessaloniker 2:3-10) Der opstod et frafald. Will Durant siger: „Kristendommen ødelagde ikke hedenskabet, men optog det i sig.“

Efterhånden som de der kaldte sig kristne bevægede sig længere og længere bort fra den sande kristendom, mistede de fleste missionsiveren. En af dem der bevarede den hed Patrick. Han blev født af katolske forældre i England ved slutningen af det fjerde århundrede, og man ved at han forkyndte budskabet om Kristus i den vestligste del af Europa, nemlig i Irland. Ifølge legenden omvendte han her i tusindvis af mennesker og oprettede hundreder af kirker.

Inden længe førte Irland an i missionsgerningen. Ifølge Kane „kastede landets missionærer sig med brændende nidkærhed ud i kampen mod hedenskabet“. En af disse missionærer var Columba, der tilsyneladende spillede en væsentlig rolle i forbindelse med omvendelsen af Skotland. Omkring år 563 oprettede han sammen med 12 andre et kloster på Iona, en ø ud for Skotlands vestkyst, og dette kloster blev center for missionsarbejdet. Columba døde kort før år 600, men i de følgende 200 år blev der fortsat udsendt missionærer fra Iona til alle dele af De Britiske Øer og Europa.

Efter at navnkristendommen havde bredt sig til England, lagde de englændere der var blevet omvendt, den samme missionærånd for dagen som irerne havde udvist, og blev selv missionærer. I 692 blev Willibrord fra Northumbria, et gammelt angelsaksisk rige i Nordengland, sammen med 11 andre de første engelske missionærer der blev sendt til Nederlandene — Holland, Belgien og Luxembourg.

I begyndelsen af det ottende århundrede rettede den engelske benediktinermunk Bonifatius sin opmærksomhed mod Tyskland. Kane siger at Bonifatius’ „brillante missionærkarriere, der strakte sig over fyrre år, gav ham tilnavnet Tysklands apostel“ og gjorde ham til „den mørke middelalders største missionær“. Da Bonifatius var over 70 år gammel, blev han og omkring 50 af hans fæller dræbt af frisiske ikketroende.

The Encyclopedia of Religion beskriver en metode som Bonifatius med held gjorde brug af for at omvende folk til katolicismen: „I Geismar [i nærheden af Göttingen] vovede han at fælde Thors hellige eg. . . . [Da han] ikke blev ramt af hævn fra denne germanske gud som folket tilbad, stod det klart at den Gud han forkyndte var den sande, og at man udelukkende skulle tilbede og ære Ham.“

Nogle missionærer brugte andre metoder, åbenbart i den overbevisning at hensigten helliger midlet. Angående omvendelsen af de tyske saksere indrømmer Kane at den „snarere blev udvirket ved hjælp af militære sejre end ved moralsk eller religiøs overtalelse“. Han tilføjer: „Den uhellige alliance mellem kirke og stat . . . fik kirken til at bruge kødelige midler for at nå åndelige mål. Denne politik var på intet område mere katastrofal end i forbindelse med den kristne missionsvirksomhed, især blandt sakserne. . . . Der blev begået oprørende grusomheder.“ Men da missionærerne rykkede ind i Skandinavien „foregik omvendelsen for det meste med fredelige midler; kun i Norge blev der anvendt magt“.

Brug af magt? Oprørende grusomheder? Anvendelse af kødelige midler for at nå åndelige mål? Er det hvad man forventer af missionærer der skulle tjene som lysets sendebud?

Missionærer i et splittet hus

Begge grene af den kirke der bekendte sig til kristendommen, og som havde deres hovedsæde i henholdsvis Rom og Konstantinopel, iværksatte missionskampagner. Deres forsøg på at „kristne“ Bulgarien førte til en forvirring der er typisk for et religiøst splittet hus. Bulgariens hersker, Boris I, konverterede til den græsk-ortodokse tro. Men da han opdagede at Konstantinopel indskrænkede den bulgarske kirkes uafhængighed betydeligt, vendte han sig til Vestkirken og lod tyske missionærer der repræsenterede Rom indføre deres form for kristendom. Omkring år 870 stod det klart at Vestkirken om muligt var endnu mere restriktiv end Østkirken. Tyskerne blev derfor udvist af Bulgarien, der atter kastede sig i armene på den østortodokse kirke, hvor den religiøst set er forblevet lige siden.

Omkring samme tid introducerede missionærer fra Vestkirken „kristendommen“ i Ungarn. Samtidig vandt begge grene af „kristendommen“ tilhængere i Polen. Ifølge The Encyclopedia of Religion var „polakkernes kirke i det store og hele styret af Vestkirken, men var samtidig under betydelig indflydelse fra Østkirken“. Estland, Letland og Litauen blev også „fanget i rivaliseringen mellem de vestlige og østlige kræfter, med alle dens kirkelige konsekvenser“. Efter at Finland i slutningen af det ellevte og begyndelsen af det tolvte århundrede havde antaget „kristendommen“, blev landet genstand for det samme tovtrækkeri mellem øst og vest.

I løbet af det niende århundrede bragte to brødre fra en fremtrædende græsk familie i Thessalonika den byzantinske „kristendom“ til de slaviske befolkningsgrupper i Europa og Asien. Kyrillos, også kaldet Konstantin, og Methodios er blevet kaldt „slavernes apostle“.

Kyrillos udviklede blandt andet slavernes skriftsprog. Det kyrilliske alfabet har de hebraiske og græske bogstaver som forbillede, og benyttes stadig i sprog som russisk, ukrainsk, bulgarsk og serbisk. De to brødre oversatte dele af Bibelen til dette nye skriftsprog, og indførte desuden liturgien på slavisk. Dette var en afvigelse fra traditionen i Vestkirken, hvor man ønskede at bibeholde liturgien på latin, græsk og hebraisk. Forfatteren J. Herbert Kane skriver: „Brugen af folkesproget i gudsdyrkelsen, en praksis Konstantinopel fremmede men som blev fordømt af Rom, var endnu en afvigelse og satte en norm som skulle vise sig at blive endnu mere udtalt i det nittende og tyvende århundredes missionsvirksomhed.“

Ved slutningen af det tiende århundrede var navnkristendommen også blevet indført flere steder i det tidligere Sovjetunionen. Fyrst Vladimir af Kiev i Ukraine blev ifølge traditionen døbt i år 988. Det siges at han valgte den byzantinske form for kristentro frem for jødedommen og islam, ikke fordi den indeholdt et sandhedens og håbets budskab, men på grund af dens imponerende ritualer.

I bogen Keeping the Faiths — Religion and Ideology in the Soviet Union hedder det: „Hvad angår tidspunktet for Vladimirs omvendelse tyder meget på at han antog den nye religion for at det skulle tjene hans politiske interesser. Dermed indførte han en tradition der stort set er fortsat gennem hele den russisk-ortodokse kirkes historie.“ Bogen fremsætter dernæst denne tankevækkende udtalelse: „Kirken har normalt været villig til at tjene regeringens interesser, selv når regeringen har gjort indgreb i kirkens interesser.“

Vladimir krævede at hans undersåtter blev døbt som kristne; de havde ikke noget valg. Da han først selv havde „valgt den ortodokse tro som statsreligion,“ skriver Paul Steeves, „gik han i gang med at fjerne de indfødte slaviske stammers traditionelle religiøse skikke.“ For eksempel byggede han kirker de steder hvor folk førhen havde ofret til hedenske afguder. Paul Steeves tilføjer: „Rester af hedenskabet overlevede imidlertid i adskillige hundrede år og blev til sidst snarere optaget i russernes religiøse liv end fjernet derfra.“

Trods dette usikre grundlag har den russisk-ortodokse kirke nidkært støttet missionsarbejdet. Thomas Hopko fra Sankt Vladimirs Ortodokse Teologiske Seminarium siger: „Kirkens skrifter og ritualer blev oversat til mange sibiriske sprog og alaskiske dialekter, efterhånden som imperiets østlige områder blev beboet og man udbredte evangeliet hertil.“

Øget missionsvirksomhed

Reformationen i det 16. århundrede bredte sig som en åndelig løbeild overalt i Europa. Grundlaget for et øget „kristent“ missionsarbejde blev lagt da de protestantiske ledere, hver på deres egen måde, genvakte offentlighedens interesse for religionen. Luthers oversættelse af Bibelen til tysk fik stor betydning, og det samme fik de bibeloversættelser der blev udarbejdet af William Tyndale og Miles Coverdale til engelsk.

I det 17. århundrede opstod der en bevægelse i Tyskland der blev kendt som pietismen. Den lagde vægt på bibelstudium og en personlig religiøs oplevelse. The Encyclopedia of Religion siger uddybende: „Dens vision om en menneskehed der havde brug for Kristi evangelium førte til at missionsvirksomheden blev sat i værk og hurtigt udbredt i ind- og udland.“

I dag er det tydeligt at kristenhedens missionærer desværre ikke formåede at give deres europæiske konvertitter den kristne tro og det håb der skulle til for at dæmme op for det 20. århundredes ateistiske kommunisme og andre totalitære ideologier. Efter kommunismens fald i mange lande har missionærer genoptaget deres virksomhed, men romerske katolikker, ortodokse katolikker og protestanter er ikke forenede i den kristne tro de hævder at have tilfælles.

Romersk-katolske kroatere og ortodokse serbere udgør nogle af de frugter kristenhedens missionærer har frembragt. Vidnesbyrdene om at kristenheden er et splittet hus kan ikke være tydeligere. Hvordan kan kristne „brødre“ først rette deres våben mod hinanden, for derefter at slutte sig sammen og rette våbnene mod deres ikkekristne landsmænd? Kun falske kristne kan gøre sig skyldige i en sådan ukristen adfærd. — Mattæus 5:43-45; 1 Johannes 3:10-12.

Har alle kristenhedens missionærer undladt at leve op til deres navn? Vi vil fortsætte vor undersøgelse af emnet ved i næste nummer af dette blad at redegøre for hvad de har udrettet i Asien. Læs om dette i artiklen „Kristenhedens missionærer vender tilbage til den verdensdel hvor det hele begyndte“.

[Illustration på side 21]

Bonifatius demonstrerede efter sigende de hedenske guders magtesløshed

[Kildeangivelse]

Billede fra bogen Die Geschichte der deutschen Kirche und kirchlichen Kunst im Wandel der Jahrhunderte

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del