Går det an at være anderledes?

I DE sidste årtier har totalitære magter kørt store dele af jordens befolkning i stramme tøjler. Under deres hårde regimente er friheden til at sige hvad man mener og til at dyrke Gud som man ønsker, blevet forbudt. Disse regeringer har søgt at føre en lige så omfattende kontrol med deres undersåtter som manden der fører tilsyn med en maskine og kontrollerer hele dens gang. Alle skal tænke som staten vil, tale som staten vil, og handle som staten vil. At være anderledes bliver fortolket som forræderi. Det kan betyde fængsel eller anbringelse i en eller anden afsidesliggende koncentrationslejr.

Folk i demokratiske lande udtrykker deres afsky for denne form for ensretning, og dog gør de sig på visse områder skyldige i nøjagtig det samme. De bryder sig ikke om folk der ikke samstemmer med de populære politiske og religiøse anskuelser. Kan man tale om sand frihed når kritik er uvelkommen og det ventes at alle og enhver støtter det der i øjeblikket er populært?

Dommer William O. Douglas ved De forenede Staters højesteret udtrykte sin mening om den farlige tendens. Her er New York Times’ referat af hans udtalelse:

„Højesteretsdommer William O. Douglas sagde i går aftes at landet er tilbøjeligt til at vise apati over for indgrebene i de grundlæggende friheder. Han sagde der forlangtes slavisk underkastelse under de gængse anskuelser. Dommer Douglas udtalte at der var en tendens til at se sig om efter en lærer der er ’pålidelig’, en præst der er ’pålidelig’. Dommeren definerede begrebet ’en pålidelig person’ som en der ikke har uortodokse meninger og ikke er polemisk. . . . Han sagde at efter den anden verdenskrig var det blevet kutyme at holde offentlig rettergang for at opsnuse nedbrydende elementer. Det har resulteret i at folk er blevet mere og mere bange, og for at opnå en stilling eller blive i den de har, ønsker de at få prædikatet ’pålidelig’. Følgelig er fornemmelsen af at kunne tale frit ud blevet mindre og ytringsfrihedens høje standard som vi tidligere nød godt af, er blevet sænket. . . . De grove misbrug ned gennem tiden fandt sted, erklærede han, når regeringen trængte ind på det private område der hedder menneskets tankeverden, når ’regeringen lægger sin hånd på mandens skulder og siger: du skal ikke tilbede på den måde, du skal ikke tænke den tanke, du skal ikke læse den bog’.“

Dette er en tendens til at undertrykke den personlige frihed, et fænomen som de demokratiske folk siger de afskyr hos de totalitære stater. Mens de med rette fordømmer de totalitære magthavere for at kvæle et frit tankeliv gør mange af dem selv helt omkring og gør det til et risikabelt foretagende for andre ikke at følge trop. Det har Jehovas vidner måttet sande af egen bitter erfaring.

Fordi Jehovas vidner ikke underkaster sig de ortodokse tilbedelsesformer og trosbekendelser og ikke gør som det store flertal, bliver de behandlet anderledes, udskældt, overfaldet af pøbelhobe og kastet i fængsel. I De forenede Stater alene har de måttet føre i hundredvis af retssager for at hævde den dem af grundloven garanterede tilbedelses- og talefrihed.

Forbavsende mange mennesker i demokratiske lande har den opfattelse at friheden kun gælder dem som går ind for de alment vedtagne tanker og handlinger. Men hvori adskiller denne opfattelse sig fra den totalitære?

Fordi vidnerne nægter at gøre vold på deres af Bibelen oplærte samvittighed ved at underkaste sig den tanke-, tale- og tilbedelsesform som de politiske stater siger god for, bliver de forfulgt i hele verden, og i de totalitære lande oven i købet fængslet og mishandlet. De har erfaret at det indebærer en risiko at være anderledes, men det vil ikke sige at de underkaster sig den verdensomspændende tendens til ensretning.

Når mennesker indvier deres liv til tjeneste for Gud kan de hverken tænke eller handle således som verden gør. De må være anderledes fordi verden lader hånt om Jehova Guds overhøjhed og forkaster hans love. Det er umuligt at tjene Gud og samtidig skikke sig lige med verden. Det bliver kraftigt understreget af den bibelske skribent Jakob. „Ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ — Jak. 4:4.

Mennesker kan ikke tjene to herrer der har forskellige mål og forskellige principper. De må enten tjene Gud eller verden. Hvis de ønsker at tjene Gud kan de ikke tænke eller handle som verden, lige meget hvor risikabelt det er ikke at følge trop.

I den tid der er tilbage for denne verden eller verdensordning vil den ikke have nogen kærlighed tilovers for den der tjener Jehova Gud som sin herre. Den elsker kun sine egne, dem som underkaster sig den. Over for Kristi efterfølgere vil den bære sig ad som han forudsagde: „Fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer.“ — Joh. 15:19.

En virkelig fri verden hvor tyranni og intolerance ikke vil forekomme, vil se dagens lys når Guds rige i nær fremtid udøver sin magt på jorden. Under dets retfærdige herredømme vil den lydige menneskehed opnå frihed i ordets fuldeste forstand.