Husker du?
Har du haft glæde af at læse de seneste numre af Vagttårnet? Måske kan du svare på nogle af de følgende spørgsmål:
▫ Hvilke praktiske ting kan man gøre for at hjælpe syge og ældre inden for menigheden i dag?
I den første kristne menighed havde man en liste over enker der havde behov for økonomisk hjælp. (1 Timoteus 5:9, 10) I dag kan de ældste også i nogle tilfælde udarbejde en liste over ældre og syge der skal vises særlig opmærksomhed. Det er imidlertid ikke tanken at al omsorg skal begrænses til de initiativer ældstebrødrene tager. Vi må alle have ældres og syges vel på sinde. (1 Timoteus 5:4-8) — 15/8, side 28, 29.
▫ Kan man stole på Bibelens beretning om at Jonas blev slugt af et havdyr?
Ja, både en kaskelot, en hvidhaj og en hvalhaj ville være i stand til at sluge et menneske. Ydermere bekræftede Jesus at beretningen om Jonas er sand. (Mattæus 12:39, 40) — 15/8, side 32.
▫ Hvilken skade medfører overtroisk brug af amuletter?
Brugen af amuletter forhindrer folk i at forsøge at løse deres problemer, og får dem i stedet til at se hen til lykken som en slags medicin der kan kurere alt. De giver også brugeren en falsk tryghedsfølelse. Og hvad værre er — personer der stoler på magiske amuletter risikerer at komme under farlig indflydelse eller kontrol af usynlige dæmoniske kræfter. — 1/9, side 4, 5.
▫ Hvilke fire gode forslag kan være en hjælp til at bevare ægteskabet?
Det er villigheden til at lytte, evnen til at sige undskyld, overskuddet til at yde passende følelsesmæssig støtte og lysten til at vise hinanden fysisk hengivenhed. (1 Korinther 13:4-8; Efeserne 5:33; Jakob 1:19) — 1/9, side 21.
▫ Nævn en måde hvorpå Jehova skænker udholdenhed til dem der er udsat for prøvelser.
Gennem de eksempler på udholdenhed vi finder i hans ord, Bibelen. (Romerne 15:4) Når vi mediterer over disse eksempler, opmuntres vi til at holde ud, og vi lærer også hvordan vi kan holde ud. — 15/9, side 12.
▫ Hvad er gudhengivenhed?
Gudhengivenhed sigter til den hengivenhed for Jehova som bevæger os til at gøre det der behager ham. Selv når vi udsættes for svære prøver, gør vi dette fordi vi af hjertet elsker Gud. — 15/9, side 15.
▫ Hvordan bør vi betragte Guds barmhjertighed?
Vi bør aldrig tage let på Guds barmhjertighed. Vi bør ligesom Paulus vise vor forståelse og værdsættelse ved at kæmpe mod vore egne svagheder. (1 Korinther 9:27) Derved kan vi vise, selv når vi står i vanskelige situationer, at vi har et oprigtigt ønske om at gøre det der er ret. — 1/10, side 23.
▫ Hvorfor er det passende at Paulus nævner langmodighed som det første aspekt af kærligheden?
Det er blevet sagt at det kristne fællesskab slet ikke kunne eksistere uden langmodighed, det vil sige uden at man tålmodigt affandt sig med hinanden. Dette skyldes at vi alle er ufuldkomne og at vore ufuldkommenheder og fejl kan være en prøve for andre. Det er derfor nødvendigt med langmodighed hvis kærligheden skal herske mellem brødre. — 15/10, side 21.
▫ Brugte de første kristne Guds navn?
Ja, det er der meget der tyder på. Jesus lærte sine disciple at bede til Gud: „Lad dit navn blive helliget.“ (Mattæus 6:9) Og ved afslutningen af sin jordiske tjeneste bad han til sin himmelske Fader: „Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker du gav mig ud af verden.“ (Johannes 17:6) Derudover indeholder tidlige afskrifter af Septuaginta Guds navn i form af det hebraiske tetragram. — 1/11, side 30.
▫ Hvilke bibelske eksempler viser at den måde vi tackler vore fejltrin på, kan berøre vort liv?
Kong Saul nægtede stædigt at tage imod vejledning, og hans overtrædelser blev værre og værre. Det endte med at han døde uden at have Guds gunst. (1 Samuel 15:17-29) Kong David, derimod, tog angergivent imod irettesættelser og forblev trofast mod Jehova. Disse bibelske eksempler viser at hvis vi indrømmer og retter vore fejl, vil det hjælpe os til at bevare et godt forhold til Jehova, og dermed håbet om evigt liv. (Salme 32:1-5) — 15/11, side 28.
▫ Hvordan kommer Jehova sine tjenere til undsætning når de på grund af naturkatastrofer eller af andre årsager er i vanskeligheder?
Jehova hjælper ikke sine tjenere ved mirakuløst at holde igen på naturkræfterne. Nej, han benytter en anden kraft som de fleste ikke fatter fuldt ud — kærlighed. Jehova elsker sit folk, og han har indpodet en indbyrdes kærlighed i dem der er så stærk at han kan gøre noget som virker næsten mirakuløst til gavn for dem. (Johannes 4:10-12, 21) — 1/12, side 10.