„I stedet for guld fandt jeg diamanter“

FORTALT AF MICHALIS KAMINARIS

Efter at have tilbragt fem år med at grave efter guld i Sydafrika vendte jeg hjem med noget langt mere værdifuldt. Lad mig fortælle om den rigdom jeg kom i besiddelse af, og som jeg ønskede at give andre del i.

JEG er født i 1904 på den græske ø Kephallēnía i Det Joniske Hav. Begge mine forældre døde kort efter min fødsel, så jeg voksede op som forældreløs. Jeg havde brug for hjælp og bad ofte til Gud. Skønt jeg regelmæssigt kom i den græsk-ortodokse kirke, var jeg fuldstændig uvidende om Bibelens indhold. Der fandt jeg ingen trøst.

I 1929 besluttede jeg mig for at emigrere og finde en bedre tilværelse. Idet jeg forlod min golde ø, satte jeg kursen mod Sydafrika via England. Efter 17 dage på havet nåede jeg til Cape Town i Sydafrika, hvor jeg straks fik arbejde hos en landsmand. Den materielle velstand bragte mig imidlertid ingen trøst.

Noget mere værdifuldt

Jeg havde opholdt mig i Sydafrika i omkring to år da et Jehovas vidne besøgte min arbejdsplads og tilbød mig bibelsk læsestof på græsk. Det drejede sig om brochurerne Hvor er de døde? og Oppression, When Will It End? (Ikke oversat til dansk). Jeg husker hvor ivrig jeg var efter at læse dem, og hvordan jeg lærte de citerede skriftsteder udenad. En dag sagde jeg til en kollega: „Jeg har fundet det som jeg har søgt i alle disse år. Jeg kom til Afrika efter guld, men i stedet for guld fandt jeg diamanter.“

Det var til stor glæde for mig at lære at Gud har et navn, Jehova, at hans rige allerede er blevet oprettet i himmelen, og at vi lever i de sidste dage for denne tingenes ordning. (Salme 83:18; Daniel 2:44; Mattæus 6:9, 10; 24:3-12; 2 Timoteus 3:1-5; Åbenbaringen 12:7-12) Og hvor var det spændende at lære at Jehovas rige vil bringe endeløse velsignelser til mennesker af alle racer. Det gjorde også indtryk på mig at disse værdifulde sandheder blev forkyndt over hele jorden. — Esajas 9:6, 7; 11:6-9; Mattæus 24:14; Åbenbaringen 21:3, 4.

Jeg fandt snart ud af hvor Vagttårnets afdelingskontor i Cape Town lå, og kunne nu få fat i mere læsestof. Det glædede mig især at få et personligt eksemplar af Bibelen. Det jeg læste, gav mig et ønske om at forkynde. Jeg begyndte at sende bibelske publikationer til slægtninge, venner og bekendte i min hjemby Lēxoúrion. Ud fra mine studier fik jeg gradvis forståelse af at jeg måtte indvi mit liv til Jehova hvis jeg ville behage ham. Det gjorde jeg derfor i en bøn.

Ved en lejlighed overværede jeg et af Jehovas Vidners møder, men eftersom jeg ikke kunne engelsk, forstod jeg ikke et ord. Da jeg fandt ud af at der boede mange grækere i Port Elizabeth, flyttede jeg dertil, men det lykkedes mig ikke at finde nogen græsktalende Jehovas vidner dér. Jeg besluttede derfor at vende tilbage til Grækenland for at blive heltidsforkynder. Jeg husker at jeg sagde til mig selv: ’Jeg vil tilbage til Grækenland, koste hvad det vil.’

Heltidstjeneste i Grækenland

I foråret 1934 befandt jeg mig om bord på den italienske oceandamper Duilio. Jeg nåede til Marseilles i Frankrig, og efter et tidages ophold dér tog jeg af sted mod Grækenland med passagerskibet Patris. Undervejs fik skibet maskinproblemer, og om natten blev der givet ordre til at sætte redningsbådene i vandet. Da kom jeg til at tænke på det jeg havde sagt til mig selv om at vende tilbage til Grækenland, koste hvad det ville. Der ankom imidlertid en italiensk slæbebåd som bugserede os til Napoli i Italien. Senere nåede vi endelig frem til Piræus i Grækenland.

Derfra drog jeg mod Athen, hvor jeg besøgte Vagttårnsselskabets afdelingskontor. I en samtale med Athanassios Karanassios, tilsynsmanden for afdelingskontoret, bad jeg om at få tildelt et distrikt som heltidsforkynder. Den følgende dag var jeg på vej til Peloponnes i den sydlige del af Grækenlands fastland. Hele dette område havde jeg fået som mit personlige distrikt.

Med stor begejstring begyndte jeg i forkyndelsesarbejdet idet jeg gik fra by til by, fra landsby til landsby, fra gård til gård og fra det ene ensomt beliggende hus til det andet. Kort efter fik jeg følgeskab af Michael Triantafilopoulos, som døbte mig i sommeren 1935 — mere end et år efter at jeg var begyndt i heltidstjenesten. Der var ingen offentlige transportmuligheder, så når vi skulle nogen steder, måtte vi altid gå. Vores største problem var modstanden fra præsterne, som gjorde alt hvad de kunne for at stoppe os. Det resulterede i at vi blev mødt med megen fordom. Trods disse hindringer blev der forkyndt, og Jehovas navn blev gjort kendt vidt og bredt.

Modstand

En formiddag mens jeg forkyndte i Arkadia-højdedragene, var jeg nået frem til landsbyen Magouliana. Efter at have forkyndt i en times tid hørte jeg kirkeklokkerne ringe og forstod snart at det var på grund af mig. En hob samledes under ledelse af en græsk-ortodoks arkimandrit (en højtstående gejstlig der rangerer lige under en biskop). Hurtigt lukkede jeg min forkyndertaske og bad en stille bøn til Jehova. Arkimandritten, der havde en mængde børn med sig, satte kurs direkte mod mig. Han råbte: „Det er ham! Det er ham!“

Børnene stillede sig i en tæt kreds omkring mig, og arkimandritten gik frem og begyndte at skubbe til mig med sin store fremskudte mave idet han sagde at han ikke ville lægge hånd på mig for ikke at risikere at blive smittet. Han skreg: „Slå ham! Slå ham!“ Men i netop det øjeblik dukkede en politibetjent op, og han førte os begge hen på stationen. Arkimandritten blev anklaget for at anstifte pøbeloptøjer og fik en bøde på 300 drakmer, foruden at han skulle betale sagens omkostninger. Jeg blev løsladt.

Når vi ankom til et nyt område, gjorde vi en større by til base for vore aktiviteter, og herfra dækkede vi så alt det der kunne nås inden for en tur på fire timer til fods. Vi tog af sted tidligt om morgenen mens det stadig var mørkt, og vendte tilbage når mørket igen var faldet på; vi nåede som regel en eller to landsbyer hver dag. Efter at have forkyndt i de omkringliggende landsbyer forkyndte vi i den by der var udgangspunkt, for derefter at flytte til et nyt sted. Vi blev ofte arresteret fordi præsterne fik hidset folk op imod os. I Parnassosområdet, i det centrale Grækenland, var jeg eftersøgt af politiet i månedsvis. De fik imidlertid aldrig fat i mig.

En dag forkyndte broder Triantafilopoulos og jeg i landsbyen Mouríki. Vi delte landsbyen op i to distrikter, og eftersom jeg var den yngste, forkyndte jeg på de stejle bjergskråninger. Pludselig hørte jeg råben nedefra. Mens jeg løb derned, tænkte jeg: ’Det er broder Triantafilopoulos der er ved at blive gennempryglet.’ Landsbyboerne havde samlet sig i det lokale kaffehus, og en præst trampede frem og tilbage som en gal tyr. „Disse folk kalder os ’Slangens sæd’,“ råbte han.

Præsten havde allerede brækket en spadserestok på broder Triantafilopoulos’ hoved, og blodet løb ned ad hans ansigt. Efter at jeg havde tørret blodet væk, lykkedes det os at komme derfra. Vi gik i tre timer indtil vi nåede byen Theben. Der gik vi ind på en klinik, hvor broder Triantafilopoulos fik behandlet såret. Vi rapporterede episoden til politiet, og der blev lagt sag an. Præsten havde imidlertid nogle forbindelser og blev til sidst frifundet.

Mens vi forkyndte i byen Leukas, blev vi „arresteret“ af nogle tilhængere af en lokalpolitiker. De førte os til landsbyens kaffehus, hvor vi som anklagede blev stillet for en selvbestaltet domstol. Den politiske leder og hans mænd overfusede os med en uendelig ordstrøm og truede os med knyttede næver. De var alle sammen fulde. Alle disse verbale udfald fortsatte fra omkring middagstid til solnedgang, men vi forblev rolige og smilende og gav udtryk for vores uskyld mens vi stille bad Jehova Gud om hjælp.

I skumringen kom to politibetjente os til hjælp. De tog os med på stationen og behandlede os pænt. For at retfærdiggøre sine handlinger kom den politiske leder dagen efter og beskyldte os for at have spredt propaganda mod Grækenlands konge. Politiet sørgede derfor for at to mænd eskorterede os til Lamía så sagen kunne blive undersøgt. Vi blev holdt i forvaring i syv dage og blev derefter ført i håndjern til Lárisa hvor vores sag kom for retten.

Vore kristne brødre i Lárisa var blevet underrettet i forvejen, og de ventede vores ankomst. Den store hengivenhed de viste os, var et godt vidnesbyrd over for vagterne. Vores advokat, der var et Jehovas vidne og tidligere oberstløjtnant, var meget kendt i byen. Da han talte vores sag i retten, blev anklagerne afvist som falske, og vi blev løsladt.

Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde havde fremgang, og det førte til yderligere modstand. I 1938 og 1939 blev der indført love mod proselythvervning, og Michael og jeg var involveret i snesevis af retssager. Senere rådede afdelingskontoret os til at arbejde hver for sig så vi ikke tiltrak os så stor opmærksomhed. Jeg syntes det var svært at arbejde alene. Men ved at sætte min lid til Jehova kunne jeg til fods dække distrikterne Attika, Voíotía, Phthiōtis, Euboia, Aetolia, Akarnia, Eurytania samt Peloponnes.

Det der hjalp mig i denne periode, var salmistens tillidsfulde erklæring til Jehova: „Ved dig kan jeg løbe mod en røverbande; og ved min Gud kan jeg bestige en mur. Det er den sande Gud der binder handlekraft omkring mig, og han vil lade min vej være fuldkommen; han lader mine fødder være som hindernes, og han lader mig stå fast på mine høje.“ — Salme 18:29, 32, 33.

I 1940 erklærede Italien krig mod Grækenland, og kort efter invaderede tyske tropper landet. Der blev indført undtagelsestilstand, og Vagttårnsselskabets bøger blev forbudt. Det var en hård tid for Jehovas vidner i Grækenland; ikke desto mindre voksede deres antal drastisk — fra 178 i 1940 til 1770 ved slutningen af Anden Verdenskrig i 1945!

Tjeneste på Betel

I 1945 blev jeg indbudt til at tjene på Jehovas Vidners afdelingskontor i Athen. Betel, der betyder „Guds hus“, var da beliggende i lejede lokaler på Lombardou-gaden. Kontorerne lå i stueetagen, og trykkeriet, som bestod af en lille trykkemaskine og en trimmer, lå i kælderen. Til at begynde med arbejdede der kun to i trykkeriet, men snart kom andre frivillige som boede uden for Betel, for at hjælpe til.

I 1945 fik vi genetableret kontakten til Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn, New York, og samme år begyndte vi igen at trykke Vagttårnet regelmæssigt i Grækenland. I 1947 flyttede afdelingskontoret til Tenedou-gaden 16; trykkeriet forblev dog i Lombardou-gaden. Senere blev trykkeriet flyttet til en fabrik der lå cirka fem kilometer væk, og som tilhørte et Jehovas vidne. I nogen tid måtte vi altså fare frem og tilbage mellem disse tre steder.

Jeg kan huske hvordan jeg forlod boligen i Tenedou-gaden tidligt om morgenen for at tage hen på trykkeriet. Der arbejdede jeg til klokken 13, og så tog jeg til Lombardou-gaden hvor de ark vi havde trykt, blev fragtet hen. Her blev disse ark foldet sammen til blade, hæftet og håndtrimmet. Bagefter transporterede vi de færdige blade hen til postkontoret, bar dem op på anden sal, hjalp personalet med at sortere dem og frankerede kuverterne.

I 1954 var antallet af forkyndere i Grækenland vokset til mere end 4000, og der var brug for større faciliteter. Vi flyttede derfor til en ny treetages bygning i Kartali-gaden i Athens centrum. I 1958 blev jeg bedt om at føre tilsyn med køkkenet, hvilket var min opgave frem til 1983. I 1959 giftede jeg mig med Eleftheria, og hun har siden været mig en loyal medhjælp i tjenesten for Jehova.

Atter modstand

I 1967 overtog en militærjunta magten, og vort virke blev igen underlagt begrænsninger. På grund af vore tidligere erfaringer kunne vi dog hurtigt tilpasse os og fortsætte vores arbejde under jorden.

Vi holdt møder i private hjem og var forsigtige i forkyndelsen fra hus til hus. Brødrene blev imidlertid arresteret fra tid til anden, og der blev afholdt flere og flere retssager. Vore advokater havde travlt med alle disse sager der blev holdt i forskellige dele af landet. Trods modstanden deltog de fleste regelmæssigt i forkyndelsen, især i weekenderne.

Efter en typisk tjenestedag lørdag eller søndag undersøgte vi hvem der manglede i grupperne. De der manglede, var som regel blevet tilbageholdt på den nærmeste politistation. Vi kom derfor med mad og tæpper til dem og sørgede for at opmuntre dem. Vi gav også vore advokater besked, så de om mandagen kunne forsvare de tilbageholdte over for anklageren. Vi udholdt denne situation med glæde fordi vi led for sandhedens sag.

Under forbudet blev vores trykkerivirksomhed på Betel nedlagt. Det hus i en forstad til Athen som Eleftheria og jeg boede i, blev derfor en slags trykkeri. Eleftheria afskrev artikler fra Vagttårnet på en meget tung skrivemaskine. Hun satte ti ark i maskinen ad gangen og måtte trykke meget hårdt for at bogstaverne kunne ses. Jeg samlede derefter siderne og hæftede dem. Dette optog os hver aften indtil midnat. På etagen nedenunder boede en politimand, og vi undrer os stadig over at han aldrig fattede mistanke.

Glæde over fortsatte udvidelser

I 1974 blev demokratiet atter indført i Grækenland, og vores forkyndelsesarbejde kunne igen udføres mere åbent. I de syv år hvor vores virke var underlagt restriktioner, havde vi oplevet en fantastisk vækst på mere end 6000 nye forkyndere og var nu nået op på over 17.000 forkyndere.

Vi genoptog også de regelmæssige trykkeriaktiviteter på afdelingskontoret. Inden længe blev faciliteterne i Kartali-gaden for små. Derfor blev der købt et stykke jord på én hektar i Marousi, en forstad til Athen. Der blev opført nye bygninger, indeholdende 27 værelser, et trykkeri, kontorer og andre faciliteter. Disse blev indviet i oktober 1979.

Senere fik vi brug for endnu mere plads. Der blev derfor købt 22 hektarer jord på en grund i Eleona, 60 kilometer nord for Athen. Den ligger på en skråning med udsigt til bjerge og frodige dale. I april 1991 fik vi på dette sted indviet nogle langt større bygninger bestående af 22 huse som hver rummer bolig til otte personer.

Jeg har brugt mere end 60 år i heltidstjenesten og er fortsat velsignet med et godt helbred. Lykkeligvis ’trives jeg stadig i alderdommen’. (Salme 92:14) Jeg er især Jehova taknemmelig for at jeg i min tid har set den store vækst i antallet af sande tilbedere. Profeten Esajas forudsagde denne vækst: „Dine porte skal holdes åbne til stadighed; de skal ikke lukkes hverken ved dag eller ved nat, for at man kan bringe dig nationernes forråd.“ — Esajas 60:11.

Hvor er det skønt at se millioner fra alle nationer strømme til Jehovas organisation og modtage oplæring i hvordan de kan overleve den store trængsel og komme ind i Guds nye verden. (2 Peter 3:13) Jeg kan med overbevisning sige at heltidstjenesten har været mere værdifuld for mig end noget som helst denne verden har haft at tilbyde. Jeg har ikke fundet guldskatte, men åndelige diamanter som har beriget mit liv i usigelig grad.

[Illustrationer på side 23]

Michalis og Eleftheria Kaminaris

(Til højre) Trykkeriet i Lombardou-gaden