Jeg tjener den Gud man kan stole på

FORTALT AF KIMON PROGAKIS

Det var en frygtelig kold aften i 1955. Min kone, Giannoula, og jeg var begyndt at blive bekymrede fordi vores 18-årige søn, George, ikke var kommet tilbage fra den kiosk hvor han arbejdede. Pludselig bankede en politimand på døren. „Jeres søn blev ramt af en bil da han var på vej hjem på cykel, og nu er han død,“ sagde han. Så lænede han sig frem og hviskede: „De vil fortælle jer at det var en ulykke, men tro mig, han blev myrdet.“ Den lokale præst og nogle paramilitære ledere havde lavet en sammensværgelse for at dræbe ham.

I DISSE år, hvor Grækenland var ved at komme på fode igen efter en tid præget af ufred og lidelser, var det farligt at være et af Jehovas vidner. Eftersom jeg tidligere, i over 15 år, havde været et aktivt medlem af den græsk-ortodokse kirke og de paramilitære organisationer, havde jeg førstehåndskendskab til den magt de havde. Lad mig fortælle om nogle begivenheder der fandt sted før denne familietragedie for over 40 år siden.

Min opvækst i Grækenland

Jeg er født i 1902 i en velhavende familie der boede i den lille græske by Khalkis. Min far var aktiv lokalpolitiker, og vores familie var nidkære medlemmer af den græsk-ortodokse kirke. Jeg læste mange politiske og religiøse bøger på et tidspunkt hvor de fleste af mine landsmænd var analfabeter.

På grund af den fattigdom og uretfærdighed der rådede i begyndelsen af det 20. århundrede, begyndte jeg at længes efter bedre verdensforhold. Religion, tænkte jeg, må kunne afhjælpe den sørgelige situation mine landsmænd befinder sig i. Eftersom jeg interesserede mig for religiøse spørgsmål, opfordrede nogle førende mænd i vores landsby mig til at blive græsk-ortodoks præst i den lokale kirke. Jeg havde besøgt mange klostre og ført lange diskussioner med biskopper og abbeder, men jeg følte mig hverken parat eller villig til at påtage mig en sådan ansvarsopgave.

Borgerkrigen

Nogle år senere, i april 1941, blev Grækenland besat af tyskerne. Dermed begyndte en ulykkelig tid fyldt med myrderier, hungersnød, afsavn og usigelige menneskelige lidelser. Der opstod en stærk modstandsbevægelse, og jeg sluttede mig til en af de guerillagrupper der kæmpede mod den nazistiske besættelsesmagt. Det resulterede i at der flere gange blev sat ild til mit hus, at jeg blev beskudt, og at man ødelagde mine afgrøder. I begyndelsen af 1943 havde min familie og jeg ingen anden udvej end at flygte op i de forrevne bjerge, hvor vi blev indtil den tyske besættelse endte i oktober 1944.

Da tyskerne havde forladt landet, opstod der indre uroligheder. Den guerillamodstandsgruppe jeg tilhørte, udgjorde en af de største kampstyrker i borgerkrigen. De kommunistiske idealer, retfærdighed, lighed og broderskab, tiltalte mig, men realiteterne af denne ideologi gjorde mig efterhånden fuldstændig desillusioneret. Jeg indtog en betydningsfuld post inden for gruppen og så derfor med egne øjne hvordan magt har en tendens til at korrumpere folk. Trods tilsyneladende ædle motiver og idealer ødelægger selviskhed og ufuldkommenhed de bedste politiske intentioner.

Det der især chokerede mig, var at ortodokse præster på hver side af konflikten greb til våben for at dræbe deres egne trosfæller. Jeg tænkte ved mig selv: ’Hvordan kan disse præster påstå at de repræsenterer Jesus Kristus, der har sagt: „Alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd“?’ — Mattæus 26:52.

I 1946, under borgerkrigen, lå jeg i skjul et sted i nærheden af byen Lamia i den centrale del af Grækenland. Mit tøj var meget slidt, så jeg besluttede mig til at forklæde mig og derefter gå hen til en skrædder i byen for at få syet noget nyt. Da jeg kom derhen, var der en ophidset debat i gang. Diskussionen drejede sig ikke om politik, men om religion, min tidligere store lidenskab. De der var til stede, lagde mærke til mit grundige kendskab til emnet og foreslog at jeg fik en snak med en vis ’teologiprofessor’. De gik straks hen for at hente ham.

Jeg får et sikkert håb

I samtalens løb spurgte „professoren“ mig hvad min tro var grundlagt på. „De hellige fædre og de økumeniske synoder,“ svarede jeg. Frem for at sige mig imod slog han op i Mattæus 23:9, 10 i sin lille bibel og bad mig læse Jesu ord: „Desuden skal I ikke kalde nogen på jorden jeres fader, for én er jeres Fader, den himmelske. I skal heller ikke lade jer kalde ’førere’, for én er jeres Fører, Messias.“

Det åbnede mine øjne! Jeg fornemmede at denne mand talte sandt. Da han fortalte mig at han var et af Jehovas vidner, bad jeg ham om noget læsestof. Han kom med bogen Lys, som er en kommentar til Åbenbaringsbogen i Bibelen, og jeg tog den med tilbage til mit skjulested. Dyrene der omtales i Åbenbaringen, havde længe været en gåde for mig, men nu lærte jeg at de repræsenterer politiske organisationer her i vort 20. århundrede. Jeg begyndte at forstå at Bibelen har praktisk betydning for os i dag, og at jeg burde læse i den og indrette mit liv efter det der stod i den.

Pågrebet og fængslet

Kort tid efter stormede soldater mit skjulested og arresterede mig. Jeg blev anbragt i en fangekælder. Jeg havde været eftersøgt i nogen tid og forventede derfor at blive henrettet. Mens jeg var i fængsel, fik jeg besøg af det Jehovas vidne der havde forkyndt for mig første gang. Han tilskyndede mig til at stole ubetinget på Jehova, hvilket jeg også gjorde. Jeg blev idømt en straf på seks måneders landsforvisning til den ægæiske ø Ikaria.

Så snart jeg ankom, gav jeg mig til kende som et af Jehovas vidner og ikke som kommunist. Andre der havde lært Bibelens sandheder at kende, var også blevet landsforvist hertil, og efter at jeg havde fundet dem, studerede vi regelmæssigt Bibelen sammen. De hjalp mig til at få mere bibelkundskab og større forståelse af den Gud man kan stole på, nemlig Jehova.

Da min afsoning endte i 1947, fik jeg besked på at møde op på den offentlige anklagers kontor. Han fortalte mig at min opførsel havde gjort et dybt indtryk på ham, og at jeg, hvis jeg nogen sinde igen skulle blive landsforvist, kunne bruge hans navn som reference. Da jeg kom til Athen, hvor min familie i mellemtiden var flyttet hen, begyndte jeg at komme sammen med en menighed af Jehovas Vidner og blev inden længe døbt som symbol på min indvielse til Jehova.

Anklaget for at hverve proselytter

I årtier har den græske regering retsforfulgt Jehovas vidner med henvisning til love der blev vedtaget i 1938 og 1939 mod hvervning af proselytter. Fra 1938 til 1992 blev der foretaget 19.147 arrestationer af Jehovas vidner i Grækenland, og domstolene har tilsammen idømt dem 753 års fængsel, hvoraf 593 er blevet afsonet. Personligt er jeg blevet arresteret over 40 gange for at have forkyndt den gode nyhed om Guds rige, og alt i alt har jeg tilbragt 27 måneder i forskellige fængsler.

Én af mine arrestationer skyldtes et brev jeg havde skrevet til en græsk-ortodoks præst i Khalkis. I 1955 blev Jehovas Vidners menigheder opfordret til at sende brochuren Kristenheden eller kristendommen — hvilken af dem er „verdens lys“? ud til samtlige præster. En af de højtstående præster jeg skrev til, sagsøgte mig for at hverve proselytter. Under retssagen fremførte advokaten, som var et Jehovas vidne, og en lokal sagfører et mesterligt forsvar, idet de gjorde rede for den forpligtelse sande kristne har til at forkynde den gode nyhed om Guds rige. — Mattæus 24:14.

Retsformanden spurgte arkimandritten (en højtstående gejstlig der rangerer lige under en biskop): „Læste De brevet og brochuren?“

„Nej,“ svarede han med eftertryk. „Jeg rev dem i småstykker og smed det hele ud så snart jeg havde åbnet kuverten!“

„Hvordan kan De så sige at denne mand har missioneret over for Dem?“ spurgte retsformanden.

Vores advokat fremførte dernæst eksempler på professorer og andre som havde doneret i stakkevis af bøger til biblioteker. „Ville De sige at disse personer har forsøgt at hverve proselytter?“ spurgte han.

Dette kunne tydeligvis ikke betegnes som proselythvervning. Jeg takkede Jehova da jeg hørte kendelsen: „Ikke skyldig.“

Min søns død

Min søn George blev også bestandig chikaneret, som regel på foranledning af ortodokse præster. Hans ungdommelige iver for at forkynde den gode nyhed om Guds rige resulterede i at han gentagne gange blev arresteret. Til sidst besluttede modstanderne sig for at gøre det af med ham, hvilket samtidig skulle tjene som en advarsel til os andre om at holde op med at forkynde.

Den politimand der kom til vort hus for at fortælle os at George var død, sagde at det var den lokale ortodokse præst og nogle paramilitære ledere der havde stået bag drabet på vores søn. Den slags „ulykker“ var meget almindelige i de farefulde tider der var dengang. Trods den sorg hans død voldte os, blev vi styrket i vores beslutning om at forblive aktive i forkyndelsesarbejdet og stole helt og fuldt på Jehova.

Andre hjælpes til at stole på Jehova

I midten af 60’erne tilbragte min kone og mine børn sommermånederne i kystbyen Skála Ōrōpoũ, cirka 50 kilometer fra Athen. Dengang var der ingen Jehovas vidner i dette område, så vi forkyndte uformelt for naboerne. Nogle lokale landmænd reagerede positivt. Eftersom mændene arbejdede længe i deres marker om dagen, ledte vi bibelstudier med dem sent om aftenen, og flere af dem blev Jehovas vidner.

Vi så at Jehova velsignede vore bestræbelser, og derfor rejste vi dertil hver uge i cirka 15 år for at lede bibelstudier med interesserede. Cirka 30 af disse har gjort fremskridt og er blevet døbt. Allerede i begyndelsen blev der dannet en studiegruppe, og jeg fik til opgave at lede møderne. Senere blev gruppen til en menighed, og i dag består Malakasa-menigheden af over hundrede forkyndere fra det område. Vi glæder os over at fire af dem vi har hjulpet, nu tjener som heltidsforkyndere.

En værdifuld arv

Kort efter min indvielse til Jehova begyndte min kone at gøre åndelige fremskridt, og også hun blev døbt. I de vanskelige tider med forfølgelse forblev hun stærk i troen og bevarede urokkeligt sin uangribelighed. Hun beklagede sig aldrig over de genvordigheder hun måtte gennemgå som følge af mine mange fængselsophold.

Min kone og jeg har gennem årene ledet mange bibelstudier sammen, og hun har ved sin enkle og begejstrede facon kunnet hjælpe mange. I øjeblikket har hun en bladrute hvor hun regelmæssigt afleverer bladene Vagttårnet og Vågn op! til i snesevis af interesserede.

At vore tre levende børn og deres familier — som består af seks børnebørn og fire oldebørn — alle er aktive i tjenesten for Jehova, skyldes hovedsagelig min kærlige ægtefælles støtte. De har ikke oplevet forfølgelse og bitter modstand i samme grad som min kone og jeg, men de stoler ubetinget på Jehova og fortsætter med at gå på hans veje. Det bliver en stor glæde når vi bliver genforenet med vores kære George i opstandelsen!

Besluttet på at stole på Jehova

I alle disse år har jeg set hvordan Jehova lader sin ånd virke på sit folk. Jehovas organisation, der ledes af hans ånd, har hjulpet mig til at se at vi ikke skal stole på menneskers bestræbelser. Deres løfter om en bedre fremtid er uden værdi og er i virkeligheden blot en stor løgn. — Salme 146:3, 4.

Trods fremskreden alder og alvorlige helbredsproblemer holder jeg blikket rettet mod håbet om Riget. Jeg fortryder virkelig de år jeg brugte til at støtte falsk religion og forsøge at skabe bedre forhold ad politisk vej. Hvis jeg skulle leve mit liv om, ville jeg helt sikkert igen beslutte mig til at tjene Jehova, den Gud man kan stole ubetinget på.

(Kimon Progakis er for nylig sovet ind i døden. Han havde et jordisk håb.)

[Illustration på side 26]

Et forholdsvis nyt billede af Kimon og hans kone, Giannoula