Et tidligt udbytte af bogen „Guds tusindårsrige er kommet nær“

I det gamle Israel var høsttiden en periode med stor glæde. Denne glæde strakte sig over nogle måneder, idet der tidligt blev høstet hør, byg og hvede, og senere druer, dadler, figner og oliven. Dette kan illustrere to glædelige foranstaltninger i forbindelse med den nye bog vi har fået, Guds tusindårsrige er kommet nær.

Som vi fik at vide ved stævnerne, vil vi begynde at gennemgå bogen ved menighedsbogstudiet den første uge i december. Men allerede før vi på denne måde begynder at høste åndelig gavn af den nye bog, vil vi kunne få stort udbytte af den på en anden måde. Der er nemlig tilrettelagt en tidlig høst, om man så må sige. Vi vil snart få en hurtig gennemgang af hele bogen i en serie på syv offentlige foredrag der skal holdes i november og december.

Disse foredrag kan give os stort udbytte. Du kan måske ikke få tid til at læse hele bogen igennem i løbet af de næste få måneder. Hvordan kan du da bedre få overblik over stoffet end ved at høre disse foredrag? Et sådant overblik vil danne et godt grundlag for din detaljerede gennemgang af stoffet ved bogstudiet fra december. Det vil give bogstudiet større indhold for dig.

Også i en anden retning vil du høste udbytte af disse syv foredrag, nemlig i forbindelse med tjenesten på arbejdsmarken. Vi vil arbejde med den nye bog fra hus til hus i november, så allerede de første par foredrag i serien kan være med til at give dig større sikkerhed og begejstring i forbindelse med at tilbyde bogen. Du vil få kendskab til nogle af de emner den behandler, og du vil forstå hvor vigtigt det er for andre at få del i disse oplysninger. Du vil også kunne henvise til bestemte lignelser og kapitler i Bibelen som bogen behandler.

Selv om du måske ikke får til opgave at holde et af foredragene, er der noget du kan gøre i forvejen for at få det største udbytte at denne „tidlige høst“. Hvert af foredragene vil behandle et bestemt pensum fra Bibelen, måske en lignelse eller et kapitel. Det vil være en god idé at læse dette pensum i ugen før foredraget holdes, enten som personlig bibellæsning eller sammen med familien. Da vil foredraget få endnu større værdi for dig. Nogle vil måske endog kunne nå at læse de kapitler i den nye bog som foredraget er bygget over. Gør det hvis du kan. Ved hver af de følgende dispositioner er der anført hvilket bibelpensum og hvilke kapitler i bogen foredraget behandler. Hver uge bør ordstyreren meddele hvad der skal behandles den følgende uge. Tag din bog med til foredragene, så du kan følge med.

Talere

Som du ser af de følgende dispositioner, hører der ret meget stof med til hvert foredrag, fra to til fire kapitler i bogen. Du skal ikke forsøge at få alle punkter fra kapitlerne med i dit foredrag. Det vil selvfølgelig være gavnligt for dig at læse kapitlerne igennem for at få overblik over indholdet, men dispositionen peger på de vigtigste afsnit, og i dit foredrag må du koncentrere dig om disse afsnit.

Eftersom tilhørerne er blevet opfordret til i forvejen at læse et bestemt stykke i Bibelen, må du endelig sørge for at behandle dette stykke i dit foredrag. Hjælp brødrene til at forstå det så godt at de bagefter kan forklare det væsentlige af indholdet. Du kan læse, eller lade andre læse, de dele af bibelpensummet du synes. Der er heller ikke noget i vejen for at du kan henvise til eller måske læse visse udvalgte stykker af de tildelte kapitler i den nye bog.

Som du ser, er der ved hver disposition opgivet et tema, og det er angivet hvilken retning foredraget bør tage. Hold dig dette for øje når du udarbejder foredraget, for det vil hjælpe dig til at gøre foredraget klart og forståeligt. Nogle foredrag behandler stof som hovedsagelig tager sigte på salvede kristne. I harmoni med de forslag der er givet, bør man i disse tilfælde hjælpe tilhørerne til at se hvordan det angår dem der har et jordisk håb, hvordan de kan anvende principperne på deres egen handlemåde eller hvordan det bør berøre deres indstilling.

Vi anbefaler de ældste at foredragene om muligt holdes i november og december. I nogle tilfælde er der måske allerede planlagt andre foredrag i disse måneder. Kan sådanne aftaler ændres, så denne serie alligevel kan holdes i de to måneder og man får det største udbytte af den? Hvis menigheden har besøg af kredstilsynsmanden eller skal til kredsstævne i løbet af november eller december, kan de syv foredrag holdes før og efter et sådant arrangement.

Det er naturligvis bedst hvis foredragene kan holdes af de lokale ældste og ældste fra nærliggende menigheder. (Se or, s. 62, 90; km 7/73, s. 4.) Da vi sidste år arrangerede foredrag af samme art over bogen Paradiset genoprettes til menneskeheden — ved Teokratiet!, var mange menigheder i stand til at udveksle talere, og det samme kan man gøre igen. To eller tre menigheder kunne for eksempel fordele foredragene imellem sig. Den broder der forbereder det første foredrag kan først holde det i A-menigheden, næste uge i B-menigheden og til sidst i C-menigheden. Broderen som har det andet foredrag holder det ugen efter i hver af de tre menigheder, i den rette rækkefølge, og så fremdeles.

Menighedens ældste kan planlægge denne foredragsserie når de holder deres møde i september. Når planerne er lagt, kan løbesedlerne bestilles; jo før, jo bedre.

1. Tusind år med fred er kommet nær (ka, kap. 1-4; læs Åbenbaringen 19:11 til 20:6.)

Se hen til Guds, ikke menneskers, løfte om en hersker i tusind år. (Kap. 1; 10 min.) Løfter om et varigt, fredeligt styre for menneskene er så almindelige at kun få tror dem længere; kristne kan måske henvise til skriftsteder om et fredeligt styre der vil komme, men hvorfor tro på sådanne skriftsteder? Hvilket grundlag er der? Det er dét vi nu vil behandle. Ingen jordisk regering har vist sig at være permanent og i stand til at indføre varig fred. Hitler pralede med at han ville gøre det, men det lykkedes ham ikke. (§ 1-5) Bør se hen til Gud, da hans vilje uimodståeligt gennemføres. (§ 6, 7, 11; Dan. 4:34-37) Har forudsagt et tusindårigt herredømme, nævnt det seks gange i Åbenbaringen 19:11 til 20:10. Beviserne på at Riget blev oprettet i himmelen i 1914 og at det syvende årtusind af menneskets historie snart vil begynde, viser at vi har grund til at tro at det tusindårige styre er kommet nær. (§ 11-14, 17, 18)

Gud vil berede vejen for et fredeligt styre ved at befri jorden for fredsforstyrrere. (Kap. 2; 10 min.) Menneskers forsøg på at sikre freden ved hjælp af forhandlinger, aftaler og pagter har gang på gang slået fejl. Gud forudsiger hvordan han vil skaffe fred på jorden — ved at fjerne fredsforstyrrerne. Bibelen skildrer at Sønnen, indsat som konge, fører en krig med dette for øje. (Åb. 19:11-16; § 1-3) Ikke en krig mellem nationerne, men Guds krig; de der udslettes får ingen ærefuld begravelse. (Åb. 19:17, 18; § 5) Vil endog fjerne det verdensomspændende politiske system. (Åb. 19:19-21; § 14, 15)

144.000 egnede herskere vil yde menneskene hjælp fra himmelen. (Kap. 3; 15 min.) Gud forsikrer at der vil være overlevende på jorden og i himmelen; vi kan være med iblandt dem og få del i freden. Hvordan? Åbenbaringen viser at fredsforstyrrerne i himmelen også vil blive fjernet. (Åb. 20:1-3) Vil ikke længere kunne vildlede mennesker — dette antyder at nogle vil overleve. Tidligere i Åbenbaringen (7:9-15) vises det at en stor skare vil overleve trængselen. (§ 4) Hvem vil herske over menneskene? Gud indsætter herskere i himmelen. (Åb. 20:4-6; § 8, 11) I modsætning til menneskene, der gradvis vil nå frem til fuldkommenhed og liv, er disse herskere udødelige når de oprejses. (§ 16-19) Deres opstandelse er den første i tid og betydning. (§ 33) Kunne De tænke Dem at have sådanne herskere? Jo mere vi ved om dem, jo mere vil vi ønske at have dem som herskere. (§ 42)

Guds indsatte herskere har tidligere vist sig at fremme freden. (Kap. 4; 20 min.) Gud har udvalgt herskere som elsker og stadig vil elske Gud og fred. (§ 4) Er ikke som jordiske herskere der gerne deler menneskene op, til hinder for fred. (§ 6) Under deres herredømme vil menneskene blive forenet, endog have fælles sprog. (§ 8; læs § 11, 12.) Let at se hvordan dette vil bidrage til fred. Stræber vi allerede nu efter international enhed som kristne? (§ 15) Salvede kristne, vordende himmelske herskere, fremmer freden ved deres forkyndelse. (Es. 2:4; § 17) De gør som Jesus, Fredsfyrsten. (Es. 9:6, 7; § 21, 43) Han undgik menneskers politik, lagde vægt på det himmelske rige. (§ 47, 49) Vi kan vise vort oprigtige ønske om at leve i de kommende tusind år med fred ved nu at tage del i det fredelige arbejde Jesus gav befaling om. (§ 51-54) Derved stiller vi os på samme side som de herskere der fremmer freden, og viser tillid til at den tusindårige fred er nær.

2. Vil du anerkende et styre udøvet fra himmelen? (ka, kap. 5, 6; læs Hebræerne 5:1-10; 6:19 til 10:25.)

Jesus og hans medkonger tjener til gavn for dem der anerkender det himmelske styre. (Kap. 5; 15 min.) De fleste har tilhørt deres nation fra fødselen; har ikke selv skullet afgøre om de ville. Mange er ligeglade med deres regering eller kritiske over for den på grund af dens åbenlyse mangler; herskerne er måske begærlige eller uærlige. Den regering Gud indsætter, er helt anderledes. Men tager vi den som en selvfølge, eller viser vi virkelig interesse for den? Er vi ivrige efter at lære noget om den? Guds konge, Jesus, gav uselvisk sit liv for dem der anerkender himmelens styre. Anerkender vi dette styre? (§ 1-3) Selv David må anerkende Jesu stilling; gør vi det? (§ 6) Der vil være konger som hersker sammen med Kristus. (Åb. 20:4; § 8, 10) De lader sig forme efter hans billede og vil derfor være kærlige, retfærdige, værd at respektere. (1 Pet. 4:1; § 12) Sikrer en harmonisk regering, uden uenighed. (§ 15, 16) Mens de er på jorden søger de, som ambassadører, at forlige enkeltpersoner med Gud. (2 Kor. 5:18-6:1; §19, 21, 23) Som ambassadører der er loyale mod Gud, tager de ikke del i og går ikke ind for menneskers politiske anliggender. (§ 24-27) Vil kunne gavne menneskene under det tusindårige herredømme. (§ 29)

Anerkender vi de himmelske herskere vil de også udføre præstetjeneste til gavn for os. (Kap. 6, s. 83-93; 20 min.) Disse medregenter vil også være præster sammen med Kristus. (Åb. 20:6) Nogle har haft dårlige erfaringer med uærlige præster. Præster har ofte svigtet, vildført folk. (Genfortæl Ap. G. 14:8-19; § 2, 5-7.) Vi kan ikke forestille os at Jesu medregenter, med deres gode egenskaber, vil være sådan. Hvilken værdi har en præst? (Hebr. 5:1-3) På grund af menneskets syndighed har vi brug for en fuldkommen præst til at tjene for os. Gud gjorde Jesus til en retfærdig præst der tjener for evigt. (Hebr. 5:4-6; § 15, 18, 19) Hans præstedømme er endog langt højere end præstedømmet i Arons slægt. (Hebr. 7:15, 16, 23-28; 8:1; § 20, 24) Påskønner vi hans præstedømme, idet vi erkender hvor meget det himmelske styre således vil komme til at betyde for os?

Præstetjenesten for os når helt frem til Guds nærhed. (Kap. 6, s. 93-116; 20 min.) Aron og hans medpræster tjente i en forbilledlig helligdom. (Beskriv den; brug grundplan på s. 93.) Et billede på himmelske ting. (Hebr. 8:4, 5; 9:9, 11) Da Jesus blev døbt og blev ypperstepræst, blev Guds bolig det Allerhelligste i det sande tempel. (§ 30, 39, 40) Som en åndelig søn på jorden var Jesus i det Hellige i det åndelige tempel, med del i åndeligt lys og åndelig føde. (§ 45-48) De salvede, svarende til Arons sønner, er præster. (Åb. 1:5, 6; § 52, 61, 62) Da de er åndsavlede, befinder de sig i det Hellige og kan nyde åndelig oplysning og føde. (§ 64) Ved døden passerer de forhænget, den kødelige forhindring, og kommer ind i selve Guds nærhed. (Hebr. 10:19-22) Ligesom Kristus vil de i himmelen være medfølende, forstående præster. (§ 73-76, 81) Deres styre er afgjort ønskværdigt. Man tvinges ikke til at anerkende det; op til en selv om man vil. Kan vise at man anerkender det, ved at tage imod belæring fra dem og deltage i det arbejde de udfører i dag.

3. Hvordan Gud vil forberede mennesker til evigt liv (ka, kap. 7-9; læs Åbenbaringen 20:7 til 21:4.)

Tusindårsriget er en kærlig foranstaltning som skal hjælpe os til at opnå evigt liv. (Kap. 7; 25 min.) Hvis nogle ofrer tid og kræfter på at oplære os til et bestemt arbejde eller noget andet vi ønsker, vil det være naturligt at vi viser taknemmelighed. I forbindelse med tusindårsriget er der foranstaltninger som kan hjælpe os til at opnå evigt liv. Tusindårsriget kan også kaldes dommens dag, en tusindårig periode hvor man står til doms. Følger efter afslutningen på den onde ordning. (Åb. 20:4; § 3, 4) Jehova har overgivet dommen til Jesus; de salvede medvirker. Ikke noget den kristne skal frygte, for der dømmes i retfærdighed. (Ap. G. 17:31) Kan endog gavne „uretfærdige“. (§ 10, 11) De opstandne endnu ikke fuldkomne, så den tusindårige domsdag giver dem der ønsker at tjene Gud udfrielse fra synd. (§ 12, 13, 20, 21) De opstandne „retfærdige“ har den fordel at de allerede har udvist integritet, kærlighed til Gud. Vil ’de uretfærdige’ aflægge slet handlemåde? Tusindårsriget giver dem mulighed for det. (§ 25, 26) Vil give alle deres første egentlige „chance“ for evigt liv; himmelske dommere vil hjælpe. (§ 32) Gud vil give instruktioner til hjælp for os. (Åb. 20:11-15; § 34, 35) De jordiske „fyrster“ vil også hjælpe. (Sl. 45:15, 16, NW) Vil være Jesu trofaste forfædre og andre mænd med integritet. (§ 38, 43-46)

Personligheder ændres med evigheden for øje. (Kap. 8; 15 min.) Der behøves mere end en retfærdig forvaltning; vi må selv være mennesker af rette slags. For at få en varig plads i den nye orden må vi lære retfærdighed. (Es. 26:9; § 1) Overdommeren Jesus vil vise eksemplet ved at afsige retfærdige domme. (Es. 11:1-5; § 4, 5) Det vil hjælpe mennesker til at ændre deres personlighed, opgive dyriske egenskaber og karaktertræk. (Es. 11:6-9; § 9, 10) Kan vente en tilsvarende bogstavelig opfyldelse ved at dyrene bliver fredelige over for hinanden og over for menneskene. (§ 13, 14) Gemmer vi på skinsyge, vrede, misundelse, fordomme?

Prøven efter de tusind år viser hvem der er værdig til livet. (Kap. 9; 15 min.) Spørgsmålet er så: Vil vi opfylde Jehovas krav for evigt liv? Ved afslutningen af de tusind år vil Jesus give det hele tilbage til sin Fader. (1 Kor. 15:24-28; § 3, 4) Gud vil give Satan en sidste lejlighed til at prøve menneskene, om de går ind for Jehovas suverænitet. (Åb. 20:7-10; § 5-7) Nogle vil gøre oprør, ønske uafhængighed, egen suverænitet. (§ 11-14) „Nationer“ som angriber dem der repræsenterer det ny Jerusalem vil være som Gog fra Magog der rettede et angreb mod de kristne under den store trængsel. (§ 15-17) Satan, dæmonerne og oprørerne vil blive kastet i den anden død, den anden form for død der har holdt sit indtog i skaberværket. (Åb. 20:10, 14, 15; § 25-28) De overlevende mennesker vil da blive regnet værdige til evigt liv, ’blive levende’. (Åb. 20:5; § 31-33) Da vil hele menneskeheden prise Gud med stor glæde. (Sl. 150:1-6) Jehovas vidner indbyder andre til at gøre dette sammen med dem nu.

4. Hører vi til de kloge eller de tåbelige med hensyn til Kristi nærværelse? (ka, kap. 10-13; læs Mattæus 25:1-30.)

En del af Jesu forudsagte tegn som bør give os ønske om at være vågne, kloge. (Kap. 10; 15 min.) Et af de emner vi oftest taler om i forkyndelsen, er tegnet i Mattæus 24. Omtaler ofte dele af det for at vise at vi lever i „de sidste dage“. Men Jesu tegn omfatter også Mattæus 25; lignelserne dér er en del af tegnet og har livsvigtig betydning for os. (Læs Mattæus 25:1-13.) Var svar på et spørgsmål om tiden for Jesu „nærværelse“. Parousia betød ikke hans første komme, men hans fremtidige nærværelse. (Matt. 24:3; § 8-14) Lignelsens opfyldelse ville bekræfte hans nærværelse. Bibelen sammenligner Jesus med en brudgom; de salvede er som rene jomfruer. (Joh. 3:28-30; Ef. 5:23-27; § 18, 21-23) Fra begyndelsen måtte de kristne blive ved med at være som jomfruer der så frem til brylluppet i himmelen. (§ 26-28) Deres kendetegn var olien, at de var fyldt med Guds oplysende ord og ånd. (Matt. 5:16; § 31, 36-38) Brudgommen ville være „længe om at komme“, så antikrist kom først. (1 Joh. 2:18; § 42-46) Fare for at falde i søvn, ikke være vågen for Kristi nærværelse. (Matt. 25:31)

Lignelsens opfyldelse i vor tid bør berøre os. (Kap. 11; 15 min.) Efter perioden hvor jomfruerne sov kan vi med rette vente en opvågnen i forbindelse med brudgommens nærværelse. (Matt. 25:5, 6) C. T. Russell pegede korrekt frem til at hedningetiderne, ville udløbe i 1914. (§ 4, 5) Han forstod at parousia sigtede til en usynlig nærværelse. Selv om han regnede forkert angående tiden for nærværelsens begyndelse, indså hans medarbejdere efterhånden at nærværelsen begyndte i 1914. (§ 6, 9, 10, 48, 55) Fra 1919 en opvågnen blandt de salvede. (§ 11-19) Navnkristne ville ikke anerkende Jesu nærværelse; „kloge“ jomfruer skilte sig ud fra sådanne „tåbelige“. (§ 24-26) De tåbelige går ødelæggelsen i møde. (§ 41, 42) Understreger at vi må lægge mærke til hele tegnet og holde os vågne. (§ 44-46)

Kristne må arbejde så der sker vækst — dette er også en del af tegnet. (Kap. 12, 13; 25 min.) Følgende lignelse i Mattæus også en del af tegnet. (Hovedindholdet af Mattæus 25:14-30) Bør hjælpe os til at indse at vi må arbejde flittigt for Gud. (ka, s. 258, § 3) Logisk at vente at Kristus, som konge siden 1914, ville inspicere og prøve sine tjenere. (§ 1) I lignelsen overgav Jesus disciplene nogle talenter. (§ 4-10) Talenterne repræsenterede muligheder for at frembringe disciple. (§ 12-15) Ved at forkynde og undervise gjorde de forretninger. (§ 20, 24, 26, 30, 35) Da det er en del af tegnet, kan vi vente opfyldelsens højdepunkt her efter 1914. (§ 37-40) En inspektion nødvendig for at se om trællene havde brugt talenterne og øget Herrens værdier. (§ 45) Det viser sig at den salvede træl virkelig har forøget talenterne; nu over 1 ¹/₂ million kristne! (§ 52-56) Regnskabet ville tage nogen tid. (Kap. 13, § 3) Efter nærværelsens begyndelse tid at belønne de salvede der sov i døden. (1 Kor. 15:50-54; § 5-8) De oprejses til at herske med Kristus, går ind til den himmelske glæde. (§ 14) Dovne træl undlod med vilje at øge sin herres talenter. (§ 19, 20) Finder sit modstykke i navnkristne og dem der skiller sig ud fra Guds tjenere. (§ 21-24) Vil blive henrettet i den store trængsels mørke. (§ 29) Den salvede træl besluttet på at fortsætte sit flittige arbejde og øge talenterne. (§ 26, 32, 33) Forstandigt at samarbejde med den.

5. Hvem bliver godkendt til at arve Guds rige? (ka, kap. 14, 15; læs Mattæus 25:31-46.)

Ens indstilling og handlinger nu har betydning for om man arver Guds rige. (Kap. 14; 40 min.) Mange i dag tror at ingen vil få evigt liv; andre mener at alle vil blive frelst. Begge synspunkter fører til det standpunkt at ens indstilling og handlinger ikke har nogen betydning. Bibelen viser det modsatte; gælder især siden 1914. Jehovas vidner har ofte vist at opfyldelsen af tegnet på Kristi nærværelse viser at Riget da blev oprettet i himmelen. Lignelsen om fårene og bukkene, en del af tegnet, viser at ens indstilling og handlinger nu kan være afgørende for om man bliver godkendt til evigt liv. (Læs versene efterhånden som du behandler dem.)

Menneskesønnen er Jesus, nu på den himmelske trone. (Dan. 7:13, 14; § 5-7) Vil en dag knuse nationerne. (Sl. 2:7-9) Først adskilles folk. (§ 13-15) Vil tage tid før personlighed og adfærd træder tydeligt frem. (§ 16-18) Lignelsen gælder nu, ikke i eller efter tusindårsriget — til den tid vil kristne ikke blive kastet i fængsel; nu tiden for Kristi parousia; og lignelsen angår mennesker som lever når Kristus overtager magten, ikke de levende og døde der dømmes i tusindårsriget. (§ 19; Åb. 20:11, 12) „Fårene“ er kristne med håb om evigt liv på jorden. De udgør ’den store skare’ med Lammet som hyrde. (Åb. 7:9, 10, 17; § 32) Arver Riget ved at blive dets jordiske undersåtter; Gud havde dette i tanke lige fra Adam og Eva fik børn der kunne genløses. (§ 35-37) „Fårene“ godkendes fordi de, i tro på Jesus, hjælper hans åndelige brødre. (Hebr. 2:16, 17; § 43-47) Slutter sig til de åndelige jøder ved at indvi sig til Gud og tjene ham trofast. (Zak. 8:20-23; § 48-53) Viser en ydmyg indstilling, søger fred, holder sig adskilt fra verden, lever efter Bibelens normer, forkynder. (§ 55, 56, 60) Spørge os selv: Hvordan vil Jesus bedømme mine handlinger og min indstilling? Betyder tegnet noget for mig? Viser jeg det?

Ikke alle bliver godkendt — bliver vi? (Kap. 15; 15 min.) Lignelsen viser at nogle ikke bliver godkendt men straffes med evig død. Hvorfor? Har ikke nødvendigvis forfulgt Kristus eller hans åndelige brødre; kan være deres negative indstilling der stiller dem på Djævelens side. (§ 5-8) Har intet grundlag for at hævde at de ikke ved hvem de salvede repræsenterer. (§ 11-13) Hvor står vi? Og vores familie og slægtninge? Hvordan er det altså nødvendigt at handle over for dem? Vi kan ikke feje sagen til side som om der endnu var lang tid tilbage; „bukkene“ vil snart blive udslettet, ved denne ordnings afslutning. (2 Tess. 1:6-10; § 14) Vil ikke lide evig pine — en form for evigt liv — men evig afskærelse eller død. (§ 3, 4, 17, 18) De retfærdige, „fårene“, beskyttes under Har-Magedonkrigen. Til opmuntring for os. (§ 19, 21) For at blive godkendt til evigt liv må vi altså handle aktivt og positivt allerede nu.

6. Tegnet på at Guds nye orden er nær (ka, kap. 16, 17; læs Mattæus 23:34 til 24:51.)

Tegnet på at den nye orden er nær kan styrke og opmuntre os. (Kap. 16; 30 min.) Vor tids problemer og bekymringer bevirker at de fleste ser med ængstelse og usikkerhed på fremtiden. De kristne der forstår betydningen af Jesu tegn, ser helt anderledes på fremtiden. (Læs passende vers fra Mattæus 24 efterhånden som du behandler dem.) I betragtning af Jesu ord var apostlene interesseret i fremtiden. (Luk. 19:41-44; Hebr. 9:26; § 3-7) Hvornår ville enden på den jødiske ordning indtræffe? Hvordan kunne de vide det når tiden var inde? Jesus opregnede begivenheder der ville føre frem til Jerusalems ødelæggelse. (§ 8-14) Gjaldt liv og død at give agt på den begivenhed som viste at ødelæggelsen var forestående. (§ 15-17) Da romerne omsluttede Jerusalem forstod de kristne at enden var nær. (§ 21, 22, 26) Større opfyldelse at vente i fremtiden, idet Åbenbaringen, kapitel 6 (skrevet efter år 70), pegede frem til krig, hungersnød og pest. Gælder hele den onde ordning, domineret af kristenheden. Har set beviser på tegnets opfyldelse siden 1914. (§ 28, 30-33) Betyder snarlig ødelæggelse, men alligevel grund til glæde. Hvorfor? Læg mærke til hvad der skal tilintetgøres. Anført af den anglo-amerikanske verdensmagt ser nationerne hen til FN efter fred. Åbenbaringen viser at denne fredsorganisation vil føre an i ødelæggelsen af falsk religion. (§ 42-44) De der ønsker Guds gunst tilskyndes til at gå ud af falsk religion, ligesom de kristne flygtede fra Jerusalem. (§ 45) Den kommende ødelæggelse vil begynde med den falske religion og vil omfatte den øvrige del af den onde ordning. (§ 52, 53) Opmuntrende at nogle vil overleve. (§ 55-57) Vil være dem der ser den sande Messias og samles dér for at få åndelig næring. (§ 60, 63) Foruroliges ikke af forstyrrelser i den bogstavelige himmel. (§ 70, 71) Vil ikke blive tvunget til at anerkende Jesu parousia når han kommer for at tilintetgøre den onde ordning; har nemlig allerede anerkendt at han er nærværende og har indsamlet sine salvede. (§ 74, 76) Er forvissede om at alt hvad han har lovet, vil ske; ser frem til at overleve. (§ 81-83) Har vi fuldt ud sluttet os til dem? Må afgøre det nu.

Med „den trofaste og kloge træl“ som eksempel understregede Jesus behovet for at være vågen og aktiv. (Kap. 17; 25 min.) Vanskeligt at fatte at nogle vil ignorere opfyldelsen af tegnet, men sådan er det. Ligesom før Vandfloden, mangler de fleste tro og ignorerer Kristi parousia. (§ 4-7) Vi må sørge for at være vågne og aktive når han kommer som domsfuldbyrder. Må leve hver dag med tiden i tanke. (§ 10-13) Eksemplet med „den trofaste og kloge træl“ understreger nødvendigheden af at være aktiv og trofast under Jesu nærværelse. Jesus sigtede til hele discipelskaren. (§ 14, 16) Trælleskaren tog sin begyndelse da disciplene blev salvet i år 33 og det åndelige Israels folk blev til. (§ 20-23) Trællen begyndte at tilvejebringe åndelig føde. (§ 24-26) I nutiden har de salvede som skare betragtet sørget for åndelig mad. (§ 29, 30) Selv under de vanskelige forhold under den første verdenskrig fortsatte trælleskaren med at servere mad for de enkelte tjenestefolk. (§ 40) Da Herren havde modtaget Rigets magt og rettet sin opmærksomhed mod tjenerne, godkendte han dem, gav dem ansvar for sine åndelige værdier på jorden. Nu har de endog ansvar for at tage sig af ’den store skare’. (§ 49-51, 54) Enkelte salvede som bliver onde, bliver som ’den onde træl’; forkastes af Jesus. (§ 59-62, 65) Selv om vi måske ikke tilhører dem der udgør „den trofaste og kloge træl“, bør vi se behovet for at være trofaste i den kristne tjeneste. Vil hjælpe os til ikke at blive overrasket. (Luk. 21:34-36; § 66-68) Da vil tegnet på at den nye orden er nær, betyde evige velsignelser for os.

7. Når de frafaldne er borte — fred i tusind år! (ka, kap. 18, 19; læs 1 Tessalonikerbrev 4, 5; 2 Tessalonikerbrev 1, 2; Salme 116.)

Giv agt på advarselen — tiden nu inde til at tage et afgjort religiøst standpunkt! (Kap. 18; 35 min.) Jehovas vidner glade for at mange nye kommer regelmæssigt; viser en rosværdig interesse for sand tilbedelse. Hvor vigtigt er det at sådanne tager et afgjort standpunkt? Og hvor vigtigt er det at Jehovas vidner når ud til andre (slægtninge, kolleger, naboer) med det kristne budskab? Første og Andet Tessalonikerbrev giver et svar; vi vil nu drøfte „lovløshedens menneske“. Fred blandt nationerne synes mulig i dag; Bibelen viser at den vil komme. (1 Tess. 5:1-3; § 1-3) Nogle i Tessalonika mente at Kristi nærværelse og „Jehovas dag“ var begyndt; Paulus korrigerede dem, forklarede at det hørte fremtiden til. (2 Tess. 2:1, 2; § 5-8) Før „Jehovas dag“ måtte frafaldet komme. (2 Tess. 2:3; § 12, 13) Ville være et oprør mod Jehova blandt dem der gjorde krav på at være kristne, især de ledende. Også forudsagt andre steder i Bibelen. (Ap. G. 20:28-30; 2 Pet. 2:1-3; § 16-25) Mænd som hævdede at være kristne stillede sig efterhånden op som ledere, blev en gejstlighed. (§ 27, 31, 34) Dette kollektive menneske satte sig imod Gud, krævede ærbødighed. (§ 38-40, 42, 43) Apostlene virkede som et bolværk mod frafaldet, der allerede viste sig at være under udvikling mens de levede. (2 Tess. 2:6; 1 Joh. 2:18-22; § 44-46, 49-51) Under Kristi fremtidige nærværelse skulle det gejstlige „lovløshedens menneske“ udryddes; enden for alle frafaldne. (2 Tess. 2:8; § 52, 53) Gud lader dette „menneske“ virke og tillader dermed at de der finder glæde i uretfærdigheden, bedrages. (2 Tess. 2:9-12; § 59-63) Snart kommer afslutningen for „lovløshedens menneske“ og for alle frafaldne. Ligesom det gamle Jerusalem blev ødelagt i år 70, vil kristenheden og den øvrige del af Babylon den Store blive udslettet, og derefter resten af den onde ordning. (§ 67-69) Hvor står vi? Hjælper vi aktivt andre til at skille sig ud fra denne skare? Vil vi være tilbage når de frafaldne er borte? Hvilke forhold vil råde her til den tid?

Tusind år med fred og andre velsignelser til dem der øver sand tilbedelse nu. (Kap. 19; 20 min.) Nogle føler sig måske usikre; ved ikke om de vil overleve. Hvordan kan vi være sikre på at der er nogle tilbage til at leve i Paradiset når de frafaldne er borte? Rigtigt at hele den onde ordning vil forsvinde i den store trængsel, men Jesus lovede at noget „kød“ ville blive frelst. (Matt. 24:3, 21, 22; § 2, 3) Denne frelse, og den indstilling vi kan have til fremtiden, er udmærket beskrevet i Salme 116. Ligesom salmisten, må vi se hen til Gud for at bevare livet. (Sl. 116:1-6; § 6, 7) Vi må have samme tro som salmisten og Paulus. (Sl. 116:7-11; 2 Kor. 4:8-10; § 9-12) Etter den sidste del af den store trængsel — krigen på Guds, den Almægtiges, store dag — vil vi se at Gud har bevaret os men udslettet de onde. (§ 13, 14) Denne redning vil indgive os værdsættelse. (Sl. 116:12-14; § 17) Vil forstå hvor dyrebare de loyale er for Gud; han har ikke ladet Satan udslette dem alle. (Sl. 116:15, 16; § 22, 24) Hvilken glæde at der råder fred så man kan vise Gud sin taknemmelighed ved at bringe takofre. (Sl. 116:17-19; § 26-28) Udsigten til således at blive bevaret og til freden i tusind år som vil følge efter, bør tilskynde os til nu at være med i forkyndelsen så vi fremholder denne mulighed for andre. (§ 30)