Jehova hjalp os til at blomstre der hvor vi blev plantet

Mats og Ann-Catrin gennemgik Gilead i 1979, og gennem årene er de blevet “plantet” i, eller sendt til, Iran, Mauritius, Myanmar, Tanzania, Uganda og Zaire. Det var deres gileadlærer Jack Redford der gav dem det gode råd der har hjulpet dem de mange gange de er blevet “omplantet”. Lad os høre deres historie.

Mats, vil du begynde med at fortælle os hvordan du lærte sandheden at kende?

Mats: Vores familie er fra Polen, og under Anden Verdenskrig så min far meget hykleri i den katolske kirke. Men han sagde tit: “Sandheden må findes et eller andet sted!” På et tidspunkt fandt jeg ud af at han havde ret. Jeg købte mange brugte bøger, og en af dem var en blå bog der hed Sandheden der fører til evigt liv. Den titel fangede min opmærksomhed. Jeg kunne ikke lægge bogen fra mig og læste i den hele natten. Da jeg næste morgen var færdig med den, forstod jeg at jeg havde fundet sandheden.

I april 1972 begyndte jeg at læse mange flere af Jehovas Vidners publikationer, og jeg fik svar på alle mine spørgsmål ud fra Bibelen. Jeg havde det som købmanden i Jesus’ lignelse der fandt en meget værdifuld perle og solgte alt hvad han havde, for at kunne købe den. Jeg “solgte” mine planer om at gå på universitetet og uddanne mig til læge for at kunne købe sandheden, den smukke “perle” jeg havde fundet. (Matt. 13:45, 46) Jeg blev døbt den 10. december 1972.

Inden for et år tog mine forældre og min lillebror også imod sandheden og blev døbt. I juli 1973 begyndte jeg som pioner. Der var flere flittige pionerer i vores menighed, og en af dem var Ann-Catrin, en smuk søster der elskede Jehova meget højt. Vi blev forelskede og blev gift i 1975. De næste fire år tjente vi i Strömsund, en dejlig svensk by med et spændende og frugtbart distrikt.

Ann-Catrin: Min far lærte sandheden at kende kort inden han var færdig med sine studier på universitetet i Stockholm. Jeg var kun tre måneder gammel på det tidspunkt, men han tog mig med til møderne og med ud i forkyndelsen. Det var min mor ikke så glad for, og hun prøvede at bevise at Jehovas Vidner tog fejl. Det kunne hun ikke, så med tiden tog hun selv imod sandheden og blev døbt. Da jeg var 13, blev jeg døbt, og da jeg var 16, begyndte jeg som pioner. Jeg flyttede til Umeå, hvor der var et stort behov for forkyndere, og der blev jeg udnævnt som specialpioner.

Efter at Mats og jeg blev gift, fik vi mulighed for at hjælpe mange til at lære sandheden at kende. En af dem var en teenagepige ved navn Maivor, som opgav en lovende sportskarriere og blev min lillesøsters pionermakker. De gennemgik begge Gilead i 1984 og tjener nu som missionærer i Ecuador.

Hvordan har I i jeres mange missionæropgaver fulgt rådet om at “blomstre der hvor I blev plantet”?

Mats: Vi er blevet “omplantet” mange gange. Men vi har alligevel prøvet at være “rodfæstet” i Jesus ved at efterligne ham – særligt hans ydmyghed. (Kol. 2:6, 7) For eksempel har vi ikke forventet at de lokale skulle tilpasse sig os, men i stedet forsøgt at forstå hvorfor de gjorde tingene på en bestemt måde. Vi ville gerne forstå deres måde at tænke på og deres kultur. Vi har mærket at når vi efterligner Jesus, er det nemmere at blomstre uanset hvor vi er, fordi det er som om vi er plantet “ved strømme af vand”. – Sl. 1:2, 3.

Ann-Catrin: Et træ der er blevet plantet om, har også brug for solens varme stråler. Jehova har altid været “vores sol”. (Sl. 84:11) Han har sørget for brødre og søstre der har vist os varme og kærlighed. I den lille menighed vi var i i Teheran i Iran, mærkede vi for eksempel en gæstfrihed af bibelske dimensioner. Vi ville hellere end gerne være blevet i Iran, men i juli 1980 blev Jehovas Vidner officielt forbudt, og vi fik 48 timer til at forlade landet. Vores nye opgave blev i Zaire i Afrika (det land der nu er kendt som Congo).

Da jeg fandt ud af at vi skulle til Afrika, græd jeg. Jeg var bange fordi mit billede af Afrika var slanger og sygdomme. Men to gode venner som havde tjent der i lang tid, sagde til os: “I har jo aldrig været der. Giv det en chance. I vil slet ikke kunne lade være med at elske Afrika.” Og det var rigtigt! Vennerne dér udstråler en helt utrolig varme og kærlighed. Da vi seks år senere var nødt til at forlade Afrika på grund af et forbud, grinede jeg lidt af mig selv da det gik op for mig at jeg nu bad til Jehova om at få lov til at blive i Afrika.

Hvilke velsignelser har I haft i årenes løb?

Mats: En ting der betyder meget for mig, er de stærke venskaber vi har fået med missionærer fra andre lande. Det er også altid en enorm glæde at lære andre om Jehova, og nogle af de steder vi har været, har vi haft op til 20 bibelstudier hver! Noget der har gjort et uudsletteligt indtryk på mig, er den kærlighed og gæstfrihed vores afrikanske brødre og søstre viste os. Når vi besøgte menigheder i Zaire og parkerede vores “soveværelse” – et folkevognsrugbrød – hos nogle af vennerne, gav de ofte “mere end de kunne”. (2. Kor. 8:3) Jeg har hyggelige minder om det vi kaldte “historietid”. Ann-Catrin og jeg satte os ned hver aften for at tale om det vi havde oplevet den dag, og takke Jehova fordi han havde været med os.

Ann-Catrin: For mig har en af de største velsignelser været at opleve hvor international vores organisation er, og at komme tæt på venner fra alle mulige steder i verden. Vi har lært nye sprog – deriblandt persisk, fransk, ganda og swahili – og oplevet mange interessante kulturer. Vi har hjulpet nye til at lære Jehova at kende, fået nære venner og arbejdet sammen med dem “skulder ved skulder” i tjenesten for Jehova. – Sef. 3:9.

Vi har også oplevet den fantastiske variation der er i Jehovas smukke skaberværk. Hver gang vi har fået en ny opgave, har det været som at tage på rejse med Jehova som guide. Han har givet os oplevelser vi aldrig ville have fået på egen hånd.

Hvilke udfordringer har I haft, og hvordan har I tacklet dem?

Mats: I årenes løb er vi flere gange blevet ramt af tropiske sygdomme, blandt andet malaria. Og Ann-Catrin har et par gange akut haft brug for at blive opereret. Der har også været en del bekymringer i forbindelse med vores forældre da de kom op i årene. Vi er virkelig taknemmelige mod vores søskende, der har sørget for dem i det daglige. De har taget sig godt af dem og gjort det med tålmodighed, glæde og kærlighed. (1. Tim. 5:4) Vi har gjort hvad vi kunne for at støtte vores forældre trods den store afstand, men alligevel har vi nogle gange været kede af det fordi vi ville ønske vi kunne gøre mere.

Ann-Catrin: I 1983, mens vi var i Zaire, blev jeg meget syg af kolera. Lægen sagde til Mats: “Du bliver nødt til at få hende ud af landet allerede i dag!” Den næste dag var vi ombord på et fragtfly – det eneste fly det var muligt at komme afsted med – på vej mod Sverige.

Mats: Vi troede det var enden på vores missionærtjeneste, og det græd vi meget over. Men Ann-Catrin kom sig, selvom lægen havde frygtet det modsatte. Og et år senere kunne vi vende tilbage til Zaire, og den her gang kom vi til at tilhøre en lille swahili-menighed i Lubumbashi.

Ann-Catrin: Mens vi boede i Lubumbashi, blev jeg gravid men mistede desværre barnet. Selvom vi ikke havde planlagt at få børn, var tabet ekstremt svært for mig at bære. Det var en tid med stor sorg, men her mærkede vi i særlig grad Jehovas hjælp, og han gav os en helt uventet gave. Vi fik flere bibelstudier end nogensinde før. På mindre end et år voksede menigheden fra 35 til 70 forkyndere, og mødedeltagelsen sprang fra 40 til 220. Vi var helt fokuserede på forkyndelsen, for der var så meget at gøre. Og det at mærke at Jehova velsignede os på den måde, trøstede mig meget. Vi tænker stadig ofte på vores lille elskling. Vi glæder os sådan til at se hvordan Jehova fuldstændigt vil læge vores følelsesmæssige sår og gøre alting godt igen.

Mats: På et tidspunkt begyndte Ann-Catrin at føle sig svag og ekstremt træt. Samtidig blev jeg diagnosticeret med tarmkræft på stadie fire og havde brug for en stor operation. Men i dag har jeg det godt, og Ann-Catrin gør alt hvad hun kan, på trods af sin træthed.

Det er blevet meget tydeligt for os at vi ikke er de eneste der kommer ud for udfordringer. Efter folkemordet i Rwanda i 1994 besøgte vi mange venner i flygtningelejre. Deres tro, udholdenhed og gæstfrihed under ekstremt vanskelige forhold har vist os at Jehova kan holde sine tjenere oppe uanset hvilke prøvelser de kommer ud for. – Sl. 55:22.

Ann-Catrin: En anden virkelig svær ting vi oplevede, var noget der skete efter at vi havde været til indvielsen af Afdelingskontoret i Uganda i 2007. På vej til Nairobi i Kenya rejste vi sammen med en gruppe på omkring 25 missionærer og betelitter. Før vi nåede grænsen til Kenya, var der en modkørende lastbil der pludselig svingede ind i vores bane og ramte os frontalt. Chaufføren og fem af vores venner døde på stedet, og en søster døde senere på hospitalet. Vi længes virkelig efter at se vores elskede venner igen! – Job 14:13-15.

Med tiden kom jeg mig fysisk efter ulykken. Men Mats og jeg og mange af de andre passagerer kom til at lide af posttraumatisk stress. Jeg oplevede angstanfald om natten og fik symptomer der mindede om hjerteanfald. Det var meget skræmmende, men inderlige bønner til Jehova og trøstende bibelvers gav os ro. Vi fik også professionel hjælp, og det gjorde en stor forskel. I dag er symptomerne ikke længere så invaliderende, og vi beder Jehova om at hjælpe os til at trøste andre der kæmper med lignende udfordringer.

I har sagt at Jehova har båret jer “som rå æg” når I har været ude for noget svært. Hvad mener I med det?

Mats: Det er faktisk et ordsprog på swahili, der lyder: “Tumebebwa kama mayai mabichi,” som betyder: “Vi blev båret som rå æg.” Ligesom man behandler rå æg forsigtigt for at de ikke skal gå i stykker, har Jehova behandlet os blidt og nænsomt i alle de opgaver vi har haft. Vi har altid haft det vi havde brug for, og endda mere til. En måde vi har mærket Jehovas kærlighed og støtte på, er gennem den omsorg og empati som Det Styrende Råd har vist os.

Ann-Catrin: Jeg vil gerne fortælle om et helt konkret eksempel på at Jehova har passet på os. En dag blev jeg ringet op og fik at vide at min far i Sverige var blevet indlagt på intensiv. Mats var ved at komme sig efter en omgang malaria. Vi havde ikke råd til at købe flybilletter til Sverige, så vi besluttede at vi måtte sælge vores bil. Men så modtog vi to telefonopkald mere: Det ene var fra et par der havde hørt om vores situation og tilbød at betale for én billet. Det andet var fra en ældre søster der havde lagt penge til side i en æske, hvor hun uden på havde skrevet: “Til nogen der har brug for det.” I løbet af bare få minutter var Jehova trådt til og havde hjulpet os! – Hebr. 13:6.

Hvordan vil I sammenfatte det I har lært i de 50 år I har været i heltidstjenesten?

Ann-Catrin: Jeg har lært at vi får styrke ved at holde os i ro og vise tillid. Når vi stoler på Jehova, gør han i virkeligheden vores kamp til sin kamp. (Esa. 30:15; 2. Krøn. 20:15, 17) Ved at give Jehova vores bedste i alle de opgaver vi har haft, har vi fået flere velsignelser end vi kunne have fået på nogen anden måde.

Mats: Det vigtigste jeg har lært, er at stole på Jehova i enhver situation og så se hvordan han griber ind for at hjælpe mig. (Sl. 37:5) Han har altid hjulpet os, præcis som han har lovet. Og det oplever vi stadig i vores nuværende opgave på Betel i Myanmar.

Vi håber at mange unge der gerne vil gøre mere i tjenesten for Jehova, vil komme til at opleve samme loyale kærlighed som han har vist os. Vi er helt overbevist om at de vil få et fantastisk liv hvis de lader Jehova hjælpe dem til at blomstre, uanset hvor de bliver plantet.