Apostlenes Gerninger

16 Så kom han til Derbe og også til Lystra.+ Og der var der en discipel som hed Timotheus.+ Han var søn af en troende jødisk kvinde og havde en græsk far, 2 og brødrene i Lystra og Ikonion havde kun godt at sige om ham. 3 Paulus ville gerne have at Timotheus rejste med ham, og af hensyn til jøderne i de områder omskar han ham,+ for de vidste alle at hans far var græker. 4 Efterhånden som de rejste gennem byerne, overbragte de brødrene de bestemmelser som apostlene og de ældste i Jerusalem havde vedtaget, så de kunne overholde dem.+ 5 Så blev menighederne fortsat styrket i troen, og for hver dag der gik, voksede de i antal.

6 Desuden rejste de gennem Frygien og Galatien,+ for den hellige ånd forbød dem at forkynde ordet i provinsen Asien. 7 Og da de kom ned til Mysien, forsøgte de at rejse til Bitynien,+ men Jesus’ ånd* tillod dem det ikke. 8 Så de passerede* Mysien og kom ned til Troas. 9 Og om natten fik Paulus et syn – en makedonisk mand stod og tryglede ham: “Kom over til Makedonien og hjælp os.” 10 Så snart han havde set synet, prøvede vi at tage til Makedonien, for vi konkluderede at Gud havde tilkaldt os for at vi skulle forkynde den gode nyhed for dem.

11 Så sejlede vi ud fra Troas og styrede direkte mod Samothrake og den følgende dag mod Neapolis, 12 og derfra tog vi til Filippi,+ en koloni, som er den vigtigste by i det område af Makedonien. Vi blev i den by i nogle dage. 13 På sabbatsdagen gik vi ud ad byporten og langs med en flod, hvor vi mente at der var et bedested, og vi satte os og begyndte at tale med de kvinder der var forsamlet. 14 Og der var en kvinde ved navn Lydia, som solgte purpurfarvede stoffer* og var fra byen Thyatira,+ og hun tilbad Gud. Hun hørte efter, og Jehova* åbnede hendes hjerte helt så hun tog det Paulus sagde, til sig. 15 Da hun og hendes husstand nu var blevet døbt,+ sagde hun insisterende til os: “Hvis I anser mig for at være trofast mod Jehova,* så kom og overnat i mit hus.” Og hun pressede os ligefrem.

16 En dag hvor vi var på vej til bedestedet, mødte vi en tjenestepige som var besat af en ånd, en spådomsdæmon.+ Hun tjente mange penge til sine herrer ved at spå. 17 Pigen blev ved med at følge efter Paulus og os andre mens hun råbte: “De mænd er Den Højeste Guds trælle+ og forkynder jer frelsens vej.” 18 Det blev hun ved med i mange dage. Til sidst blev Paulus træt af det, så han vendte sig om og sagde til ånden: “I Jesus Kristus’ navn befaler jeg dig: Kom ud af hende.” Og i samme øjeblik kom den ud.+

19 Hendes herrer så nu at deres mulighed for at tjene penge var forsvundet,+ og de greb fat i Paulus og Silas og trak dem hen på torvet til lederne.+ 20 De førte dem frem for byens embedsmænd og sagde: “Mændene her skaber stor uro i vores by.+ De er jøder, 21 og de lærer folk skikke som vi romere ikke har lov at tage til os eller følge.” 22 Og hele folkemængden rejste sig imod dem, og efter at have revet tøjet af dem befalede byens embedsmænd at de skulle have stokkeslag.+ 23 Da de havde givet dem mange slag, kastede de dem i fængsel og gav fangevogteren ordre til at bevogte dem omhyggeligt.+ 24 Fordi han havde fået den ordre, kastede han dem i det inderste fangehul og fastgjorde deres fødder i gabestokken.

25 Ved midnat sad Paulus og Silas og bad og lovpriste Gud med sang,+ og fangerne lyttede til dem. 26 Pludselig kom der et kraftigt jordskælv som fik fængslets grundvolde til at ryste. Alle dørene sprang op, og lænkerne faldt af fangerne.+ 27 Fangevogteren vågnede og så at fængslets døre var åbne, så han trak sit sværd og skulle til at begå selvmord, for han gik ud fra at fangerne var flygtet.+ 28 Men Paulus råbte højt: “Gør ikke dig selv fortræd, for vi er her alle sammen!” 29 Så spurgte han efter fakler og skyndte sig ind og kastede sig rystende ned for fødderne af Paulus og Silas. 30 Han førte dem udenfor og sagde: “Gode herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” 31 De sagde: “Du skal tro på Herren Jesus, og så vil du blive frelst, både du og din husstand.”+ 32 De forkyndte så Jehovas* ord for ham og for alle i hans hus. 33 Og mens det stadig var nat, tog han dem med og rensede deres sår. Straks efter blev han og alle i hans husstand døbt.+ 34 Han førte dem ind i sit hus og dækkede op for dem, og han glædede sig sammen med alle i husstanden over at han havde fået tro på Gud.

35 Tidligt om morgenen sendte byens embedsmænd betjentene hen for at sige: “Løslad mændene.” 36 Fangevogteren fortalte det til Paulus og sagde: “Byens embedsmænd har sendt nogle mænd for at få jer begge løsladt. Så kom nu ud, og gå med fred.” 37 Men Paulus sagde til dem: “Selvom vi er romerske borgere,+ slog de os offentligt, uden at vi var dømt,* og de kastede os i fængsel. Vil de nu jage os hemmeligt ud? Nej, de kan selv komme og føre os ud!” 38 Det meddelte betjentene til byens embedsmænd, der blev bange da de hørte at mændene var romere.+ 39 Så de kom og gav dem en undskyldning, og efter at have ført dem ud opfordrede de dem til at forlade byen. 40 Men fra fængslet gik de hjem til Lydia, og da de så brødrene, opmuntrede de dem+ og tog afsted.