Volden i hjemmet bringes til ophør
„For at forebygge og begrænse volden i hjemmet må der ske gennemgribende strukturelle forandringer i både samfundet og familien.“ — Behind Closed Doors (Bag lukkede døre).
HISTORIENS første mord var et brodermord. (1 Mosebog 4:8) I de årtusinder der siden er forløbet har menneskers hjem været præget af vold. Der har været mange løsningsforslag fremme, men en stor del har været mangelfulde.
For at kunne ændre adfærd er det imidlertid nødvendigt at den voldelige part erkender at der er et problem. En voldelig ægtemand som kom til fornuft siger med beklagelse i stemmen: „For hver af os [der kommer på ret kurs igen], er der tre som siger: ’Man må holde hende den gamle på plads.’“ Den voldelige mand må altså erkende hvor galt det er fat. Hvorfor er han blevet voldelig? Ved at få hjælp til at rette sine fejl kan han måske forbedre sig.
Men ofte lider socialvæsenet under ressourcemangel. Det anslås at der i forbindelse med 90 procent af alle børnedrab i De Forenede Stater har været voldsepisoder i familien før drabet fandt sted. Det er begrænset hvad myndighederne kan stille op. Det er noget andet der er brug for.
’En ny personlighed’
„Der er behov for en omstrukturering af familierelationerne,“ siger et forskerhold. Det er ikke næverne men sindet der er noget galt med. Det hele bunder i at familiens medlemmer — ægtefæller, børn, forældre og søskende — har et forkert syn på hinanden. For at ændre disse relationer må man iføre sig det Bibelen kalder „den nye personlighed“. — Efeserne 4:22-24; Kolossenserne 3:8-10.
Lad os se på nogle bibelske principper for familielivet som kan hjælpe os til at iføre os den kristne personlighed og gøre forholdet mellem familiens medlemmer bedre. — Se Mattæus 11:28-30.
Syn på børn: At være forældre indebærer mere end blot at få børn. Desværre betragter mange i dag deres børn som en byrde og interesserer sig derfor ikke for forældrerollen. De er potentielle børnemishandlere.
Bibelen kalder børn „en arv fra Jehova“ og en „belønning“. (Salme 127:3) Forældre skal stå Skaberen til ansvar for hvordan de forvalter denne arv. De der betragter børn som en klods om benet har brug for en ny personlighed.a
Realistiske forventninger til børnene: En undersøgelse viser at mange voldelige mødre forventer at deres børn skal kunne skelne mellem rigtigt og forkert lige fra de er ét år. Og en tredjedel af dem forventer at de skal kunne gøre det fra de er et halvt år.
Bibelen viser at alle er født ufuldkomne. (Salme 51:5; Romerne 5:12) Den siger ikke at man ejer skelneevne lige fra fødselen, men at det er „gennem brugen“ at ens opfattelsesevne bliver „opøvet til at skelne mellem ret og uret“. (Hebræerne 5:14) Desuden taler Bibelen om „de træk der hører den mindreårige til“ og om barndommens „dårskab“ og ungdommens „tomhed“. (1 Korinther 13:11; Ordsprogene 22:15; Prædikeren 11:10) Forældre må forstå børnenes begrænsninger og ikke forvente mere end rimeligt er, deres alder og evner taget i betragtning.
Tugt af børn: Det græske ord der i Bibelen oversættes med „tugt“ betyder egentlig „undervise“. Hensigten med tugten er derfor ikke først og fremmest at påføre smerte, men at belære. Dette kan man i mange tilfælde gøre uden at slå. (Ordsprogene 13:24) Bibelen siger: „Hør på tugt og bliv vise.“ (Ordsprogene 8:33) Paulus skrev også at man bør retlede „med al langmodighed“. (2 Timoteus 4:2) Det går altså ikke at man taber hovedet af raseri og går fuldstændig over gevind.
Spørg i lyset af disse bibelske principper dig selv: ’Virker min tugt undervisende, eller virker den blot afskrækkende fordi den gør ondt? Indpoder jeg de rette principper i børnene med min tugt, eller sætter jeg dem blot en skræk i livet?’
Adfærdsregler for voksne: En mand forklarede at grunden til at han slog sin kone var at han „mistede selvbeherskelsen“. En vejleder spurgte manden om han nogen sinde havde stukket sin kone med en kniv. „Det kunne jeg aldrig drømme om!“ svarede manden. Han blev hjulpet til at indse at han ganske vist handlede inden for visse grænser, men problemet var at det ikke var de rigtige grænser.
Hvor går dine grænser? Stopper du før en uoverensstemmelse tager en voldelig drejning? Eller koger du over og råber, bander, skubber, smider med ting eller slår?
For den der har iført sig den nye personlighed er der skarpt afstukne grænser, og den tillader aldrig at man opfører sig psykisk eller fysisk voldeligt. „Lad ingen rådden tale gå ud af jeres mund,“ siges der i Efeserbrevet 4:29. I vers 31 tilføjes der: „Lad al bitterhed og harme og vrede og skrigen og spot være fjernet fra jer, sammen med al slethed.“ Det græske ord for „vrede“ betød oprindelig en „impulsiv følelse“. Interessant nok bemærker bogen Toxic Parents (Giftige forældre) at det er almindeligt at børnemishandlere „i rystende grad mangler evnen til at beherske impulsive indfald“. Den nye personlighed tillader ikke impulsive indfald som giver sig udslag i fysisk og verbal vold.
Selvfølgelig må både mand og hustru opdyrke den nye personlighed. Hustruen må lade være med at provokere sin mand. Hun må vise at hun værdsætter hans bestræbelser for at sørge for familien og må samarbejde med ham. Og ingen af ægtefællerne må kræve noget af den anden som er umuligt — nemlig fuldkommenhed. Nej, begge bør følge Første Petersbrev 4:8: „Fremfor alt, hav inderlig kærlighed til hinanden, for kærlighed dækker over en mængde synder.“
Respekt for de ældre: „Vis de ældre ære og respekt,“ siges der i Tredje Mosebog 19:32. (TEV) Dette kan være en udfordring hvis ens aldrende forældre er syge og måske urimelige. Første Timoteusbrev 5:3, 4 taler om at „ære“ sine forældre og „betale [dem] et passende vederlag“. Dette kan indebære at man både viser dem respekt og hjælper dem økonomisk. I betragtning af alt det vore forældre har gjort for os mens vi var hjælpeløse spædbørn, bør vi vise dem en tilsvarende omsorg når de har behov for det.
Overvind søskendestrid: Før Kain af fjendskab slog sin broder Abel ihjel, modtog han følgende vejledning fra Gud: ’Synden lurer ved din dør. Den ønsker at beherske dig, men du må overvinde den.’ (1 Mosebog 4:7, TEV) Man kan beherske sine følelser. Lær at være tålmodige med hinanden „idet I storsindet bærer over med hinanden fordi I elsker hinanden“. — Efeserne 4:2, Phillips.
Udøs dit hjerte
Mange ofre for vold i hjemmet lider i stilhed. Dr. John Wright giver imidlertid denne opfordring: „Mishandlede kvinder bør søge følelsesmæssig og fysisk beskyttelse hos en kompetent tredjepart.“ Det samme gælder for andre mishandlede familiemedlemmer.
Men nogle gange har et offer svært ved at betro sig til andre. Den tillid man har vist inden for den nærmeste sociale enhed — familien — har medført smerte. Der siges imidlertid i Ordsprogene 18:24 at „en ven kan vise større troskab end en broder“. At finde en sådan ven og lære at åbne sig er et vigtigt skridt hen imod at opnå hjælp og støtte. Og naturligvis har den voldelige ægtefælle også behov for hjælp.
Der er hvert år hundredtusinder som bliver Jehovas vidner. De tager alle den udfordring op det er at iføre sig den nye personlighed. Nogle af dem har tidligere opført sig voldeligt i hjemmet. For at undgå tilbagefald må de til stadighed lade Bibelen være „gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering“. — 2 Timoteus 3:16.
For disse nye Jehovas vidner er det en vedvarende proces at iføre sig den nye personlighed, for i Kolossenserbrevet 3:10 siges der at den til stadighed „fornys“. Det er nødvendigt med en stadig indsats. Lykkeligvis kan Jehovas vidner hente støtte fra mange åndelige ’brødre og søstre og mødre og børn’. — Markus 10:29, 30; se også Hebræerbrevet 10:24, 25.
I Jehovas Vidners cirka 70.000 menigheder i hele verden er der også kærlige tilsynsmænd der er „som et læ mod vinden og et skjul mod uvejret“. Deres „øjne og ører vil være åbne for folkets behov“. (Esajas 32:2, 3, TEV) Både nye og mere erfarne Jehovas vidner kan hente uvurderlig hjælp i den kristne menighed mens de arbejder på at iføre sig den nye personlighed.
Medfølende tilsynsmænd
De kristne tilsynsmænd i Jehovas Vidners menigheder er oplært til at lytte upartisk til alle der kommer og spørger dem til råds. De tilskyndes til at vise alle, især ofre for alvorlig mishandling, stor medfølelse og forståelse. — Kolossenserne 3:12; 1 Thessaloniker 5:14.
Det kan for eksempel være at en hustru er blevet slået så voldsomt at hun er kommet alvorligt til skade. Hvis det havde været en uden for familien der var blevet slået på den måde, kunne det i mange tilfælde have medført at voldsmanden fik en fængselsstraf. Offeret må derfor behandles med særlig stor venlighed, ligesom hvis der havde været tale om andre former for mishandling, for eksempel seksuelt misbrug.
De der forbryder sig mod Guds lov må kræves til regnskab. På den måde vil menigheden blive holdt ren, og de uskyldige beskyttet. Det vil desuden medføre at Guds ånd kan virke uhindret, hvilket er meget vigtigt. — 1 Korinther 5:1-7; Galaterne 5:9.
Guds syn på ægteskabet
De der bliver Jehovas vidner går ind på at følge principperne for kristen livsførelse som findes i Guds ord. De lærer at manden er skabt til at være familiens overhoved og til at føre an i den sande tilbedelse. (Efeserne 5:22) Han må imidlertid aldrig misbruge sin stilling ved at mishandle sin kone og knuse hendes personlighed eller ignorere hendes ønsker.
Tværtimod gør Guds ord det klart at ægtemænd skal blive ved med at ’elske deres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den’. Og videre: „Således bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer. Den der elsker sin hustru, elsker sig selv, for ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og plejer det.“ (Efeserne 5:25, 28, 29) Ja, Guds ord siger direkte at hustruer skal vises „ære“. — 1 Peter 3:7; se også Romerbrevet 12:3, 10; Filipperbrevet 2:3, 4.
Ingen kristen ægtemand kan siges at elske sin hustru eller ære hende hvis han mishandler hende verbalt eller fysisk. Det ville være hykleri, for Guds ord siger: „I mænd, bliv ved med at elske jeres hustruer og vær ikke bitre imod dem.“ (Kolossenserne 3:19) Når Guds domme rammer denne onde ordning i Harmagedon, vil hyklere lide samme skæbne som modstandere af Guds styre. — Mattæus 24:51.
En gudfrygtig ægtemand skal elske sin hustru som sit eget legeme. Kunne han finde på at slå sig selv i ansigtet og på kroppen, eller hive sig selv brutalt i håret? Ville han ydmyge sig selv ved at tale ringeagtende og sarkastisk om sig selv i andres påhør? Én der gjorde det, ville mildest talt blive anset for mentalt uligevægtig.
Hvis en kristen mand slår sin kone, gør det alle hans andre kristne gerninger værdiløse i Guds øjne. Det er værd at huske at „en som bruger vold“ ikke er egnet til at modtage forrettigheder i den kristne menighed. (1 Timoteus 3:3; 1 Korinther 13:1-3) En hustru der er voldelig over for sin mand overtræder naturligvis ligeledes Guds lov.
Galaterbrevet 5:19-21 siger at nogle af de gerninger Gud fordømmer er „fjendskaber, strid, . . . vredesudbrud“ og tilføjer at „de der øver sådanne ting ikke skal arve Guds rige“. Der er altså ingen undskyldning for at være voldelig over for sin ægtefælle eller sine børn. Det er almindeligvis imod landets lov og i hvert fald imod Guds lov.
Bladet Vagttårnet som udgives af Jehovas Vidner, har tidligere fremhævet det bibelske syn på vold. Om dem der hævder at være kristne men alligevel er voldelige, siges der: „Enhver der hævder at være kristen men som gentagne gange og uden at vise anger giver efter for voldsomme vredesudbrud, kan derfor udstødes.“ — 15. oktober 1975, side 479; jævnfør Andet Johannesbrev 9, 10.
Hvad Guds lov siger
Gud vil dømme dem der overtræder hans love. Men hvilke muligheder giver hans ord indtil da kristne ægtefæller som bliver slået, uden at der er udsigt til at overgrebene vil høre op? Er uskyldige ofre tvangsindlagt til fortsat at sætte deres fysiske, mentale og åndelige helbred, ja måske endda deres liv, på spil?
Vagttårnet viser i en kommentar om vold i hjemmet hvad Guds ord giver rum for at man kan gøre. Der siges: „Apostelen Paulus giver denne vejledning: ’En hustru [må] ikke . . . gå fra sin mand; men hvis hun virkelig går, så lad hende forblive ugift eller også forlige sig med sin mand; og en mand må ikke forlade sin hustru.’ Paulus nævner yderligere at det vil være til åndelig gavn for eventuelle børn hvis ægteskabet bevares. Det kan også rent praktisk og materielt være en fordel for den troende part og for børnene. Men hvis den dårlige behandling bliver ligefrem uudholdelig og den troendes liv er i fare, kan vedkommende beslutte at ’gå’. Det bør dog stadig være hans eller hendes ønske at ’forlige sig’ med den anden når det er muligt. (1 Korinther 7:10-16) Det at den ene part ’går’, er bibelsk set ikke tilstrækkelig grund til skilsmisse og nyt ægteskab. En skilsmisse eller separation efter loven kan imidlertid give den troende en vis beskyttelse mod at lide yderligere overlast.“ — 15. juni 1983 side 18, 19; se også Vagttårnet for 1. november 1988 side 22, 23.
Hvad man vil gøre hvis man udsættes for grov vold i hjemmet, må være en personlig afgørelse. „Enhver skal nemlig bære sin egen ansvarsbyrde.“ (Galaterne 6:5) Ingen kan træffe beslutningen for én. Og man bør ikke forsøge at presse en hustru til at vende tilbage til en ægtemand som sætter hendes helbred, liv og åndelighed på spil. Det må helt og holdent være hustruens egen afgørelse. Andre bør ikke forsøge at trumfe deres vilje igennem. — Se Filemon 14.
Volden i hjemmet bringes til ophør
Jehovas vidner har lært at vold i hjemmet ville kendetegne det Bibelen kalder de sidste dage, hvor mange ville være „grove“, „uden naturlig hengivenhed“ og „voldsomme“. (2 Timoteus 3:2, 3, The New English Bible) Gud har givet det løfte at han når disse sidste dage er til ende vil skabe en fredelig ny verden hvori folk skal „bo trygt“, og hvor „ingen får dem til at skælve“. — Ezekiel 34:28.
I denne nye verden vil vold i hjemmet for evigt høre fortiden til. „De sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ — Salme 37:11.
Vi tilskynder dig til at lære mere om Bibelens fremtidsløfter. Ja, du kan allerede nu have gavn af at anvende Bibelens principper i dit familieliv.
[Fodnote]
a Man kan hente megen god vejledning i bogen Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv, som er udgivet af Vagttårnets Selskab. Kapitlerne 7 til 9 hedder „Børn — et ansvar og en løn“, „Jeres rolle som forældre“ og „Hvordan børn oplæres fra den spæde barndom“.
[Illustrationer på side 10]
Man kan løse familiestridigheder ved at følge Bibelens principper
[Illustration på side 13]
Voldsofre har behov for at lette deres hjerte for en forstående ven