Habakkuk*

1 Det budskab som profeten Haʹbakkuk så i et syn: 2 Hvor længe, Jehova, skal jeg råbe om hjælp uden at du hører?+ [Hvor længe] skal jeg skrige til dig om vold uden at du frelser?+ 3 Hvorfor lader du mig se på fortræd, og [hvorfor] er du kun tilskuer til elendighed? Og [hvorfor] er der hærgen og vold foran mig, og [hvorfor] bliver der strid, og [hvorfor] opstår der kiv?+

4 Af den grund bliver loven uden kraft, og det der er ret kommer aldrig frem.+ For den ugudelige omringer den retfærdige; af den grund kommer retten fordrejet frem.+

5 „Se blandt nationerne, ja, se nøje efter, og se forbløffede på hinanden;+ bliv forbløffede; for der er en der øver* en gerning i jeres dage, [en som] I ikke vil tro selv om nogen fortæller derom.*+ 6 For se, jeg oprejser kaldæerne,+ den bitre og fremfusende nation, der drager af sted til jordens vidtstrakte egne for at tage boliger i besiddelse som ikke er dens.+ 7 Skrækindjagende og frygtindgydende er den. Dens ret og dens værdighed udgår fra den selv.+ 8 Og dens heste er hurtigere end leoparder og mere aggressive end ulve om aftenen.+ Ja, dens stridsheste stamper ivrigt, og dens stridsheste* kommer langvejsfra. De flyver af sted som ørnen der haster efter [noget] at spise.+ 9 Fuldtallig kommer den for at øve vold.+ I forening er ansigterne som østenvinden,*+ og den samler fanger som sand. 10 Og den håner konger, og magthavere er til latter for den.+ Den ler ad hver en befæstet by,+ for den dynger jord op og indtager den. 11 Da stryger den af sted [som] vinden* og passerer og bliver således skyldig.+ Denne dens kraft tilskrives dens gud.“*+

12 Er du ikke fra urtid, Jehova?+ Min Gud,* min Hellige, du dør ikke.*+ Jehova, du har sat den til [at eksekvere] dom; og du, [vor] Klippe,+ har bestemt den til at retlede.+

13 Dine øjne er for rene til at se på ondskab; og du kan ikke være tilskuer til elendighed.+ Hvorfor er du kun tilskuer til dem der handler forræderisk,+ forholder dig tavs når en ugudelig opsluger en der er mere retfærdig end han?+ 14 Og [hvorfor] gør du mennesket lig med havets fisk, lig med mylderet som ingen hersker over?+ 15 Alle disse trækker han op med fiskekrog;+ han slæber dem bort med sit vod, og han samler dem i sit net.+ Af den grund fryder han sig og jubler.+ 16 Af den grund bringer han slagtoffer til sit vod og røgoffer til sit net; for ved hjælp af dem er hans andel fed* og hans føde nærende.*+ 17 Skal han da fortsat tømme sit vod og til stadighed dræbe nationer uden at vise medfølelse?+

2 Jeg vil blive stående på min post,+ og jeg vil holde stand på fæstningsmuren,* og jeg vil spejde+ for at se hvad han vil udtale gennem* mig+ og hvad jeg skal svare på min retledning.+

2 Derpå svarede Jehova mig og sagde: „Skriv synet ned og lad det stå tydeligt på tavler,+ for at den der oplæser det kan gøre det flydende.*+ 3 For synet rækker frem til den fastsatte tid,+ og det iler af sted mod enden,* og det lyver ikke. Hvis det tøver, da bevar forventningen om det; for det skal nok komme.+ Det vil ikke være forsinket.

4 Se! Hans sjæl* er opblæst;+ den er ikke retskaffen i ham.* Men den retfærdige skal leve ved sin trofasthed.+ 5 Og hvad mere er, fordi vinen er en forræder,+ er den våbenføre mand selvsikker,+ men han når ikke sit mål,+ han der gør sin sjæl rummelig som Sheʹol,* ja, er som døden og aldrig mættes,+ men bliver ved med at samle sig alle nationerne og tilrive sig alle folkeslagene.+ 6 Mon ikke alle disse vil fremføre ordsprog+ og ironisk tale mod ham, spottende hentydninger om ham? Og man vil sige:

’Ve den der tilegner sig meget som ikke tilhører ham+ — hvor længe?+ — og som belæsser sig tungt med pantsatte ting! 7 Vil ikke de der har krav på rente af dig, rejse sig pludseligt, og de der vil ryste dig, vågne, og du blive udsat for plyndring af dem?+ 8 Fordi du selv har taget bytte fra mange nationer, vil alle de der er tilbage af folkeslagene tage bytte fra dig,+ for der er udgydt menneskeblod* og øvet vold mod jorden, staden og alle indbyggerne deri.+

9 Ve den der skaffer sig ond vinding til sit hus+ for at anbringe sin rede højt oppe og undslippe ulykkens greb!*+ 10 Det du har besluttet, er til skam for dit hus: at sønderhugge mange folkeslag;+ og din sjæl synder.+ 11 For en sten vil udstøde klageskrig fra muren, og en bjælke* vil svare den fra træværket.+

12 Ve den der bygger en by med blodsudgydelse* og grundfæster en stad på uret!+ 13 Se! Kommer det ikke fra Hærstyrkers Jehova* at folkeslag slider for at ilden kan have nok, og at folkestammer slider sig trætte til ingen nytte?+ 14 For jorden skal fyldes med kundskab om Jehovas* herlighed, som vandene dækker havets bund.+

15 Ve den der får sine kammerater til at drikke, idet [du] blander din forbitrelse og vrede [deri],* så det virker berusende,+ for at se på deres nøgne kønsdele!+ 16 Du skal mættes med vanære frem for ære.+ Drik, også du,+ og vis du er uomskåret.+ Bægeret i Jehovas* højre vil nå rundt til dig,+ og der vil komme vanære over din ære; 17 for volden [du har øvet] mod Libanon+ skal dække dig, og brutaliteten som gjorde dyrene skrækslagne, for der er udgydt menneskeblod* og øvet vold mod jorden,+ staden og alle indbyggerne deri.+ 18 Til hvilken gavn er et udskåret billede+ når den der former det har skåret det ud — et støbt billede, ja, en lærer i løgn+ — når den der giver det form stoler på det,+ så han laver stumme afguder?*+

19 Ve den der siger til en træklods: „Vågn op!“ til en umælende sten: „Vågn!“ og: „Den skal lære [os]“!+ Se, den er belagt med guld og sølv,+ og der er ingen som helst ånde* i dens indre.+ 20 Men Jehova* er i sit hellige tempel.*+ Vær stille for ham, hele jorden!’“+

3 Profeten Haʹbakkuks bøn i form af klagesange:* 2 Jehova, jeg har hørt om dit ry.+ Jeg er kommet til at frygte dit virke, Jehova.+

Bring det til live i årenes midte! Måtte du gøre det kendt i årenes midte! Måtte du huske at vise barmhjertighed under opbragt vrede!+

3 Gud* kom fra Teʹman,* ja, den Hellige fra Paʹrans bjerge.+ Seʹla.*+

Hans værdighed dækkede himmelen;+ og jorden var fuld af hans pris.+

4 Lysskæret [om ham]* var som dagslyset.+ To lysstråler* [brød frem] fra hans hånd, og dér var hans styrke skjult.+

5 Foran ham vandrede pest,+ og feberbrand udgik ved hans fødder.+

6 Han stod stille og fik jorden til at ryste.+ Han så og fik nationerne til at springe.+

Og de evige bjerge knustes;+ de evigvarende høje sank.+ De ældgamle stier tilhører ham.

7 Jeg så Kuʹsjans* telte ramt af fortræd. Teltdugene i Midʹjans land+ bævede.+

8 Er det floderne, Jehova, er det floderne din vrede er blusset op imod,+ eller er det havet din heftige vrede er rettet imod?+ For du red af sted på dine heste;+ dine stridsvogne var frelse.+

9 Nøgen bliver din bue blottet.+ Stammernes svorne eder er dét der siges.*+ Seʹla. Med floder kløvede du jorden.+

10 Bjerge så dig; de vred sig i veer.+ Et tordenvejr der gav vand, fejede forbi. Havdybet* lod sin røst lyde.+ Højt løftede det sine hænder.

11 Sol — måne — stod stille+ i [deres] ophøjede bolig.+ Som lys fløj dine pile.+ Som klart lys var dit lynende spyd.+

12 Med fordømmelse skred du frem over jorden. I vrede tærskede du nationerne.+

13 Og du drog ud for at frelse dit folk,+ for at frelse din salvede.* Du sønderslog overhovedet for den ugudeliges hus.+ Grundvolden blev blotlagt, helt op til halsen.+ Seʹla.

14 Med hans egne stave gennemborede+ du hans krigeres hoved [da] de stormede frem for at sprede mig.+ Deres glædeshyl lød som ville de fortære den nødstedte på skjulestedet.+

15 Du trådte ud i havet med dine heste, [ud i] de vældige vandmasser.+

16 Jeg hørte det, og mit indre bævede; ved lyden skælvede mine læber; der kom råddenskab i mine knogler;+ og dér hvor jeg stod bævede jeg, fordi jeg skulle vente roligt på* trængselens dag,+ på at [han] drager op mod folket+ [og] trænger ind på det.

17 Selv om figentræet ikke blomstrer,+ og der ingen afgrøde er på vinstokkene; [selv om] arbejdet med oliventræet slår fejl, og terrasserne ikke frembringer nogen føde;+ [selv om] småkvæget rives bort fra folden, og der intet hornkvæg er i indhegningerne+ —

18 vil jeg dog juble af glæde over Jehova;+ jeg vil juble over min frelses Gud.*+

19 Jehova, den suveræne Herre, er min livskraft;+ og han lader mine fødder være som hindernes,+ og han lader mig færdes på mine høje.+

Til dirigenten; på mine strengeinstrumenter.