Ifølge Markus*

1 Begyndelsen til den gode nyhed* om Jesus Kristus:* 2 Som der står skrevet hos profeten Esajas: „(Se! foran dit ansigt udsender jeg mit sendebud,* som vil berede din vej;)+ 3 hør! der er en som råber i ørkenen: ’I må berede Jehovas* vej, gøre hans veje lige,’“+ 4 således fremstod døberen* Johannes i ørkenen, og han forkyndte en dåb der [som symbol] betegner sindsændring til synders tilgivelse.+ 5 Så gik hele Judæas land og alle Jerusalems indbyggere ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de åbent bekendte deres synder.+ 6 Og Johannes var klædt i kamelhår og havde et læderbælte om lænden,+ og han spiste græshopper+ og vild honning.+ 7 Og han forkyndte og sagde: „Efter mig kommer en som er stærkere end jeg; jeg er ikke god nok til at bøje mig ned og løse remmen på hans sandaler.+ 8 Jeg har døbt jer med vand, men han vil døbe jer med hellig ånd.“+

9 Det var i de dage at Jesus kom fra Naʹzaret i Galilæʹa og blev døbt i Jordan af Johannes.+ 10 Og straks da han steg op af vandet så han himlene blive skilt ad og ånden som en due dale ned over* ham;+ 11 og der lød en stemme fra himlene: „Du er min søn, den elskede; jeg har godkendt dig.“+

12 Og straks drev ånden* ham ud i ørkenen.+ 13 Han var så i ørkenen i fyrre dage+ og blev fristet af Satan,+ og han var hos de vilde dyr, men englene sørgede for ham.+

14 Og efter at Johannes var arresteret gik Jesus til Galilæʹa,+ og han forkyndte Guds gode nyhed+ 15 og sagde: „Den fastsatte tid er udløbet,+ og Guds rige er kommet nær. I må ændre sind+ og I må tro på den gode nyhed.“

16 Da han kom gående langs Galilæʹas Sø, så han Simon+ og Simons broder Andreas optaget af at kaste [fiskenet] i søen; de var nemlig fiskere.+ 17 Og Jesus sagde til dem: „Kom, følg mig, og jeg vil gøre jer til menneskefiskere.“+ 18 Og straks forlod de nettene og fulgte ham.+ 19 Da han var gået lidt videre så han Zebedæʹus’ [søn] Jakob og hans broder Johannes, og de var i deres båd, optaget af at reparere deres net;+ 20 og uden tøven kaldte han på dem. Og så forlod de deres fader Zebedæʹus i båden med de lejede folk, og gik efter ham. 21 Og de gik ind til Kaperʹnaum.+

Så snart det var blevet sabbat gik han ind i synagogen og begyndte at undervise. 22 Og de var helt forbløffede over hans måde at undervise på,+ for han underviste dem som en der havde myndighed, og ikke som de skriftlærde.+ 23 Og netop på det tidspunkt var der i deres synagoge en mand under en uren ånds magt, og han råbte højt+ 24 og sagde: „Hvad har vi med dig at gøre,* Jesus Nazaræer?+ Er du kommet for at rydde os af vejen? Jeg ved+ godt hvem du er: Guds Hellige.“+ 25 Men Jesus talte strengt til den og sagde: „Ti stille, og kom ud af ham!“+ 26 Og efter at den urene ånd havde påført ham krampe og råbt med høj røst, kom den ud af ham.+ 27 Og alle blev så forbavsede at de begyndte at diskutere indbyrdes idet de sagde: „Hvad er dette? En ny lære! Myndigt giver han endog de urene ånder ordrer, og de adlyder ham.“+ 28 Og rygtet om ham spredtes straks overalt i hele det omliggende land i Galilæʹa.+

29 Og de gik straks ud af synagogen og gik ind i Simons+ og Andreas’ hjem, sammen med Jakob og Johannes. 30 Nu lå Simons svigermoder+ syg med feber,+ og de fortalte ham med det samme om hende. 31 Og han gik hen til hende og rejste hende op idet han tog hende i hånden; og feberen forlod hende,+ og hun begyndte at sørge for dem.+

32 Men efter at det var blevet aften, da solen var gået ned, begyndte folk at komme til ham med alle dem som var syge+ og dem som var dæmonbesatte;+ 33 og hele byen var samlet lige uden for døren. 34 Så kurerede han mange som var plaget af forskellige sygdomme,+ og han uddrev mange dæmoner, men han ville ikke lade dæmonerne tale, fordi de vidste at han var Kristus.+

35 Og tidligt om morgenen, mens det stadig var mørkt, stod han op og gik udenfor og gik bort til et øde sted,+ og dér begyndte han at bede.+ 36 Men Simon og de der var sammen med ham ledte ivrigt efter ham 37 og fandt ham, og de sagde til ham: „Alle søger efter dig.“ 38 Men han sagde til dem: „Lad os gå et andet sted hen, til småbyerne heromkring, så jeg også kan forkynde+ dér, for det er med det formål jeg er gået ud.“+ 39 Og han gik, og han forkyndte i deres synagoger i hele Galilæʹa og uddrev dæmonerne.+

40 Og en spedalsk kom hen til ham og bønfaldt ham idet han knælede ned og sagde til ham: „Hvis blot du vil, kan du gøre mig ren.“+ 41 Da fik han inderligt ondt af ham,+ og han rakte sin hånd frem og rørte ved ham og sagde til ham: „Jeg vil. Bliv ren.“+ 42 Og straks forsvandt spedalskheden fra ham, og han blev ren.+ 43 Så gav han ham strenge påbud og sendte ham straks bort 44 idet han sagde til ham: „Se til at du ikke fortæller nogen noget, men gå hen og fremstil dig for præsten+ og bring de ofre for din renselse som Moses har fastsat,+ så det kan være et vidnesbyrd for dem.“+ 45 Men efter at manden var kommet ud begyndte han i stort omfang at bekendtgøre det og at udsprede beretningen, så at [Jesus]* ikke længere åbenlyst kunne gå ind i en by, men han blev ude på øde steder. Dog blev de ved med at komme til ham alle vegne fra.+

2 Nogle dage efter gik han imidlertid igen ind til Kaperʹnaum, og det rygtedes at han var hjemme.+ 2 Da samledes så mange at der ikke var plads mere, ikke engang ved døren, og han begyndte at tale ordet+ til dem. 3 Og man kom til ham med en lam som blev båret af fire mænd.+ 4 Men da de ikke kunne bringe ham helt hen til [Jesus]* på grund af folkemængden, fjernede de taget [over det sted] hvor han var, og efter at have gravet ud til en åbning firede de båren ned som den lamme lå på.+ 5 Og da Jesus så deres tro+ sagde han til den lamme: „Mit barn, dine synder er tilgivet.“+ 6 Nu var der nogle af de skriftlærde dér, og de sad og spurgte i deres hjerter:+ 7 „Hvorfor taler dette menneske således? Han spotter [Gud]. Hvem kan tilgive synder undtagen én, Gud?“+ 8 Men Jesus, som med sin ånd straks tydeligt mærkede at de spurgte således ved sig selv, sagde til dem: „Hvorfor spørger I således i jeres hjerter?+ 9 Hvad er lettest? At sige til den lamme: ’Dine synder er tilgivet,’ eller at sige: ’Stå op, tag din båre og gå’?+ 10 Men for at I kan vide at Menneskesønnen+ har myndighed til på jorden at tilgive synder,“+ — sagde han til den lamme: 11 „Jeg siger til dig: ’Stå op, tag din båre og gå til dit hjem.’“+ 12 Så stod han op og tog straks båren og gik ud for øjnene af dem alle sammen,+ så de alle simpelt hen var betagede, og de herliggjorde Gud og sagde: „Vi har aldrig set noget lignende.“+

13 Han gik igen ud til søen; og hele folkemængden strømmede til ham, og han begyndte at undervise den. 14 Men idet han gik videre, fik han øje på Alfæʹus’ [søn] Leʹvi+ som sad på skattekontoret, og han sagde til ham: „Følg mig.“ Og han rejste sig og fulgte ham.+ 15 Senere traf det sig at han lå til bords i hans hus, og mange skatteopkrævere+ og syndere lå til bords sammen med Jesus og hans disciple, for der var mange af dem og de begyndte at følge ham.+ 16 Men da de skriftlærde blandt farisæerne så at han spiste sammen med synderne og skatteopkræverne, sagde de til hans disciple: „Spiser han sammen med skatteopkræverne og synderne?“+ 17 Da Jesus hørte dette, sagde han til dem: „De raske trænger ikke til læge, men det gør de syge. Jeg er ikke kommet for at indbyde retfærdige, men syndere.“+

18 Nu plejede Johannes’ disciple og farisæerne at faste. De kom så og sagde til ham: „Hvordan kan det være at Johannes’ disciple og farisæernes disciple faster, men dine disciple faster ikke?“+ 19 Og Jesus sagde til dem: „Brudgommens venner* kan ikke faste så længe brudgommen er hos dem, vel?+ Så længe de har brudgommen hos sig kan de ikke faste.+ 20 Men der vil komme dage da brudgommen vil blive taget bort fra dem, og så vil de faste på den dag.+ 21 Ingen syr en lap af ukrympet stof på en gammel yderklædning; hvis man gør det, vil dens fulde styrke trække den fra, den nye fra den gamle, og flængen vil blive værre.+ 22 Og ingen kommer ny vin i gamle skindsække; hvis man gør det, vil vinen sprænge sækkene, og såvel vinen som skindsækkene går tabt.+ Nej, man kommer ny vin i nye skindsække.“+

23 Nu skete der det at han en sabbat var på vej gennem kornmarkerne, og hans disciple begyndte at gå og plukke aks.+ 24 Så gav farisæerne sig til at sige til ham: „Se engang! Hvorfor gør de noget på sabbatten som ikke er tilladt?“+ 25 Men han sagde til dem: „Har I aldrig læst hvad David+ gjorde da han kom i nød og blev sulten, han og de mænd der var med ham?+ 26 Hvordan han i beretningen om den overordnede præst Abʹjatar*+ gik ind i Guds hus og spiste fremlæggelsesbrødene,*+ som det ikke er tilladt nogen at spise, undtagen præsterne,+ og han gav også noget til de mænd som var med ham?“+ 27 Og han fortsatte med at sige til dem: „Sabbatten er blevet til for menneskets skyld,+ og ikke mennesket for sabbattens skyld;+ 28 derfor er Menneskesønnen også sabbattens Herre.“+

3 Han gik igen ind i en synagoge, og dér var der en mand hvis ene hånd var vissen.+ 2 De holdt skarpt øje med ham for at se om han ville kurere manden på sabbatten, så de kunne få noget at anklage ham for.+ 3 Og han sagde til manden med den visne hånd: „Rejs dig [og kom herhen] i midten.“ 4 Derpå sagde han til dem: „Er det tilladt at gøre en god gerning på sabbatten eller at gøre en ond gerning, at redde eller at dræbe en sjæl?“*+ Men de tav. 5 Og efter at have set rundt på dem med vrede, dybt bedrøvet over deres hjertes ufølsomhed,+ sagde han til manden: „Ræk din hånd frem.“ Og han rakte den frem, og hans hånd blev rask igen.+ 6 Så gik farisæerne ud og begyndte straks sammen med tilhængerne af Herodes’ parti*+ at lægge råd op imod ham for at få ham ryddet af vejen.+

7 Men Jesus trak sig med sine disciple tilbage til søen; og en stor mængde fra Galilæʹa og fra Judæa fulgte med.+ 8 Endog fra Jerusalem og fra Idumæʹa og den anden side af Jordan og [egnen] omkring Tyʹrus+ og Ziʹdon kom en stor mængde til ham efter at have hørt om alt det han gjorde. 9 Og han sagde til sine disciple at de hele tiden skulle holde en lille båd i beredskab til ham på grund af folkemængden, så den ikke skulle trænge ham. 10 Han kurerede nemlig mange, med det resultat at alle som havde alvorlige lidelser kastede sig over ham for at røre ved ham.+ 11 Endog de urene ånder+ kastede sig ned for ham når de så ham, og de råbte og sagde: „Du er Guds søn.“+ 12 Men igen og igen pålagde han dem strengt ikke at gøre ham kendt.+

13 Og han gik op på et bjerg og kaldte dem til sig han ønskede,+ og de kom hen til ham.+ 14 Og han dannede [en gruppe på] tolv, som han også kaldte „apostle“, for at de kunne være hos ham og for at han kunne sende dem ud at forkynde,+ 15 med myndighed til at uddrive dæmonerne.+

16 Og de tolv [i gruppen] han dannede, var Simon, som han gav tilnavnet Peter,+ 17 og Jakob, Zebedæʹus’ [søn], og Johannes, Jakobs broder+ (dem gav han tilnavnet Boanerʹges,* som betyder Tordensønner), 18 og Andreas og Filip og Bartolomæʹus og Mattæʹus og Thomas og Jakob, Alfæʹus’ [søn], og Taddæʹus og Simon Kananæeren 19 og Judas Iskarioʹt, som senere forrådte ham.+

Og han gik ind i et hus. 20 Igen samledes folkemængden, så de ikke engang var i stand til at spise et måltid.+ 21 Og da hans slægtninge+ hørte det, gik de ud for at få fat i ham, for de sagde: „Han er gået fra forstanden.“+ 22 Og de skriftlærde der kom ned fra Jerusalem sagde: „Han har Beelʹzebub* [i sig], og han uddriver dæmonerne ved hjælp af dæmonernes hersker.“+ 23 Efter at have kaldt dem til sig begyndte han så at sige til dem i billeder:* „Hvordan kan Satan uddrive Satan? 24 Hvis et rige kommer i splid med sig selv, kan det rige jo ikke bestå;+ 25 og hvis et hus kommer i splid med sig selv, kan det hus ikke bestå.+ 26 Og hvis Satan sætter sig op mod sig selv og kommer i splid med sig selv, kan han ikke bestå men når sit endeligt.+ 27 På den anden side kan ingen som er trængt ind i en stærk mands hus, røve+ hans ejendele, medmindre han først binder den stærke mand, og så plyndrer han hans hus.+ 28 Jeg skal sige jer en sandhed: Alt vil blive tilgivet menneskenes sønner, uanset hvilke synder og bespottelser de [guds]bespotteligt gør sig skyldige i.+ 29 Men den der taler bespotteligt imod den hellige ånd, får aldrig i evighed tilgivelse, men er skyldig i en evig synd.“+ 30 Det var fordi de sagde: „Han har en uren ånd.“+

31 Nu kom hans moder og hans brødre,+ og mens de stod udenfor sendte de bud ind til ham for at kalde på ham.+ 32 Imidlertid sad der mange mennesker rundt om ham, og de sagde til ham: „Se! Din moder og dine brødre udenfor søger dig.“+ 33 Men som svar sagde han til dem: „Hvem er min moder og mine brødre?“+ 34 Og efter at have set rundt på dem der sad omkring ham, sagde han: „Se, min moder og mine brødre!+ 35 Enhver der gør Guds vilje, dét er min broder og søster og moder.“+

4 Og han begyndte igen at undervise ved søen.+ Og en meget stor folkemængde samledes om ham, så han gik om bord i en båd og sad ude på søen, og hele folkemængden ved søen var inde på land.+ 2 Han begyndte så at lære dem mange ting ved hjælp af billedtale,+ og i sin undervisning sagde han til dem:+ 3 „Hør godt efter. Se! Sædemanden gik ud for at så.+ 4 Og som han såede, faldt noget langs vejen, og fuglene kom og åd det op.+ 5 Og noget faldt på stedet med klippegrund, hvor det naturligvis ikke havde megen jord, og det skød straks op fordi det ikke havde dyb jord.+ 6 Men da solen stod op blev det svedet, og fordi det ikke havde rod visnede det.+ 7 Og noget andet faldt blandt de tornede planter, og de tornede planter kom op og kvalte det, og det gav ingen frugt.+ 8 Men andre [sædekorn] faldt i den gode jord,+ og de kom op og voksede og begyndte at give frugt, og de bar tredive, tres og hundrede fold.“+ 9 Så tilføjede han: „Lad den der har ører at høre med, høre efter.“+

10 Da han så blev alene, begyndte de der var omkring ham sammen med de tolv at spørge ham ud angående billedtalen.+ 11 Og han gav sig til at sige til dem: „Jer er Guds riges hellige hemmelighed+ blevet givet, men for dem udenfor fremstilles alt i billeder,+ 12 for at de, skønt de ser og ser, dog ikke skal indse, og skønt de hører og hører, dog ikke skal få fat i meningen, og heller ikke nogen sinde skal vende om og få tilgivelse.“+ 13 Endvidere sagde han til dem: „I fatter ikke dette billede, så hvordan vil I forstå alle de andre billeder?

14 Dét sædemanden sår er ordet.+ 15 Disse her er da dem langs vejen hvor ordet bliver sået; men så snart de har hørt [det], kommer Satan+ og fjerner ordet som er blevet sået i dem.+ 16 På samme måde er disse her dem der er sået på stederne med klippegrund: så snart de har hørt ordet, tager de imod det med glæde.+ 17 De har dog ikke rod i sig, men de fortsætter for en tid; når der så opstår trængsel eller forfølgelse på grund af ordet, bringes de straks til snublen og fald.+ 18 Der er andre igen som er sået blandt de tornede planter; det er dem der har hørt ordet,+ 19 men de bekymringer+ der hører denne tingenes ordning* til, og rigdommens bedragende magt+ samt begæret+ efter alle andre ting trænger ind og kvæler ordet, og det bliver uden frugt.+ 20 Endelig er de der blev sået i den gode jord dem der hører ordet og tager velvilligt imod det og bærer frugt, tredive, tres og hundrede fold.“+

21 Og han fortsatte med at sige til dem: „Man kommer ikke med en lampe for at sætte den under målekarret eller under sengen, vel? Nej, man kommer med den for at sætte den på standeren, ikke sandt?+ 22 Der er nemlig intet skjult uden at hensigten er at det skal gøres kendt; intet er omhyggeligt gemt uden at hensigten er at det skal komme frem i lyset.+ 23 Enhver som har ører at høre med, lad ham høre efter.“+

24 Han sagde yderligere til dem: „Vær opmærksomme på hvad I hører.+ Med det mål som I udmåler med, vil I få udmålt,+ ja, I vil få noget i tilgift.+ 25 For den der har, ham skal der gives mere; men den der ikke har, fra ham skal endog det tages han har.“+

26 Så fortsatte han med at sige: „Således er det med Guds rige som når et menneske kaster såsæden ud over jorden,+ 27 og han sover om natten og står op når det bliver dag, og sæden spirer og bliver høj, men han ved ikke hvordan.+ 28 Af sig selv bærer jorden lidt efter lidt frugt, først strå, så aks, til sidst fuld kerne i akset. 29 Men så snart frugten tillader det, går han i gang med seglen, for så er det høsttid.“

30 Og han fortsatte med at sige: „Hvad skal vi sammenligne Guds rige med, eller under hvilket billede skal vi fremstille det?+ 31 Som et sennepsfrø, der, når det sås i jorden, er det mindste af alle frø på jorden+ — 32 men når det er sået kommer det op og bliver større end alle andre urter og får store grene,+ så at himmelens fugle+ kan tage bolig i dets skygge.“+

33 Ved hjælp af mange sådanne billeder+ talte han ordet til dem, så vidt som de nu var i stand til at høre efter. 34 Ja, han talte ikke til dem uden [at bruge] et billede, men han forklarede sine disciple alt, når de var for sig selv.+

35 Samme dag, da det var blevet aften, sagde han til dem: „Lad os tage over til den anden side.“+ 36 Efter at have ladet folkemængden gå tog de ham så med i båden, ganske som han var, og der var andre både med ham.+ 37 Så blev det pludselig et voldsomt stormvejr, og bølgerne blev ved med at slå ind over båden, så båden var lige ved at blive fyldt.+ 38 Men han lå i agterstavnen og sov på en pude. Så vækkede de ham og sagde til ham: „Lærer, tager du dig ikke af at vi er ved at gå under?“+ 39 Da rejste han sig og talte strengt til vinden og sagde til søen: „Ti! Vær stille!“+ Og vinden lagde sig, og der blev helt stille.+ 40 Så sagde han til dem: „Hvorfor er I frygtsomme? Har I endnu ingen tro?“ 41 Men de blev grebet af en usædvanlig frygt, og de sagde til hinanden: „Hvem er dette menneske egentlig, siden endog vinden og søen adlyder ham?“+

5 De kom imidlertid over til den anden side af søen, til geraseʹnernes* land.+ 2 Og straks da han var kommet ud af båden, kom en mand som var under en uren ånds magt ham i møde fra mindegravene.+ 3 Han havde sit tilholdssted blandt gravene, og der var ikke mere nogen overhovedet der kunne binde ham, ikke engang med en lænke, 4 for han havde tit været bundet med fodjern og lænker, men lænkerne rev han over og fodjernene blev sprængt, og ingen kunne magte ham. 5 Og hele tiden, nat og dag, råbte han i gravene og i bjergene og slog sig selv med sten. 6 Men da han på afstand fik øje på Jesus løb han hen og bøjede sig ærbødigt for ham, 7 og da han havde råbt med høj røst+ sagde han: „Hvad har jeg med dig at gøre,* Jesus, søn af den højeste Gud?+ Jeg tager dig i ed+ ved Gud at du ikke piner mig.“+ 8 For han havde sagt til den: „Kom ud af manden, du urene ånd.“+ 9 Og han gav sig til at spørge ham: „Hvad er dit navn?“ Og han sagde til ham: „Mit navn er Legion,+ for vi er mange.“+ 10 Og han bad ham indtrængende og mange gange om ikke at sende ånderne ud af landet.+

11 Nu gik der en stor flok svin+ på græs dér ved bjerget.+ 12 Så de bad ham indtrængende og sagde: „Send os i svinene, så vi kan gå i dem.“ 13 Og det gav han dem lov til. Da kom de urene ånder ud og gik i svinene; og flokken, omkring to tusind, fór ud over skrænten og ned i søen, og de druknede i søen.+ 14 Men svinehyrderne flygtede og fortalte om det i byen og på landet; og folk kom for at se hvad det var der var sket.+ 15 De kom så til Jesus, og de så den dæmonbesatte sidde påklædt og ved sin forstands fulde brug, den [mand] der havde haft legionen; og de blev bange. 16 Og de der havde set det, fortalte dem hvordan det var gået den dæmonbesatte og om svinene. 17 Og så begyndte de indtrængende at bede ham om at forlade deres egn.+

18 Mens han nu var ved at gå om bord i båden, bad den [mand] der havde været dæmonbesat, ham indtrængende om at måtte blive hos ham.+ 19 Det tillod han ham imidlertid ikke, men sagde til ham: „Gå hjem til dine slægtninge+ og fortæl dem om alt det Jehova*+ har gjort for dig og om den barmhjertighed+ han har vist dig.“ 20 Og han tog af sted og begyndte i Dekaʹpolis*+ at bekendtgøre* alt det Jesus havde gjort for ham; og alle undrede sig.+

21 Efter at Jesus i båden var taget over til den anden side igen, samledes en stor folkemængde om ham; og han var ved søen.+ 22 Nu kom en af synagogeforstanderne ved navn Jaiʹrus, og da han fik øje på ham kastede han sig ned for hans fødder+ 23 og bad ham indtrængende igen og igen idet han sagde: „Det er på det sidste med min lille datter. Vil du ikke nok komme og lægge dine hænder+ på hende så hun må blive rask og leve.“+ 24 Så gik han med ham. Og en stor folkemængde fulgte ham, og den trængtes om ham.+

25 Nu var der en kvinde som i tolv år havde haft stadige blødninger,+ 26 og hun var blevet påført mange smerter af mange læger,+ og alt hvad hun ejede havde hun givet ud, og hun var ikke blevet hjulpet men var snarere blevet dårligere. 27 Hun havde hørt om Jesus, og hun kom nu i folkemængden bagfra og rørte+ ved hans yderklædning; 28 hun blev nemlig ved med at sige: „Hvis jeg rører blot ved hans yderklæder vil jeg blive rask.“*+ 29 Og straks udtørredes hendes blods kilde, og hun mærkede i sin krop at hun var blevet helbredt for den alvorlige lidelse.+

30 Straks mærkede også Jesus på sig selv at der var udgået en kraft+ fra ham, og han vendte sig om i folkemængden og sagde: „Hvem rørte ved mine yderklæder?“+ 31 Men hans disciple sagde til ham: „Du ser folkemængden trænges om dig,+ og du siger: ’Hvem rørte ved mig?’“ 32 Han så sig imidlertid om for at se hende der havde gjort det. 33 Men kvinden, som var blevet bange og skælvede idet hun vidste hvad der var sket med hende, kom og kastede sig ned for ham og fortalte ham hele sandheden.+ 34 Han sagde til hende: „Datter, din tro har gjort dig rask.* Gå med fred,*+ og vær ved godt helbred efter din alvorlige lidelse.“+

35 Endnu mens han talte, kom nogle fra synagogeforstanderens hjem og sagde: „Din datter er død! Hvorfor ulejlige læreren mere?“+ 36 Men Jesus, som også havde hørt det ord der blev sagt, sagde til synagogeforstanderen: „Vær ikke bange, hav blot tro.“+ 37 Nu tillod han ingen at følge med sig undtagen Peter og Jakob og Johannes, Jakobs broder.+

38 De kom så til synagogeforstanderens hus, og han så den støj og forvirring der var, og dem der græd og udstødte mange klageskrig, 39 og da han var kommet ind sagde han til dem: „Hvorfor græder I og laver støj og forvirring? Barnet er ikke død, men sover.“+ 40 Så begyndte de at le hånligt ad ham. Men efter at have sendt dem alle ud tog han barnets fader og moder og sine ledsagere med sig, og han gik ind hvor barnet var.+ 41 Og idet han tog barnets hånd sagde han til hende: „Talitaʹ kum,“ der oversat betyder: „Lille pige, jeg siger dig: Stå op!“+ 42 Og straks stod pigen op og begyndte at gå omkring; hun var nemlig tolv år. Og de blev straks ude af sig selv af stor henrykkelse.+ 43 Men han forbød dem igen og igen at lade nogen få dette at vide,+ og han sagde at man skulle give hende noget at spise.

6 Og han gik bort derfra og kom til sin hjemegn, og hans disciple fulgte ham.+ 2 Da det blev sabbat begyndte han at undervise i synagogen; og de fleste af tilhørerne var helt forbløffede og sagde: „Hvor har denne mand dette fra?+ Og hvorfor skulle denne visdom være blevet givet dette menneske, og sådanne kraftige gerninger blive øvet ved hans hænder? 3 Er det ikke tømreren,+ Marias søn+ og broder til Jakob+ og Josef* og Judas og Simon?+ Og er hans søstre ikke her hos os?“ Så begyndte han at blive en snublesten for dem.+ 4 Men Jesus fortsatte med at sige til dem: „Det er kun i sin hjemegn og blandt sine slægtninge og i sit eget hus at en profet ikke æres.“+ 5 Og han var ikke i stand til at gøre nogen kraftig gerning dér, bortset fra at han lagde hænderne på nogle få syge og kurerede dem. 6 Ja, han undrede sig over deres mangel på tro. Og han tog rundt i en kreds til landsbyerne og underviste.+

7 Nu kaldte han de tolv til sig, og han gik i gang med at sende dem ud to og to,+ og han begyndte at give dem myndighed over de urene ånder.+ 8 Og han gav dem besked om ikke at tage andet med til rejsen end blot en stav; intet brød, ingen madpose,+ ingen kobberpenge i bæltet,+ 9 men at tage sandaler på, og ikke bære to underklædninger.+ 10 Endvidere sagde han til dem: „Hvor I kommer ind i et hus,+ dér skal I blive indtil I forlader stedet.+ 11 Og hvor man et sted ikke vil tage imod jer eller høre på jer, dér skal I forlade stedet og ryste det støv af som er under jeres fødder, til et vidnesbyrd* for dem.“+ 12 Så gik de ud og forkyndte for at folk måtte ændre sind;+ 13 og de uddrev mange dæmoner+ og indgned mange syge med olie+ og kurerede dem.+

14 Nu kom det kong Herodes for øre, for navnet [Jesus]* blev kendt, og man sagde:* „Døberen* Johannes er blevet oprejst fra de døde, og af den grund virker de kraftige gerninger i ham.“+ 15 Men andre sagde: „Det er Elias.“+ Andre igen sagde: „Det er en profet ligesom en af profeterne.“+ 16 Men da Herodes hørte det, sagde han: „Den Johannes som jeg halshuggede, er blevet oprejst.“+ 17 Herodes havde nemlig selv sendt [folk] ud og arresteret Johannes og bundet ham i et fængsel på grund af sin broder Filips hustru Heroʹdias, da han havde giftet sig med hende.+ 18 For Johannes havde gentagne gange sagt til Herodes: „Du har ikke lov til at have din broders hustru.“+ 19 Og Heroʹdias bar nag+ til ham og ønskede at dræbe ham, men kunne ikke.+ 20 For Herodes nærede frygt+ for Johannes, idet han vidste at han var en retfærdig og hellig mand;+ og han holdt ham beskyttet. Og efter at han havde hørt+ på ham var han meget i vildrede med hvad han skulle gøre, og dog hørte han fortsat gerne på ham.

21 Men en belejlig dag+ kom da Herodes på sin fødselsdag+ holdt et aftenselskab for sine stormænd og militærtribunerne* og de fornemste [folk] i Galilæʹa. 22 Og selve Heroʹdias’ datter kom ind og dansede og behagede Herodes og dem der lå til bords+ sammen med ham. Kongen sagde til pigen: „Bed mig om lige hvad du vil, og jeg vil give dig det.“ 23 Ja, han tilsvor hende: „Hvad du end beder mig om vil jeg give dig,+ indtil halvdelen af mit rige.“+ 24 Og hun gik ud og sagde til sin moder: „Hvad skal jeg bede om?“ Hun sagde: „Døberen Johannes’ hoved.“+ 25 Straks skyndte hun sig ind til kongen og fremsatte sin anmodning idet hun sagde: „Jeg ønsker at du med det samme giver mig Johannes Døbers hoved på et fad.“ 26 Skønt kongen blev meget ked af det, ville han dog ikke lade hånt om hende, af hensyn til ederne og dem der lå til bords.+ 27 Kongen sendte så straks en af livvagten af sted og befalede ham at komme med hans hoved. Og han gik ud og halshuggede ham i fængselet+ 28 og kom med hans hoved på et fad, og han gav det til pigen, og pigen gav det til sin moder.+ 29 Da hans disciple hørte om det, kom de og hentede hans lig og lagde det i en mindegrav.+

30 Og apostlene samledes hos Jesus og meddelte ham alt det de havde gjort og alt det de havde lært andre.+ 31 Og han sagde til dem: „Kom I nu selv med til et øde sted hvor I kan være for jer selv+ og hvile jer lidt.“+ Der var nemlig mange som kom og gik, og de havde ikke engang lejlighed til at spise.+ 32 Så tog de af sted i båden til et øde sted for at være sig selv.+ 33 Men folk så dem tage bort og mange fik det at vide, og til fods strømmede de til fra alle byerne og kom før dem.+ 34 Da han kom ud [af båden] så han en stor skare mennesker, og han fik inderligt ondt+ af dem, for de var som får uden hyrde.+ Og han begyndte at lære dem mange ting.+

35 Nu var det blevet sent, og hans disciple kom hen til ham og begyndte at sige: „Stedet er øde, og det er allerede sent.+ 36 Send dem bort, så de kan gå ind til landbrugene og landsbyerne heromkring og købe sig noget at spise.“+ 37 Som svar sagde han til dem: „Giv I dem noget at spise.“ Da sagde de til ham: „Skal vi gå ud og købe for to hundrede denarer* brød og give dem det at spise?“+ 38 Han sagde til dem: „Hvor mange brød har I? Gå hen og se efter!“ Efter at have fundet ud af det sagde de: „Fem, foruden to fisk.“+ 39 Og han gav dem alle besked om at lægge sig i det grønne græs+ i grupper.+ 40 Og de lejrede sig i grupper på hundrede og på halvtreds.+ 41 Idet han nu tog de fem brød og de to fisk så han op mod himmelen og udtalte en velsignelse,+ brækkede+ brødene i stykker og begyndte at give disciplene dem, så de kunne byde dem rundt til dem; han delte også de to fisk til dem alle. 42 Så spiste de alle og blev mætte;+ 43 og de samlede rester sammen, tolv kurve fulde, bortset fra fiskene. 44 Og de der havde spist af brødene var fem tusind mænd.+

45 Og straks nødte han sine disciple til at gå i båden og i forvejen tage over til den anden side, mod Betsajʹda, mens han selv sendte folkemængden bort.+ 46 Og efter at have taget afsked med den gik han op på bjerget for at bede.+ 47 Det var nu aften og båden var midt ude på søen, og han var alene inde på land.+ 48 Og da han så at det var hårdt for dem at ro,+ for vinden var imod dem, kom han, omkring ved den fjerde nattevagt,* ud til dem, gående på søen; dog ville han gå forbi dem. 49 Da de fik øje på ham som han gik på søen, tænkte de: „Det er et synsbedrag!“ og de råbte højt.+ 50 De så ham nemlig alle og var stærkt foruroligede. Men straks talte han med dem, og han sagde til dem: „Fat mod, det er mig; vær ikke bange.“+ 51 Og han kom op i båden til dem, og vinden lagde sig.+ Da var de i deres inderste aldeles lamslåede, 52 for de havde ikke fattet det med brødene, nej, deres hjerter var fortsat sløve til at fatte.+

53 Og da de nåede over til land, kom de ind til Geneʹzaret og ankrede op i nærheden.+ 54 Men så snart de kom ud af båden genkendte folk ham, 55 og de løb rundt på hele den egn og begyndte at bære de syge på bårer hen hvor de hørte han var. 56 Og hvor han end kom ind i landsbyer eller byer eller landbrug,+ dér anbragte man de syge på torvene, og de bad ham indtrængende om at få lov til at røre+ blot ved frynsen+ på hans yderklædning. Og alle som fik rørt ved den, blev raske.*+

7 Farisæerne og nogle af de skriftlærde som var kommet fra Jerusalem, samledes nu om ham.+ 2 Og da de så nogle af hans disciple spise deres mad med vanhellige, det vil sige uvaskede, hænder+ — 3 farisæerne, ja alle jøderne, holder fast ved overleveringen fra mænd i tidligere tider og spiser ikke uden først at vaske deres hænder op til albuen,* 4 og når [de kommer] fra torvet spiser de ikke uden først at rense sig ved bestænkning; og de har modtaget mange andre overleveringer+ som de skal holde fast ved, dåb af bægre og kander og kobberkar+ — 5 så spurgte disse farisæere og skriftlærde ham: „Hvordan kan det være at dine disciple ikke går efter overleveringen fra mænd i tidligere tider, men spiser deres mad med vanhellige hænder?“+ 6 Han sagde til dem: „Træffende har Esajas profeteret om jer hyklere, som der står skrevet:+ ’Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig.+ 7 Det er forgæves de bliver ved med at dyrke mig, når den lære de fører er menneskebud.’+ 8 I giver slip på Guds bud og holder fast ved menneskers overlevering.“+

9 Han sagde endvidere til dem: „Behændigt tilsidesætter I Guds bud+ for at kunne beholde jeres overlevering. 10 Moses sagde for eksempel: ’Ær din fader og din moder,’+ og: ’Lad den der håner fader eller moder lide døden.’*+ 11 Men I siger: ’Hvis et menneske siger til sin fader eller sin moder: „Hvad jeg end har som kunne være en hjælp for jer, er korbanʹ*+ (det vil sige en gave viet+ til Gud)“’* — 12 så lader I ham ikke længere gøre en eneste ting for sin fader eller sin moder,+ 13 og I gør således Guds ord ugyldigt med jeres overlevering+ som I har givet videre. Og mange andre lignende ting+ gør I.“ 14 Så kaldte han folkemængden hen til sig igen og sagde til den: „Hør nu alle på mig og få fat i meningen.+ 15 Der er intet af det der udefra kommer ind i et menneske som kan gøre det urent; men det er det der kommer ud af et menneske som gør mennesket urent.“+ 16* ——

17 Og da han var gået ind i et hus, bort fra folkemængden, begyndte hans disciple at spørge ham angående billedtalen.+ 18 Så sagde han til dem: „Er I også, som de, uforstandige?+ Er I ikke klar over at intet af det som udefra kommer ind i et menneske, kan gøre det urent, 19 da det ikke går ind i hjertet men ned i maven og ud i kloakken?“*+ Således erklærede han al mad for ren.*+ 20 Endvidere sagde han: „Det er det der kommer ud af et menneske som gør mennesket urent;+ 21 for indefra, fra menneskenes hjerte,+ udgår skadelige overvejelser: utugt,*+ tyverier, mord,+ 22 ægteskabsbrud, handlinger der skyldes havesyge+ og ondskab, svig, skamløshed,*+ et misundeligt øje,* [guds]bespottelse, hovmod, ufornuft. 23 Alle disse onde ting kommer indefra og gør et menneske urent.“+

24 Så brød han op derfra og tog til egnene ved Tyʹrus og Ziʹdon.+ Og han gik ind i et hus og ønskede ikke at nogen fik det at vide. Han kunne dog ikke undgå at blive bemærket;+ 25 nej, en kvinde hvis lille datter havde en uren ånd, hørte straks om ham og kom og kastede sig for hans fødder.+ 26 Kvinden var græker, syrisk-fønikisk af nationalitet; og hun blev ved med at anmode ham om at uddrive dæmonen af hendes datter.+ 27 Men han begyndte med at sige til hende: „Lad først børnene blive mætte, for det er ikke rigtigt at tage børnenes+ brød og kaste det til de små hunde.“+ 28 Men som svar sagde hun til ham: „Du har ret, herre, og dog æder de små hunde under bordet af de små børns smuler.“+ 29 Så sagde han til hende: „Fordi du sagde dette, da gå blot; dæmonen har forladt din datter.“+ 30 Hun gik så hjem og fandt+ barnet liggende på sengen, og dæmonen var forsvundet.

31 Da han igen tog bort fra egnene ved Tyʹrus, gik han gennem Ziʹdon til Galilæʹas Sø, op midt igennem Dekaʹpolis’* egne.+ 32 Her kom de til ham med en der var døv og talehæmmet, og de bad ham indtrængende om at lægge sin hånd på ham.+ 33 Og han tog ham væk fra folkemængden, så de var for sig selv, og stak sine fingre i mandens ører, og efter at have spyttet rørte han ved hans tunge.+ 34 Og idet han så op mod himmelen+ sukkede+ han dybt og sagde til ham: „Effataʹ,“ der betyder: „Luk dig op.“ 35 Og der blev åbnet for hans hørelse,+ og det der havde hæmmet hans tunge* blev løst, og han begyndte at tale normalt. 36 Så forbød han dem at sige det til nogen,+ men jo mere han forbød dem det, desto mere bekendtgjorde de det.+ 37 Ja, de var helt ovenud forbløffede+ og sagde: „Han har gjort alle ting vel. Han får endog de døve til at høre og de stumme til at tale.“+

8 Da der i de dage igen var en stor folkemængde og den intet havde at spise, kaldte han disciplene til sig og sagde til dem:+ 2 „Jeg har inderligt ondt+ af de mange mennesker, for de har allerede været hos mig i tre dage og de har ikke noget at spise; 3 og hvis jeg lader dem gå fastende hjem, vil de blive helt udmattede på vejen. Nogle af dem er jo kommet langvejsfra.“ 4 Men hans disciple svarede ham: „Hvorfra vil nogen her, på et øde sted, kunne få brød at mætte disse med?“+ 5 Alligevel spurgte han dem: „Hvor mange brød har I?“ De sagde: „Syv.“+ 6 Og han gav de mange mennesker besked om at lejre sig på jorden, og han tog de syv brød, takkede,+ brækkede dem i stykker og begyndte at give dem til sine disciple så de kunne byde dem rundt, og de bød dem rundt til folkemængden.+ 7 De havde også nogle få småfisk; og efter at have velsignet dem sagde han at de også skulle byde dem rundt.+ 8 De spiste så og blev mætte, og de samlede de stykker der blev tilovers, syv proviantkurve fulde.+ 9 Der var endda omkring fire tusind [mænd]. Til sidst sendte han dem bort.+

10 Og straks gik han sammen med sine disciple om bord i båden og kom til Dalmanuʹtas områder.+ 11 Her kom farisæerne ud og begyndte at diskutere med ham, idet de søgte at få et tegn fra himmelen af ham for at sætte ham på prøve.+ 12 Så sukkede han dybt+ i sin ånd og sagde: „Hvorfor søger denne generation at få et tegn? Jeg siger som sandt er: Intet tegn skal gives denne generation.“+ 13 Dermed forlod han dem, gik om bord igen og tog over til den anden side.

14 Imidlertid glemte de at tage brød med, og bortset fra ét brød havde de intet med sig i båden.+ 15 Han begyndte nu at give dem udtrykkeligt påbud idet han sagde: „Hold øjnene åbne, tag jer i agt for farisæernes surdej og Herodes’ surdej.“+ 16 Så gav de sig til at diskutere med hinanden at de ingen brød havde.+ 17 Da han blev klar over det, sagde han til dem: „Hvorfor diskuterer I at I ingen brød har?+ Ser I endnu ikke meningen, og fatter I den ikke? Er jeres hjerter sløve til at fatte?+ 18 ’Har I øjne men ser ikke, og har I ører men hører ikke?’+ Og husker I ikke, 19 da jeg brækkede de fem brød+ i stykker til de fem tusind [mænd], hvor mange kurve fulde af rester I samlede?“ De sagde til ham: „Tolv.“+ 20 „Da jeg brækkede de syv i stykker til de fire tusind [mænd], hvor mange proviantkurve fulde af rester samlede I da?“ Og de sagde til ham: „Syv.“+ 21 Så sagde han til dem: „Fatter I endnu ikke meningen?“+

22 Nu lagde de til ved Betsajʹda. Her kom folk til ham med en blind mand, og de bad ham indtrængende om at røre+ ved ham. 23 Og han tog den blinde ved hånden, førte ham uden for landsbyen, og efter at have spyttet+ på hans øjne lagde han hænderne på ham og begyndte at spørge ham: „Ser du noget?“ 24 Og manden så op* og sagde: „Jeg ser mennesker, for jeg ser noget der ligner træer, men de går omkring.“ 25 Så lagde han igen hænderne på mandens øjne, og manden så klart, og han var rask igen, og han kunne se alt tydeligt. 26 Så sendte han ham hjem, idet han sagde: „Men gå ikke ind i landsbyen.“+

27 Jesus og hans disciple tog nu af sted til landsbyerne ved Cæsareʹa Filipʹpi, og på vejen gav han sig til at spørge sine disciple idet han sagde til dem: „Hvem siger folk jeg er?“+ 28 De sagde til ham: „Johannes Døber;*+ og andre siger: Elias;+ og andre igen: En af profeterne.“+ 29 Og han stillede dem spørgsmålet: „Men I, hvem siger I jeg er?“ Som svar sagde Peter* til ham: „Du er Messias.“*+ 30 Så pålagde han dem strengt ikke at sige noget til nogen om ham.+ 31 Han begyndte også at lære dem at Menneskesønnen nødvendigvis måtte gennemgå mange lidelser og forkastes af de ældste og de øverste præster og de skriftlærde, og dræbes,+ og opstå tre dage senere.+ 32 Ja, han sagde dette rent ud. Men Peter tog ham til side og begyndte at irettesætte ham.+ 33 Han vendte sig imidlertid om, så på sine disciple og irettesatte Peter og sagde: „Forsvind om bag mig, Satan, for du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.“*+

34 Han kaldte nu folkemængden til sig sammen med sine disciple og sagde til dem: „Hvis nogen ønsker at efterfølge mig, så lad ham sige nej til sig selv og tage sin marterpæl* op og følge mig til stadighed.+ 35 For enhver som ønsker at redde sin sjæl,* vil miste den; men enhver som mister sin sjæl for min og den gode nyheds skyld, vil redde den.+ 36 Hvad gavner det nemlig et menneske at erhverve sig hele verden og sætte sin sjæl til?+ 37 Hvad vil et menneske nemlig give i bytte for sin sjæl?+ 38 For enhver som skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige generation, ham vil Menneskesønnen også skamme sig ved+ når han kommer i sin Faders herlighed sammen med de hellige engle.“+

9 Og han fortsatte med at sige til dem: „Jeg skal sige jer en sandhed: Der er nogle af dem som står her der slet ikke skal smage døden førend de ser at Guds rige er kommet i magt.“+ 2 Seks dage senere tog Jesus så Peter og Jakob og Johannes med og førte dem op på et højt bjerg hvor de var alene, for sig selv. Og han blev forvandlet for øjnene af dem,+ 3 og hans yderklæder blev skinnende, langt hvidere end nogen tøjrenser på jorden ville kunne få dem.+ 4 Og Elias viste sig for dem, sammen med Moses, og de var i samtale med Jesus.+ 5 Det fik Peter til at sige til Jesus: „Rabʹbi, det er godt at vi er her, så lad os rejse tre telte, ét til dig og ét til Moses og ét til Elias.“+ 6 Han vidste nemlig ikke hvad han skulle sige; så bange var de blevet. 7 Og en sky dannedes og overskyggede dem, og en stemme+ lød ud fra skyen: „Dette er min søn,+ den elskede; hør på ham.“+ 8 Men pludselig, da de så sig om, så de ikke længere nogen hos sig uden Jesus alene.+

9 Mens de var på vej ned fra bjerget gav han dem udtrykkeligt påbud om ikke at fortælle+ nogen hvad de havde set, før Menneskesønnen var opstået fra de døde.+ 10 Og de tog ordet til sig,* men diskuterede indbyrdes hvad det at opstå fra de døde betød. 11 Og de begyndte at spørge ham, idet de sagde: „Hvordan kan det være at de skriftlærde siger at Elias+ nødvendigvis først må komme?“+ 12 Han sagde til dem: „Elias kommer ganske rigtigt først og genopretter alt;+ men hvordan er det der står skrevet om Menneskesønnen, at han nødvendigvis må gennemgå mange lidelser+ og blive regnet for intet?+ 13 Men jeg siger jer at Elias+ faktisk er kommet, og de gjorde alt det ved ham de ville, ganske som der står skrevet om ham.“+

14 Da de nu kom hen til de andre disciple, så de en stor folkemængde omkring dem og skriftlærde i diskussion med dem.+ 15 Men straks da alle de mange mennesker fik øje på ham, blev de bestyrtede, og idet de løb hen mod ham hilste de ham velkommen. 16 Og han spurgte dem: „Hvad diskuterer I med dem?“ 17 Og en fra folkemængden svarede ham: „Lærer, jeg tog min søn med til dig fordi han har en stum ånd;+ 18 og hvor den end griber ham, river den ham omkuld, og han fråder og skærer tænder og bliver kraftesløs. Og jeg sagde til dine disciple at de skulle uddrive den, men de magtede det ikke.“+ 19 Som svar sagde han til dem: „Åh, du generation uden tro,+ hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom hen til mig med ham.“+ 20 Så kom de hen til ham med ham. Og da ånden så ham gav den straks [drengen]* et krampeanfald, og han faldt om på jorden og blev ved at rulle rundt, frådende.+ 21 Og [Jesus] spurgte hans fader: „Hvor længe har dette stået på med ham?“ Han sagde: „Fra han var lille; 22 og mange gange har den kastet ham både i ild og i vand for at gøre det af med ham.+ Men hvis du kan gøre noget, så hav medfølelse med os og hjælp os.“ 23 Jesus sagde til ham: „Dette udtryk: ’Hvis du kan’! Alt er jo muligt for den der har tro.“+ 24 Straks råbte barnets fader og sagde: „Jeg har tro! Hjælp mig hvor jeg mangler tro!“*+

25 Jesus, som nu så at en folkemængde var ved at strømme til, talte strengt+ til den urene ånd idet han sagde til den: „Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: kom ud af ham og gå ikke mere ind i ham.“ 26 Og den skreg, og efter at have givet [drengen] voldsom krampe kom den ud;+ og han blev som død, så de fleste sagde: „Han er død!“ 27 Men Jesus tog ham ved hånden og rejste ham op, og han kom op at stå.+ 28 Efter at han var kommet ind i et hus begyndte hans disciple så at spørge ham privat: „Hvorfor kunne vi ikke uddrive den?“+ 29 Og han sagde til dem: „Den slags kan ikke komme ud ved noget andet end ved bøn.“+

30 Så tog de derfra og gik gennem Galilæʹa, og han ønskede ikke at nogen fik det at vide. 31 Han var nemlig ved at undervise sine disciple og sagde til dem: „Menneskesønnen skal overgives* i menneskers hænder, og de vil dræbe ham,+ men når han er dræbt vil han opstå tre dage senere.“+ 32 De forstod imidlertid ikke hvad han sagde, og de var bange for at spørge ham.+

33 Så kom de til Kaperʹnaum. Og da han var inde i huset spurgte han dem: „Hvad diskuterede I på vejen?“+ 34 De tav, for på vejen havde de diskuteret med hinanden hvem der var størst.+ 35 Så satte han sig ned, kaldte på de tolv og sagde til dem: „Hvis nogen ønsker at være først, må han være sidst af alle og alles tjener.“+ 36 Og han tog et lille barn og stillede det midt iblandt dem, lagde armene om det og sagde til dem:+ 37 „Enhver som tager imod et af disse små børn på grundlag af mit navn, tager imod mig; og enhver som tager imod mig, tager ikke [blot] imod mig, men [også] imod den som har udsendt mig.“+

38 Johannes sagde til ham: „Lærer, vi så en som uddrev dæmoner ved at bruge dit navn, og vi søgte at hindre ham,+ da han jo ikke fulgtes med os.“+ 39 Men Jesus sagde: „Søg ikke at hindre ham, for der er ingen som vil gøre en kraftig gerning på grundlag af mit navn og som snart efter vil kunne håne mig;+ 40 for den der ikke er imod os, er for os.+ 41 For enhver som giver jer et bæger+ vand at drikke af den grund at I tilhører Kristus+ — jeg siger jer sandheden: han skal afgjort ikke gå glip af sin belønning. 42 Men enhver som bringer en af disse små som tror, til snublen og fald, for ham ville det være bedre om en af de møllesten der drejes af et æsel, var lagt om halsen på ham og han var kastet i havet.+

43 Og hvis din hånd nogen sinde bringer dig til snublen og fald, så hug den af; det er bedre for dig at gå invalid ind til livet end at have de to hænder og gå til Gehenʹna,* til ilden der ikke kan slukkes.+ 44* —— 45 Og hvis din fod bringer dig til snublen og fald, så hug den af; det er bedre for dig at gå halt ind til livet+ end at have de to fødder og blive kastet i Gehenʹna.+ 46* —— 47 Og hvis dit øje bringer dig til snublen og fald, så kast det bort;+ det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end at have to øjne og blive kastet i Gehenʹna,+ 48 hvor deres orm ikke dør og ilden ikke slukkes.+

49 For enhver skal saltes+ med ild. 50 Salt er udmærket; men hvis saltet nogen sinde mister sin kraft,* hvormed vil I da krydre det?+ Hav salt+ i jer selv, og hold fred+ med hinanden.“

10 Han brød op derfra og kom til Judæas grænseegne og den anden side af Jordan, og på ny samledes folkeskarer om ham, og som han plejede gav han sig igen til at undervise dem.+ 2 Nu nærmede nogle farisæere sig, og for at sætte ham på prøve spurgte de ham om det er tilladt en mand at skille sig fra en hustru.+ 3 Som svar sagde han til dem: „Hvad har Moses befalet jer?“ 4 De sagde: „Moses har tilladt at man skriver en skilsmisseattest og skiller sig [fra hende].“+ 5 Men Jesus sagde til dem: „Af hensyn til jeres hårdhjertethed+ skrev han dette bud til jer. 6 Men fra skabelsens begyndelse ’gjorde Han* dem som mand og kvinde.+ 7 Af den grund vil en mand forlade sin fader og moder, 8 og de to skal være ét kød’;+ altså er de ikke længere to, men ét kød. 9 Derfor, hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“+ 10 Da de igen var inde i huset+ spurgte disciplene ham om dette. 11 Og han sagde til dem: „Enhver som skiller sig fra* sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud+ mod hende, 12 og hvis en kvinde skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud.“+

13 Nu begyndte folk at komme til ham med små børn for at han skulle røre ved dem; men disciplene talte strengt til dem.+ 14 Da Jesus så det, harmedes han og sagde til dem: „Lad de små børn komme hen til mig; søg ikke at hindre dem, for Guds rige tilhører sådanne.+ 15 Jeg siger jer som sandt er: Den som ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, vil slet ikke komme ind i det.“+ 16 Og han tog børnene i sine arme og velsignede dem idet han lagde hænderne på dem.+

17 Og da han gik ud og fortsatte på sin vej, løb en hen og faldt på knæ for ham og spurgte ham: „Gode lærer, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?“*+ 18 Jesus sagde til ham: „Hvorfor kalder du mig god?+ Ingen er god undtagen én, Gud.+ 19 Du kender budene: ’Myrd ikke,+ begå ikke ægteskabsbrud,+ stjæl ikke,+ aflæg ikke falsk vidnesbyrd,+ bedrag ikke,+ ær din fader og moder.’“+ 20 Manden sagde til ham: „Lærer, jeg har holdt alt dette fra min ungdom.“ 21 Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham og sagde til ham: „Én ting mangler hos dig: Gå hen og sælg alt hvad du har og giv det til de fattige, og du vil have værdier i himmelen, og kom så og følg mig.“+ 22 Men han blev mismodig ved denne udtalelse og gik bedrøvet bort, for han havde mange ejendomme.+

23 Efter at have set sig omkring sagde Jesus til sine disciple: „Hvor vil det være vanskeligt for dem som har penge+ at komme ind i Guds rige!“+ 24 Men disciplene blev forbavsede+ over hans ord. Det fik Jesus til igen at sige: „Børn, hvor er det vanskeligt at komme ind i Guds rige! 25 Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.“+ 26 De blev endnu mere forbløffede og sagde til ham: „Hvem kan så blive frelst?“+ 27 Jesus så dem i øjnene og sagde: „For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud, da alle ting jo er mulige for Gud.“+ 28 Peter sagde til ham: „Se! Vi har forladt alle ting og har fulgt dig.“+ 29 Jesus sagde: „Jeg siger jer som sandt er: Ingen har forladt hus eller brødre eller søstre eller moder eller fader eller børn eller marker for min skyld og for den gode nyheds skyld,+ 30 uden at han vil få hundrede gange+ mere nu i denne tid, huse og brødre og søstre og mødre og børn og marker, sammen med forfølgelser,+ og i den kommende tingenes ordning* evigt liv. 31 Dog vil mange af de første blive de sidste, og de sidste de første.“+

32 De var nu på vejen der førte op til Jerusalem, og Jesus gik foran dem, og de var slået af forbavselse; men de der fulgte med begyndte at blive bange. Så tog han igen de tolv til side og begyndte at fortælle dem om det der skulle ske med ham:+ 33 „Se, vi går nu op til Jerusalem, og Menneskesønnen vil blive overgivet til de øverste præster og de skriftlærde, og de vil dømme ham til døden og overgive ham til folk fra nationerne,+ 34 og de vil gøre nar af ham og spytte på ham og piske ham og dræbe ham, men tre dage efter skal han opstå.“+

35 Og Jakob og Johannes, de to sønner af Zebedæʹus,+ trådte hen til ham og sagde til ham: „Lærer, vi ønsker at du skal gøre det for os vi vil bede dig om.“+ 36 Han sagde til dem: „Hvad er det I ønsker jeg skal gøre for jer?“ 37 De sagde til ham: „Giv os sæde, én ved din højre hånd og én ved din venstre, i din herlighed.“+ 38 Men Jesus sagde til dem: „I ved ikke hvad I beder om. Kan I drikke det bæger som jeg er ved at drikke, eller blive døbt med den dåb* jeg er ved at blive døbt med?“+ 39 De sagde til ham: „Det kan vi.“ Så sagde Jesus til dem: „Det bæger jeg er ved at drikke, skal I drikke, og den dåb som jeg er ved at blive døbt med, skal I døbes med.+ 40 Men sædet ved min højre hånd eller ved min venstre står det ikke til mig at give væk,+ men det tilhører dem for hvem det er beredt.“

41 Da de ti andre hørte om det, begyndte de at harmes på Jakob og Johannes.+ 42 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde til dem: „I ved at de der synes at herske over nationerne, spiller herrer over dem, og deres store udøver myndighed over dem.+ 43 Men sådan er det ikke blandt jer; tværtimod, enhver der ønsker at blive stor blandt jer, skal være jeres tjener,+ 44 og enhver der ønsker at være først blandt jer, skal være alles træl.+ 45 For selv Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig betjene,+ men for at tjene og give sin sjæl* som en løsesum+ i bytte for mange.“+

46 Og de kom til Jeriko. Men da han og hans disciple og en anselig folkemængde var ved at gå ud af Jeriko, sad Bartimæʹus (søn af Timæʹus), en blind tigger, ved vejen.+ 47 Da han hørte at det var Jesus Nazaræeren, begyndte han at råbe og sige: „Davids søn,+ Jesus, vis mig barmhjertighed!“+ 48 Så gav mange sig til at tale strengt til ham om at han skulle tie stille; men desto mere råbte han: „Davids søn, vis mig barmhjertighed!“+ 49 Så standsede Jesus og sagde: „Kald på ham.“ Og de kaldte på den blinde idet de sagde til ham: „Fat mod, rejs dig, han kalder på dig.“+ 50 Idet han kastede sin yderklædning fra sig sprang han op og kom hen til Jesus. 51 Og Jesus sagde som svar til ham: „Hvad ønsker du at jeg skal gøre for dig?“+ Den blinde sagde til ham: „Rabbuʹni,* lad mig få mit syn igen.“+ 52 Og Jesus sagde til ham: „Gå blot, din tro har gjort dig rask.“*+ Og straks fik han synet igen,+ og han begyndte at følge ham på vejen.+

11 Da de nu nærmede sig Jerusalem, Betfaʹge og Betaʹnia+ ved Oliebjerget, sendte han to af sine disciple af sted+ 2 og sagde til dem: „Gå ind i landsbyen som ligger dér foran jer, og straks når I kommer ind i den vil I finde et føl som er bundet og som intet menneske endnu har siddet på; løs det og kom med det.+ 3 Og hvis nogen siger til jer: ’Hvorfor gør I dette?’ så sig: ’Herren har brug for det, og han vil straks sende det tilbage hertil igen.’“+ 4 Så gik de og fandt føllet bundet ved en dør udenfor i sidegaden, og de løste det.+ 5 Men nogle af dem der stod der, sagde til dem: „Hvad laver I? Løser I føllet?“+ 6 De sagde så til dem ganske som Jesus havde sagt; og de lod dem gå.+

7 Og de tog føllet+ med til Jesus, og de lagde deres yderklæder på det, og han satte sig på det.+ 8 Der var også mange som bredte deres yderklæder+ ud på vejen, men andre [brugte] løv+ som de havde skåret af på markerne.+ 9 Og de der gik foran og de der fulgte bagefter blev ved at råbe: „Frels dog!*+ Velsignet er den der kommer i Jehovas* navn!+ 10 Velsignet er vor fader Davids kommende rige!*+ Frels dog, i det højeste!“* 11 Og han kom ind i Jerusalem, ind i templet; og han så sig om, så på alle ting, og da det allerede var sent gik han ud til Betaʹnia sammen med de tolv.+

12 Næste dag, da de var gået ud af Betaʹnia, blev han sulten.+ 13 Og da han langt borte fra fik øje på et figentræ som havde blade, gik han hen for at se om han måske kunne finde noget på det. Men da han kom hen til det, fandt han ikke andet end blade, for det var ikke figentid.+ 14 Det fik ham til at sige til det: „Måtte aldrig i al evighed nogen spise frugt fra dig mere.“+ Og hans disciple hørte det.

15 Så kom de til Jerusalem. Dér gik han ind i templet og begyndte at jage dem ud der solgte og købte i templet, og han væltede pengevekslernes borde og duesælgernes bænke;+ 16 og han tillod ikke nogen at bære noget redskab gennem templet, 17 men han fortsatte med at undervise og sagde: „Står der ikke skrevet: ’Mit hus skal kaldes et bedehus+ for alle nationerne’?+ Men I har gjort det til en røverhule.“+ 18 Og de øverste præster og de skriftlærde hørte det, og de gav sig til at undersøge hvordan de kunne få ham ryddet af vejen;+ de var nemlig bange for ham, for hele folkemængden blev stadig slået af forbavselse over hans lære.+

19 Og når det blev sent på dagen, plejede de at gå ud af byen. 20 Da de nu tidligt om morgenen kom forbi, så de at figentræet allerede var visnet fra roden af.+ 21 Peter, som huskede det, sagde så til ham: „Rabʹbi, se! figentræet som du forbandede er visnet.“+ 22 Og som svar sagde Jesus til dem: „Hav tro på Gud. 23 Jeg skal sige jer en sandhed: Enhver som siger til dette bjerg: ’Løft dig op og styrt dig i havet,’ og som ikke tvivler i sit hjerte men tror på at det han siger vil ske, for ham vil det ske.+ 24 Det er derfor jeg siger jer: Alle de ting I beder og anmoder om — tro på at I har fået dem, så vil I få dem.+ 25 Og når I står og beder, så tilgiv+ hvis I har noget imod nogen, for at jeres Fader som er i himlene også kan tilgive jer jeres overtrædelser.“+ 26* ——

27 Og de kom igen til Jerusalem. Og da han gik rundt i templet, kom de øverste præster og de skriftlærde og de ældste hen til ham+ 28 og sagde til ham: „Med hvilken bemyndigelse gør du disse ting? Eller hvem har givet dig denne bemyndigelse til at gøre disse ting?“+ 29 Jesus sagde til dem: „Jeg vil stille jer ét spørgsmål. Svarer I mig, vil jeg også fortælle jer med hvilken bemyndigelse jeg gør disse ting.+ 30 Var Johannes’ dåb+ fra himmelen eller fra mennesker? Svar mig.“+ 31 Så begyndte de at diskutere indbyrdes idet de sagde: „Hvis vi siger: ’Fra himmelen,’ vil han sige: ’Hvordan kan det da være at I ikke troede ham?’+ 32 Men tør vi sige: ’Fra mennesker’?“ — De var bange for folkemængden, for alle regnede med at Johannes virkelig havde været en profet.+ 33 Som svar sagde de da til Jesus: „Vi ved det ikke.“ Og Jesus sagde til dem: „Så siger jeg heller ikke jer med hvilken bemyndigelse jeg gør disse ting.“+

12 Og han begyndte at tale til dem i billeder: „En mand plantede en vingård+ og satte et hegn omkring den og gravede et persekar og rejste et tårn,+ hvorpå han lejede den ud til vinavlere+ og rejste udenlands.+ 2 Da tiden var inde, sendte han en træl hen til vinavlerne, for at han fra vinavlerne kunne få nogle af vingårdens frugter.+ 3 Men de tog ham, pryglede ham og sendte ham tomhændet bort.+ 4 Så sendte han en anden træl hen til dem; ham slog de i hovedet og vanærede.+ 5 Og han sendte endnu en af sted, og ham dræbte de; og mange andre, hvoraf de pryglede nogle og dræbte nogle. 6 Han havde endnu én, en elsket søn.+ Til sidst sendte han ham hen til dem idet han sagde: ’Min søn vil de respektere.’+ 7 Men vinavlerne dér sagde til hinanden: ’Dette er arvingen.+ Kom, lad os dræbe ham, så vil arven være vores.’+ 8 Så tog de ham og dræbte ham,+ og de kastede ham ud af vingården.+ 9 Hvad vil ejeren af vingården gøre? Han vil komme og gøre det af med vinavlerne, og han vil give vingården+ til andre.+ 10 Har I aldrig læst dette skriftsted: ’Den sten+ bygmestrene forkastede er blevet hovedhjørnesten.+ 11 Fra Jehova* er denne kommet, og den er underfuld for vore øjne’?“+

12 Så begyndte de at undersøge hvordan de kunne gribe ham, men de var bange for folkemængden; for de var klar over at det var med henblik på dem han havde talt i billedtalen. Så forlod de ham og gik deres vej.+

13 Derpå sendte de nogle af farisæerne og af tilhængerne af Herodes’ parti*+ hen til ham, så de kunne fange ham i ord.+ 14 Og da de var kommet sagde de til ham: „Lærer, vi ved at du er sandfærdig og ikke tager dig af nogen som helst, for du ser ikke på menneskers ydre, men du lærer andre Guds vej i overensstemmelse med hvad der er sandhed:+ Er det tilladt at betale kopskat til kejseren,* eller er det ikke? 15 Skal vi betale, eller skal vi ikke betale?“+ Han gennemskuede imidlertid deres hykleri og sagde til dem: „Hvorfor sætter I mig på prøve? Kom med en denar* til mig, så jeg kan se den.“+ 16 De kom med en. Og han sagde til dem: „Hvis billede og indskrift er dette?“ De sagde til ham: „Kejserens.“+ 17 Så sagde Jesus: „Tilbagebetal* kejseren det der er kejserens,+ og Gud det der er Guds.“+ Og de undrede sig over ham.+

18 Nogle saddukæere — det er dem som siger at der ikke er nogen opstandelse — kom nu til ham, og de stillede ham spørgsmålet:+ 19 „Lærer, Moses skrev til os at hvis en mand som har en broder, dør og efterlader sig en hustru men ikke efterlader sig noget barn, så skal hans broder+ tage hustruen og med hende oprejse sin broder afkom.+ 20 Der var syv brødre; og den første tog en hustru, men da han døde efterlod han sig ikke noget afkom.+ 21 Og den anden tog hende, og han døde uden at efterlade sig afkom; og på samme måde den tredje. 22 Ingen af de syv efterlod sig afkom. Til allersidst døde også hustruen.+ 23 Hvem af dem skal have hende til hustru i opstandelsen? De er jo syv der har haft hende til hustru.“+ 24 Jesus sagde til dem: „Er grunden til at I tager fejl mon ikke den at I hverken kender Skrifterne eller Guds kraft?+ 25 For når de opstår fra de døde, gifter mænd sig ikke, og kvinder bortgiftes ikke, men de er som engle i himlene.+ 26 Men med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’?+ 27 Han er ikke dødes men levendes Gud. I tager meget fejl.“+

28 En af de skriftlærde, som var kommet hen og havde hørt dem diskutere og lagt mærke til at han svarede dem udmærket, spurgte ham nu: „Hvilket bud er det første af alle?“+ 29 Jesus svarede: „Det første er: ’Hør, Israel, Jehova* vor Gud er én Jehova,*+ 30 og du skal elske Jehova* din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl* og af hele dit sind og af hele din styrke.’+ 31 Det andet er dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’+ Der er ikke noget andet bud som er større end disse.“ 32 Den skriftlærde sagde til ham: „Lærer, du fik sagt udmærket og i overensstemmelse med sandheden: ’Han er én, og der er ingen anden end ham’;+ 33 og dette at elske ham med hele sit hjerte og med hele sin forstand og med hele sin styrke, og dette at elske sin næste som sig selv, er langt mere værd end alle brændofre og slagtofre.“+ 34 Da Jesus så at han svarede forstandigt, sagde han til ham: „Du er ikke langt fra Guds rige.“ Men ingen turde stille ham spørgsmål mere.+

35 Da Jesus underviste i templet begyndte han imidlertid i et svar at sige: „Hvordan kan de skriftlærde sige at Messias er Davids søn?+ 36 Ved den hellige ånd+ har David selv sagt: ’Jehova* sagde til min Herre: „Sæt dig ved min højre hånd indtil jeg lægger dine fjender under dine fødder.“’+ 37 David selv kalder ham ’Herre’, så hvordan kan det gå til at han er hans søn?“+

Og den store folkemængde hørte med glæde på ham.+ 38 Og i sin undervisning fortsatte han med at sige: „Tag jer i agt for de skriftlærde,+ som gerne vil gå rundt i lange klæder og gerne vil at der hilses på dem på torvene* 39 og ønsker de forreste siddepladser i synagogerne og de fornemste pladser ved aftensmåltiderne.+ 40 Det er dem der opsluger enkernes hjem+ og som et skalkeskjul siger lange bønner; de vil få en strengere dom.“+

41 Og han satte sig over for bidragsbøsserne+ og gav sig til at betragte hvordan folkemængden lagde penge* i bidragsbøsserne;* og mange rige lagde mange mønter i.+ 42 Nu kom der en fattig enke og lagde to småmønter* i af meget ringe værdi.*+ 43 Så kaldte han sine disciple til sig og sagde til dem: „Jeg skal sige jer en sandhed: Denne fattige enke lagde mere i end alle de andre som lagde penge i bidragsbøsserne;+ 44 for de lagde alle i af deres overflod, men hun lagde i af sin armod alt hvad hun havde, alle sine midler at leve af.“+

13 Idet han var på vej ud af templet sagde en af hans disciple til ham: „Lærer, se! hvilke sten og hvilke bygninger!“+ 2 Men Jesus sagde til ham: „Ser du disse store bygninger?+ Her skal afgjort ikke lades sten på sten tilbage+ som ikke vil blive revet ned.“+

3 Og mens han sad på Oliebjerget lige over for templet, begyndte Peter+ og Jakob og Johannes og Andreas at spørge ham da de var for sig selv:+ 4 „Sig os: Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet når alle disse ting skal komme til en afslutning?“*+ 5 Så sagde Jesus til dem: „Pas på at ingen vildleder jer.+ 6 Mange vil komme på grundlag af mit navn og sige: ’Det er mig,’ og de vil vildlede mange.+ 7 Og når I hører om krige og rygter om krige, så bliv ikke opskræmte; dette må nødvendigvis ske, men enden* er der ikke endnu.+

8 For nation skal rejse sig* mod nation og rige mod rige,+ der skal være jordskælv*+ det ene sted efter det andet, der skal være tilfælde af hungersnød.+ Dette er en begyndelse til veer.+

9 Men I, I skal give agt på jer selv; man vil overgive jer til lokale domstole,*+ og I vil blive pryglet i synagoger+ og blive stillet for landshøvdinger og konger for min skyld, til et vidnesbyrd* for dem.+ 10 Og det er nødvendigt at den gode nyhed+ først forkyndes* blandt alle nationerne.+ 11 Men når de fører jer af sted for at overgive jer, så vær ikke forud bekymrede for hvad I skal sige,+ men sig det der bliver jer givet i den time, for det er ikke jer der taler, men den hellige ånd.+ 12 Endvidere vil broder overgive broder til døden, og en fader [sit] barn,+ og børn vil sætte sig op imod forældre og bringe død over dem;+ 13 og I vil blive genstand for alles had på grund af mit navn.+ Men det er den der har holdt ud til enden*+ der bliver frelst.+

14 Men når I får øje på afskyeligheden+ der forårsager ødelæggelse,+ idet den står hvor den ikke bør stå (lad læseren bruge dømmekraft),+ så lad dem der er i Judæa flygte til bjergene.+ 15 Lad ikke den der er på taget stige ned eller gå ind for at hente noget i sit hus;+ 16 og lad ikke den der er på marken vende hjem for at hente sin yderklædning.+ 17 Ve de gravide kvinder og dem der har et barn at give bryst i de dage!+ 18 Bliv ved med at bede om at det ikke sker om vinteren;+ 19 for de dage vil være trængsel[sdage]+ af en sådan art som der ikke har været fra begyndelsen af skabningen som Gud skabte, frem til den tid,* og som ikke vil indtræffe igen.+ 20 Ja, hvis Jehova*+ ikke afkortede dagene, ville intet kød blive frelst. Men på grund af de udvalgte,+ som han har udvalgt,+ har han afkortet dagene.+

21 Og hvis nogen da siger til jer: ’Se! Her er Messias,’ ’Se! Dér er han,’+ så tro det ikke.+ 22 Falske messiasser og falske profeter vil nemlig fremstå+ og gøre tegn og undere+ for at føre de udvalgte vild, om muligt.+ 23 Men I, I skal give agt;+ jeg har sagt jer alt forud.+

24 Men i de dage, efter den trængsel, skal solen formørkes, og månen skal ikke give sit lys, 25 og stjernerne vil falde ned fra himmelen, og kræfterne som er i himlene skal rystes.+ 26 Og derpå skal de se Menneskesønnen+ komme* i skyer med stor magt og herlighed.+ 27 Og så vil han udsende englene og samle sine udvalgte+ fra de fire vinde, fra jordens ende til himmelens ende.+

28 Men lær følgende af billedet med figentræet: Så snart dets unge gren bliver blød og skyder blade, ved I at sommeren er nær.+ 29 Således ved I også, når I ser disse ting ske, at han er nær for døren.+ 30 Jeg skal sige jer en sandhed: Denne generation* skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.+ 31 Himmelen+ og jorden skal forsvinde, men mine ord+ skal ikke forsvinde.+

32 Men om den dag eller timen ved ingen noget, hverken englene i himmelen eller Sønnen, kun Faderen.+ 33 Vær agtpågivende, våg,+ for I ved ikke hvornår den fastsatte tid er inde.+ 34 Det er som en mand der rejste udenlands,+ som forlod sit hus og overgav myndigheden til sine trælle, gav enhver sit arbejde og befalede dørvogteren at holde sig vågen. 35 Hold jer derfor vågne;+ I ved jo ikke hvornår husets herre kommer, om det bliver sent på dagen* eller ved midnat* eller ved hanegal* eller tidligt om morgenen,*+ 36 for at han ikke, når han pludselig kommer, finder jer sovende.+ 37 Men hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle: Hold jer vågne.“+

14 Nu var der to dage+ til påsken+ og de usyrede brød[s højtid].+ Og de øverste præster og de skriftlærde var i færd med at undersøge hvordan de med list kunne pågribe ham og dræbe ham;+ 2 de blev nemlig ved med at sige: „Ikke i højtiden; der kunne måske blive folkeoptøjer.“+

3 Og mens han var i Betaʹnia i Simon den Spedalskes hus+ og lå til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke med vellugtende olie, ægte og meget dyr nardussalve. Hun brød hul på alabastkrukken og gav sig til at gyde den ud over hans hoved.+ 4 Da var der nogle som indbyrdes gav udtryk for harme: „Hvorfor skal der ødsles sådan med den vellugtende olie?+ 5 Denne vellugtende olie kunne jo have været solgt for mere end tre hundrede denarer* og givet til de fattige!“ Og de følte stor uvilje mod hende.+ 6 Men Jesus sagde: „Lad hende være. Hvorfor prøver I at volde hende besvær? Det er en smuk gerning hun har gjort mod mig.+ 7 De fattige har I jo altid+ hos jer, og når som helst I ønsker det, kan I altid gøre godt mod dem, men mig har I ikke altid.+ 8 Hun har gjort hvad hun kunne; hun har på forhånd kommet vellugtende olie på mit legeme med henblik på min begravelse.+ 9 Jeg skal sige jer en sandhed: Overalt hvor den gode nyhed forkyndes i hele verden,+ skal det som denne kvinde har gjort også fortælles, til minde om hende.“+

10 Og Judas Iskarioʹt, en af de tolv, gik til de øverste præster for at forråde ham til dem.+ 11 Da de hørte det, frydede de sig og lovede at give ham sølvpenge.+ Så begyndte han at undersøge hvordan han kunne forråde ham på et belejligt tidspunkt.+

12 Og på den første af* de usyrede+ brøds dage, hvor man plejede at slagte påske[offeret], sagde hans disciple+ til ham: „Hvor ønsker du at vi skal gå hen og træffe forberedelser til at du kan spise påske[måltidet]?“+ 13 Han sendte så to af sine disciple af sted og sagde til dem: „Gå ind i byen, og en mand som bærer en lerkrukke med vand vil møde jer.+ Følg ham, 14 og dér hvor han går ind, siger I til husets herre: ’Læreren siger: „Hvor er gæsteværelset til mig, hvor jeg kan spise påske[måltidet]+ sammen med mine disciple?“’+ 15 Og han vil vise jer et stort rum ovenpå, udstyret og parat; og dér skal I tilberede [det] til os.“+ 16 Så gik disciplene ud, og de kom ind i byen og fandt at det var ganske som han havde sagt dem; og de traf forberedelser til påsken.+

17 Efter at det var blevet aften kom han med de tolv.+ 18 Og da de lå til bords og spiste, sagde Jesus: „Jeg skal sige jer en sandhed: En af jer, en som spiser+ sammen med mig, vil forråde mig.“+ 19 De begyndte at blive bedrøvede og at sige til ham, den ene efter den anden: „Det er ikke mig, vel?“+ 20 Han sagde til dem: „Det er en af de tolv, en som dypper sammen med mig i den fælles skål.+ 21 Menneskesønnen går ganske rigtig bort, sådan som der står skrevet om ham, men ve det menneske ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det ville have været bedre for det menneske om det ikke var blevet født.“+

22 Og mens de fortsatte med at spise, tog han et brød, udtalte en velsignelse, brækkede det i stykker, gav dem det og sagde: „Tag det, dette betyder mit legeme.“+ 23 Så tog han et bæger, og efter at have sagt tak gav han dem det, og de drak alle af det.+ 24 Og han sagde til dem: „Dette betyder* mit blod,+ ’pagtens+ blod’, der skal udgydes+ til gavn for mange.+ 25 Jeg vil sige jer en sandhed: Jeg skal afgjort ikke mere drikke af vintræets frugt før den dag da jeg drikker den ny* i Guds rige.“+ 26 Til sidst, efter at have sunget lovsange,*+ gik de ud til Oliebjerget.+

27 Og Jesus sagde til dem: „I vil alle blive bragt til snublen og fald, for der står skrevet: ’Jeg vil slå hyrden,+ og fårene skal spredes.’+ 28 Men efter at jeg er blevet oprejst vil jeg gå forud for jer til Galilæʹa.“+ 29 Men Peter sagde til ham: „Selv om alle de andre bringes til snublen og fald, så vil jeg dog ikke.“+ 30 Så sagde Jesus til ham: „Jeg skal sige dig sandheden: I dag, ja i denne nat, før hanen galer to gange, vil selv du tre gange nægte at kendes ved mig.“+ 31 Men han begyndte at tale endnu ivrigere: „Om jeg så skulle blive nødt til at dø sammen med dig, vil jeg bestemt ikke nægte at kendes ved dig.“ Sådan sagde alle de andre også.+

32 Så kom de til et sted som hedder Getseʹmane, og han sagde til sine disciple: „Sæt jer her mens jeg beder.“+ 33 Og han tog Peter og Jakob og Johannes+ med sig, og han begyndte at blive forfærdet og at ængstes.+ 34 Og han sagde til dem: „Min sjæl er dybt bedrøvet,+ ja til døden. Bliv her og hold jer vågne.“+ 35 Og han gik lidt videre, lod sig falde ned på jorden og begyndte at bede om at den time måtte gå ham forbi, hvis det var muligt.+ 36 Og han fortsatte med at sige: „Abʹba,* Fader,+ alt er muligt for dig; tag dette bæger bort fra mig. Dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.“+ 37 Og han kom og fandt dem sovende, og han sagde til Peter: „Simon, sover du? Magtede du ikke at holde dig vågen én time?+ 38 Bliv ved med at holde jer vågne og bed fortsat, så I ikke kommer ind i fristelse.+ Ånden er naturligvis ivrig, men kødet er svagt.“+ 39 Og han gik igen væk og bad, idet han sagde de samme ord.+ 40 Og atter kom han og fandt dem sovende, for deres øjne var tunge, og de vidste ikke hvad de skulle svare ham.+ 41 Og han kom tredje gang og sagde til dem: „På en tid som denne sover I og hviler jer! Det er nok! Timen er kommet!+ Se, Menneskesønnen forrådes i synderes hænder.+ 42 Stå op, lad os gå.+ Se! Den der forråder mig er kommet nær.“+

43 Og straks, endnu mens han talte, kom Judas, en af de tolv, og sammen med ham en skare med sværd og køller, fra de øverste præster og de skriftlærde og de ældste.+ 44 Den der forrådte ham havde aftalt et tegn med dem og sagt: „Den jeg kysser, ham er det; anhold ham og før ham sikkert* bort.“+ 45 Og han gik lige hen, nærmede sig ham og sagde: „Rabʹbi!“ og kyssede+ ham meget ømt. 46 Så lagde de hånd på ham og anholdt ham.+ 47 Men en af dem som stod der, trak sit sværd og slog efter ypperstepræstens træl og huggede øret af ham.+ 48 Det fik Jesus til at sige til dem: „Er I kommet ud med sværd og køller som mod en røver for at arrestere mig?+ 49 Dag efter dag var jeg hos jer i templet og underviste,+ og dog anholdt I mig ikke. Det er imidlertid for at Skrifterne+ kan blive opfyldt.“+

50 Og de forlod+ ham alle og flygtede.+ 51 Men en ung mand som bar en klædning af fint linned på den nøgne [krop] begyndte at følge lige efter ham; og man prøvede at gribe ham,+ 52 men han efterlod linnedklædningen og slap nøgen* bort.

53 De førte nu Jesus af sted til ypperstepræsten, og alle de øverste præster og de ældste og de skriftlærde samledes.+ 54 Men Peter fulgte i god afstand efter ham+ helt ind i ypperstepræstens gård; og han sad sammen med husets tjenere og varmede sig ved en klar ild. 55 I mellemtiden søgte de øverste præster og hele Sanhedrinet at finde et vidnesbyrd mod Jesus for at bringe død over ham,+ men de fandt intet.+ 56 Mange vidnede ganske vist falsk imod ham,+ men deres vidnesbyrd stemte ikke overens.+ 57 Og nogle rejste sig og vidnede falsk imod ham idet de sagde: 58 „Vi har hørt ham sige: ’Jeg vil nedrive dette tempel* der er gjort med hænder, og på tre dage vil jeg bygge et andet der ikke er gjort med hænder.’“+ 59 Men heller ikke her stemte deres vidnesbyrd overens.

60 Da rejste ypperstepræsten sig i deres midte og spurgte Jesus, idet han sagde: „Svarer du slet ikke? Hvad er det de vidner imod dig?“+ 61 Men han tav og gav slet intet svar.+ Ypperstepræsten begyndte igen at spørge ham ud og sagde til ham: „Er du Messias, søn af den Velsignede?“+ 62 Så sagde Jesus: „Det er jeg, og I skal se Menneskesønnen+ sidde ved kraftens højre hånd+ og komme* med himmelens skyer.“+ 63 Da sønderrev ypperstepræsten sine underklæder+ og sagde: „Hvad brug har vi mere for vidner?+ 64 I har hørt [guds]bespottelsen.+ Hvad synes I?“ De dømte ham alle skyldig til døden. 65 Og nogle begyndte at spytte+ på ham og tilhylle hans ansigt og slå ham med knytnæver og sige til ham: „Profetér!“ Og retsbetjentene tog ham idet de gav ham lussinger.+

66 Mens Peter var nedenunder i gården, kom en af ypperstepræstens tjenestepiger,+ 67 og da hun fik øje på Peter der varmede sig, så hun nøjere på ham og sagde: „Du var også sammen med Nazaræeren, denne Jesus.“+ 68 Men han benægtede det og sagde: „Jeg kender ham ikke og jeg forstår ikke* hvad du siger,“ og han gik udenfor i forhallen.+ 69 Og da tjenestepigen så ham dér sagde hun igen til de omkringstående: „Det er en af dem.“+ 70 Men han benægtede det igen. Lidt efter sagde de omkringstående på ny til Peter: „Vist er du en af dem, for du er jo galilæer.“+ 71 Men han begyndte at bande og sværge:+ „Jeg kender ikke det menneske I snakker om.“+ 72 Og straks galede hanen anden gang;+ og Peter huskede hvad Jesus havde sagt til ham: „Før hanen galer to gange, vil du tre gange nægte at kendes ved mig.“+ Og han brød sammen og græd.+

15 Og straks ved daggry holdt de øverste præster råd sammen med de ældste og de skriftlærde, ja hele Sanhedrinet,+ og de bandt Jesus og førte ham af sted og overgav ham til Pilaʹtus.+ 2 Og Pilaʹtus stillede ham spørgsmålet: „Er du jødernes konge?“+ Som svar sagde han til ham: „Du siger [det] selv.“+ 3 Men de øverste præster gav sig til at anklage ham for mange ting.+ 4 Nu gav Pilaʹtus sig igen til at udspørge ham, idet han sagde: „Svarer du slet ikke?+ Se hvor mange ting de anklager dig for.“+ 5 Men Jesus svarede ikke yderligere, så Pilaʹtus begyndte at undre sig.+

6 Nu plejede han ved hver højtid at give dem en fange fri, den de bad om.+ 7 På den tid var han der blev kaldt Barʹabbas fængslet sammen med oprørerne, som under deres oprør havde begået mord.+ 8 Folkemængden kom nu op og bad om det han plejede at gøre for dem. 9 Pilaʹtus svarede dem idet han sagde: „Ønsker I at jeg skal frigive jer jødernes konge?“+ 10 Han var nemlig klar over at det var af misundelse+ at de øverste præster havde udleveret ham.+ 11 Men de øverste præster hidsede folkemængden op for at opnå at han i stedet gav dem Barʹabbas fri.+ 12 Igen svarede Pilaʹtus idet han sagde til dem: „Hvad skal jeg da gøre+ med ham I kalder jødernes konge?“+ 13 De råbte atter: „Pælfæst* ham!“+ 14 Men Pilaʹtus fortsatte med at sige til dem: „Jamen hvad ondt har han da begået?“ Men de råbte blot endnu højere: „Pælfæst ham!“+ 15 Da Pilaʹtus ønskede at stille folkemængden tilfreds+ gav han dem så Barʹabbas fri, og efter at have ladet Jesus piske overgav han ham til at blive pælfæstet.+

16 Soldaterne førte ham nu ind i gården, det vil sige ind i landshøvdingens palads; så sammenkaldte de hele hærafdelingen,+ 17 og de klædte ham i purpur og flettede en tornekrone og satte den på ham.+ 18 Og de begyndte at hilse ham: „Vær hilset,+ jødernes konge!“ 19 De slog ham også i hovedet med en rørkæp og spyttede på ham,+ og idet de lagde sig på knæ bøjede de sig ærbødigt for ham. 20 Til sidst, da de havde gjort nar af ham, tog de purpurklædningen af ham og gav ham hans egne yderklæder på. Og de førte ham ud for at pælfæste* ham.+ 21 Og en forbipasserende, Simon fra Kyreʹne, fader til Alexander og Ruʹfus, der var på vej ind fra landet, pålagde de som tvungen tjeneste at bære hans marterpæl.*+

22 De førte ham så til stedet Golʹgata, der oversat betyder: Hovedskalsted.*+ 23 Her prøvede de at give ham vin tilsat myrra som bedøvende middel,*+ men han ville ikke tage det.+ 24 De pælfæstede ham så og delte hans yderklæder+ ved at kaste lod om dem, om hvem der skulle tage hvad.+ 25 Det var nu den tredje time,*+ og de pælfæstede ham. 26 Og indskriften med beskyldningen+ mod ham var skrevet ovenover: „Jødernes konge.“+ 27 Desuden pælfæstede de to røvere sammen med ham, én ved hans højre side og én ved hans venstre side.+ 28* —— 29 Og de forbipasserende begyndte at spotte+ ham, idet de rystede på hovedet og sagde: „Ha! Du som ville rive templet* ned og bygge det op på tre dage,+ 30 frels dig selv, stig ned fra marterpælen.“+ 31 På lignende måde begyndte også de øverste præster sammen med de skriftlærde indbyrdes at gøre nar og sige: „Andre har han frelst; sig selv kan han ikke frelse!+ 32 Lad nu Messias, Israels konge, stige ned fra marterpælen, så vi kan se og tro.“+ Endog de der var pælfæstet sammen med ham begyndte at skælde ham ud.+

33 Da den sjette time* kom, blev der mørke over hele landet indtil den niende time.*+ 34 Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: „Eliʹ, Eliʹ, lamaʹ sabachthaʹni?“* der oversat betyder: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“+ 35 Og nogle af dem som stod ved siden af, sagde da de hørte det: „Se! Han kalder på Elias.“*+ 36 Men en løb hen, gennemvædede en svamp med sur vin, satte den på en rørkæp og lod ham drikke,+ idet han sagde: „Lad ham være! Lad os se om Elias kommer for at tage ham ned.“+ 37 Men Jesus udstødte et højt råb og udåndede.+ 38 Og forhænget+ i helligdommen* blev flænget i to dele fra øverst til nederst.+ 39 Da nu centurionen* som stod lige over for ham, så at han udåndede under disse omstændigheder, sagde han: „Dette menneske var virkelig Guds søn.“*+

40 Der var også kvinder, som så til på afstand,+ og blandt dem var Maria Magdalene, og Maria, moderen til Jakob den Lille og Joses,* og Saloʹme,+ 41 de som havde ledsaget ham+ og sørget for ham da han var i Galilæʹa, og mange andre kvinder som var kommet op til Jerusalem sammen med ham.+

42 Da det nu allerede var sent på eftermiddagen, og fordi det var beredelsesdag, det vil sige dagen før sabbatten, 43 kom Josef fra Arimatæʹa, et agtet medlem af rådet, som også selv ventede på Guds rige.+ Han tog mod til sig og gik ind til Pilaʹtus og bad om at få Jesu legeme.+ 44 Men Pilaʹtus undrede sig over at han allerede skulle være død, og han tilkaldte centurionen og spurgte ham om han allerede var død. 45 Og da han havde skaffet sig vished gennem centurionen, lod han Josef få liget.+ 46 Han købte så fint linned og tog ham ned, svøbte ham ind i det fine linned og lagde ham+ i en grav+ der var hugget ud i en klippe; og han rullede en sten for indgangen til mindegraven.+ 47 Men Maria Magdalene og Maria, Joses’* moder, blev ved at betragte stedet hvor han var blevet lagt.+

16 Da sabbatten+ så var gået, købte Maria Magdalene+ og Maria, Jakobs moder, og Saloʹme vellugtende stoffer for at gå ud og indgnide ham med olie.+ 2 Og meget tidligt på ugens første dag+ kom de til mindegraven, da solen var stået op.+ 3 Og de sagde til hinanden: „Hvem skal rulle stenen væk fra indgangen til mindegraven for os?“ 4 Men da de kiggede op, så de at stenen var blevet rullet væk, skønt den var meget stor.+ 5 Da de kom ind i mindegraven, så de en ung mand sidde ved den højre side iført en lang, hvid klædning, og de blev forfærdede.+ 6 Han sagde til dem: „Vær ikke forfærdede. I søger Jesus Nazaræeren, som blev pælfæstet.*+ Han er blevet oprejst,+ han er ikke her. Se! Det er stedet hvor de lagde ham.+ 7 Men gå hen og sig til hans disciple og Peter: ’Han går forud for jer til Galilæʹa;+ dér vil I se ham, sådan som han har sagt jer.’“+ 8 Og da de kom ud, flygtede de fra mindegraven, for de rystede og var stærkt bevægede. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.*+

KORT SLUTNING

I nogle yngre håndskrifter og oversættelser findes følgende korte slutning efter Markus 16:8:

Men alt det de havde fået befaling om, fortalte de i korthed til dem der var omkring Peter. Og efter dette udsendte Jesus selv gennem dem, fra øst og indtil vest, den hellige og uforgængelige bekendtgørelse om den evige frelse.

LANG SLUTNING

I nogle af de gamle håndskrifter (ACD) og oversættelser (VgSy^c,p), men ikke i אBSy^sArm, findes følgende lange slutning:

9 Efter at han var opstået tidligt på den første dag i ugen, viste han sig først for Maria Magdalene, af hvem han havde uddrevet syv dæmoner. 10 Hun gik hen og fortalte det til dem som havde været sammen med ham, og som sørgede og græd. 11 Men da de hørte at han igen var i live og var blevet set af hende, troede de det ikke. 12 Og efter dette viste han sig i en anden skikkelse for to af dem mens de kom gående, på vej ud på landet; 13 og de kom tilbage og fortalte det til de andre. Men dem troede de heller ikke på. 14 Senere viste han sig så for de elleve selv, mens de lå til bords, og han bebrejdede [dem] deres mangel på tro og deres hårdhjertethed, fordi de ikke troede på dem som havde set ham, nu han var oprejst fra de døde. 15 Og han sagde til dem: „Gå ud i hele verden og forkynd den gode nyhed for al skabningen. 16 Den der tror og bliver døbt, vil blive frelst, men den der ikke tror, vil blive dømt skyldig. 17 Og disse tegn skal følge dem der tror: Ved hjælp af mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale i tunger, 18 og med deres hænder skal de tage slanger op, og hvis de drikker noget dødbringende, vil det overhovedet ikke skade dem. De skal lægge deres hænder på syge, og de skal blive raske.“

19 Derpå blev så Herren Jesus, efter at have talt til dem, taget op til himmelen, og han satte sig ved Guds højre hånd. 20 Men de gik ud og forkyndte overalt, mens Herren arbejdede med og gav budskabet sin støtte gennem de ledsagende tegn.