Ifølge Mattæus*

1 Bogen med den historiske beretning+ om Jesus Kristus,* Davids søn,+ Abrahams søn:+

17 Alle generationerne var da fra Abraham indtil David fjorten generationer, og fra David indtil deportationen til Babylon fjorten generationer, og fra deportationen til Babylon indtil Messias* fjorten generationer.

18 Men med Jesu Kristi fødsel gik det således til. Mens hans moder Maria var lovet bort til ægteskab med Josef,+ viste det sig, før de var blevet forenet, at hun var gravid ved hellig ånd.+ 19 Da Josef, hendes mand, imidlertid var retfærdig og ikke ville stille hende offentligt til skue,+ havde han i sinde hemmeligt at skille sig fra hende.*+ 20 Men efter at han havde tænkt over disse ting, se, da viste Jehovas* engel sig for ham i en drøm og sagde: „Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria, din hustru, til dig, for det der er avlet i hende skyldes hellig ånd.+ 21 Hun vil føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus,*+ for han vil frelse+ sit folk+ fra dets synder.“+ 22 Men alt dette skete for at dét kunne opfyldes som var udtalt af Jehova*+ gennem profeten,+ der sagde: 23 „Se, jomfruen*+ bliver gravid og føder en søn, og de giver ham navnet Immaʹnuel,“*+ der oversat betyder „Med os er Gud“.+

24 Så vågnede Josef op af søvnen og gjorde som Jehovas* engel havde pålagt ham, og han tog sin hustru til sig. 25 Men han havde ikke omgang+ med hende* før hun havde født en søn;+ og han gav ham navnet Jesus.+

2 Efter at Jesus var blevet født i Betlehem+ i Judæa i kong Herodes’ dage,+ se, da kom der astrologer*+ fra Østen til Jerusalem 2 og sagde: „Hvor er den jødernes konge+ som er født? For vi har set hans stjerne+ [da vi var] i Østen,* og vi er kommet for at bringe ham vor hyldest.“ 3 Da kong Herodes hørte dette, blev han stærkt foruroliget, og hele Jerusalem med ham; 4 og efter at have samlet alle folkets øverste præster og skriftlærde begyndte han at forhøre sig hos dem om hvor Messias* skulle fødes. 5 De sagde til ham: „I Betlehem+ i Judæa; for således er der skrevet ved profeten: 6 ’Og du, Betlehem*+ i Judas land, er på ingen måde den ubetydeligste [by] blandt Judas høvdinger;* for af dig skal der komme en høvding,* som skal være hyrde+ for mit folk, Israel.’“

7 Så tilkaldte Herodes hemmeligt astrologerne, og omhyggeligt skaffede han sig viden fra dem om tidspunktet da stjernen havde vist sig; 8 og idet han sendte dem til Betlehem sagde han: „Tag af sted og led omhyggeligt efter det lille barn, og når I har fundet det, så giv mig besked, så jeg også kan komme og bringe det min hyldest.“+ 9 Da de havde hørt kongen, tog de af sted, og se, stjernen de havde set [da de var] i Østen,*+ gik foran dem, indtil den kom til at stå over det sted hvor det lille barn var. 10 Da de så stjernen blev de glade, ja meget glade. 11 Og da de gik ind i huset så de det lille barn hos Maria, dets moder, og de kastede sig ned og bragte det deres hyldest. De lukkede også op for deres kostbare sager og gav det gaver, guld og røgelse og myrra. 12 Men da de i en drøm fik en guddommelig advarsel+ imod at vende tilbage til Herodes, rejste de hjem til deres eget land ad en anden vej.

13 Efter at de var rejst væk, se, da viste Jehovas* engel+ sig i en drøm for Josef og sagde: „Stå op, tag det lille barn og dets moder med og flygt til Ægypten, og bliv dér indtil jeg giver dig besked; for Herodes står i begreb med at søge efter det lille barn for at rydde det af vejen.“ 14 Så stod han op og tog det lille barn og dets moder med om natten og rejste væk til Ægypten, 15 og han blev dér indtil Herodes’ død, for at dét kunne opfyldes+ som var udtalt af Jehova* gennem profeten, der sagde: „Fra Ægypten+ kaldte jeg min søn.“

16 Da Herodes så at han var blevet narret af astrologerne* blev han aldeles rasende, og han sendte [folk] ud og lod alle drengene i Betlehem og hele dens omegn aflive, fra toårsalderen og nedefter, i overensstemmelse med den tid han omhyggeligt havde skaffet sig viden om fra astrologerne.+ 17 Så blev dét opfyldt som var udtalt gennem profeten Jeremias, der sagde: 18 „En stemme hørtes i Raʹma,+ gråd og megen klagen; det var Rakel+ som græd over sine børn, og hun ville ikke lade sig trøste, for de er ikke mere.“

19 Da Herodes var død, se, da viste Jehovas* engel sig i en drøm+ for Josef i Ægypten 20 og sagde: „Stå op, tag det lille barn og dets moder og begiv dig til Israels land, for de der efterstræbte det lille barns sjæl* er døde.“ 21 Så stod han op og tog det lille barn og dets moder med og gik ind i Israels land. 22 Men da han hørte at Arkelaʹus herskede som konge i Judæa i stedet for sin fader Herodes, blev han bange for at tage dertil. Da han desuden i en drøm fik en guddommelig advarsel,+ rejste han væk til landsdelen Galilæʹa,+ 23 og da han var kommet dertil, bosatte han sig i en by som hed Naʹzaret,*+ så dét kunne opfyldes som var udtalt gennem profeterne: „Han skal kaldes nazaræer.“*+

3 I de dage kom Johannes* Døber*+ og forkyndte* i Judæas Ørken+ 2 idet han sagde: „I må ændre sind,+ for himlenes rige* er kommet nær.“+ 3 Det er netop ham der er talt om gennem profeten Esajas+ med disse ord: „Hør! Der er en som råber i ørkenen: ’I må berede+ Jehovas* vej. Gør hans veje lige!’“ 4 Og denne Johannes havde en klædning af kamelhår+ og et læderbælte+ om lænden, og hans mad var græshopper+ og vild honning.+ 5 Så gik Jerusalem* og hele Judæa og hele landet omkring Jordan ud til ham, 6 og folk blev døbt af ham i Jordanfloden,+ idet de åbent bekendte deres synder.

7 Da han så mange af farisæerne og saddukæerne+ komme til dåben, sagde han til dem: „Giftslangeyngel,+ hvem har givet jer et vink om at flygte fra den kommende vrede?+ 8 Så frembring da frugt som stemmer med sindsændringen,*+ 9 og mén ikke at I kan sige til jer selv: ’Vi har Abraham til fader.’+ For jeg siger jer at Gud er i stand til at oprejse Abraham børn+ af disse sten. 10 Øksen+ ligger allerede ved roden af træerne; hvert træ som ikke frembringer god frugt vil altså blive hugget om+ og kastet i ilden.+ 11 Selv døber jeg jer med* vand+ på grund af jeres sindsændring;+ men den der kommer+ efter mig er stærkere end jeg, ja jeg er ikke god nok til at tage hans sandaler af.+ Han vil døbe jer med hellig ånd*+ og med ild.+ 12 Han har sin kasteskovl i hånden, og han vil rense sin tærskeplads fuldstændigt og samle sin hvede i forrådshuset,+ men avnerne vil han brænde+ med en ild der ikke kan slukkes.“

13 Da kom Jesus fra Galilæʹa+ til Johannes ved Jordan for at blive døbt+ af ham. 14 Denne prøvede imidlertid at hindre ham idet han sagde: „Det er mig der trænger til at blive døbt af dig, og så kommer du til mig?“ 15 Jesus sagde som svar til ham: „Lad det ske denne gang, for på denne måde sømmer det sig for os at gennemføre alt hvad der er ret.“+ Så hindrede han ham ikke længere. 16 Efter at Jesus var blevet døbt, steg han straks op af vandet; og se, himlene åbnedes,+ og han så Guds ånd dale ned som en due+ og komme over ham.+ 17 Se! Der var også en stemme+ fra himlene som sagde: „Denne er min søn,+ den elskede,+ som jeg har godkendt.“+

4 Så blev Jesus af ånden ført op i ørkenen+ for at fristes+ af Djævelen. 2 Efter at han havde fastet fyrre dage og fyrre nætter+ følte han til sidst sult. 3 Og Fristeren+ kom og sagde til ham: „Hvis du er søn af Gud,+ så sig til disse sten at de skal blive til brød.“ 4 Men som svar sagde han: „Der står skrevet: ’Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas* mund.’“+

5 Så tog Djævelen ham med ind i den hellige by,+ og han stillede ham på templets tinde 6 og sagde til ham: „Hvis du er søn af Gud, så styrt dig ned,+ for der står skrevet: ’Han vil give sine engle påbud om dig, og de vil bære dig på hænder, for at du aldrig skal støde din fod mod nogen sten.’“+ 7 Jesus sagde til ham: „Der står også skrevet: ’Du må ikke sætte Jehova* din Gud på prøve.’“+

8 Endvidere tog Djævelen ham med sig til et usædvanlig højt bjerg og viste ham alle verdens* riger+ og deres herlighed, 9 og han sagde til ham: „Alt dette vil jeg give dig+ hvis du kaster dig ned og udfører en tilbedelseshandling over for mig.“+ 10 Så sagde Jesus til ham: „Forsvind, Satan! For der står skrevet: ’Det er Jehova* din Gud du skal tilbede,+ og det er ham alene+ du skal yde hellig tjeneste.’“*+ 11 Da forlod Djævelen ham,+ og se, engle kom og begyndte at sørge for ham.+

12 Da han hørte at Johannes var blevet arresteret,+ trak han sig tilbage til Galilæʹa.+ 13 Dernæst, efter at have forladt Naʹzaret, kom han og bosatte sig i Kaperʹnaum+ ved søen i Zeʹbulons og Nafʹtalis egne,+ 14 for at dét kunne opfyldes som var udtalt gennem profeten Esajas, der sagde: 15 „Zeʹbulons land og Nafʹtalis land, langs vejen til havet, på den anden side af Jordan, nationernes Galilæʹa!+ 16 det folk som sad i mørke,+ så et stort lys,+ et lys+ steg op for dem der sad i dødsskyggens land.“+ 17 Fra da af begyndte Jesus at forkynde og sige: „I må ændre sind,+ for himlenes rige+ er kommet nær.“

18 Da han kom gående langs Galilæʹas Sø, så han to brødre, Simon,+ der kaldes Peter,+ og hans broder Andreas, optaget af at kaste et fiskenet i søen; de var nemlig fiskere. 19 Og han sagde til dem: „Kom, følg mig, og jeg vil gøre jer til menneskefiskere.“+ 20 Straks forlod de nettene+ og fulgte ham. 21 Og da han gik videre så han to andre+ [som var] brødre, Zebedæʹus’ [søn] Jakob+ og hans broder Johannes, i båden sammen med deres fader Zebedæʹus, optaget af at reparere deres net, og han kaldte på dem. 22 Straks forlod de båden og deres fader, og de fulgte ham.

23 Derefter gik han rundt+ i hele Galilæʹa,+ underviste i deres synagoger+ og forkyndte den gode nyhed* om riget og kurerede enhver form for sygdom+ og enhver form for skrøbelighed blandt folket. 24 Og rygtet om ham kom ud i hele Syrien;+ og de kom til ham med alle som havde det dårligt,+ som var plagede af forskellige sygdomme og pinsler, dæmonbesatte og epileptikere+ og lamme, og han kurerede dem. 25 Følgen blev at store folkeskarer fulgte ham, fra Galilæʹa+ og Dekaʹpolis* og fra Jerusalem+ og Judæa og fra den anden side af Jordan.

5 Da han så folkeskarerne gik han op på bjerget; og da han havde sat sig ned kom hans disciple hen til ham; 2 og han åbnede sin mund og begyndte at undervise dem, idet han sagde:

3 „Lykkelige* er de som erkender deres åndelige behov,*+ for himlenes rige er deres.+

4 Lykkelige er de som sørger, for de vil blive trøstet.+

5 Lykkelige er de der har et mildt sind,+ for de vil arve jorden.+

6 Lykkelige er de som hungrer og tørster+ efter retfærdighed, for de vil blive stillet tilfreds.+

7 Lykkelige er de barmhjertige,+ for mod dem vil der blive vist barmhjertighed.

8 Lykkelige er de rene af hjertet,+ for de vil få Gud at se.+

9 Lykkelige er de som stifter fred,+ for de vil blive kaldt ’Guds sønner’.+

10 Lykkelige er de som er blevet forfulgt+ for retfærdigheds skyld, for himlenes rige er deres.

11 Lykkelige er I når folk skælder jer ud+ og forfølger+ jer og løgnagtigt siger alt muligt ondt om jer for min skyld. 12 Fryd jer og spring af glæde,+ for jeres belønning+ er stor i himlene; på den måde forfulgte man jo profeterne+ før jer.

13 I er jordens salt;+ men hvis saltet mister sin kraft, hvordan skal det da gøres salt igen? Det duer ikke længere til andet end at blive smidt ud+ hvor folk kan træde på det.

14 I er verdens lys.+ En by kan ikke skjules når den ligger på et bjerg. 15 Man tænder ikke en lampe for at sætte den under målekarret,+ men man sætter den på standeren, og så skinner den for alle som er i huset. 16 På samme måde skal I lade jeres lys+ skinne for folk, så de kan se jeres gode gerninger+ og herliggøre+ jeres Fader som er i himlene.

17 I må ikke tro at jeg er kommet for at nedbryde Loven+ eller Profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde;+ 18 for jeg skal sige jer en sandhed, at snarere vil himmel og jord forsvinde+ end så meget som det mindste bogstav eller en lille del af et bogstav vil forsvinde fra Loven og ikke alt finde sted.+ 19 Derfor vil enhver der bryder+ et af de mindste af disse bud og lærer folk den slags, blive kaldt ’mindst’ med hensyn til himlenes rige.+ Men enhver som handler efter dem og lærer andre+ dem, vil blive kaldt ’stor’+ med hensyn til himlenes rige. 20 For jeg siger jer at hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftlærdes og farisæernes,+ vil I slet ikke komme ind+ i himlenes rige.

21 I har hørt at der blev sagt til dem der levede i gamle dage: ’Du må ikke myrde;+ og enhver som begår mord+ skal stå til ansvar over for domstolen.’+ 22 Men jeg siger jer at enhver som vedvarende er vred+ på sin broder, skal stå til ansvar+ over for domstolen; og enhver som tiltaler sin broder med et ringeagtende skældsord,* skal stå til ansvar over for den øverste domstol;* mens enhver der siger: ’Din foragtelige tåbe!’ vil være hjemfalden til ilden i Gehenʹna.*+

23 Derfor, hvis du er i færd med at bringe en offergave til alteret,+ og du dér kommer i tanker om at din broder har noget imod dig,+ 24 så lad din gave blive liggende dér foran alteret, og gå; slut først fred med din broder,+ og derefter, når du er kommet tilbage, kan du bringe din offergave.+

25 Sørg for hurtigt at opnå forlig med den der fører sag mod dig for retten, endnu mens du er på vej derhen sammen med ham, for at ikke din modpart+ måske skal overgive dig til dommeren, og dommeren [overgive dig] til retsbetjenten, og du blive kastet i fængsel. 26 Jeg skal sige dig som det er: Du vil afgjort ikke komme ud derfra før du har betalt alt til sidste og mindste mønt.*+

27 I har hørt at der er blevet sagt: ’Du må ikke begå ægteskabsbrud.’+ 28 Men jeg siger jer at enhver der bliver ved med at se på en kvinde+ for at begære hende, har allerede begået ægteskabsbrud+ med hende i sit hjerte.+ 29 Hvis nu dit højre øje dér bringer dig til snublen og fald, så riv det ud og kast det fra dig.+ Det er nemlig bedre for dig at en af dine legemsdele går tabt end at hele dit legeme bliver kastet+ i Gehenʹna. 30 Og hvis din højre hånd bringer dig til snublen og fald, så hug den af og kast den fra dig.+ Det er nemlig bedre for dig at en af dine legemsdele går tabt end at hele dit legeme havner i Gehenʹna.

31 Der er også blevet sagt: ’Enhver der skiller sig+ fra sin hustru skal give hende en skilsmisseattest.’+ 32 Men jeg siger jer at enhver der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt,*+ udsætter hende for at begå ægteskabsbrud,+ og enhver der gifter sig med en fraskilt* kvinde begår ægteskabsbrud.*+

33 I har også hørt at der blev sagt til dem der levede i gamle dage: ’Du må ikke aflægge en ed+ uden at holde den, men du skal indfri dine løfter til Jehova.’*+ 34 Men jeg siger jer: I skal slet ikke aflægge eder,+ hverken ved himmelen, for den er Guds trone;+ 35 eller ved jorden, for den er hans fodskammel;+ eller ved Jerusalem, for det er den store Konges by.+ 36 Du skal heller ikke aflægge en ed ved dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort. 37 Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej;+ for hvad der går derudover er fra den onde.*+

38 I har hørt at der er blevet sagt: ’Øje for øje og tand for tand.’+ 39 Men jeg siger jer: Modstå ikke den der er ond;* men uanset hvem der giver dig en lussing på din højre kind,+ så vend også den anden til. 40 Og hvis nogen vil føre en sag imod dig og tage din underklædning, så lad ham også få yderklædningen;+ 41 og hvis en myndighedsperson pålægger dig som tvungen tjeneste at gå en mil,* så gå to mil med ham.+ 42 Giv til den som beder dig, og vend dig ikke bort fra den som ønsker at låne af dig [uden renter].+

43 I har hørt at der er blevet sagt: ’Du skal elske din næste+ og hade din fjende.’+ 44 Men jeg siger jer: Bliv ved med at elske jeres fjender+ og at bede for dem som forfølger jer,+ 45 så I kan vise at I er sønner af jeres Fader som er i himlene;+ han lader nemlig sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige.+ 46 For hvis I elsker dem der elsker jer, hvilken belønning får I så?+ Er det ikke også det skatteopkræverne gør? 47 Og hvis det kun er jeres brødre I hilser på, hvad særligt gør I så? Er det ikke også det folk fra nationerne gør? 48 I må altså være fuldkomne, ligesom jeres himmelske Fader er fuldkommen.*+

6 Pas endelig på at I ikke udøver jeres retfærdighed+ i menneskers påsyn for at blive bemærket af dem; ellers vil I ikke få nogen belønning hos jeres Fader som er i himlene. 2 Når du derfor går hen for at give barmhjertighedsgaver,+ så lad ikke blæse i trompet+ foran dig, sådan som hyklerne gør i synagogerne og på gaderne, for at de kan blive herliggjort af mennesker. Jeg skal sige jer en sandhed: De har fået hele deres belønning. 3 Men når du giver barmhjertighedsgaver, da lad ikke din venstre hånd vide hvad din højre gør, 4 så dine barmhjertighedsgaver kan være i det skjulte; så vil din Fader, som ser til i det skjulte, betale dig.+

5 Og når I beder må I heller ikke være som hyklerne; de kan jo lide at stå og bede+ i synagogerne og på hjørnerne af de brede gader så de kan blive set af mennesker.+ Jeg skal sige jer en sandhed: De har fået hele deres belønning. 6 Men du, når du beder, da gå ind i dit inderste rum,+ luk din dør, og bed så til din Fader som er i det skjulte;+ da vil din Fader, som ser til i det skjulte, betale dig. 7 Men når I beder, da sig ikke det samme igen og igen,*+ som folk fra nationerne gør, for de mener at de bliver bønhørt fordi de bruger mange ord. 8 I må altså ikke blive ligesom de, for Gud, jeres Fader, ved hvad I trænger til+ endog før I beder ham.

9 I skal derfor bede således:+

’Vor Fader i himlene, lad dit navn+ blive helliget.*+ 10 Lad dit rige+ komme. Lad din vilje+ ske, som i himmelen, således også på jorden.+ 11 Giv os i dag vort brød for denne dag;+ 12 og tilgiv* os vor skyld, som vi også har tilgivet vore skyldnere.+ 13 Og før os ikke ind i fristelse,+ men befri* os fra den onde.’*+

14 For hvis I tilgiver mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer;+ 15 men hvis I ikke tilgiver mennesker deres overtrædelser, så vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.+

16 Hold op med når I faster+ at se bedrøvede ud ligesom hyklerne, for de laver deres ansigt til så mennesker kan se på dem at de faster.+ Jeg skal sige jer en sandhed: De har fået hele deres belønning. 17 Men når du faster, så indgnid dit hoved med olie og vask dit ansigt,+ 18 så at ikke mennesker, men derimod din Fader som er i det skjulte,+ kan se på dig at du faster; så vil din Fader, som ser til i det skjulte, betale dig.

19 Hold op med at samle jer værdier+ her på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. 20 I skal hellere samle jer værdier i himmelen,+ hvor hverken møl eller rust fortærer,+ og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. 21 For dér hvor dine værdier er, dér vil dit hjerte også være.

22 Øjet er legemets lampe.+ Hvis derfor dit øje er klart,* vil hele dit legeme være lyst; 23 men hvis dit øje er ondt,*+ vil hele dit legeme være mørkt. Hvis det lys der er i dig i virkeligheden er mørke, hvor stort er da ikke dette mørke!+

24 Ingen kan trælle for to herrer; for enten vil han hade den ene og elske den anden,+ eller han vil holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke trælle både for Gud og for Rigdom.*+

25 Af den grund siger jeg jer: Hold op med at nære bekymring+ for jeres sjæl* med hensyn til hvad I skal spise eller hvad I skal drikke, eller for jeres legeme med hensyn til hvad I skal tage på.+ Betyder sjælen ikke mere end maden og legemet mere end tøjet?+ 26 Se nøje på himmelens fugle,+ for de hverken sår, høster eller samler i forrådshuse; dog giver jeres himmelske Fader dem føde. Er I ikke mere værd end de?+ 27 Hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin livslængde?+ 28 Og hvorfor bekymrer I jer om tøjet? Lær af liljerne+ på marken, af hvordan de vokser; de hverken slider eller slæber, og de spinder ikke; 29 men jeg siger jer at ikke engang Salomon+ i al sin herlighed var klædt som en af dem. 30 Når Gud nu således klæder markens planter, der er her i dag, men i morgen kastes i ovnen, vil han da ikke langt snarere sørge for tøj til jer, I småttroende?+ 31 Vær derfor aldrig bekymrede+ og sig: ’Hvad skal vi spise?’ eller: ’Hvad skal vi drikke?’ eller: ’Hvad skal vi tage på?’ 32 Det er jo alt sammen det folk fra nationerne så ivrigt stræber efter. Jeres himmelske Fader ved nemlig at I behøver alt dette.+

33 Bliv da ved med først at søge* riget og hans retfærdighed,+ og alle disse [andre] ting vil blive givet jer i tilgift.+ 34 Vær derfor aldrig bekymrede for dagen i morgen,+ for dagen i morgen vil have sine egne bekymringer. Hver dag har nok i det der er dårligt den dag.

7 Hold op med at dømme,+ for at I ikke skal blive dømt; 2 for med den dom I dømmer med, vil I blive dømt;+ og med det mål I udmåler med, vil I få udmålt.+ 3 Hvorfor ser du da splinten i din broders øje, men bemærker ikke bjælken i dit eget øje?+ 4 Eller hvordan kan du sige til din broder: ’Lad mig tage splinten ud af dit øje,’ når, se, der er en bjælke i dit eget øje?+ 5 Hykler! Tag først bjælken ud af dit eget øje, og så vil du se klart til at tage splinten ud af din broders øje.

6 Giv ikke hunde det hellige,+ og kast ikke jeres perler for svin, for at de ikke skal træde dem ned+ med fødderne og vende sig om og sønderrive jer.

7 Bliv ved med at bede,+ og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på,+ og der vil blive lukket op for jer. 8 For enhver der beder, får,+ og enhver der søger, finder, og for enhver der banker på, vil der blive lukket op. 9 Eller hvem er den mand iblandt jer som, når hans søn+ beder om brød, rækker ham en sten? 10 Eller når han beder om en fisk, rækker ham en slange? 11 Hvis altså I, skønt I er onde,+ forstår at give jeres børn gode gaver, hvor langt snarere vil da ikke jeres Fader som er i himlene give noget godt+ til dem der beder ham!

12 Derfor, alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer,+ skal I også gøre mod dem; det er i virkeligheden dét Loven og Profeterne siger.+

13 Gå ind ad den snævre port,+ for bred og rummelig er den vej der fører til undergangen,* og det er mange der går ind ad den; 14 men snæver er den port og trang den vej som fører til livet, og det er få der finder den.+

15 Vær på vagt over for de falske profeter+ der kommer til jer forklædt som får,+ men som inderst inde er glubske ulve.+ 16 I kan kende+ dem på deres frugter. Man plukker aldrig druer af tjørn eller figner af tidsler, vel?+ 17 På samme måde frembringer ethvert godt træ gode frugter, mens ethvert råddent træ frembringer dårlige frugter;+ 18 et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et råddent træ kan ikke frembringe gode frugter. 19 Ethvert træ som ikke frembringer god frugt, bliver hugget om og kastet i ilden.+ 20 Det er altså på deres frugter I skal kende disse [mennesker].+

21 Ikke enhver som siger til mig: ’Herre, Herre,’ vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør+ min himmelske Faders vilje.+ 22 Mange vil sige til mig på den dag: ’Herre, Herre,+ har vi ikke profeteret i dit navn, og uddrevet dæmoner i dit navn, og gjort mange kraftige gerninger* i dit navn?’+ 23 Og alligevel vil jeg da erklære over for dem: Jeg har aldrig kendt jer!+ Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed.+

24 Derfor kan enhver som hører disse mine ord og handler efter dem, sammenlignes med en klog mand som byggede sit hus på klippen.+ 25 Og regnen strømmede ned og floderne kom og vindene blæste og kastede sig mod det hus, men det styrtede ikke sammen, for det var grundfæstet på klippen. 26 Endvidere kan enhver som hører disse mine ord og ikke handler efter dem,+ sammenlignes med en tåbelig mand+ som byggede sit hus på sandet. 27 Og regnen strømmede ned og floderne kom og vindene blæste og ramte det hus,+ og det styrtede sammen, og sammenstyrtningen var stor.“+

28 Da nu Jesus havde sluttet denne tale, var folkeskarerne helt forbløffede+ over hans måde at undervise på; 29 for han underviste dem som en der havde myndighed,+ og ikke som deres skriftlærde.

8 Da han var kommet ned fra bjerget fulgte store folkeskarer ham. 2 Og se, en spedalsk+ kom hen og bøjede sig ærbødigt for ham og sagde: „Herre, hvis blot du vil, kan du gøre mig ren.“ 3 Og så rakte han hånden frem og rørte ved ham og sagde: „Jeg vil. Bliv ren.“+ Og straks blev han ren for sin spedalskhed.+ 4 Så sagde Jesus til ham: „Se til at du ikke fortæller det til nogen,+ men gå hen og fremstil dig for præsten,+ og bring den gave+ som Moses har fastsat, så det kan være et vidnesbyrd for dem.“

5 Da han gik ind i Kaperʹnaum,+ kom en centurion* hen til ham med en indtrængende bøn 6 idet han sagde: „Herre, min tjener ligger lam i huset og pines frygteligt.“ 7 Han sagde til ham: „Når jeg kommer, vil jeg kurere ham.“ 8 Centurionen sagde som svar: „Herre, jeg er ikke god nok til at du skal gå ind under mit tag, men sig blot et ord og min tjener vil blive helbredt. 9 For jeg er selv et menneske der står under myndighed, og jeg har soldater under mig, og siger jeg til en af dem: ’Gå!’+ så går han, og til en anden: ’Kom!’ så kommer han, og til min træl: ’Gør dette!’ så gør han det.“ 10 Da Jesus hørte dette blev han meget forbavset og sagde til dem der fulgte ham: „Jeg vil sige jer en sandhed: Hos ingen i Israel har jeg fundet så stor en tro.+ 11 Men jeg siger jer at mange fra øst og vest+ vil komme og ligge til bords med Abraham og Isak og Jakob i himlenes rige;+ 12 hvorimod rigets sønner+ vil blive kastet ud i mørket udenfor. Dér vil de græde og skære tænder.“*+ 13 Så sagde Jesus til centurionen: „Tag blot hjem. Lad det gå dig som du har troet.“+ Og tjeneren blev helbredt i samme time.

14 Da Jesus nu kom ind i Peters hus, så han at hans svigermoder+ lå og var syg med feber.+ 15 Han rørte så ved hendes hånd,+ og feberen forlod hende, og hun stod op og begyndte at sørge for ham.+ 16 Men da det var blevet aften* kom folk til ham med mange dæmonbesatte; og han uddrev ånderne med et ord, og han kurerede alle som havde det dårligt, 17 for at dét kunne opfyldes som var udtalt gennem profeten Esajas, der sagde: „Han tog selv vore svagheder og bar vore sygdomme.“+

18 Da Jesus så en folkemængde omkring sig, gav han befaling til at man skulle tage over til den anden side.+ 19 Så kom en af de skriftlærde hen til ham og sagde: „Lærer, jeg vil følge dig hvor du end tager hen.“+ 20 Men Jesus sagde til ham: „Ræve har huler og himmelens fugle har reder, men Menneskesønnen* har ikke noget sted hvor han kan hvile sit hoved.“+ 21 Så sagde en anden af disciplene til ham: „Herre, giv mig lov til først at tage hen og begrave min fader.“ 22 Men Jesus sagde til ham: „Bliv ved med at følge mig, og lad de døde begrave deres døde.“+

23 Og da han gik om bord i en båd,+ fulgte disciplene med ham. 24 Men se, søen blev stærkt oprørt så båden blev overskyllet af bølgerne; han lå imidlertid og sov.+ 25 De kom nu og vækkede ham og sagde: „Herre, red os, vi er ved at gå under!“+ 26 Men han sagde til dem: „Hvorfor er I frygtsomme, I småttroende?“+ Så rejste han sig og talte strengt til vindene og søen, og der blev helt stille.+ 27 Da blev mændene forbløffede og sagde: „Hvad er han for et menneske,+ at selv vindene og søen adlyder ham?“

28 Da han kom over til den anden side, til gadareʹnernes land,*+ blev han mødt af to dæmonbesatte+ som kom ud fra* mindegravene; de var usædvanlig vilde, så ingen havde mod til at gå forbi ad den vej. 29 Og se, de skreg og sagde: „Hvad har vi med dig at gøre,* du Guds søn?+ Er du kommet her for at pine os+ før den fastsatte tid?“+ 30 Men et godt stykke fra dem gik en stor flok svin på græs. 31 Da begyndte dæmonerne at bønfalde ham idet de sagde: „Hvis du uddriver os, så send os over i svineflokken.“+ 32 Han sagde så til dem: „Forsvind!“ De kom ud og gik i svinene; og se, hele flokken fór ud over skrænten og ned i søen, hvor de døde i vandet.+ 33 Men svinehyrderne flygtede, og da de kom ind i byen fortalte de alt, også det om de dæmonbesatte. 34 Og se, hele byen kom ud for at møde Jesus, og da de så ham bad de ham indtrængende om at forlade deres egn.+

9 Efter at være gået om bord i båden tog han så over på den anden side og gik ind i sin egen by.+ 2 Og se, de kom til ham med en lam der lå på en seng.+ Da Jesus så deres tro sagde han til den lamme: „Fat mod, mit barn; dine synder er tilgivet.“+ 3 Og se, nogle af de skriftlærde sagde til sig selv: „Dette menneske spotter [Gud].“+ 4 Og da Jesus kendte deres tanker+ sagde han: „Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerter?+ 5 Hvad er for eksempel lettest? At sige: Dine synder er tilgivet, eller at sige: Stå op og gå?+ 6 Men for at I kan vide at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder+ —“ så sagde han til den lamme: „Stå op, tag din seng og gå til dit hjem.“+ 7 Og han stod op og gik til sit hjem. 8 Da folkeskarerne så dette blev de grebet af frygt, og de herliggjorde Gud,+ som havde givet mennesker en sådan myndighed.+

9 Idet Jesus gik videre derfra fik han øje på en mand ved navn Mattæʹus som sad på skattekontoret, og han sagde til ham: „Følg mig.“+ Og han rejste sig og fulgte ham.+ 10 Senere, mens han lå til bords i huset,+ se, da kom mange skatteopkrævere og syndere og lå til bords sammen med Jesus og hans disciple. 11 Men så snart farisæerne så dette, sagde de til hans disciple: „Hvordan kan det være at jeres lærer spiser sammen med skatteopkrævere og syndere?“+ 12 Han hørte det og sagde: „De raske trænger ikke til læge,+ men det gør de syge. 13 Gå derfor hen og lær hvad dette betyder: ’Jeg ønsker barmhjertighed, og ikke slagtoffer.’+ Jeg er nemlig ikke kommet for at indbyde retfærdige, men syndere.“

14 Da kom Johannes’ disciple til ham og spurgte: „Hvordan kan det være at vi og farisæerne plejer at faste, men dine disciple faster ikke?“+ 15 Så sagde Jesus til dem: „Brudgommens venner* har ingen grund til at sørge så længe brudgommen+ er hos dem, vel? Men der vil komme dage da brudgommen vil blive taget bort+ fra dem, og så vil de faste.+ 16 Ingen syr en lap af ukrympet stof på en gammel yderklædning; for dens fulde styrke vil trække den fra yderklædningen, og flængen vil blive værre.+ 17 Man kommer heller ikke ny vin i gamle skindsække; hvis man gør det, vil skindsækkene sprænges og vinen løbe ud og skindsækkene blive ødelagt.+ Nej, man kommer ny vin i nye skindsække, og så bevarer man begge dele.“+

18 Mens han fortalte dem dette, se, da havde en [synagoge]forstander+ nærmet sig, og han bøjede sig nu ærbødigt for ham+ og sagde: „Min datter må være død nu;+ men kom og læg din hånd på hende, så vil hun komme til live.“+

19 Så rejste Jesus sig og gik med ham; det gjorde hans disciple også. 20 Og se, en kvinde som i tolv år havde lidt af blødninger+ nærmede sig bagfra og rørte ved frynsen* på hans yderklædning;+ 21 hun blev nemlig ved med at sige til sig selv: „Hvis bare jeg rører hans yderklædning vil jeg blive rask.“*+ 22 Jesus vendte sig om, så hende og sagde: „Fat mod, datter; din tro har gjort dig rask.“*+ Og fra den time var kvinden rask.+

23 Da Jesus nu kom ind i forstanderens hus+ og bemærkede fløjtespillerne og de mange mennesker som lavede støj og forvirring,+ 24 sagde han: „Gå ud herfra, for pigen er ikke død, men hun sover.“+ Så begyndte de at le hånligt ad ham.+ 25 Så snart mængden var blevet sendt udenfor, gik han ind og tog hendes hånd,+ og pigen rejste sig.+ 26 Naturligvis spredtes rygtet om dette i hele den del af landet.

27 Da Jesus gik videre derfra, fulgte to blinde+ efter ham, og de råbte og sagde: „Hav barmhjertighed med os,+ Davids søn.“ 28 Efter at han var gået ind i huset, kom de blinde til ham, og Jesus spurgte dem: „Tror+ I på at jeg kan gøre dette?“ De svarede ham: „Ja, Herre.“ 29 Så rørte han ved deres øjne+ og sagde: „Lad det gå jer efter jeres tro.“ 30 Og deres øjne åbnedes. Jesus gav dem nu strengt påbud idet han sagde: „Se til at ingen får det at vide.“+ 31 Men da de kom udenfor, fortalte de om ham i hele den del af landet.+

32 Da de nu var ved at gå, se, da kom folk til ham med en som var stum og dæmonbesat;+ 33 efter at dæmonen var blevet uddrevet, talte den stumme.+ Og de mange mennesker var forbløffede+ og sagde: „Sådan noget er aldrig set i Israel.“ 34 Men farisæerne begyndte at sige: „Det er ved dæmonernes hersker han uddriver dæmonerne.“+

35 Jesus tog nu rundt til alle byerne og landsbyerne, og han underviste i deres synagoger, forkyndte* den gode nyhed om riget og kurerede enhver form for sygdom og enhver form for skrøbelighed.+ 36 Da han så folkeskarerne fik han inderligt ondt+ af dem, for de var medtagne* og omtumlede som får uden hyrde.+ 37 Så sagde han til sine disciple: „Ja, høsten er stor, men arbejderne er få.+ 38 Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“+

10 Så kaldte han sine tolv disciple til sig og gav dem myndighed over urene ånder,+ så de kunne uddrive dem og kurere enhver form for sygdom og enhver form for skrøbelighed.

2 Dette er navnene på de tolv apostle:+ Først Simon, ham der kaldes Peter,*+ og hans broder Andreas;+ så Jakob, [søn] af Zebedæʹus,+ og hans broder Johannes; 3 Filip og Bartolomæʹus;*+ Thomas+ og Mattæʹus,*+ skatteopkræveren; Jakob, [søn] af Alfæʹus,+ og Taddæʹus;* 4 Simon Kananæeren+ og Judas Iskarioʹt, som senere forrådte+ ham.

5 Disse tolv sendte Jesus ud idet han gav dem følgende instruktioner:+ „Gå ikke ud på nationernes veje, og gå ikke ind i samaritanernes byer;+ 6 men gå derimod hele tiden til de bortkomne får af Israels hus.+ 7 Mens I nu går, skal I forkynde og sige: ’Himlenes rige er kommet nær.’+ 8 Kurér syge,+ oprejs døde, gør spedalske rene, uddriv dæmoner. I har fået det for intet, I skal give det for intet.+ 9 I skal ikke skaffe jer guldpenge eller sølvpenge eller kobberpenge til jeres bælter,+ 10 eller en madpose til rejsen, eller to underklædninger,* eller sandaler eller en stav; for den der arbejder, er sin føde værd.+

11 Hvor I kommer ind i en by eller landsby, dér skal I finde frem til hvem i den der fortjener det, og dér skal I blive indtil I tager videre.+ 12 Når I går ind i huset, så hils på beboerne; 13 og hvis huset fortjener det, så lad den fred I ønsker det, komme over det;+ men hvis det ikke fortjener det, så lad jeres fred vende tilbage til jer. 14 Hvor man ikke tager imod jer eller hører på jeres ord, dér skal I gå ud af det hus eller den by og ryste støvet af jeres fødder.+ 15 Jeg skal sige jer en sandhed: Det vil være mere udholdeligt for Soʹdomas+ og Gomorʹras land på dommens dag end for den by.+

16 Se, jeg sender jer som får ud blandt ulve;+ vis jer derfor forsigtige som slanger+ og dog uskyldige som duer.+ 17 Tag jer i agt for mennesker;+ for de vil overgive jer til lokale domstole,*+ og de vil piske+ jer i deres synagoger.+ 18 Ja, I vil blive slæbt for landshøvdinger og konger+ for min skyld, til et vidnesbyrd*+ for dem og nationerne. 19 Men når de overgiver jer, da vær ikke bekymrede for hvordan I skal tale eller hvad I skal sige, for det I skal sige vil blive givet jer i samme time;+ 20 for det er ikke bare jer der taler, men det er jeres Faders ånd der taler gennem jer.+ 21 Endvidere vil broder+ overgive broder til døden, og en fader sit barn, og børn vil sætte sig op imod forældre og bringe død over dem.+ 22 Og I vil blive genstand for alles had på grund af mit navn;+ men det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst.+ 23 Når de forfølger jer i én by, da flygt til en anden;+ for jeg skal sige jer en sandhed: I vil afgjort ikke blive færdige med Israels byer før Menneskesønnen kommer.+

24 En discipel står ikke over sin lærer, en træl heller ikke over sin herre.+ 25 Det er nok for disciplen at blive som sin lærer, og trællen som sin herre.+ Hvis folk har kaldt husets herre Beelʹzebub,*+ hvor meget mere [vil de da ikke kalde] dem der er i hans hus sådan? 26 Vær derfor ikke bange for dem; for der findes intet tildækket som ikke vil blive afsløret, og intet hemmeligt som ikke vil blive kendt.+ 27 Hvad jeg siger jer i mørket, skal I fortælle i lyset;* og hvad I hører hvisket i øret,* skal I forkynde fra tagene.+ 28 Og vær ikke bange+ for dem som dræber legemet, men som ikke kan dræbe sjælen;* frygt hellere for ham+ der kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenʹna.*+ 29 Sælges to spurve ikke for en ringe mønt?*+ Dog falder ikke én af dem til jorden uden jeres Faders [viden].+ 30 Men på jer er endog alle hovedhår talt.+ 31 Vær derfor ikke bange: I er mere værd end mange spurve.+

32 Derfor, enhver der vedgår samhørighed med mig over for menneskene, ham vil jeg også vedgå samhørighed+ med over for min Fader som er i himlene; 33 men enhver som nægter at kendes ved mig over for menneskene, ham vil jeg også nægte at kendes ved+ over for min Fader som er i himlene. 34 Tro ikke at jeg er kommet for at bringe fred på jorden; jeg er ikke kommet for at bringe fred,+ men sværd. 35 Jeg er nemlig kommet for at volde splid mellem en mand og hans fader, og mellem en datter og hendes moder, og mellem en ung kone og hendes svigermoder.+ 36 Ja, en mand vil få medlemmer af sin egen husstand til fjender. 37 Den der holder mere af fader eller moder end af mig, er mig ikke værdig; og den der holder mere af søn eller datter end af mig, er mig ikke værdig.+ 38 Og den der ikke tager sin marterpæl* og følger efter mig, er mig ikke værdig.+ 39 Den der finder sin sjæl* vil miste den, og den der mister sin sjæl for min skyld vil finde den.+

40 Den der tager imod jer, tager imod mig, og den der tager imod mig, tager imod den som har udsendt mig.+ 41 Den der tager imod en profet fordi vedkommende er profet, vil få en profets belønning,+ og den der tager imod en retfærdig fordi vedkommende er retfærdig, vil få en retfærdigs belønning.+ 42 Og enhver som blot giver en af disse små et bæger koldt vand at drikke fordi den pågældende er en discipel — jeg siger jer sandheden: han skal afgjort ikke gå glip af sin belønning.“+

11 Da nu Jesus var færdig med at give sine tolv disciple instruktioner, tog han af sted derfra for at undervise og forkynde i deres byer.+

2 Men Johannes, som i fængselet havde hørt om Messias’ gerninger,+ sendte bud med sine egne disciple 3 og sagde til ham: „Er du den der kommer, eller skal vi vente en anden?“+ 4 Som svar sagde Jesus til dem: „Gå blot og meddel Johannes hvad I hører og ser: 5 Blinde ser igen+ og halte+ går omkring, spedalske+ bliver renset og døve+ hører, døde+ bliver oprejst og fattige får den gode nyhed+ forkyndt; 6 og lykkelig er den som ikke i mig finder nogen årsag til snublen og fald.“+

7 Mens disse nu begav sig på vej, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: „Hvad gik I ud i ørkenen for at betragte?+ Et rør, et siv, der bevæges hid og did af vinden?+ 8 Hvad gik I da ud for at se? Et menneske klædt i bløde klæder? Jamen de der bærer bløde klæder findes jo i kongers huse.+ 9 Nej, hvorfor gik I egentlig derud? For at se en profet? Ja, og jeg siger jer, langt mere end en profet.+ 10 Det er om ham der står skrevet: ’Se, foran dit ansigt udsender jeg selv mit sendebud,* som vil berede din vej foran dig!’+ 11 Jeg skal sige jer en sandhed: Blandt dem der er født af kvinder+ er der ikke oprejst nogen større end Johannes Døber;* men en af de mindre i himlenes rige+ er større end han. 12 Og fra Johannes Døbers dage og indtil nu er himlenes rige det mål folk trænger sig frem imod, og de som trænger sig frem griber det.+ 13 Alle, Profeterne og Loven, har nemlig profeteret indtil Johannes;+ 14 og hvis I vil tage imod det: Han er ’Elias* som skal komme’.+ 15 Lad den der har ører, høre efter.+

16 Hvem skal jeg sammenligne denne generation med?+ Den er som små børn der sidder på torvene og som råber til deres legekammerater+ 17 og siger: ’Vi spillede på fløjte for jer, men I dansede ikke; vi kom med klageråb, men I slog ikke jer selv af sorg.’+ 18 Sådan er det: Her kom Johannes, som hverken spiser eller drikker,+ og folk siger: ’Han har en dæmon’; 19 så kom Menneskesønnen, som både spiser og drikker,+ og folk siger: ’Se! En frådser, forfalden til vin, ven med skatteopkrævere og syndere.’+ Dog, visdommen er retfærdiggjort af sine gerninger.“+

20 Så begyndte han at bebrejde de byer hvori de fleste af hans kraftige gerninger havde fundet sted, fordi de ikke ændrede sind:+ 21 „Ve dig, Koʹrazin! Ve dig, Betsajʹda!+ for hvis de kraftige gerninger som har fundet sted i jer, havde fundet sted i Tyʹrus og Ziʹdon, ville de for længe siden have ændret sind i sæk og aske.+ 22 Jeg siger jer derfor: På dommens dag+ vil det være mere udholdeligt for Tyʹrus og Ziʹdon end for jer.+ 23 Og du, Kaperʹnaum,+ skal du måske ophøjes til himmelen?* Ned til Haʹdes*+ skal du komme;+ for hvis de kraftige gerninger som har fundet sted i dig, havde fundet sted i Soʹdoma, ville den have bestået indtil den dag i dag. 24 Jeg siger jer derfor: På dommens dag vil det være mere udholdeligt for Soʹdomas land end for dig.“*+

25 På det tidspunkt sagde Jesus i et svar: „Jeg priser dig offentligt, Fader, himmelens og jordens Herre, fordi du har skjult disse ting for de vise og intellektuelle og åbenbaret dem for spædbørn.+ 26 Ja, Fader, for således har det behaget dig at handle. 27 Alt er blevet overgivet mig af min Fader,+ og ingen kender fuldt ud Sønnen, undtagen Faderen,+ ligesom heller ingen fuldt ud kender Faderen, undtagen Sønnen og enhver som Sønnen ønsker at åbenbare ham for.+ 28 Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder,+ og jeg vil give jer ny styrke. 29 Tag mit åg+ på jer* og lær af mig,*+ for jeg har et mildt sind+ og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke+ for jeres sjæle.* 30 For mit åg er skånsomt og min byrde er let.“+

12 På den tid gik Jesus en sabbat gennem kornmarkerne.+ Hans disciple blev sultne og begyndte at plukke aks og at spise.+ 2 Da farisæerne så dette sagde de til ham:+ „Se! Dine disciple gør noget som det ikke er tilladt at gøre på sabbatten.“+ 3 Han sagde til dem: „Har I ikke læst hvad David gjorde da han og de mænd der var med ham blev sultne?+ 4 Hvordan han gik ind i Guds hus og de spiste fremlæggelsesbrødene,*+ noget som det ikke var ham tilladt+ at spise, heller ikke dem der var med ham, men kun præsterne?+ 5 Eller har I ikke læst i loven+ at på sabbatterne behandler præsterne i templet sabbatten som ikke-hellig og forbliver skyldfri?+ 6 Men jeg siger jer at der her er noget større end templet.+ 7 Hvis I blot havde forstået hvad dette betyder:* ’Jeg ønsker barmhjertighed,+ og ikke slagtoffer,’+ ville I ikke have fordømt de skyldfri. 8 Menneskesønnen er nemlig sabbattens+ Herre.“+

9 Efter at have forladt stedet dér gik han ind i deres synagoge; 10 og se, en mand med en vissen hånd!+ For at de kunne få noget at anklage ham for, spurgte de så: „Er det tilladt at kurere på sabbatten?“+ 11 Han sagde til dem: „Hvem blandt jer vil ikke, hvis han har et får og det på sabbatten falder i et hul,+ få fat i det og trække det op?+ 12 Når alt tages i betragtning, hvor meget mere er et menneske da ikke værd end et får!+ Det er altså tilladt at gøre godt på sabbatten.“ 13 Derpå sagde han til manden: „Ræk din hånd frem.“ Og han rakte den frem, og den blev rask igen ligesom den anden hånd.+ 14 Men farisæerne gik ud og lagde råd op imod ham for at de kunne få ham ryddet af vejen.+ 15 Da Jesus fik [dette] at vide, tog han væk derfra. Mange fulgte ham, og han kurerede dem alle,+ 16 men han pålagde dem strengt ikke at gøre ham kendt,+ 17 for at dét kunne opfyldes som var udtalt gennem profeten Esajas, der sagde:

18 „Se! Min tjener+ som jeg har udvalgt, min elskede,+ som min sjæl har godkendt! Jeg vil lægge min ånd på ham,+ og hvad der er ret vil han gøre klart for nationerne. 19 Han vil ikke skændes [med nogen],+ ikke råbe højt, og ingen vil høre hans stemme på de brede gader. 20 Intet siv der er knækket, vil han knuse, og ingen ulmende væge af hør vil han slukke,+ før han har ført retten+ frem til sejr. 21 Ja, på hans navn vil folk fra nationerne håbe.“+

22 Så kom de til ham med en dæmonbesat som også var blind og stum; og han kurerede ham, således at den stumme talte og så. 23 Ja, alle de mange mennesker var simpelt hen betagede og begyndte at sige:+ „Dette skulle vel ikke være Davidssønnen?“+ 24 Da farisæerne hørte dette, sagde de: „Dette menneske uddriver ikke dæmonerne uden ved Beelʹzebub,* dæmonernes hersker.“+ 25 Da han kendte deres tanker+ sagde han til dem: „Ethvert rige som er kommet i splid med sig selv lægges øde,+ og ingen by og intet hus som er kommet i splid med sig selv vil bestå. 26 På samme måde her: Hvis Satan uddriver Satan er han kommet i splid med sig selv; hvordan kan hans rige da bestå? 27 Og desuden, hvis jeg uddriver dæmonerne ved hjælp af Beelʹzebub,+ ved hvem uddriver jeres sønner dem da? De skal derfor være jeres dommere. 28 Men hvis det er ved hjælp af Guds ånd jeg uddriver dæmonerne, så har Guds rige virkelig overrasket jer.+ 29 Eller hvordan kan nogen trænge ind i en stærk mands hus og tage hans ejendele, medmindre han først binder den stærke mand? Derpå vil han så plyndre hans hus.+ 30 Den der ikke er med mig er imod mig, og den der ikke samler med mig spreder.+

31 Af den grund siger jeg jer: Enhver form for synd og bespottelse vil blive tilgivet menneskene, men bespottelse imod ånden vil ikke blive tilgivet.+ 32 For eksempel: Den der taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet;+ men den der taler imod den hellige ånd, ham vil det ikke blive tilgivet, nej, hverken i denne tingenes ordning* eller i den kommende.+

33 I må enten gøre træet godt og dets frugt god eller gøre træet råddent og dets frugt rådden; for træet kendes på sin frugt.+ 34 Giftslangeyngel,+ hvordan kan I sige noget godt, når I er onde?+ For af hjertets overflod taler munden.+ 35 Det gode menneske tager gode ting frem fra sit gode forråd,+ mens det onde menneske tager onde ting frem fra sit onde forråd.+ 36 Jeg siger jer at menneskene på dommens dag skal aflægge regnskab+ for hver eneste unyttig udtalelse de fremsætter; 37 for ud fra dine ord vil du blive erklæret retfærdig, og ud fra dine ord vil du blive fordømt.“+

38 Da sagde nogle af de skriftlærde og farisæerne som svar til ham: „Lærer, vi vil gerne se et tegn fra dig.“+ 39 Han svarede dem idet han sagde: „En ond og utro+ generation bliver ved med at søge efter et tegn, men der vil ikke blive givet den noget tegn ud over profeten Jonas’ tegn.+ 40 For ligesom Jonas+ var i bugen på den vældige fisk i tre dage og tre nætter, således skal Menneskesønnen+ være i jordens hjerte+ tre dage og tre nætter.+ 41 Mænd fra Niʹneve skal ved dommen opstå sammen med denne generation+ og fordømme+ den; for de ændrede sind på grund af det Jonas+ forkyndte,* og se, her er mere end Jonas. 42 Sydens dronning+ vil ved dommen blive oprejst sammen med denne generation og vil fordømme den; for hun kom fra jordens ender* for at høre Salomons visdom, og se, her er mere end Salomon.+

43 Når en uren ånd kommer ud af et menneske, går den gennem afsvedne egne for at søge et hvilested, men finder ikke noget.+ 44 Så siger den: ’Jeg vil vende tilbage til mit hus som jeg flyttede ud af’; og når den kommer, finder den det ubeboet men fejet rent og pyntet. 45 Så går den hen og henter syv andre ånder der er mere onde end den selv,+ og når de er kommet ind, bosætter de sig dér; og det sidste bliver værre for det menneske end det første.+ Sådan vil det også være for denne onde generation.“+

46 Endnu mens han talte til de mange mennesker, se, da stillede hans moder og hans brødre+ sig op udenfor og søgte at komme til at tale med ham. 47 Der var derfor en som sagde til ham: „Se! Din moder og dine brødre står udenfor og søger at komme til at tale med dig.“* 48 Som svar sagde han til den der fortalte ham dette: „Hvem er min moder, og hvem er mine brødre?“+ 49 Og idet han rakte hånden ud mod sine disciple sagde han: „Se! Min moder og mine brødre!+ 50 For enhver der gør min himmelske Faders vilje, det er min broder og søster og moder.“

13 Den dag sad Jesus ved søen efter at have forladt huset; 2 og store folkeskarer samledes om ham, så han gik om bord i en båd og satte sig,+ og hele folkemængden stod på bredden. 3 Så fortalte han dem mange ting i billeder* idet han sagde: „Se! En sædemand gik ud for at så;+ 4 og som han såede, faldt nogle [sædekorn] langs vejen, og fuglene kom og åd dem op.+ 5 Andre faldt på stederne med klippegrund, hvor de ikke havde megen jord, og straks skød de op fordi de ikke havde dyb jord.+ 6 Men da solen stod op blev de svedet, og fordi de ikke havde rod visnede de.+ 7 Og andre faldt blandt de tornede planter, og de tornede planter kom op og kvalte dem.+ 8 Andre igen faldt på den gode jord, og de begyndte at give frugt,+ én hundrede fold, én tres og én tredive.+ 9 Lad den der har ører, høre efter.“+

10 Så kom disciplene hen til ham og sagde: „Hvordan kan det være at du taler til dem i billeder?“+ 11 Som svar sagde han: „Jer er det givet at forstå himlenes riges hellige hemmeligheder,+ men dem er det ikke givet.+ 12 For den der har, ham skal der gives mere og han vil få overflod;+ men den der ikke har, fra ham skal endog det tages han har.+ 13 Det er derfor jeg taler til dem i billeder, for når de ser, ser de forgæves, og når de hører, hører de forgæves, og de får heller ikke fat i meningen;+ 14 og på dem opfyldes Esajas’ profeti, som siger: ’I skal høre og høre, men slet ikke få fat i meningen; og I skal se og se, men slet ikke indse.+ 15 For dette folks hjerte er blevet uimodtageligt,* og med ørerne har de hørt modvilligt,* og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørerne og fatte med hjertet og vende om, og jeg helbrede dem.’+

16 Men lykkelige er jeres øjne+ fordi de ser, og jeres ører fordi de hører. 17 For jeg skal sige jer en sandhed: Mange profeter+ og retfærdige har brændende ønsket at se det I ser, og fik det ikke at se,+ og at høre det I hører, og fik det ikke at høre.+

18 Så hør I da billedtalen om manden der såede.+ 19 Hvor nogen hører rigets ord men ikke får fat i meningen, dér kommer den onde+ og river det der er sået i hans hjerte bort; det er den der blev sået langs vejen. 20 Den der blev sået på stederne med klippegrund, det er den der hører ordet og straks tager imod det med glæde.+ 21 Han har dog ikke rod i sig og fortsætter kun for en tid, og når der opstår trængsel eller forfølgelse på grund af ordet, bringes han straks til snublen og fald.+ 22 Den der blev sået blandt de tornede planter, det er den der hører ordet, men den bekymring der hører denne tingenes ordning* til,+ samt rigdommens bedragende magt* kvæler ordet, og han* bliver uden frugt.+ 23 Men den der blev sået i den gode jord, det er den der hører ordet og får fat i meningen og som virkelig bærer frugt, én hundrede fold, én tres og én tredive.“+

24 Han fremholdt et andet billede for dem, idet han sagde: „Himlenes rige er ligesom en mand der såede god sæd i sin mark.+ 25 Mens folkene sov, kom hans fjende og såede ukrudt* blandt hveden og gik sin vej. 26 Da strået kom op og satte kerne, kom ukrudtet også til syne. 27 Da kom husherrens trælle hen til ham og sagde: ’Herre, såede du ikke god sæd i din mark?+ Hvor er da ukrudtet kommet fra?’+ 28 Han sagde til dem: ’Det har en fjende, et menneske, gjort.’+ De sagde til ham: ’Ønsker du da at vi skal gå ud og samle det fra?’ 29 Han sagde: ’Nej, for det må endelig ikke ske, når I samler ukrudtet fra, at I også rykker hveden op. 30 Lad begge [dele] vokse sammen indtil høsten; og i høsttiden vil jeg sige til høstfolkene: Saml først ukrudtet fra og bind det i bundter for at brænde det,+ og gå så i gang med at samle hveden ind i mit forrådshus.’“+

31 Han fremholdt et andet billede for dem+ idet han sagde: „Himlenes rige er ligesom et sennepsfrø,+ som en mand tog og såede i sin mark; 32 det er jo det mindste af alle frø, men når det er vokset til, er det den største af urterne og bliver et træ, så at himmelens fugle+ kommer og tager bolig i dets grene.“+

33 Han gav dem endnu et billede: „Himlenes rige ligner surdej,+ som en kvinde tog og gemte i tre store mål* hvedemel, indtil det hele var gennemsyret.“

34 Alt dette fortalte Jesus folkeskarerne ved hjælp af billeder. Ja, uden et billede talte han ikke til dem,+ 35 for at dét kunne opfyldes som var udtalt gennem profeten, der sagde: „Jeg vil åbne min mund med billedtale, jeg vil kundgøre ting som har været skjult siden grundlæggelsen.“+

36 Derpå lod han folkeskarerne gå, og han gik ind i huset. Og hans disciple kom til ham og sagde: „Forklar billedet med ukrudtet* på marken for os.“ 37 Som svar sagde han: „Den der sår den gode sæd er Menneskesønnen; 38 marken er verden;+ den gode sæd, det er rigets sønner; men ukrudtet er den ondes sønner,+ 39 og fjenden der såede det, er Djævelen.+ Høsten+ er en afslutning* på en tingenes ordning,*+ og høstfolkene er engle. 40 Derfor, ligesom ukrudtet bliver samlet fra og brændt i ild, således vil det være ved afslutningen på tingenes ordning.+ 41 Menneskesønnen vil udsende sine engle, og de vil fra hans rige samle alt det der er årsag til snublen og fald+ og alle dem der øver lovløshed, 42 og de vil kaste dem i ildovnen.+ Dér vil de græde og skære tænder.+ 43 Da vil de retfærdige skinne+ så klart som solen+ i deres Faders rige. Lad den der har ører, høre efter.+

44 Himlenes rige er ligesom en skat som var skjult i en mark og som en mand finder og skjuler; og i sin glæde går han hen og sælger+ hvad han har og køber den mark.+

45 Himlenes rige er også ligesom en rejsende købmand der søgte efter smukke perler. 46 Da han havde fundet én perle af stor værdi,+ gik han bort og solgte straks alt hvad han havde, og købte den.+

47 Himlenes rige er også som et vod der blev sat i søen og opsamlede [fisk] af enhver slags.+ 48 Da det var fuldt, halede man det op på bredden, satte sig og samlede de gode+ fra i kar, men de ubrugelige+ smed man ud. 49 Det er sådan det vil være ved afslutningen på tingenes ordning:* englene vil gå ud og skille de onde+ fra de retfærdige+ 50 og kaste dem i ildovnen. Dér vil de græde og skære tænder.+

51 Fik I fat i meningen med alt dette?“ De sagde til ham: „Ja.“ 52 Så sagde han til dem: „Godt, så er enhver offentlig lærer,* når han er oplært med hensyn til himlenes rige,+ som en mand, en husherre, der tager nye og gamle ting frem fra sit forråd.“+

53 Da Jesus nu var færdig med denne billedtale tog han derfra over land. 54 Og da han kom til sin hjemegn*+ begyndte han at undervise dem i deres synagoge,+ så de blev helt forbløffede og sagde: „Hvor har manden denne visdom og disse kraftige gerninger fra? 55 Er det ikke tømrerens søn?+ Hedder hans moder ikke Maria, og hans brødre Jakob og Josef og Simon og Judas? 56 Og hans søstre, er de ikke alle her hos os?+ Hvor har manden da fået alt dette fra?“+ 57 Så begyndte han at blive en snublesten for dem.+ Men Jesus sagde til dem: „Det er kun i sin hjemegn og i sit eget hus at en profet ikke æres.“+ 58 Og på grund af deres mangel på tro+ gjorde han ikke mange kraftige gerninger der.

14 På den tid hørte Herodes, landsdelsherskeren,* rygtet om Jesus+ 2 og sagde til sine tjenere: „Det er Johannes Døber. Han er blevet oprejst fra de døde, og det er derfor de kraftige gerninger* virker i ham.“+ 3 Herodes havde nemlig arresteret Johannes og bundet ham og sat ham i fængsel på grund af sin broder Filips hustru Heroʹdias.+ 4 For Johannes havde igen og igen sagt til ham: „Du har ikke lov til at have hende.“+ 5 Selv om han helst ville dræbe ham, var han dog bange for mængden, for den regnede ham for en profet.+ 6 Men da Herodes’ fødselsdag+ blev fejret, optrådte Heroʹdias’ datter med en dans og behagede Herodes i den grad 7 at han med en ed lovede at give hende hvad som helst hun bad om.+ 8 Så sagde hun, vejledt af sin moder: „Giv mig her på et fad Johannes Døbers hoved.“+ 9 Skønt kongen blev ked af det, befalede han af hensyn til sine eder og dem der lå til bords med ham, at det skulle gives [hende];+ 10 og han sendte bud og lod Johannes halshugge i fængselet. 11 Og hans hoved blev bragt på et fad og givet til pigen, og hun bragte det til sin moder.+ 12 Så kom hans disciple og bar liget bort og begravede det;+ og de gik hen og gav Jesus besked. 13 Da Jesus hørte dette, tog han i en båd væk derfra til et øde sted hvor han kunne være sig selv;+ men folkeskarerne fik nys om det og fulgte efter ham til fods fra byerne.

14 Da han nu kom ud [af båden] så han en stor skare mennesker; han fik inderligt ondt+ af dem, og han kurerede de syge iblandt dem.+ 15 Men da det blev aften kom hans disciple hen til ham og sagde: „Stedet er øde og det er allerede sent; send de mange mennesker bort, så de kan gå ind i landsbyerne og købe sig noget at spise.“+ 16 Jesus sagde imidlertid til dem: „De behøver ikke at gå: Giv I dem noget at spise.“+ 17 De sagde til ham: „Vi har ikke andet her end fem brød og to fisk.“+ 18 Han sagde: „Kom herhen til mig med dem.“ 19 Dernæst befalede han at de mange mennesker skulle lægge sig i græsset, og han tog de fem brød og de to fisk, og idet han så op mod himmelen udtalte han en velsignelse,+ og efter at have brækket brødene i stykker gav han dem til disciplene, og disciplene [delte dem ud] til skarerne.+ 20 Og alle spiste og blev mætte, og de samlede de stykker der blev tilovers, tolv kurve fulde.+ 21 De der havde spist var endda hen ved fem tusind mænd, foruden kvinder og børn.+ 22 Straks derpå nødte han disciplene til at gå i båden og i forvejen tage over til den anden side, mens han sendte folkeskarerne bort.+

23 Da han endelig havde fået folkeskarerne sendt bort, gik han op på bjerget for at være for sig selv og bede.+ Selv om det blev sent, var han der alene. 24 Ved den tid var båden mange hundrede meter* fra land, og bølgerne var hårde ved den,+ for vinden var imod. 25 Men i den fjerde nattevagtsperiode* kom han ud til dem, gående hen over søen.+ 26 Da disciplene så ham komme gående på søen, blev de stærkt foruroligede og sagde: „Det er et synsbedrag!“+ Og de råbte højt af frygt. 27 Men straks talte Jesus til dem, idet han sagde: „Fat mod, det er mig;+ vær ikke bange.“ 28 Som svar sagde Peter til ham: „Herre, hvis det er dig, så befal at jeg skal komme ud til dig på vandet.“ 29 Han sagde: „Kom!“ Så steg Peter ned fra båden,+ gik på vandet og kom hen mod Jesus. 30 Men da han så stormen blev han bange, og idet han begyndte at synke råbte han: „Herre, red mig!“ 31 Straks rakte Jesus hånden ud og greb fat i ham og sagde til ham: „Du småttroende, hvorfor gav du efter for tvivl?“+ 32 Og efter at de var kommet op i båden, lagde stormen sig. 33 Da bøjede de der var i båden sig ærbødigt for ham og sagde: „Du er virkelig Guds søn.“+ 34 Og de nåede over og kom i land ved Geneʹzaret.+

35 Mændene på dette sted genkendte ham og sendte bud rundt i hele det omliggende land, og folk kom til ham med alle dem som var syge.+ 36 Og de bad ham indtrængende om at få lov til blot at røre ved frynsen på hans yderklædning;+ og alle som rørte ved den blev fuldstændig raske.

15 Så kom der fra Jerusalem farisæere og skriftlærde til Jesus,+ og de sagde: 2 „Hvordan kan det være at dine disciple overtræder overleveringen fra mænd i tidligere tider? For eksempel vasker de ikke hænder når de skal til at spise et måltid.“+

3 Som svar sagde han til dem: „Og hvordan kan det være at I overtræder Guds bud på grund af jeres overlevering?+ 4 For eksempel har Gud sagt: ’Ær din fader og din moder’;+ og: ’Lad den der håner fader eller moder lide døden.’*+ 5 Men I siger: ’Enhver som siger til sin fader eller moder: „Hvad jeg end har som kunne være en hjælp for jer, er en gave der er viet til Gud,“ 6 han behøver slet ikke at ære sin fader.’+ Således har I gjort Guds ord ugyldigt på grund af jeres overlevering.+ 7 I hyklere!+ Esajas+ har træffende profeteret om jer da han sagde: 8 ’Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig.+ 9 Det er forgæves de bliver ved med at dyrke mig, når den lære de fører er menneskebud.’“+ 10 Derpå kaldte han folkemængden til sig og sagde til den: „Hør godt efter og få fat i meningen:+ 11 Det er ikke det der går ind i munden som gør et menneske urent; men det er det der kommer ud af munden der gør et menneske urent.“+

12 Så kom disciplene hen og sagde til ham: „Ved du at da farisæerne hørte hvad du sagde, blev det en snublesten for dem?“+ 13 Som svar sagde han: „Enhver plante som min himmelske Fader ikke har plantet, vil blive rykket op med rode.+ 14 Lad dem være. De er blinde vejledere. Hvis en blind leder en blind, vil begge falde i et hul.“*+ 15 Dette fik Peter til at sige til ham: „Forklar billedtalen* for os.“+ 16 Da sagde han: „Er I også stadig uforstandige?+ 17 Er I ikke klar over at alt det der går ind i munden går videre til maven og tømmes ud i kloakken?* 18 Men de ting der går ud af munden kommer fra hjertet, og de gør mennesket urent.+ 19 For eksempel kommer der fra hjertet onde overvejelser,+ mord, ægteskabsbrud, utugt, tyverier, falske vidnesbyrd, [guds]bespottelser.+ 20 Dette er ting der gør et menneske urent; men at spise med uvaskede hænder gør ikke et menneske urent.“+

21 Jesus forlod nu stedet og tog væk til områderne ved Tyʹrus og Ziʹdon.+ 22 Og se, en fønikisk*+ kvinde fra de egne kom ud og råbte højt, idet hun sagde: „Hav barmhjertighed med mig,+ Herre, Davids søn. Min datter er slemt dæmonbesat.“ 23 Men han svarede hende ikke et ord. Så kom hans disciple hen og rettede en anmodning til ham idet de sagde: „Send hende bort; hun bliver jo ved med at råbe efter os.“ 24 Som svar sagde han: „Jeg er ikke sendt ud til andre end de bortkomne får af Israels hus.“+ 25 Men kvinden kom hen, og hun bøjede sig ærbødigt for ham idet hun sagde: „Herre, hjælp mig!“+ 26 Som svar sagde han: „Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde.“ 27 Hun sagde: „Du har ret, Herre; men de små hunde æder dog smulerne der falder fra deres herrers bord.“+ 28 Så sagde Jesus som svar til hende: „Kvinde, stor er din tro; lad det gå dig som du ønsker.“ Og fra den time var hendes datter helbredt.+

29 Jesus gik så derfra ind over land og kom til Galilæʹas Sø;+ han gik op på bjerget+ og satte sig dér. 30 Da kom store folkeskarer til ham, og de havde halte, invalide, blinde, stumme og mange andre med, og de næsten kastede dem for hans fødder, og han kurerede dem,+ 31 så de mange mennesker var ganske forbløffede når de så stumme tale og halte gå og blinde se, og de herliggjorde Israels Gud.+

32 Men Jesus kaldte sine disciple til sig og sagde:+ „Jeg har inderligt ondt+ af de mange mennesker, for de har allerede været hos mig i tre dage og har ikke noget at spise; og jeg vil ikke lade dem gå fastende herfra, for at de ikke skal blive helt udmattede på vejen.“ 33 Men disciplene sagde til ham: „Hvorfra skal vi på dette øde sted få så mange brød at vi kan mætte en folkemængde af denne størrelse?“+ 34 Så sagde Jesus til dem: „Hvor mange brød har I?“ De sagde: „Syv, og nogle småfisk.“ 35 Efter at have givet de mange mennesker besked om at lejre sig på jorden 36 tog han de syv brød og fiskene, og efter at have sagt tak brækkede han dem i stykker og begyndte at give dem til disciplene, og disciplene [delte dem så ud] til skarerne.+ 37 Og alle spiste og blev mætte, og af de stykker der blev tilovers samlede de syv proviantkurve fulde.+ 38 De der havde spist udgjorde endda fire tusind mænd, foruden kvinder og børn. 39 Til sidst, efter at have sendt folkeskarerne bort, gik han om bord i båden og kom til egnen ved Maʹgadan.+

16 Her kom farisæerne+ og saddukæerne hen til ham, og for at sætte ham på prøve bad de ham om at vise dem et tegn fra himmelen.+ 2 Som svar sagde han til dem: „[[Når det bliver aften plejer I at sige: ’Det bliver godt vejr, for himmelen er ildrød’; 3 og om morgenen: ’Det bliver koldt og regnfuldt vejr i dag, for himmelen er ildrød og dyster.’ I ved hvordan himmelens udseende skal tydes, men I kan ikke tyde tidernes tegn.]]*+ 4 En ond og utro* generation bliver ved med at søge efter et tegn, men der vil ikke blive givet den andet tegn+ end Jonas’ tegn.“+ Dermed forlod han dem og gik sin vej.+

5 Nu tog disciplene over til den anden side og glemte at tage brød med.+ 6 Jesus sagde til dem: „Hold øjnene åbne og vær på vagt over for farisæernes og saddukæernes surdej.“+ 7 Så begyndte de at diskutere indbyrdes og sagde: „Vi tog ingen brød med.“ 8 Da Jesus blev klar over dette, sagde han: „Hvorfor diskuterer I således indbyrdes fordi I ingen brød har, I småttroende?+ 9 Ser I endnu ikke meningen, eller husker I ikke de fem brød til de fem tusind og hvor mange kurve I fik?+ 10 Eller de syv brød til de fire tusind og hvor mange proviantkurve I fik?+ 11 Hvordan kan det være at I ikke forstår at jeg ikke talte til jer om brød? Men vær på vagt over for farisæernes og saddukæernes surdej.“+ 12 Så fattede de at han ikke sagde de skulle være på vagt over for surdejen i brødene, men over for farisæernes og saddukæernes lære.+

13 Da Jesus nu var kommet til områderne ved Cæsareʹa Filipʹpi, gav han sig til at spørge sine disciple: „Hvem siger folk at Menneskesønnen er?“+ 14 De sagde: „Nogle siger Johannes Døber,+ andre Elias,+ andre igen Jeremias eller en af profeterne.“ 15 Han sagde til dem: „Men I, hvem siger I jeg er?“+ 16 Som svar sagde Simon Peter: „Du er Messias,+ den levende Guds søn.“+ 17 Jesus sagde som svar til ham: „Lykkelig er du, Simon, Jonas’ søn,* for det er ikke kød og blod der har åbenbaret [det] for dig, men min Fader som er i himlene.+ 18 Og jeg siger til dig: Du er Peter,+ og på denne klippe*+ vil jeg bygge min menighed,* og Haʹdes’*+ porte skal ikke få magt over den.+ 19 Jeg vil give dig himlenes riges nøgler, og hvad du end måtte binde på jorden vil være noget som er bundet* i himlene, og hvad du end måtte løse på jorden vil være noget som er løst* i himlene.“+ 20 Så pålagde han disciplene strengt ikke at sige til nogen at han var Messias.+

21 Fra da af begyndte Jesus Kristus at vise sine disciple at han nødvendigvis måtte tage til Jerusalem og gennemgå mange lidelser fra de ældstes og de øverste præsters og de skriftlærdes side, og dræbes, og oprejses på den tredje dag.+ 22 Så tog Peter ham til side og begyndte at irettesætte ham idet han sagde: „Vær god mod dig selv, Herre; det skal afgjort ikke gå dig sådan.“+ 23 Men idet han vendte ryggen til,* sagde han til Peter: „Forsvind om bag mig, Satan!+ Du er en snublesten for mig, for du tænker ikke Guds tanker,+ men menneskers.“*

24 Så sagde Jesus til sine disciple: „Hvis nogen ønsker at efterfølge mig, så lad ham sige nej til sig selv og tage sin marterpæl* op og følge mig til stadighed.+ 25 For enhver som ønsker at redde sin sjæl* vil miste den; men enhver som mister sin sjæl for min skyld vil finde den.+ 26 Hvad gavner det nemlig et menneske om han erhverver sig hele verden men sætter sin sjæl til?+ eller hvad vil et menneske give i bytte+ for sin sjæl? 27 For Menneskesønnen skal komme i sin Faders herlighed med sine engle, og da vil han gengælde enhver efter hans adfærd.+ 28 Jeg skal sige jer en sandhed: Der er nogle af dem som står her der slet ikke skal smage døden førend de ser Menneskesønnen komme i sit rige.“+

17 Seks dage senere tog Jesus Peter og Jakob og hans broder Johannes med og førte dem op på et højt bjerg hvor de var for sig selv.+ 2 Og han blev forvandlet for øjnene af dem, og hans ansigt skinnede som solen,+ og hans yderklæder blev blændende som lyset.+ 3 Og se! Moses og Elias viste sig for dem, i samtale med ham.+ 4 Det fik Peter til at sige til Jesus: „Herre, det er godt at vi er her. Hvis du ønsker det, vil jeg rejse tre telte her, ét til dig og ét til Moses og ét til Elias.“+ 5 Endnu mens han talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og se, ud fra skyen sagde en stemme: „Dette er min søn, den elskede, som jeg har godkendt;+ hør på ham.“+ 6 Da disciplene hørte dette, faldt de på deres ansigt og blev meget bange.+ 7 Så kom Jesus hen og rørte ved dem og sagde: „Rejs jer og vær ikke bange.“+ 8 Da de løftede deres blik, så de ingen andre, kun Jesus selv.+ 9 Mens de var på vej ned fra bjerget gav Jesus dem dette påbud: „Fortæl ingen om synet førend Menneskesønnen er blevet oprejst fra de døde.“+

10 Disciplene spurgte ham imidlertid: „Hvordan kan det nu være at de skriftlærde siger at Elias nødvendigvis først må komme?“+ 11 Som svar sagde han: „Jo, Elias kommer og skal genoprette alt.+ 12 Jeg siger jer imidlertid at Elias allerede er kommet, men de kendte ham ikke og gjorde med ham hvad de ville. Således skal også Menneskesønnen lide for deres hånd.“+ 13 Så forstod disciplene at han talte til dem om Johannes Døber.+

14 Og da de nærmede sig folkemængden,+ kom en mand hen til ham, knælede ned for ham og sagde: 15 „Herre, hav barmhjertighed med min søn, for han er epileptiker og har det dårligt; han falder ofte om i ilden og ofte i vandet;+ 16 og jeg tog ham med til dine disciple, men de kunne ikke kurere ham.“+ 17 Som svar sagde Jesus: „Åh, du forvildede generation uden tro,+ hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen til mig med ham.“ 18 Så talte Jesus strengt til dæmonen,* og den* kom ud af drengen,+ og han var kureret fra samme time.+ 19 Senere, mens de var for sig selv, kom disciplene hen til Jesus og sagde: „Hvordan kan det være at vi ikke kunne uddrive den?“+ 20 Han sagde til dem: „Fordi I har så lidt tro. Jeg skal nemlig sige jer en sandhed: Hvis I har tro på størrelse med et sennepsfrø, vil I sige til dette bjerg: ’Flyt dig herfra og derhen,’ og det vil flytte sig, og intet vil være umuligt for jer.“+ 21* ——

22 Det var mens de var samlet i Galilæʹa at Jesus sagde til dem: „Menneskesønnen skal overgives i menneskers hænder,+ 23 og de vil dræbe ham, og den tredje dag vil han blive oprejst.“+ Da blev de meget bedrøvede.+

24 Efter at de var kommet til Kaperʹnaum henvendte de der opkræver todrakme[skatten]* sig til Peter og sagde: „Betaler jeres lærer ikke todrakme[skatten]?“+ 25 Han sagde: „Jo.“ Men da han gik ind i huset kom Jesus ham i forkøbet ved at sige: „Hvad mener du, Simon? Hvem får jordens konger afgifter eller kopskat af? Af deres egne sønner eller af de fremmede?“ 26 Da han sagde: „Af de fremmede,“ sagde Jesus til ham: „Så er sønnerne altså fritaget. 27 Men for at vi ikke skal blive dem en årsag til snublen og fald,+ gå så ned til søen, kast en fiskekrog ud og tag den første fisk der kommer op, og når du åbner munden på den finder du en mønt, en statér.* Tag den og giv den til dem for mig og dig.“+

18 I den time kom disciplene hen til Jesus og sagde: „Hvem er egentlig størst i himlenes rige?“+ 2 Han kaldte så et lille barn hen til sig og stillede det midt iblandt dem+ 3 og sagde: „Jeg skal sige jer sandheden: Medmindre I vender om og bliver som små børn,+ kommer I slet ikke ind i himlenes rige.+ 4 Så enhver der vil ydmyge+ sig som dette lille barn, han er den største i himlenes rige;+ 5 og enhver som tager imod et sådant lille barn på grundlag af mit navn, tager [også] imod mig.+ 6 Men enhver som bringer en af disse små som tror på mig, til snublen og fald, for ham er det bedre at få en af de møllesten+ der drejes af et æsel, hængt om halsen og blive sænket i det store, åbne hav.+

7 Ve verden på grund af snublestenene! Jo, snublestenene må nødvendigvis komme,+ men ve det menneske ved hvem snublestenen+ kommer! 8 Hvis din hånd eller din fod bringer dig til snublen og fald, så hug den af og kast den fra dig;+ det er bedre for dig at gå invalid eller halt ind til livet end at have to hænder eller to fødder og blive kastet i den evige ild.+ 9 Og hvis dit øje bringer dig til snublen og fald, så riv det ud og kast det fra dig; det er bedre for dig at gå enøjet ind til livet end at have to øjne og blive kastet i ilden i Gehenʹna.*+ 10 Se til at I ikke foragter en af disse små; jeg skal nemlig sige jer at deres engle+ i himlene hele tiden ser min himmelske Faders ansigt.*+ 11* ——

12 Hvad mener I? Hvis det sker at en mand har hundrede får og et af dem farer vild,+ vil han så ikke forlade de nioghalvfems i bjergene og gå ud for at søge efter det ene der er faret vild?+ 13 Og hvis det sker at han finder det, ja, jeg siger jer, han fryder sig mere over det end over de nioghalvfems som ikke er faret vild.+ 14 På lignende måde er det heller ikke min himmelske Faders ønske at en af disse små skal gå tabt.+

15 Men hvis nu din broder begår en synd, så gå hen og blotlæg hans fejl* mellem dig og ham alene.+ Hvis han hører på dig, har du vundet din broder.+ 16 Men hvis han ikke hører, så tag en eller to mere med dig, for at enhver sag* kan blive stadfæstet* ved to eller tre vidners mund.+ 17 Hvis han ikke hører* på dem, så sig det til menigheden.* Hvis han end ikke hører på menigheden, så lad ham være for dig som en fra nationerne+ og som en skatteopkræver.+

18 Jeg skal sige jer en sandhed: Hvad I end måtte binde på jorden vil være noget som er bundet* i himmelen, og hvad I end måtte løse på jorden vil være noget som er løst* i himmelen.+ 19 Igen siger jeg jer en sandhed: Hvis to af jer her på jorden er enige om et eller andet vigtigt at bede om, så vil min Fader som er i himlene lade det ske for dem.+ 20 For hvor der er to eller tre forsamlet i mit navn,+ dér er jeg midt iblandt dem.“+

21 Så kom Peter hen og sagde til ham: „Herre, hvor mange gange skal min broder synde imod mig og jeg tilgive ham?+ Indtil syv gange?“+ 22 Jesus sagde til ham: „Jeg siger dig: Ikke indtil syv gange, men indtil syvoghalvfjerds gange.*+

23 Himlenes rige er derfor som et menneske, en konge,+ der ønskede at gøre regnskabet+ op med sine trælle. 24 Da han begyndte at gøre det op, blev en mand der skyldte ham ti tusind talenter [= 60.000.000 denarer],* ført ind. 25 Men da han ikke havde så han kunne betale, befalede hans herre at han, hans hustru, hans børn og alt hvad han ejede, skulle sælges, og [gælden] betales.+ 26 Da kastede trællen sig ned og bøjede sig ærbødigt for ham, idet han sagde: ’Vær tålmodig med mig, og jeg skal betale alt tilbage til dig.’ 27 Da fik denne træls herre inderligt ondt af ham og lod ham slippe+ og eftergav* ham gælden.+ 28 Men denne træl gik ud og fandt en af sine medtrælle som skyldte ham hundrede denarer;*+ og idet han greb ham og var ved at kvæle ham sagde han: ’Betal hvad du skylder.’ 29 Så kastede hans medtræl sig ned og bønfaldt ham, idet han sagde: ’Vær tålmodig+ med mig, og jeg skal betale dig.’ 30 Det ville han imidlertid ikke, men han tog hen og fik ham kastet i fængsel indtil han betalte hvad han skyldte. 31 Da nu hans medtrælle så hvad der var sket, blev de meget bedrøvede, og de gik hen og forklarede deres herre alt hvad der var sket.+ 32 Så kaldte hans herre ham til sig og sagde til ham: ’Onde træl, jeg har eftergivet* dig hele denne gæld da du bønfaldt mig. 33 Burde du da ikke til gengæld have vist barmhjertighed+ mod din medtræl, sådan som jeg viste dig barmhjertighed?’+ 34 Og vred+ som hans herre nu var blevet, overgav han ham til fangevogterne,* indtil han betalte alt hvad han skyldte. 35 På samme måde+ vil min himmelske Fader også behandle jer, hvis I ikke hver især af hjertet tilgiver jeres broder.“+

19 Da nu Jesus havde sluttet denne tale forlod han Galilæʹa og kom til Judæas grænseegne på den anden side af Jordan.+ 2 Og store folkeskarer fulgte ham, og han kurerede dem dér.+

3 Og nogle farisæere kom hen til ham for at sætte ham på prøve, og de sagde: „Har en mand lov til at skille sig fra* sin hustru af en hvilken som helst grund?“+ 4 Som svar sagde han: „Har I ikke læst at han som skabte dem, fra begyndelsen gjorde dem som mand og kvinde+ 5 og sagde: ’Af den grund vil en mand forlade sin fader og moder+ og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét kød’?+ 6 Altså er de ikke længere to, men ét kød. Derfor, hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“+ 7 De sagde til ham: „Hvorfor har Moses da foreskrevet at man kan give [hende] en skilsmisseattest og skille sig [fra hende]?“+ 8 Han sagde til dem: „Af hensyn til jeres hårdhjertethed+ har Moses gjort jer den indrømmelse at I kan skille jer fra jeres hustruer, men sådan har det ikke været fra begyndelsen.+ 9 Jeg siger jer at enhver som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt* og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.“*+

10 Disciplene sagde til ham: „Hvis dette er mandens stilling i forhold til hustruen, er det ikke tilrådeligt at gifte sig.“+ 11 Han sagde til dem: „Ikke alle giver rum for det der er sagt, kun de der har gaven.+ 12 For der er eunukker som er født sådan fra moders liv,+ og der er eunukker som af mennesker er gjort til eunukker, og der er eunukker som selv har gjort sig til eunukker på grund af himlenes rige. Lad den der kan give rum for det, give rum for det.“+

13 Så blev små børn bragt til ham for at han kunne lægge hænderne på dem og bede en bøn; men disciplene talte strengt til dem.+ 14 Jesus sagde imidlertid: „Lad de små børn være, og hold op med at hindre dem i at komme hen til mig, for himlenes rige tilhører sådanne.“+ 15 Og han lagde hænderne på dem og gik bort derfra.+

16 Og se, der kom en hen til ham og sagde: „Lærer, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?“+ 17 Han sagde til ham: „Hvorfor spørger du mig om hvad der er godt? Der er én som er god.+ Men hvis du gerne vil gå ind til livet, så overhold til stadighed budene.“+ 18 Han sagde til ham: „Hvilke?“+ Jesus sagde: „Jo, du må ikke myrde,+ du må ikke begå ægteskabsbrud,*+ du må ikke stjæle,+ du må ikke aflægge falsk vidnesbyrd,+ 19 ær [din] fader og [din] moder,+ og, du skal elske din næste som dig selv.“+ 20 Den unge mand sagde til ham: „Jeg har holdt dem alle; hvad mangler jeg endnu?“ 21 Jesus sagde til ham: „Hvis du vil være fuldkommen, så gå hen og sælg hvad du har og giv det til de fattige, og du vil have værdier i himmelen,+ og kom så og følg mig.“+ 22 Da den unge mand hørte denne udtalelse, gik han bedrøvet bort, for han havde mange ejendomme.+ 23 Men Jesus sagde til sine disciple: „Jeg skal sige jer som sandt er, at det vil være vanskeligt for en rig at komme ind i himlenes rige.+ 24 Ja, jeg siger jer: Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.“+

25 Da disciplene hørte dette, gav de udtryk for stor forbavselse, idet de sagde: „Hvem kan egentlig blive frelst?“+ 26 Jesus så dem i øjnene og sagde til dem: „For mennesker er dette umuligt, men for Gud er alle ting mulige.“+

27 Så sagde Peter til ham som svar: „Se! Vi har forladt alt og fulgt dig; hvad bliver der egentlig til os?“+ 28 Jesus sagde til dem: „Jeg skal sige jer sandheden: I genskabelsen,* når Menneskesønnen sætter sig på sin herligheds trone, skal I som har fulgt mig også selv sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.+ 29 Og enhver som har forladt huse eller brødre eller søstre eller fader eller moder eller børn eller marker for mit navns skyld, skal få mange gange mere og arve evigt liv.+

30 Men mange af de første vil blive de sidste, og de sidste vil blive de første.+

20 Himlenes rige er nemlig som et menneske, en husherre, der tidligt om morgenen gik ud for at antage arbejdere til sin vingård.+ 2 Da han var blevet enig med arbejderne om en denar* om dagen,+ sendte han dem hen i sin vingård. 3 Også omkring den tredje time+ gik han ud og så andre stå arbejdsløse på torvet;+ 4 og til dem sagde han: ’I kan også gå hen i vingården, og jeg vil give jer hvad der nu er ret og rimeligt.’ 5 De tog så derhen. Omkring den sjette+ og den niende time+ gik han igen ud og gjorde det samme. 6 Endelig, omkring den ellevte time, gik han ud og fandt andre stående der, og han sagde til dem: ’Hvorfor har I stået her arbejdsløse hele dagen?’ 7 De sagde til ham: ’Det er fordi ingen har antaget os.’ Han sagde til dem: ’I kan også gå hen i vingården.’+

8 Da det blev aften+ sagde vingårdens herre til sin betroede mand: ’Kald på arbejderne og betal dem deres løn,+ idet du begynder med de sidste og slutter med de første.’ 9 De fra den ellevte time kom nu og fik hver en denar. 10 Da så de første kom, troede de at de ville få mere; men de fik også løn efter satsen: én denar. 11 Da de fik den, begyndte de at knurre imod husherren+ 12 og sagde: ’De sidste dér har ydet én time; og dog har du stillet dem lige med os der har båret dagens byrde og den brændende hede!’ 13 Men som svar til en af dem sagde han: ’Ven, jeg gør dig ikke uret. Du blev enig med mig om en denar, ikke sandt?+ 14 Tag hvad der er dit og gå. Jeg vil gerne give den sidste dér lige så meget som jeg giver dig.+ 15 Har jeg ikke lov til at gøre hvad jeg vil med det der er mit eget? Eller er dit øje ondt*+ fordi jeg er god?’+ 16 På denne måde vil de sidste blive de første, og de første de sidste.“+

17 Da Jesus nu skulle til at gå op til Jerusalem, tog han de tolv disciple+ til side, så de var for sig selv, og på vejen sagde han til dem: 18 „Se! Vi går nu op til Jerusalem, og Menneskesønnen vil blive overgivet til de øverste præster og de skriftlærde, og de vil dømme ham til døden+ 19 og overgive ham til folk fra nationerne så de kan gøre nar af ham og piske og pælfæste* ham,+ og på den tredje dag vil han blive oprejst.“+

20 Så kom moderen til Zebedæʹus’ sønner+ hen til ham med sine sønner, bøjede sig ærbødigt for ham og bad ham om noget.+ 21 Han sagde til hende: „Hvad ønsker du?“ Hun sagde til ham: „Sig at mine to sønner dér må få sæde i dit rige, én ved din højre hånd og én ved din venstre.“+ 22 Jesus sagde som svar: „I ved ikke hvad I beder om. Kan I drikke det bæger+ som jeg skal til at drikke?“ De sagde til ham: „Det kan vi.“ 23 Han sagde til dem: „I skal ganske rigtigt drikke mit bæger,+ men sædet ved min højre hånd og ved min venstre står det ikke til mig at give væk, men det tilhører dem for hvem det er beredt af min Fader.“+

24 Da de ti andre hørte om dette, harmedes de på de to brødre.+ 25 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: „I ved at nationernes herskere spiller herrer over dem, og de store udøver myndighed over dem.+ 26 Sådan er det ikke blandt jer;+ tværtimod, enhver der ønsker at blive stor blandt jer, skal være jeres tjener,*+ 27 og enhver der ønsker at være først blandt jer, skal være jeres træl.+ 28 Ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig betjene men for at tjene*+ og give sin sjæl* som en løsesum* i bytte for mange.“+

29 Mens de nu gik ud af Jeriko+ fulgte en stor folkemængde ham. 30 Og se! to blinde sad ved vejen, og da de hørte at Jesus kom forbi, råbte de: „Herre,* vis os barmhjertighed, Davids søn!“+ 31 Men de mange mennesker talte strengt til dem om at de skulle tie stille; men de råbte bare højere idet de sagde: „Herre, vis os barmhjertighed, Davids søn!“+ 32 Så standsede Jesus, kaldte på dem og sagde: „Hvad ønsker I at jeg skal gøre for jer?“ 33 De sagde til ham: „Herre, lad vore øjne blive åbnet.“+ 34 Da Jesus havde inderligt ondt af dem, rørte han ved deres øjne,+ og straks fik de deres syn, og de fulgte ham.+

21 Da de nu nærmede sig Jerusalem og kom til Betfaʹge på Oliebjerget, så sendte Jesus to disciple af sted+ 2 idet han sagde til dem: „Gå hen i landsbyen som ligger dér foran jer, og I vil straks finde et æsel som er bundet, og et føl hos det; løs dem og før dem til mig.+ 3 Og hvis nogen siger noget til jer, skal I sige: ’Herren har brug for dem.’ Så vil vedkommende straks sende dem af sted.“

4 Dette skete for at dét kunne opfyldes som var udtalt gennem profeten, der sagde: 5 „Sig til Zions datter: ’Se! Din konge kommer til dig,+ mild af sind+ og ridende på et æsel, ja, på et føl, et lastdyrs afkom.’“+

6 Disciplene begav sig på vej og gjorde som Jesus havde pålagt dem. 7 De kom med æselet og føllet, og de lagde deres yderklæder på dem, og oven på dem satte han sig.+ 8 De fleste i folkemængden bredte deres yderklæder+ ud på vejen, mens andre begyndte at hugge grene af træerne og sprede dem på vejen.+ 9 Og folkeskarerne, de der gik foran ham og de der fulgte efter, blev ved at råbe: „Frels dog*+ Davids søn!+ Velsignet er den der kommer i Jehovas* navn!+ Frels dog, i det højeste!“*+

10 Da han nu kom ind i Jerusalem,+ blev hele byen bragt i bevægelse, og man sagde: „Hvem er denne [mand]?“ 11 Folkeskarerne blev ved med at sige: „Det er profeten+ Jesus, fra Naʹzaret i Galilæʹa!“

12 Og Jesus gik ind i templet og jog alle dem ud der solgte og købte i templet, og han væltede pengevekslernes borde og duesælgernes bænke.+ 13 Og han sagde til dem: „Der står skrevet: ’Mit hus skal kaldes et bedehus,’+ men I gør det til en røverhule.“+ 14 Der kom også blinde og halte hen til ham i templet, og han kurerede dem.

15 Da de øverste præster og de skriftlærde så de vidunderlige ting han gjorde+ og drengene der råbte i templet og sagde: „Frels dog+ Davids søn!“+ harmedes de 16 og sagde til ham: „Hører du hvad de siger?“ Jesus sagde til dem: „Ja. Har I aldrig læst+ dette: ’Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovprisning’?“+ 17 Og han forlod dem og gik uden for byen til Betaʹnia og overnattede dér.+

18 Da han tidligt om morgenen var på vej tilbage til byen, blev han sulten.+ 19 Og han fik øje på et figentræ ved vejen og gik hen til det, men han fandt intet andet på det end blade,+ og han sagde til det: „Måtte der aldrig i al evighed komme frugt på dig mere.“+ Og figentræet visnede øjeblikkelig. 20 Da disciplene så dette, undrede de sig og sagde: „Hvordan kan det være at figentræet visnede øjeblikkelig?“+ 21 Som svar sagde Jesus til dem: „Jeg skal sige jer sandheden: Hvis blot I har tro og ikke tvivler,+ kan I ikke alene gøre hvad jeg gjorde ved figentræet, men hvis I siger til dette bjerg: ’Løft dig op og styrt dig i havet,’ så vil det også ske.+ 22 Og alle de ting I beder om i jeres bøn vil I få når I har tro.“+

23 Efter at han var gået ind i templet, kom de øverste præster og folkets ældste hen til ham mens han underviste, og de sagde:+ „Med hvilken bemyndigelse gør du disse ting? Og hvem har givet dig denne bemyndigelse?“+ 24 Som svar sagde Jesus til dem: „Jeg vil også spørge jer om en ting. Hvis I svarer mig på det, vil jeg også fortælle jer med hvilken bemyndigelse jeg gør disse ting:+ 25 Johannes’ dåb, hvor stammede den fra? Fra himmelen eller fra mennesker?“+ De begyndte nu at diskutere indbyrdes, idet de sagde: „Hvis vi siger: ’Fra himmelen,’ vil han sige til os: ’Hvordan kan det da være at I ikke troede ham?’+ 26 Og hvis vi siger: ’Fra mennesker,’ har vi folkemængden at frygte,+ for de regner alle sammen Johannes for en profet.“+ 27 Som svar sagde de da til Jesus: „Vi ved det ikke.“ Han sagde derpå til dem: „Så siger jeg heller ikke jer med hvilken bemyndigelse jeg gør disse ting.+

28 Men hvad mener I? En mand havde to sønner.+ Han gik hen til den første og sagde: ’Min søn, gå hen og arbejd i vingården i dag.’ 29 Som svar sagde han: ’Jeg går, herre,’+ men han tog ikke derhen. 30 Han henvendte sig så til den anden og sagde det samme. Som svar sagde han: ’Det vil jeg ikke.’ Bagefter fortrød han+ og tog derhen. 31 Hvem af de to gjorde nu faderens vilje?“+ De sagde: „Den sidste.“ Jesus sagde til dem: „Jeg skal sige jer som sandt er, at skatteopkræverne og skøgerne går forud for jer ind i Guds rige. 32 For Johannes kom til jer på retfærdigheds vej,+ og I troede ham ikke.+ Men skatteopkræverne og skøgerne troede ham,+ og skønt I så [dette], fortrød I ikke bagefter for så at tro ham.

33 Hør en anden billedtale:* Der var et menneske, en husherre,+ som plantede en vingård, satte et hegn omkring den, gravede en vinperse i den og rejste et tårn,+ og han lejede den ud til vinavlere og rejste udenlands.+ 34 Da frugttiden nærmede sig, sendte han sine trælle hen til vinavlerne for at få sine frugter. 35 Vinavlerne tog imidlertid hans trælle, og én pryglede de, én dræbte de, og én stenede de.+ 36 Igen sendte han trælle derhen, andre og flere end de første, men de gjorde det samme ved dem.+ 37 Til sidst sendte han sin søn til dem, idet han sagde: ’Min søn vil de respektere.’ 38 Da vinavlerne så sønnen, sagde de til hinanden: ’Dette er arvingen;+ kom, lad os dræbe ham og få hans arv!’+ 39 Så tog de ham og kastede ham ud af vingården og dræbte ham.+ 40 Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre ved de vinavlere?“ 41 De sagde til ham: „Da de er onde vil han bringe en ond ødelæggelse+ over dem, og vingården lejer han ud til andre vinavlere, der vil give ham frugterne når tiden er inde.“+

42 Jesus sagde til dem: „Har I aldrig læst i Skrifterne: ’Den sten bygmestrene forkastede+ er blevet hovedhjørnesten.+ Fra Jehova* er denne kommet, og den er underfuld for vore øjne’? 43 Derfor siger jeg til jer: Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter.+ 44 Og den som falder på denne sten vil blive knust. Men enhver som den falder på, ham maler den til støv.“+

45 Da nu de øverste præster og farisæerne havde hørt hans billedtale, blev de klar over at det var dem han talte om.+ 46 Og de søgte at gribe ham, men de var bange for folkeskarerne; de regnede ham nemlig for en profet.+

22 Som yderligere svar talte Jesus igen til dem i billeder idet han sagde:+ 2 „Himlenes rige er blevet som et menneske, en konge, der holdt en bryllupsfest+ for sin søn. 3 Og han sendte sine trælle ud for at bede de indbudte komme til bryllupsfesten,+ men de ville ikke komme.+ 4 Han sendte igen andre trælle ud+ idet han sagde: ’Sig til de indbudte: „Se! Min middag har jeg tilberedt,+ mine tyre og mit fedekvæg er slagtet, og alt er parat. Kom til bryllupsfesten.“’+ 5 Men de viste ingen interesse og gik deres vej, én ud på sin mark, en anden til sin forretning;+ 6 og de andre greb hans trælle, behandlede dem forsmædeligt og dræbte dem.+

7 Men kongen blev vred, og han sendte sine hære ud og udryddede disse mordere og brændte deres by af.+ 8 Så sagde han til sine trælle: ’Ja, bryllupsfesten er parat, men de indbudte var ikke værdige.+ 9 Gå derfor ud på vejene der fører ud af byen, og indbyd alle dem* I finder, til bryllupsfesten.’+ 10 Så gik disse trælle ud på vejene og samlede alle dem de fandt, både onde og gode;+ og bryllupssalen blev fyldt med folk der lå til bords.+

11 Da kongen kom ind for at inspicere gæsterne, fik han dér øje på en mand som ikke var iført en bryllupsklædning.+ 12 Han sagde så til ham: ’Ven, hvordan er du kommet herind uden at have en bryllupsklædning på?’+ Vedkommende blev som stum. 13 Så sagde kongen til sine tjenere:* ’Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal han græde og skære tænder.’*+

14 Mange er nemlig indbudt, men få er udvalgt.“+

15 Så gik farisæerne hen og lagde råd op for at fange ham i ord.+ 16 Og de sendte deres disciple hen til ham, sammen med tilhængere af Herodes’ parti,*+ og de sagde: „Lærer, vi ved at du er sandfærdig og lærer andre Guds vej i sandhed, og du tager dig ikke af nogen som helst, for du ser ikke på menneskers ydre.+ 17 Sig os derfor hvad du mener: Er det tilladt at betale kopskat til kejseren,* eller er det ikke?“+ 18 Men Jesus, som var klar over deres ondskab, sagde: „Hvorfor sætter I mig på prøve, hyklere?+ 19 Vis mig kopskattens mønt.“ De kom til ham med en denar.* 20 Og han sagde til dem: „Hvis billede* og indskrift er dette?“+ 21 De sagde: „Kejserens.“ Så sagde han til dem: „Tilbagebetal* da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“+ 22 Da de hørte [dette], blev de forundrede, og de forlod ham og gik deres vej.+

23 Nogle saddukæere — det er dem som siger at der ikke er nogen opstandelse* — kom samme dag hen til ham og spurgte ham:+ 24 „Lærer, Moses har sagt: ’Hvis en mand dør uden at have børn, skal hans broder tage hans hustru til ægte og oprejse afkom til sin broder.’+ 25 Nu var der syv brødre hos os; og den første giftede sig og døde, og da han ikke havde afkom, efterlod han sin hustru til sin broder.+ 26 Sådan gik det også med den anden og den tredje, til sidst dem alle syv.+ 27 Til allersidst døde kvinden. 28 Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen? De har jo alle haft hende.“+

29 Som svar sagde Jesus til dem: „I tager fejl fordi I hverken kender Skrifterne eller Guds kraft;+ 30 for i opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke,+ men de er som engle i himmelen. 31 Med hensyn til de dødes opstandelse har I da ikke læst det der blev udtalt til jer af Gud, som sagde:+ 32 ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’?+ Han er ikke dødes men levendes Gud.“*+ 33 Da folkeskarerne hørte [dette], blev de helt forbløffede over hans lære.+

34 Efter at farisæerne havde hørt at han havde bragt saddukæerne til tavshed, samlede de sig i én gruppe. 35 Og en af dem, en lovkyndig,+ spurgte for at prøve ham: 36 „Lærer, hvilket er det største bud i loven?“+ 37 Han sagde til ham: „’Du skal elske Jehova* din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’+ 38 Dette er det største og første bud. 39 Det andet, der ligner det, er dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’+ 40 På disse to bud hænger hele Loven og Profeterne.“+

41 Mens farisæerne nu var samlede spurgte Jesus dem:+ 42 „Hvad mener I om Messias? Hvis søn er han?“ De sagde til ham: „Davids.“+ 43 Han sagde til dem: „Hvordan kan det da være at David under inspiration*+ kalder ham ’Herre’, idet han siger: 44 ’Jehova* sagde til min Herre: „Sæt dig ved min højre hånd indtil jeg lægger dine fjender under dine fødder“’?+ 45 Når David kalder ham ’Herre’, hvordan er han så hans søn?“+ 46 Og ingen var i stand til at svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen mere stille ham spørgsmål.+

23 Så talte Jesus til folkeskarerne og til sine disciple,+ og han sagde: 2 „De skriftlærde+ og farisæerne har taget sæde på Moses’ stol.+ 3 Alt det de siger+ jer, skal I derfor gøre og overholde, men I skal ikke gøre efter deres gerninger,+ for de siger det nok, men gør det ikke. 4 De binder tunge byrder sammen og lægger dem på folks skuldre,+ men selv vil de ikke røre dem med en finger.+ 5 Alle deres gerninger gør de for at blive bemærket af folk;+ for de [skriftsteds]kapsler+ som de går med som en beskyttelse,* gør de brede, og frynserne*+ [på deres klæder] gør de store. 6 De kan godt lide den fornemste plads+ ved aftensmåltiderne og de forreste siddepladser i synagogerne,+ 7 at der hilses på dem på torvene*+ og at de bliver kaldt rabʹbi* af folk.+ 8 Men I, I skal ikke lade jer kalde rabʹbi, for én er jeres lærer,+ og I er alle brødre. 9 Desuden skal I ikke kalde nogen på jorden jeres fader, for én er jeres Fader,+ den himmelske. 10 I skal heller ikke lade jer kalde ’førere’,+ for én er jeres Fører,* Messias. 11 Men den største iblandt jer skal være jeres tjener.*+ 12 Enhver som ophøjer sig selv vil blive ydmyget,+ og enhver som ydmyger sig selv vil blive ophøjet.+

13 Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere! for I lukker+ himlenes rige for folk; I+ går jo ikke selv ind, og I tillader heller ikke dem der er på vej ind, at gå ind. 14* ——

15 Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere!+ for I rejser over havet og det tørre land for at gøre en enkelt til proselyt,* og når han bliver det, gør I ham til et emne for* Gehenʹna,* dobbelt så slem som I selv.

16 Ve jer, blinde vejledere,+ som siger: ’Hvis nogen sværger ved templet,* betyder det intet; men hvis nogen sværger ved guldet i templet, er han forpligtet.’+ 17 Tåber og blinde! Hvad er da størst, guldet eller templet som har gjort guldet helligt?+ 18 Og: ’Hvis nogen sværger ved alteret, betyder det intet; men hvis nogen sværger ved gaven der ligger på det, er han forpligtet.’ 19 Blinde! Hvad er da størst, gaven eller alteret+ der gør gaven hellig? 20 Den der sværger ved alteret, sværger altså ved det og ved alt det der ligger på det; 21 og den der sværger ved templet, sværger ved det og ved ham der bor i det;+ 22 og den der sværger ved himmelen, sværger ved Guds trone+ og ved ham der sidder på den.

23 Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere! for I giver tiende+ af jeres mynte og dild og kommen, men har undladt det der er vigtigere i loven, nemlig ret+ og barmhjertighed+ og trofasthed.*+ Disse ting burde I udøve, og dog ikke undlade de andre. 24 Blinde vejledere,+ som sier myggen fra+ men sluger kamelen!+

25 Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere! for I renser det udvendige af bægeret+ og fadet, men indvendig er de fulde af rov+ og umådeholdenhed. 26 Blinde+ farisæer, rens først det indvendige af bægeret+ og fadet, at det udvendige af det også kan blive rent.

27 Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere!+ for I er som hvidkalkede+ gravsteder, der jo udvendig ser pæne ud, men indvendig er fulde af de dødes ben og enhver form for urenhed. 28 Således ser I jo også udvendig retfærdige ud for mennesker,+ men indvendig er I fulde af hykleri og lovløshed.

29 Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere!+ for I bygger profeternes gravsteder og udsmykker de retfærdiges mindegrave,+ 30 og I siger: ’Hvis vi havde levet i vore forfædres dage, ville vi ikke have været delagtige med dem i profeternes blod.’+ 31 I vidner altså imod jer selv, at I er sønner af dem der myrdede profeterne.+ 32 Godt, så gør da jeres forfædres mål fuldt.*+

33 Slanger, giftslangeyngel,+ hvordan skal I kunne flygte fra Gehenʹnas* dom?+ 34 Se! af den grund sender+ jeg profeter, vismænd og offentlige lærere* til jer.+ Nogle af dem vil I dræbe+ og pælfæste,* og nogle af dem vil I piske+ i jeres synagoger og forfølge fra by til by, 35 så at alt det retfærdige blod der er udgydt på jorden, skal komme over jer,+ fra den retfærdige Abels+ blod+ til blodet af Zakariʹas, Barakiʹas’ søn, som I myrdede mellem helligdommen og alteret.+ 36 Jeg skal sige jer en sandhed: Alt dette vil komme over denne generation.+

37 Jerusalem, Jerusalem, der dræber profeterne+ og stener+ dem der er sendt til hende+ — hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, på samme måde som en høne samler sine kyllinger under vingerne!+ Men I ville ikke.+ 38 Se! Jeres hus+ overlades til jer selv.+ 39 For jeg siger jer: I skal afgjort ikke se mig fra nu af og indtil I siger: ’Velsignet er den der kommer i Jehovas* navn!’“+

24 Jesus gik nu ud og var på vej bort fra templet, da hans disciple kom hen til ham for at vise ham templets bygninger.+ 2 Det fik ham til at sige til dem: „Ser I ikke alt dette? Jeg skal sige jer sandheden: Her skal afgjort ikke lades sten på sten tilbage som ikke vil blive revet ned.“+

3 Mens han sad på Oliebjerget kom disciplene hen til ham da de var for sig selv og sagde: „Sig os: Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse*+ og afslutningen* på tingenes ordning?“*+

4 Og som svar sagde Jesus til dem: „Pas på at ingen vildleder jer;+ 5 mange vil nemlig komme på grundlag af mit navn og sige: ’Jeg er Messias,’* og de vil vildlede mange.+ 6 I vil komme til at høre om krige og rygter om krige; se til at I ikke bliver opskræmte. For dette må nødvendigvis ske, men enden* er der ikke endnu.+

7 For nation skal rejse sig* mod nation+ og rige mod rige,+ og der skal være tilfælde af hungersnød+ og jordskælv+ det ene sted efter det andet. 8 Alt dette er en begyndelse til veer.

9 Da vil man overgive jer til trængsel+ og dræbe+ jer, og I vil blive genstand for alle nationernes had+ på grund af mit navn.+ 10 Da vil mange også blive bragt til snublen og fald,+ og de vil forråde hinanden og hade hinanden.+ 11 Og mange falske profeter+ skal fremstå og vildlede mange;+ 12 og på grund af den tiltagende lovløshed+ vil kærligheden blive kold hos de fleste.+ 13 Men det er den der har holdt ud+ til enden* der bliver frelst.+ 14 Og denne gode nyhed+ om riget+ vil blive forkyndt* på hele den beboede jord* til et vidnesbyrd* for alle nationerne;+ og så vil enden*+ komme.

15 Derfor, når I får øje på afskyeligheden+ der forårsager ødelæggelse og som er omtalt ved profeten Daniel, idet den står på et helligt sted,*+ (lad læseren bruge dømmekraft,)* 16 så lad dem der er i Judæa flygte+ til bjergene. 17 Lad ikke den der er på taget stige ned for at hente hvad der er i hans hus, 18 og lad ikke den der er på marken vende hjem for at hente sin yderklædning. 19 Ve de gravide kvinder og dem der har et barn at give bryst i de dage!+ 20 Bliv ved med at bede om at jeres flugt ikke skal finde sted om vinteren eller på en sabbat;* 21 for der vil da være så stor en trængsel*+ som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu,+ og som heller ikke vil indtræffe igen. 22 Ja, blev de dage ikke afkortet, ville intet kød blive frelst; men på grund af de udvalgte+ vil de dage blive afkortet.+

23 Hvis nogen da siger til jer: ’Se! Her er Messias,’+ eller: ’Dér!’ så tro det ikke.+ 24 Falske messiasser+ og falske profeter+ vil nemlig fremstå og gøre store tegn+ og undere for at vildlede endog de udvalgte, om muligt.+ 25 Se! Jeg har forud advaret jer.+ 26 Hvis folk derfor siger til jer: ’Se! Han er i ørkenen,’ så gå ikke derud; ’Se! Han er i de inderste rum,’ så tro det ikke.+ 27 For ligesom lynet+ udgår fra øst og lyser over til vest, således vil Menneskesønnens nærværelse* være.+ 28 Hvor ådselet er, dér vil ørnene+ samles.+

29 Straks efter de dages trængsel skal solen formørkes,+ og månen+ skal ikke give sit lys, og stjernerne vil falde ned fra himmelen, og himlenes kræfter skal rystes.+ 30 Og derpå vil Menneskesønnens tegn+ vise sig i himmelen, og da skal alle jordens stammer slå sig selv af sorg,+ og de skal se Menneskesønnen komme* på himmelens skyer med magt og megen herlighed.*+ 31 Og han vil sende sine engle ud med kraftig trompetlyd,+ og de skal samle hans udvalgte+ fra de fire vinde,+ fra den ene ende af himlene til den anden ende.

32 Men lær følgende af billedet med figentræet: Så snart dets unge gren bliver blød og skyder blade, ved I at sommeren er nær.+ 33 Således ved I også, når I ser alt dette, at han er nær for døren.+ 34 Jeg skal sige jer en sandhed: Denne generation*+ skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker. 35 Himmelen og jorden skal forsvinde,+ men mine ord skal afgjort ikke forsvinde.+

36 Men om den dag og time+ ved ingen noget, hverken himlenes engle eller Sønnen,* kun Faderen alene.+ 37 For ligesom Noas dage+ var, sådan vil Menneskesønnens nærværelse* være.+ 38 For som de var i de dage før vandfloden:* de spiste og drak, mænd giftede sig og kvinder bortgiftedes, indtil den dag Noa+ gik ind i arken,+ 39 og de gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort,+ sådan vil Menneskesønnens nærværelse* være. 40 Da vil to mænd være på marken: den ene tages med og den anden lades tilbage; 41 to kvinder vil være i færd med at male på håndkværnen:+ den ene tages med og den anden lades tilbage.+ 42 Hold jer derfor vågne, for I ved ikke på hvilken dag jeres Herre kommer.+

43 Men det skal I være klar over, at hvis husets herre havde vidst i hvilken vagt tyven kom,+ ville han have holdt sig vågen og ikke tilladt at der blev brudt ind i hans hus. 44 Af den grund må også I vise jer parate,+ for Menneskesønnen kommer i en time I ikke forestiller jer.

45 Hvem er egentlig den trofaste og kloge træl+ som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad i rette tid?+ 46 Lykkelig+ er den træl hvis hans herre, når han kommer,* finder ham i færd med at gøre således! 47 Jeg skal sige jer sandheden: Han vil sætte ham over alt hvad han ejer.+

48 Men hvis den onde træl dér i sit hjerte+ siger: ’Min herre er længe om at komme,’+ 49 og begynder at slå sine medtrælle og at spise og drikke med de uforbederlige drankere, 50 så vil den træls herre komme på en dag han ikke venter det, og i en time+ han ikke kender, 51 og han vil straffe ham med største strenghed*+ og give ham hans lod hos hyklerne. Dér vil [han*] græde og skære tænder.*+

25 Da vil himlenes rige være som ti jomfruer der tog deres lamper+ og gik ud for at møde brudgommen.+ 2 Fem af dem var tåbelige,+ og fem var kloge.+ 3 De tåbelige tog nemlig deres lamper men tog ikke olie med sig, 4 hvorimod de kloge, sammen med deres lamper, tog olie i deres beholdere. 5 Da brudgommen var længe om at komme, døsede de alle hen og faldt i søvn.+ 6 Men midt om natten lød der et råb:+ ’Her er brudgommen! Gå ud for at møde ham.’ 7 Så stod alle jomfruerne op og bragte deres lamper+ i orden. 8 De tåbelige sagde til de kloge: ’Giv os noget af jeres olie,+ for vores lamper er ved at gå ud.’ 9 De kloge+ svarede med ordene: ’Måske er der ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til dem der sælger den og køb jer noget.’ 10 Mens de gik hen for at købe, ankom brudgommen, og de jomfruer der var parate gik med ham ind til bryllupsfesten,+ og døren blev lukket. 11 Bagefter kom de andre jomfruer også, og de sagde: ’Herre, herre, luk op for os!’+ 12 Som svar sagde han: ’Jeg siger jer som sandt er: Jeg kender jer ikke.’+

13 Hold jer derfor vågne,+ for I kender hverken dagen eller timen.+

14 Det er nemlig ligesom da en mand+ som skulle til at rejse udenlands,+ kaldte sine trælle til sig og overgav dem hvad han ejede.+ 15 En gav han fem talenter,* en anden to, en anden igen én, hver efter hans evne,+ og så rejste han udenlands. 16 Den der havde fået de fem talenter gik straks hen og gjorde forretninger med dem og tjente fem til.+ 17 På samme måde tjente den der havde fået de to, to til. 18 Men den der kun havde fået én, gik hen og gravede et hul i jorden og skjulte sin herres sølvpenge.

19 Lang tid efter+ kom disse trælles herre og gjorde regnskabet op med dem.+ 20 Så trådte den der havde fået de fem talenter* frem og afleverede yderligere fem talenter idet han sagde: ’Herre, du overgav mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til.’+ 21 Hans herre sagde til ham: ’Udmærket, gode og trofaste træl!+ Du har været trofast+ over lidt. Jeg vil sætte dig over meget.+ Gå ind til din herres glæde.’+ 22 Derefter trådte den der havde fået de to talenter frem og sagde: ’Herre, du overgav mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til.’+ 23 Hans herre sagde til ham: ’Udmærket, gode og trofaste træl! Du har været trofast over lidt. Jeg vil sætte dig over meget.+ Gå ind til din herres glæde.’+

24 Til sidst trådte den der havde fået den ene talent frem+ og sagde: ’Herre, jeg vidste at du er en hård* mand, der høster hvor du ikke har sået, og samler hvor du ikke har spredt. 25 Jeg blev derfor bange+ og gik hen og skjulte din talent i jorden. Her har du det der er dit.’ 26 Som svar sagde hans herre til ham: ’Onde og dovne* træl, du vidste altså at jeg høster hvor jeg ikke har sået, og samler hvor jeg ikke har spredt? 27 Så burde du have anbragt mine sølvpenge hos bankmændene, og når jeg kom ville jeg have fået det der er mit igen med renter.+

28 Tag derfor talenten* fra ham og giv den til ham der har de ti talenter.+ 29 Enhver der har, skal der nemlig gives mere, og han vil få overflod; men den der ikke har, fra ham skal endog det tages han har.+ 30 Og kast den uduelige træl ud i mørket udenfor. Dér vil [han] græde og skære tænder.’*+

31 Når Menneskesønnen+ kommer i sin herlighed, og alle englene med ham,+ da vil han sætte sig på sin herligheds trone.+ 32 Og alle nationerne skal samles foran ham,+ og han vil skille folk fra hinanden,+ ligesom en hyrde skiller fårene fra gederne. 33 Og han vil stille fårene ved sin højre+ side og gederne* ved sin venstre.+

34 Så vil kongen sige til dem ved sin højre side: ’Kom, min Faders velsignede,+ arv+ det rige+ som har været jer beredt fra verdens grundlæggelse.*+ 35 For jeg blev sulten, og I gav mig noget at spise;+ jeg blev tørstig, og I gav mig noget at drikke. Jeg var fremmed, og I tog gæstfrit imod mig;+ 36 [jeg var] nøgen,*+ og I gav mig tøj. Jeg blev syg, og I så til mig. Jeg var i fængsel,+ og I kom til mig.’ 37 Da vil de retfærdige svare ham med ordene: ’Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig mad, eller tørstig+ og gav dig noget at drikke?+ 38 Hvornår så vi dig som fremmed og tog gæstfrit imod dig, eller nøgen, og gav dig tøj? 39 Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og kom til dig?’ 40 Og som svar vil kongen+ sige til dem: ’Jeg skal sige jer sandheden: I det omfang I har gjort det mod en af mine mindste+ brødre dér,+ har I gjort det mod mig.’+

41 Så vil han derpå sige til dem ved sin venstre side: ’Gå bort fra mig,+ I forbandede, til den evige ild+ som er beredt Djævelen og hans engle.+ 42 For jeg blev sulten, og I gav mig intet at spise,+ og jeg blev tørstig,+ og I gav mig intet at drikke. 43 Jeg var fremmed, og I tog ikke gæstfrit imod mig; [jeg var] nøgen, og I gav mig ikke tøj;+ [jeg var] syg og i fængsel,+ og I så ikke til mig.’ 44 Da vil de også svare med ordene: ’Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller som fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel og sørgede ikke for dig?’ 45 Så vil han svare dem med ordene: ’Jeg skal sige jer sandheden: I det omfang I ikke har gjort det mod en af de mindste dér,+ har I ikke gjort det mod mig.’+ 46 Og disse skal gå bort til evig afskærelse,*+ men de retfærdige til evigt liv.“+

26 Da nu Jesus havde sluttet hele denne tale, sagde han til sine disciple: 2 „I ved at om to dage er det påske,+ og så skal Menneskesønnen overgives til at pælfæstes.“*+

3 Da samledes de øverste præster og folkets ældste i gården hos ypperstepræsten, som hed Kajʹfas,+ 4 og de holdt råd+ om med list at pågribe Jesus og dræbe ham. 5 Men de blev ved med at sige: „Ikke i højtiden, for at der ikke skal blive optøjer blandt folket.“+

6 Mens Jesus befandt sig i Betaʹnia+ i Simon den Spedalskes+ hus, 7 kom en kvinde hen til ham med en alabastkrukke med kostbar, vellugtende olie,+ og hun gav sig til at gyde den ud over hans hoved mens han lå til bords. 8 Ved synet af dette harmedes disciplene og sagde: „Hvorfor denne ødslen?+ 9 Dette kunne jo have været solgt for en hel del og givet til fattige+ folk.“ 10 Jesus bemærkede det+ og sagde til dem: „Hvorfor prøver I at volde kvinden besvær? Det er jo en smuk gerning hun har gjort mod mig.+ 11 De fattige har I jo altid hos jer,+ men mig har I ikke altid.+ 12 For da hun hældte denne vellugtende olie over mit legeme, gjorde hun det som en forberedelse til min begravelse.+ 13 Jeg skal sige jer en sandhed: Overalt hvor denne gode nyhed forkyndes* i hele verden,* skal det som denne kvinde har gjort også fortælles, til minde om hende.“+

14 Da gik en af de tolv, han der hed Judas Iskarioʹt,+ til de øverste præster 15 og sagde: „Hvad vil I give mig for at forråde ham til jer?“+ De traf aftale med ham om tredive sølvstykker.+ 16 Fra da af søgte han så stadig en gunstig lejlighed til at forråde ham.+

17 På den første af* de usyrede brøds dage+ kom disciplene hen til Jesus og sagde: „Hvor ønsker du at vi skal træffe forberedelser til at du kan spise påske[måltidet]?“+ 18 Han sagde: „Gå ind i byen til den og den mand+ og sig til ham: Læreren siger: ’Min fastsatte tid er nær; jeg vil holde påsken med mine disciple i dit hjem.’“+ 19 Og disciplene gjorde som Jesus havde pålagt dem, og de traf forberedelser til påsken.+

20 Da det nu var blevet aften,+ lå han til bords med de tolv disciple.+ 21 Mens de spiste sagde han: „Jeg skal sige jer en sandhed: En af jer vil forråde mig.“+ 22 Og de blev meget bedrøvede og begyndte hver og én at sige til ham: „Herre, det er ikke mig, vel?“+ 23 Som svar sagde han: „Det er den der sammen med mig dypper sin hånd i skålen, der vil forråde mig.+ 24 Menneskesønnen går ganske rigtig bort, sådan som der står skrevet+ om ham, men ve+ det menneske ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt!+ Det ville have været bedre for det menneske om det ikke var blevet født.“ 25 Judas, som stod i begreb med at forråde ham, sagde som svar: „Det er ikke mig, vel, Rabʹbi?“ Han sagde til ham: „Du har selv sagt [det].“

26 Som de nu fortsatte med at spise tog Jesus et brød,+ og efter at have udtalt en velsignelse brækkede han det i stykker,+ og idet han gav det til disciplene sagde han: „Tag, spis. Dette betyder* mit legeme.“+ 27 Så tog han et bæger,+ og efter at have sagt tak gav han det til dem, idet han sagde: „Drik alle af det,+ 28 for dette betyder+ mit blod, ’pagtens+ blod’,+ der skal udgydes for mange+ til synders tilgivelse.+ 29 Men jeg siger jer: Jeg skal afgjort ikke mere drikke af denne frugt af vintræet før den dag da jeg drikker den med jer ny* i min Faders rige.“+ 30 Til sidst, efter at have sunget lovsange,*+ gik de ud til Oliebjerget.+

31 Så sagde Jesus til dem: „I denne nat vil I alle blive bragt til snublen og fald i anledning af mig, for der står skrevet: ’Jeg vil slå hyrden, og hjordens får skal spredes.’+ 32 Men efter at jeg er blevet oprejst vil jeg gå forud for jer til Galilæʹa.“+ 33 Men Peter sagde som svar til ham: „Selv om alle de andre bringes til snublen og fald i anledning af dig, vil jeg aldrig blive bragt til snublen og fald!“+ 34 Jesus sagde til ham: „Jeg skal sige dig sandheden: I denne nat, før hanen galer, vil du tre gange nægte at kendes ved mig.“+ 35 Peter sagde til ham: „Om jeg så skulle blive nødt til at dø sammen med dig, vil jeg bestemt ikke nægte at kendes ved dig.“ Sådan sagde også alle de andre disciple.+

36 Da kom Jesus med dem til det sted+ der kaldes Getseʹmane, og han sagde til disciplene: „Sæt jer her mens jeg går derhen og beder.“+ 37 Han tog Peter og de to sønner+ af Zebedæʹus med, og han begyndte at blive bedrøvet og at ængstes.+ 38 Så sagde han til dem: „Min sjæl er dybt bedrøvet, ja til døden.+ Bliv her og hold jer vågne sammen med mig.“+ 39 Og han gik lidt videre, faldt på sit ansigt, bad+ og sagde: „Min Fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger+ gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil,+ men som du vil.“+

40 Og han kom hen til disciplene og fandt dem sovende, og han sagde til Peter: „Magtede I ikke så meget som at holde jer vågne én time sammen med mig?+ 41 Hold jer til stadighed vågne+ og bed+ fortsat, så I ikke kommer ind i fristelse.+ Ånden er naturligvis ivrig, men kødet er svagt.“+ 42 Igen, for anden gang,+ gik han væk og bad, idet han sagde: „Min Fader, hvis det ikke er muligt at dette kan gå forbi uden at jeg drikker det, så lad din vilje ske.“+ 43 Og han kom igen og fandt dem sovende, for deres øjne var tunge.+ 44 Han forlod dem så og gik igen hen og bad, for tredje gang,+ idet han endnu en gang sagde de samme ord. 45 Så kom han hen til disciplene og sagde til dem: „På en tid som denne sover I og hviler jer! Se! Timen er kommet nær da Menneskesønnen skal forrådes i synderes hænder.+ 46 Stå op, lad os gå. Se! Den der forråder mig er kommet nær.“+ 47 Og endnu mens han talte, se! da kom Judas,+ en af de tolv, og sammen med ham en stor skare med sværd+ og køller, fra de øverste præster og folkets ældste.+

48 Den der forrådte ham havde givet dem et tegn og sagt: „Den jeg kysser, ham er det; anhold ham.“+ 49 Og han gik lige hen til Jesus og sagde: „Vær hilset, Rabʹbi!“+ og kyssede+ ham ømt. 50 Men Jesus+ sagde til ham: „Ven, i hvilken hensigt er du her?“ Så trådte de frem og lagde hånd på Jesus og anholdt ham.+ 51 Men se! en af dem der var med Jesus rakte hånden ud og trak sit sværd, og idet han slog efter ypperstepræstens træl huggede han øret af ham.+ 52 Da sagde Jesus til ham: „Anbring igen dit sværd på dets plads,+ for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.+ 53 Eller mener du at jeg ikke kan bede min Fader om hjælp, så han i dette øjeblik sender mig mere end tolv legioner engle?+ 54 Men hvordan ville Skrifterne så blive opfyldt, [som siger] at det nødvendigvis må ske på denne måde?“ 55 I den time sagde Jesus til de mange mennesker: „Er I kommet ud med sværd og køller som mod en røver for at arrestere mig?+ Dag efter dag plejede jeg at sidde i templet+ og undervise, og dog anholdt I mig ikke. 56 Men alt dette er sket for at profeternes skrifter kan blive opfyldt.“+ Da forlod alle disciplene ham og flygtede.+

57 De der havde anholdt Jesus førte ham af sted til Kajʹfas,+ ypperstepræsten, hvor de skriftlærde og de ældste var samlede.+ 58 Men Peter blev ved med at følge efter ham i god afstand, helt til ypperstepræstens gård,+ og efter at være gået indenfor sad han nu sammen med husets tjenere for at se hvad det ville ende med.*+

59 I mellemtiden søgte de øverste præster og hele Sanhedrinet* at finde et falsk vidnesbyrd imod Jesus, så de kunne bringe død over ham,+ 60 men de fandt intet, skønt mange falske vidner trådte frem.+ Omsider trådte to frem 61 og sagde: „Denne mand har sagt: ’Jeg er i stand til at rive Guds tempel* ned og bygge det op på tre dage.’“+ 62 Da rejste ypperstepræsten sig og sagde til ham: „Har du intet svar? Hvad er det de vidner imod dig?“+ 63 Men Jesus tav.+ Så sagde ypperstepræsten til ham: „Jeg tager dig i ed+ ved den levende Gud, at du skal sige os om du er Messias,+ Guds søn!“ 64 Jesus sagde+ til ham: „Du har selv sagt [det].+ Dog siger jeg jer: Fra nu af+ skal I se Menneskesønnen+ sidde ved kraftens højre hånd+ og komme* på himmelens skyer.“+ 65 Da sønderrev ypperstepræsten sine yderklæder og sagde: „Han har spottet [Gud]!+ Hvad brug har vi mere for vidner?+ Se! Nu har I hørt [guds]bespottelsen.+ 66 Hvad mener I?“ De sagde som svar: „Han er skyldig til døden.“+ 67 Så spyttede de ham i ansigtet+ og slog+ ham med knytnæver. Andre gav ham lussinger,+ 68 og de sagde: „Profetér for os, Kristus.+ Hvem var det der slog dig?“+

69 Men Peter sad udenfor i gården; og en tjenestepige kom hen til ham og sagde: „Du var også sammen med Jesus Galilæeren!“+ 70 Men han benægtede det over for dem alle og sagde: „Jeg ved ikke hvad du snakker om.“ 71 Efter at han var gået ud i portbygningen lagde en anden pige mærke til ham og sagde til dem der var der: „Den mand dér var sammen med Jesus Nazaræeren.“+ 72 Og igen benægtede han det, med en ed: „Jeg kender ikke det menneske!“+ 73 Lidt efter kom de der stod rundt om, hen til Peter og sagde: „Vist er du også en af dem, din dialekt røber dig jo.“+ 74 Så begyndte han at bande og sværge: „Jeg kender ikke det menneske!“ Og straks galede hanen.+ 75 Og Peter huskede hvad Jesus havde sagt: „Før hanen galer, vil du tre gange nægte at kendes ved mig.“+ Og han gik udenfor og græd bitterligt.+

27 Da det var blevet morgen lagde alle de øverste præster og folkets ældste råd op mod Jesus for at bringe død over ham.+ 2 Og efter at de havde bundet ham, førte de ham af sted og overgav ham til landshøvdingen Pilaʹtus.+

3 Da Judas, som havde forrådt ham, så at han var blevet dømt skyldig, fortrød han og leverede de tredive+ sølvstykker tilbage til de øverste præster og de ældste 4 idet han sagde: „Jeg syndede da jeg forrådte retfærdigt blod.“+ De sagde: „Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag!“+ 5 Så kastede han sølvstykkerne ind i templet* og fjernede sig og gik hen og hængte sig.+ 6 Men de øverste præster tog sølvstykkerne og sagde: „Det er ikke tilladt at lægge dem i tempelkassen, da det er betaling for blod.“ 7 Efter at have holdt råd købte de pottemagermarken for dem til begravelsesplads for de fremmede. 8 Derfor er den mark blevet kaldt „Blodmarken“+ indtil den dag i dag. 9 Da blev dét opfyldt som var udtalt gennem profeten Jeremias,* der sagde: „Og de tog* de tredive sølvstykker,+ prisen for den der var blevet sat en pris på, ham som nogle af Israels sønner havde sat en pris på, 10 og de gav* dem for pottemagermarken,+ i overensstemmelse med det Jehova* havde befalet mig.“

11 Jesus stod nu foran landshøvdingen; og landshøvdingen stillede ham spørgsmålet: „Er du jødernes konge?“+ Jesus svarede: „Du siger [det] selv.“+ 12 Men da han blev anklaget+ af de øverste præster og de ældste, gav han intet svar.+ 13 Så sagde Pilaʹtus til ham: „Hører du ikke hvor mange ting de fremfører som vidnesbyrd imod dig?“+ 14 Men han svarede ham ikke, nej, ikke et ord, så landshøvdingen undrede sig meget.+

15 Nu plejede landshøvdingen ved hver højtid at give folkemængden en fange fri, den de ønskede.+ 16 Netop på den tid havde man en berygtet fange som hed Barʹabbas.+ 17 Da de var samlet sagde Pilaʹtus derfor til dem: „Hvem vil I have at jeg skal frigive jer, Barʹabbas eller Jesus, ham der kaldes Kristus?“+ 18 Han var nemlig klar over at det var af misundelse+ de havde udleveret ham.+ 19 Dertil kom at mens han sad på dommersædet sendte hans hustru bud ud til ham og sagde: „Hav intet med denne retfærdige+ mand at gøre,* for jeg har lidt meget i dag i en drøm+ på grund af ham.“ 20 Men de øverste præster og de ældste overtalte folkeskarerne til at bede om Barʹabbas+ og at få Jesus ryddet af vejen. 21 Og nu reagerede landshøvdingen ved at sige til dem: „Hvem af de to vil I have at jeg skal frigive jer?“ De sagde: „Barʹabbas.“+ 22 Pilaʹtus sagde til dem: „Hvad skal jeg så gøre med Jesus, ham der kaldes Kristus?“ De sagde alle: „Lad ham blive pælfæstet!“*+ 23 Han sagde: „Jamen hvad ondt har han da begået?“ Men de råbte blot endnu højere: „Lad ham blive pælfæstet!“+

24 Da Pilaʹtus så at intet hjalp, men at der snarere var ved at blive optøjer, tog han vand+ og vaskede sine hænder i folkemængdens påsyn idet han sagde: „Jeg er uskyldig i dennes blod.* Det bliver jeres sag.“ 25 Dertil sagde hele folket som svar: „Hans blod komme over os og over vore børn.“+ 26 Så gav han dem Barʹabbas fri, men han lod Jesus piske+ og overgav ham til at blive pælfæstet.+

27 Så tog landshøvdingens soldater Jesus ind i paladset og samlede hele hærafdelingen om ham.+ 28 Og efter at have klædt ham af lagde de en skarlagenrød kappe omkring ham,+ 29 og de flettede en krone af tornegrene og anbragte den på hans hoved og [gav ham] en rørkæp i hans højre hånd. Og de knælede foran ham og gjorde nar+ af ham idet de sagde: „Vær hilset, jødernes konge!“+ 30 Og de spyttede+ på ham og tog rørkæppen og begyndte at slå ham i hovedet. 31 Til sidst, da de havde gjort nar+ af ham, tog de kappen af ham og gav ham hans egne yderklæder på og førte ham af sted til pælfæstelsen.+

32 Mens de var på vej derud traf de en mand fra Kyreʹne ved navn Simon.+ Denne mand pålagde de som tvungen tjeneste at bære hans marterpæl. 33 Og da de kom til et sted som kaldes Golʹgata,*+ det vil sige Hovedskalsted,* 34 gav de ham vin blandet med galde+ at drikke; men efter at have smagt det ville han ikke drikke det.+ 35 Da de havde pælfæstet+ ham, delte de hans yderklæder+ ved at kaste lod,+ 36 og de sad dér og holdt vagt over ham. 37 Desuden anbragte de over hans hoved beskyldningen mod ham, skrevet [således]: „Dette er Jesus, jødernes konge.“+

38 Så blev to røvere pælfæstet sammen med ham, én ved hans højre side og én ved hans venstre side.+ 39 Og de forbipasserende begyndte at spotte+ ham, idet de rystede på hovedet+ 40 og sagde: „Du som ville rive templet ned+ og bygge det op på tre dage, frels dig selv! Hvis du er søn af Gud, så stig ned fra marterpælen!“+ 41 På lignende måde begyndte også de øverste præster sammen med de skriftlærde og de ældste at gøre nar og sige:+ 42 „Andre har han frelst; sig selv kan han ikke frelse! Han er Israels konge;+ lad ham nu stige ned fra marterpælen, og vi vil tro på ham.+ 43 Han har sat sin lid til Gud; lad Ham nu befri+ ham hvis Han vil have ham; han har jo sagt: ’Jeg er Guds søn.’“+ 44 På samme måde begyndte endog røverne der var pælfæstet sammen med ham at skælde ham ud.+

45 Fra den sjette time* blev der mørke+ over hele landet indtil den niende time.*+ 46 Ved den niende time råbte Jesus med høj røst og sagde: „Eliʹ, Eliʹ, lamaʹ sabachthaʹni?“* det vil sige: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“+ 47 Nogle af dem der stod der, sagde da de hørte dette: „Denne mand kalder på Elias.“+ 48 Og straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med sur+ vin og satte den på en rørkæp og lod ham drikke.+ 49 Men de andre sagde: „Lad [ham] være! Lad os se om Elias kommer for at redde ham.“+ [[En anden tog et spyd og stak ham i siden, og der kom blod og vand ud.]]*+ 50 Jesus råbte igen med høj røst, og opgav ånden.*+

51 Og se! forhænget+ i helligdommen blev flænget i to dele, fra øverst til nederst,+ og jorden skælvede og klipperne revnede.+ 52 Og mindegravene åbnedes og mange af de hensovede helliges legemer blev oprejst, 53 (og folk* der kom ud fra mindegravene efter at han var blevet oprejst, gik ind i den hellige by,)+ og de blev synlige for mange mennesker. 54 Men da centurionen* og de der sammen med ham holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og de ting der skete, blev de meget bange og sagde: „Dette var virkelig Guds søn.“*+

55 Der var også mange kvinder dér, som så til på afstand;+ de havde ledsaget Jesus fra Galilæʹa for at sørge for ham;+ 56 blandt dem var Maria Magdalene, og Maria, moderen til Jakob og Joses,* og desuden moderen til Zebedæʹus’ sønner.+

57 Da det nu var sent på eftermiddagen kom en rig mand fra Arimatæʹa ved navn Josef, som også selv var blevet discipel af Jesus.+ 58 Denne mand gik til Pilaʹtus og bad om at få Jesu legeme.+ Så befalede Pilaʹtus at det skulle udleveres.+ 59 Og Josef tog legemet, svøbte det ind i rent, fint linned+ 60 og lagde det i sin nye mindegrav,+ som han havde hugget ud i klippen. Og efter at have rullet en stor sten for indgangen til mindegraven gik han.+ 61 Men Maria Magdalene og den anden Maria blev der og sad foran gravstedet.+

62 Den næste dag, som var efter beredelsesdagen,+ samledes de øverste præster og farisæerne hos Pilaʹtus 63 og sagde: „Herre, vi er kommet i tanker om at denne bedrager, da han endnu levede, sagde: ’Om tre dage+ vil jeg blive oprejst.’ 64 Befal derfor at gravstedet skal sikres indtil den tredje dag, for at hans disciple ikke skal komme og stjæle+ ham og sige til folket: ’Han er blevet oprejst fra de døde!’ og dette sidste bedrag blive værre end det første.“ 65 Pilaʹtus sagde til dem: „I har vagtmandskab.+ Gå hen og lad [stedet] sikre så godt som I kan.“ 66 De gik så hen og sikrede gravstedet med vagtmandskabet efter at have forseglet stenen.+

28 Efter* sabbatten, da det var ved at blive lyst på den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til gravstedet.+

2 Og se! der havde været et stort jordskælv; for Jehovas* engel var steget ned fra himmelen og var kommet hen og havde rullet stenen væk og sad nu på den.+ 3 Hans udseende var som lynild,+ og hans klædedragt så hvid som sne.+ 4 Ja, de der havde holdt vagt havde skælvet af frygt for ham og var blevet som døde.

5 Men engelen+ sagde som svar til kvinderne: „I skal ikke være bange, for jeg ved at I søger efter Jesus,+ som blev pælfæstet.* 6 Han er ikke her, for han er blevet oprejst,+ som han har sagt. Kom, se stedet hvor han lå. 7 Og gå nu hurtigt hen og sig til hans disciple at han er blevet oprejst+ fra de døde, og se, han går forud for jer til Galilæʹa;+ dér vil I se ham. Se! jeg har underrettet jer.“+

8 Hurtigt forlod de så mindegraven, med frygt og stor glæde, og løb for at give hans disciple besked.+ 9 Og se! Jesus mødte dem og sagde: „Vær hilset!“ De nærmede sig og greb ham om fødderne og bøjede sig ærbødigt for ham. 10 Så sagde Jesus til dem: „Vær ikke bange! Gå hen og giv mine brødre besked,+ så de kan tage af sted til Galilæʹa; og dér vil de se mig.“

11 Mens de var på vej, se, da gik nogle fra vagtmandskabet+ ind i byen og meddelte de øverste præster alt hvad der var sket. 12 Og efter at disse var kommet sammen med de ældste og havde holdt råd, gav de soldaterne et tilstrækkeligt antal sølvstykker+ 13 og sagde: „Sig: ’Hans disciple+ kom om natten og stjal ham mens vi sov.’ 14 Og hvis dette kommer landshøvdingen for øre, skal vi besnakke [ham] og sørge for at I kan være uden bekymring.“ 15 De tog så sølvstykkerne og gjorde som de var blevet instrueret; og lige til den dag i dag er denne udtalelse blevet spredt blandt jøderne.

16 De elleve disciple tog imidlertid af sted til Galilæʹa,+ til det bjerg som Jesus havde aftalt med dem, 17 og da de så ham, bøjede de sig ærbødigt for ham, men nogle* tvivlede.+ 18 Og Jesus trådte frem, talte til dem og sagde: „Al myndighed*+ i himmelen og på jorden er blevet givet mig. 19 Gå derfor ud og gør disciple*+ af folk af alle nationerne,+ idet I døber+ dem i* Faderens+ og Sønnens+ og den hellige ånds+ navn, 20 og idet I lærer+ dem at holde+ alt det jeg har befalet jer.+ Og se, jeg er med jer+ alle dage indtil afslutningen* på tingenes ordning.“*+