En tur gennem ’et hul i jorden’

FOR newyorkerne går den hurtigste vej rundt i byen ofte gennem det som de kalder „hullet i jorden“ — byens undergrundsbane.

I mere end 50 storbyer i verden findes der underjordiske jernbaner, undergrundsbaner, og flere andre steder er man i gang med at anlægge en. Der findes undergrundsbaner som er både renere og mere effektive end den i New York, men forfatteren Stan Fischler hævder i sin bog Uptown, Downtown at „ingen undergrundsbane er mere spændende, mere indviklet, mere varieret og mere farverig end New Yorks“.

Begyndelsen

Hvis vi ganske kort betragter undergrundsbanernes historie vil vi bedre kunne forstå hvorfor den der findes i New York vækker så stærke følelser — både for og imod. Undergrundsbanerne blev udviklet som en løsning på byernes store trafikproblemer. I 1863 blev den første undergrundsbane åbnet i London. Dengang foregik driften med damplokomotiver, og dampen, soden og røgen skabte selvsagt en temmelig ubehagelig luft i tunnelerne. Men det var prisen for fremgangen. Snart efter fik også Glasgow, Budapest, Boston, Paris og Berlin en undergrundsbane.

New York fik sin undergrundsbane, sin „subway“, relativt sent, men med den stærkt stigende befolkning blev behovet tydeligt. Forslag til et hurtigt transportsystem blev imidlertid med held modarbejdet af korrupte politikere som havde økonomiske interesser i overfladetransport. Efterhånden som trafiksituationen blev værre og værre, var byen tvunget til at benytte en midlertidig løsning: Højbanen, som begyndte at køre i 1870’erne. Banen var grim og larmende, og eftersom man benyttede damplokomotiver regnede det ofte med sod og slagger ned over folk under banen.

Fire års støj og gener

I år 1900 påbegyndte New York det omfattende anlæg af undergrundsbanen. I stedet for at grave tunneler langt nede i jorden, som man havde gjort det i London, valgte man dristigt en anden løsning. Planen var at grave en stor rende, lægge jernbaneskinner i bunden, forstærke bund, sider og top med jerndragere, og reetablere gaden oven over alt dette. Hvilke fordele havde denne løsning? For det første var det billigere og hurtigere at grave en rende end at grave en tunnel. For det andet ville passagererne hurtigt kunne få adgang til toget ad nogle forholdsvis korte trapper, i stedet for at skulle køre langt ned med en elevator.

Det var imidlertid ikke helt uden problemer. Forretningerne led under forstyrrelserne i forbindelse med konstruktionen. Under gravearbejdet stødte man konstant på kloak-, vand-, gas- og dampledninger samt el- og telefonkabler. De omfattende udgravninger truede også med at svække fundamenterne til nogle af de større bygninger. Og nogle steder krævede Manhattans varierende terræn at man huggede tunneler langt nede i jorden, igennem selve klippegrunden.

Til trods for alt dette udholdt newyorkerne støjen, generne og forstyrrelserne i de fire lange år som konstruktionen af undergrundsbanen varede. Men da togene begyndte at køre i efteråret 1904, blev det alt sammen glemt. Undergrundsbanen blev straks en succes! I løbet af det første driftsår blev jernbanen under byen hver dag benyttet af over 300.000 mennesker.

New Yorks livline

Man kan ikke stå på afstand og beundre hele det store undergrundsnet, sådan som man kan betragte Empire State Building eller Brooklyn Bridge. Ikke desto mindre er disse synlige vidundere kun dværge i forhold til det kæmpemæssige undergrundsnet. I et afsnit på 80 kilometers længde er der brugt tre gange så meget stål som i hele Empire State Building! Hele linjenettet har en længde på over 370 kilometer med over 1300 kilometer spor, hvilket gør det til et af de største i verden.

Undergrundsbanen har også haft en markant indvirkning på selve byens udvikling. De fleste af de titusinder der arbejder i forretningskvartererne kommer enten fra andre dele af byen eller fra forstæderne. Arbejdere og funktionærer kan slippe for Manhattans legendariske trafikkøer og parkeringsproblemer ved ganske enkelt at benytte undergrundsbanen. Den er således blevet en livline for mange firmaer i New York.

I mange år har undergrundsbanen været et sikkert, rent og effektivt transportsystem. Men tiderne har ændret sig, og den „tiltagende lovløshed“ som Bibelen har forudsagt ville plage verden i dag, kan også mærkes i undergrundsbanen. (Mattæus 24:12) Væbnede røverier og tasketyverier er blevet en daglig foreteelse i undergrundsbanen.

Stigende driftsudgifter har bevirket at billetpriserne er steget til mere end det tyvedobbelte siden banen blev taget i brug! Alligevel er det ikke den indbringende forretning det var engang. I dag holder enorme statstilskud togene i gang. Togvogne og stationer er derfor i nogle tilfælde snavsede og dårligt vedligeholdte. Nyt udstyr bliver hurtigt ødelagt. Nødvendige reparationer på spor og andet materiel bliver ofte forsømt. Forsinkelser og aflysninger — der engang var sjældne — er nu almindelige. Ikke desto mindre er undergrundsbanen en vigtig og nødvendig del af livet i byen, og newyorkerne synes at acceptere sådanne gener med stoisk ro.

En tur med undergrundsbanen

Kunne du tænke dig at prøve en tur gennem „hullet i jorden“? To af New Yorks undergrundslinjer løber kun nogle få husblokke fra Vagttårnsselskabets hovedkontor, hvor dette blads hovedredaktion ligger. Lad os gå hen til en af dem.

Vores mål er Det Amerikanske Naturhistoriske Museum på vestsiden af Manhattan. Fra Vagttårnets hovedkontor i Brooklyn går vi nogle få husblokke hen til den station hvorfra linje A kører.a Vi går ned til vekselkontoret hvor vi køber vores poletter — nogle særlige mønter der giver os adgang til stationen gennem et tælleapparat. Idet vi går ned ad endnu en række trapper kommer vi til perronen. Der er spor på begge sider, og skilte viser på hvilken side af perronen togene går til Manhattan og på hvilken side togene går længere ud i Brooklyn. Vi skal med toget til Manhattan.

Kan du høre den svage rumlen? Dét — og så en pludselig brise — fortæller dig at toget er på vej. Med ét suser det ind langs perronen, får luften til at hvirvle rundt, og fylder stationen med en øredøvende larm. Vognstyreren bremser, og toget standser hurtigt. Idet dørene åbnes maser folk sig ind og ud. Vi er så heldige at finde en ledig siddeplads. Hvis vi havde taget toget i myldretiden ville vi formentlig have været nødt til at stå op som sild i en tønde.

Dørene lukker, og med en let slingren i vognene kører toget hurtigt ud fra stationen. Igennem støjen lyder der en stemme over højttalersystemet. ’Hvad sagde han?’ spørger du. Det var meget enkelt. Han sagde at dette er linje A, og at toget kører til den indre by med retning mod 207. gade. Næste stop hedder Broadway-Nassau. Efter et stykke tid vænner man sig til at forstå togførerens stemme i højttaleren.

En tur med undergrundsbanen giver én mulighed for at møde en hel speciel samling af mennesker: Forretningsfolk i nålestribede habitter, arbejdere, tiggere, vagabonder, skæggede chasidiske jøder på vej til arbejde, og forældre med deres børn. Ja, i undergrundsbanen kan man se et kalejdoskopisk billede af alle de mennesketyper der findes i storbyen New York.

Vi når kun at betragte dem et øjeblik, for inden vi ser os om er toget ved vores bestemmelsessted. Vi skynder os ud, går op ad nogle få trapper og står på gaden. Hvad synes du? Nogle synes det er interessant og spændende at køre i subway. Andre er glade for at komme op igen. Men uanset om man elsker eller hader undergrundsbanen, gør oplevelsen uvægerlig indtryk på én.

Måske får du en dag mulighed for at prøve den. Faktisk har man ikke rigtig oplevet New York før man har prøvet en tur gennem „hullet i jorden“ — New Yorks undergrundsbane.

[Fodnote]

[Kort/illustration på side 10]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

A

QB

7

M

5

2

[Kildeangivelser]

Jim Kalett/Photo Researchers

Kort: NYCTA