5. Mosebog
2 Min belæring vil dryppe som regnen,+
mit ord skal drive som duggen,+
som sagte regn på græs+
og som rigelige regnskyl på planterne.+
4 Klippen, fuldkomment er hans værk,*+
for alle hans veje er rette.+
En trofast Gud,*+ hos hvem der ikke er uret;+
retfærdig og redelig er han.+
5 De har* selv handlet ødelæggende;*+
de er ikke hans børn; fejlen er deres egen.*+
En forkvaklet og forvildet generation!+
6 Er det Jehova* I gengælder på denne måde,+
du uforstandige og uvise folk?+
Er han ikke din Fader som har bragt dig til verden,+
som har frembragt dig og grundfæstet dig?+
tænk på årene der er gået, generation efter generation;
spørg din fader, og han kan fortælle dig;+
dine gamle, og de kan sige dig det.+
8 Da den Højeste gav nationerne en arvelod,*+
da han skilte Adams* sønner fra hinanden,+
fastsatte han folkenes grænser+
efter tallet på Israels sønner.+
10 Han kom og fandt ham i et ørkenland,+
ja, i en tom,* hylende ødemark.+
Så omgærdede han ham,+ drog omsorg for ham,+
værnede om ham som sin øjesten.+
11 Som en ørn purrer sin rede ud,
svæver over sine flyvefærdige unger,+
breder sine vinger ud, tager dem,
bærer dem på sine svingfjer,+
13 Han lod ham drage frem over jordens højder,+
og han spiste* markens afgrøde.+
Og han lod ham suge honning af et klippebjerg+
og olie af en flinthård klippe;+
14 smør* fra hornkvæget og mælk fra småkvæget,+
samt fedt af lam
og væddere, Baʹsans sønner, og bukke,+
tillige med nyrefedt af hvede;+
15 Da Jeʹsjurun*+ blev fed, sparkede han bagud.*+
Du blev fed, du blev tyk, du blev forædt.+
17 De ofrede til dæmonerne,* ikke til Gud,*+
nye som nylig var kommet til,+
som jeres forfædre ikke var bekendt med.*
18 Klippen som avlede dig, glemte du,+
og Gud som bragte dig til verden under fødselsveer,+ lod du gå i glemme.
20 Så sagde han: ’Lad mig skjule mit ansigt for dem,+
lad mig se hvordan det går dem til sidst.
De er jo en fordærvet generation,+
sønner i hvem der ingen trofasthed er.+
21 De har ægget mig til skinsyge med det der ikke er gud;+
de har krænket mig med deres tomme guder;*+
derfor vil jeg ægge dem til skinsyge med det der ikke er et folk;+
med en uforstandig nation vil jeg krænke dem.+
22 For en ild er blevet antændt i min vrede,+
og den vil brænde ned til Sheʹol, det dybeste sted,*+
og den vil fortære jorden og dens afgrøde+
og vil sætte bjergenes grundvolde i flammer.+
24 Udmarvede af sult+ vil de være og fortærede af feberbrand+
og bitter ødelæggelse.+
Og dyretænder sender jeg over dem,+
samt gift af støvets kryb.+
25 Udenfor vil et sværd bortrive,+
[bortrive] både ung mand og jomfru,+
diende barn med grånende mand.+
27 hvis ikke jeg gruede for fjendens krænkelse,+
for at deres modstandere skulle mistyde det,+
at de skulle sige: „Det var vor hånd* der var løftet,+
og ikke Jehova der har udvirket alt dette.“+
29 Åh, blot de var vise!+ Så ville de tage ved lære af dette.+
De ville tænke på hvordan det til sidst ville gå dem.+
30 Hvordan kan én forfølge tusind,
og to jage ti tusind på flugt?+
Ikke uden deres Klippe havde solgt dem*+
og Jehova havde overgivet dem.*
32 For deres vinstok er fra Soʹdomas vinstok
og fra Gomorʹras terrasser.+
Deres druer er giftige druer,
deres klaser er bitre.+
35 Hævnen er min, og gengældelsen.+
Når tiden er inde vil deres fod vakle,+
for deres undergangs dag er nær,+
og det der holdes rede til dem kommer hastigt.’+
36 For Jehova vil dømme sit folk,+
og han vil have ondt af sine tjenere,+
for han vil se at [deres] støtte* er forsvundet
og der er kun en hjælpeløs og en uduelig.*
37 Og han skal sige: ’Hvor er deres guder,*+
klippen de søgte tilflugt hos,*+
38 som plejede at spise deres slagtofres fedt,+
at drikke deres drikofres vin?+
Lad dem stå frem og hjælpe jer.+
Lad dem blive et skjul for jer.+
39 Se nu at det er mig, mig [der er Gud],*+
og at der ingen guder er ved siden af mig.+
Jeg lader dø, og jeg lader leve.*+
Har jeg tilføjet dybe sår,+ vil jeg også læge,+
og der er ingen som river ud af min hånd.+
41 hvis jeg har hvæsset mit lynende sværd*+
og min hånd griber fat om dommen,+
vil jeg betale mine modstandere tilbage med hævn+
og øve gengældelse mod dem der hader mig.+
43 Vær glade, I nationer, med hans folk,*+
for han vil hævne sine tjeneres blod,+
og han vil gengælde sine modstandere med hævn+
og skaffe sit folks jord* soning.“
44 Således kom Moses og fremførte alle denne sangs ord i folkets påhør,*+ han og Hosjeʹa,* Nuns søn.+ 45 Og da Moses var færdig med at fremføre alle disse ord for hele Israel, 46 sagde han til dem: „Ret jeres hjerte mod alle de ord som jeg har advaret jer med* i dag,+ så I kan give jeres sønner påbud om at tage vare på at følge alle denne lovs ord.+ 47 For det er ikke et ord uden værdi for jer;+ men det betyder livet for jer,+ og ved dette ord kan I få en lang række dage på den jord som I går over Jordan for at tage i besiddelse.“+
48 Og Jehova sagde videre til Moses denne samme dag: 49 „Gå op på Aʹbarimbjerget*+ dér, Neʹbo Bjerg,+ som ligger i Moʹabs land, der ligger over for Jeriko, og se Kaʹna’ans land, som jeg giver Israels sønner som ejendom.+ 50 Derpå må du dø på det bjerg du går op på, og samles til dit folk,+ sådan som din broder Aron døde på bjerget Hor+ og samledes til sit folk, 51 fordi I handlede troløst over for mig+ midt blandt Israels sønner ved Meʹribas vand+ i Kaʹdesj i Zins Ørken, fordi I ikke helligede mig* midt blandt Israels sønner.+ 52 Derfor skal du se landet på afstand, men du kommer ikke til at gå derind, ind i det land som jeg giver Israels sønner.“+