Kompostering — en løsning på affaldsproblemet

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I FINLAND

MENNESKEHEDEN er stillet over for et meget svært dilemma når det drejer sig om den voksende mængde affald. Affaldet har hobet sig op i takt med den moderne teknologis udbredelse, men den samme teknologi har åbenbart noget sværere ved at skaffe os af med affaldet. De nærliggende og gængse løsninger man bruger i dag, er forbundet med mange problemer. Deponeret affald kan forurene grundvandet; derfor har mange lande lukket en del lossepladser. Højteknologiske forbrændingsanlæg er heller ikke særlig populære, for ved forbrænding af affald frigøres ofte giftige kemikalier og der frembringes aske — begge spildprodukter som det er meget svært at blive af med.

Hvilke alternativer er der? Nogle går ind for en naturlig proces der har det tilfælles med afbrænding at affaldet nedbrydes under varmeudvikling. Metoden kaldes kompostering. Ved kompostering nedbrydes og omdannes organisk stof til en mængde biprodukter. Biprodukterne kan være meget nyttige. Gasserne og varmen kan udnyttes som energikilder. Og humus, et værdifuldt biprodukt med fast konsistens, kan bruges som markgødning.

Kompostering nyder en stadig stigende popularitet. For eksempel har byen Korsholm og nabobyen Vaasa i Finland udviklet et avanceret anlæg som gør brug af komposteringsteknik til behandling af affald. Anlæggets konstruktører udtænkte en opfindsom plan der på én gang løste to af områdets problemer. Da det er svært at finde grus i naturen til brug ved byggerier og anlæg af veje, fik man den idé at sprænge et 40 meter dybt hul i grundfjeldet. Efter at have leveret materiale til en masse grus udgjorde hullet det perfekte sted for en stor bioreaktor, som skulle behandle kommunens affald. Reaktorens placering i klippegrund gør det muligt at opretholde den rette temperatur, hvilket er vigtigt for gæringsprocessen.

Hvad blev resultatet? Dette moderne anlæg har i stor udstrækning løst områdets affaldsproblem. Her bliver affaldets volumen og vægt formindsket med henholdsvis 75 procent og 66 procent. Hvordan er det muligt? Lad os tage hen og besøge anlægget.

Et enestående anlæg

Da vi nærmer os dette sted er det ikke indtrykket af en losseplads der møder os. Her er ingen rotter og rådden stank. Anlægget ligner en almindelig produktionsvirksomhed.

Anlæggets driftsleder viser os først en oversigt som forklarer hvad der foregår i anlægget. I løbet af to faser formindskes affaldets masse. Man lader det først kompostere og dernæst gå i forrådnelse. Ved kompostering af affaldet forbruges der ilt. I forrådnelsesprocessen gærer affaldet uden ilt. Men affaldet skal knuses inden det gennemgår disse to processer.

Fra kontrolrummet kan vi igennem et vindue se en skraldevogn bakke ind gennem en port. Affaldet bliver læsset ned i et stort, tragtformet hul, hvorfra det på et transportbånd føres ind i en maskine der findeler affaldet. En kran fjerner større genstande såsom cykelstel, bildæk, udstødningsrør og hvad man kan få fat på af plastic. Gamle køleskabe og frysere bliver sendt til reparation og senere eksporteret til forskellige udviklingslande.

Efter den første findeling føres affaldet over en grov sigte, hvor stykker mindre end 50 millimeter falder igennem. Det drejer sig om halvdelen af skraldet, og denne del går videre til første fase af den biologiske behandling — komposteringen. I en stor tank bliver det findelte affald blandet med slam fra byens vandrensningsanlæg.

Vores guide fortæller: „Vi udviklede denne proces med tanke for miljøet; derfor bliver endda støvet fra findelingsprocessen fjernet. Desuden forsynes komposteringstanken med ilt, og dér bliver blandingen af affald og slam homogeniseret og opvarmet til omkring 40 grader. Hvis luften fra tanken ikke først blev renset ved hjælp af et filter ville den stinke forfærdeligt på grund af forrådnelsen.“

Når substansen har opholdt sig to dage i komposteringstanken, pumpes den ind i en 40 meter høj biogasreaktor. Her bliver substansens organiske bestanddele nedbrudt af mikroorganismer der kan leve i dette iltfrie miljø. Denne fase, der kaldes udrådning, foregår over en periode på 15 dage ved 35 grader. Slutprodukterne er humusmasse og biogas. Humusen indeholder mellem 85 og 90 procent vand, hvoraf størstedelen presses ud, skilles fra og pumpes tilbage i reaktoren.

Hvad er der sket med den anden halvdel af affaldet? Vores guide fortæller at dette affald er forholdsvis brændbart, da det hovedsagelig består af papir og plastic. Men det kræver en temperatur på over 1000 grader at forbrænde affaldet på en forsvarlig måde, og der findes ikke et sådant forbrændingsanlæg i nærheden. „Derfor bliver affaldet endnu en gang findelt og indført i den biologiske affaldsbehandling,“ fortæller han. „Det er rigtigt at den biologiske proces ikke kan nedbryde plastic, men affaldet består hovedsagelig af papir, og ender følgelig med at blive til biomasse.“

Om biprodukterne fortæller vores guide: „Som sagt resulterer processen hovedsagelig i to produkter, humusmasse og biogas. Vi sælger humusmassen som et jordforbedringsmiddel til brug ved anlæggelse af grønne områder og som materiale til opfyldning af gamle, nedlagte lossepladser. Der er behov for store mængder humus, nu hvor mange lossepladser lukkes. Fremtiden må så vise om humusmassen kan bruges i landbruget når vi får fjernet alt glas og plastic. Biogassen består af 60 procent metan og 40 procent kuldioxid. Den svarer kvalitetsmæssigt til naturgas, og udnyttes på samme måde, og vi forsyner de omkringliggende industrivirksomheder med gas gennem et rørledningssystem.“

Udgør de tungmetaller som findes i affald og slam ikke et problem? Vores guide fortsætter: „Disse tungmetaller er koncentreret i vandet. Hvis tungmetallerne blev fjernet fra vandet kunne vores produkt bruges til mange formål, og derfor har vi planer om i fremtiden at købe udstyr til dette. Nu når vi taler om fremtiden vil jeg da gerne fortælle jer om min drøm: At alle private husstande engang vil komme til at sortere deres eget affald, så vi hverken modtager glas, plastic eller metal, som jo kan genanvendes. Selv plastic, gummi og syntetiske stoffer kan genanvendes.“

Anlægget er i stand til at behandle affald fra 100.000 indbyggere, og det er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Finland har nemlig som målsætning at genanvende halvdelen af den samlede mængde affald i år 2000 — enten som råstoffer eller som energi.a

Vores rundvisning har givet os konkrete beviser for at det er muligt at gøre noget ved de store mængder affald. Vi kan som enkeltpersoner samarbejde med de kommunale myndigheder og følge de indsamlingsordninger der er fastlagt i lokale regulativer om genbrug. Inden vi tager afsked med vores guide, spørger vi ham om der findes mange anlæg der lige så effektivt behandler affald. „Det er svært at svare på,“ siger han. „Jeg har ikke hørt om lignende anlæg. Nogle steder er mængden af affald måske så overvældende at ingen har turdet give sig i kast med et projekt som dette.“

[Fodnote]