1A Guds navn i De Hebraiske Skrifter

Hebr.: יהוה (JHWH)

„Jehova“ (hebr.: יהוה, JHWH), Guds personlige navn, forekommer første gang i 1Mo 2:4. Guds navn er et verbum, den kausative form i imperfektum af det hebraiske verbum הוה (hawahʹ, „at blive“). Derfor betyder Guds navn „Han lader (el.: får til at) blive“. Dette åbenbarer Jehova som den der, i fortsat handling, lader sig selv blive den der opfylder løfter, den der altid virkeliggør sine hensigter. Se 1Mo 2:4, fdn. til „Jehova“; Till. 3C. Jf. 2Mo 3:14, fdn.

Det er den største fornærmelse mod Gud, Bibelens forfatter, når oversættere fjerner eller skjuler hans personlige egennavn. Faktisk forekommer Guds navn 6828 gange i den hebraiske tekst som יהוה (JHWH), almindeligvis kaldet tetragrammet (dvs. „ord på fire bogstaver“). Ved at bruge navnet „Jehova“ har vi holdt os nær til grundteksten og ikke fulgt den praksis at erstatte Guds navn, tetragrammet, med titler som „Herre“, „Herren“, „Adonaj“ eller „Gud“.

Bortset fra nogle få fragmenter af tidlige håndskrifter med den græske Septuaginta, hvor det hellige navn er skrevet med hebraiske bogstaver, er det kun den overleverede hebraiske tekst der har bevaret dette betydningsfulde navn i dets oprindelige form bestående af fire bogstaver, יהוה (JHWH), hvis nøjagtige udtale ikke kendes mere. De almindeligt brugte tekstudgaver af den græske Septuaginta (LXX), den syriske Pesjitta (Sy) og den latinske Vulgata (Vg) erstatter Guds enestående navn med „Herre“, hvilket blot er en titel. — Se Till. 1C.

Det håndskrift der er benyttet som hovedtekst i Biblia Hebraica Stuttgartensia (BHS), Codex Leningradensis B 19^A, som findes i Skt. Petersborg, sætter vokalpunkterne sådan at udtalen af tetragrammet bliver Jehwahʹ, Jehwihʹ og nogle steder Jehowahʹ, som i 1Mo 3:14. Ginsburgs hebraiske tekstudgave (Gins.) sætter vokalpunkterne sådan at udtalen bliver Jehowahʹ. Mange oversættere foretrækker i dag udtalen „Jahweh“, men Ny Verden-Oversættelsen bruger stadig formen „Jehova“ (på engelsk „Jehovah“), fordi den gennem flere hundrede år er blevet indarbejdet i sprogbrugen på engelsk og dansk og en del andre sprog. Uanset forskelle i udtale indeholder de forskellige former i hvert fald navnets grundtræk, de fire konsonanter JHWH (på dansk bliver W til V, og det sidste H bortfalder fordi det er stumt). — Se ad under „Jehova“.

Den praksis der udviklede sig blandt jøderne med at erstatte Guds navn med titler, vandt indpas i senere afskrifter af den græske Septuaginta, i den latinske Vulgata og i mange andre oversættelser, både ældre og nyere. Derfor hedder det i EWNT, bd. II, sp. 816: „I de store pergamentkodekser med LXX bliver det hebr. jhwh oversat med κ[ύριος, kyʹrios].“ På samme måde siges der i TWNT, bd. 3, s. 1056: „Men som regel står det [kyʹrios] som fortolkende omskrivning for gudsnavnet יהוה.“ (Se også LSJ, s. 1013; Greek Lexicon of the Roman and Byzantine Periods, E. A. Sophocles, Cambridge [USA] og Leipzig 1914 [genoptryk: Hildesheim/Zürich/New York 1983], s. 699.) Dictionnaire de la Bible, F. Vigouroux, Paris 1926, bd. 1, sp. 223, siger at „Septuaginta og Vulgata har Κύριος og Dominus, ’Herre’, hvor originalen har Jehova“. Om Guds navn siger A Compendious Syriac Dictionary, J. Payne Smith, Oxford 1903 (genoptryk 1979), s. 298, at Marja’ „i Pesjitta-oversættelsen [syrisk] af GT gengiver tetragrammet“.

Den første engelske bibeloversættelse der brugte Guds navn var William Tyndales oversættelse af de fem første bøger i Bibelen, som udkom i 1530. Tyndale skrev „Iehouah“ (i 1Mo 15:2; 2Mo 6:3; 15:3; 17:16; 23:17; 33:19; 34:23) og „Iehoua“ (i 5Mo 3:24). I en note i denne udgave skrev han: „Iehovah er Guds navn . . . Og hver gang man ser HERREN med store bogstaver (undtagen hvis der er tale om en trykfejl) er det på hebraisk Iehovah.“ Siden da har engelske bibeloversættere fulgt den praksis at bruge Jehovas navn nogle få steder men ellers skrive „HERREN“ eller „GUD“ de fleste steder hvor tetragrammet forekommer på hebraisk. For eksempel forekommer Jehovas navn kun fire gange i King James Version fra 1611, nemlig i 2Mo 6:3; Sl 83:18; Es 12:2; 26:4.

I værket Theological Wordbook of the Old Testament (Chicago 1980), bd. 1, s. 13, siges der: „For ikke at komme til at tage Guds navn (JHWH) forfængeligt, begyndte fromme jøder at erstatte selve egennavnet med ordet ’ădōnā(j). Selv om masoreterne beholdt de fire oprindelige konsonanter i teksten, tilføjede de vokalerne ĕ (i stedet for ă af andre grunde) og ā for at minde læseren om at udtale ’ădōnā(j) uden hensyn til konsonanterne. Dette fænomen optræder mere end seks tusind gange i den hebraiske bibel. De fleste [engelske] oversættelser skriver titlen ’LORD’ [HERRE] med ene store bogstaver. Undtagelser er ASV [American Standard Version] og New World Translation, som bruger ’Jehovah’, Amplified [Bible], som bruger ’Lord’, og JB [The Jerusalem Bible], som bruger ’Yahweh’. . . . De steder hvor ’ădōnā(j) jhwh forekommer, er det sidste ord forsynet med vokalerne fra ’ĕlōhîm, og derved opstår gengivelser på engelsk som for eksempel ’Lord GOD’ [Herren GUD] (fx Amos 7:1).“

Martin Luther fulgte i sin oversættelse af Bibelen det der var religiøs praksis på hans tid. I sit forord til Det Gamle Testamente fra 1523 skriver han: „Den der læser denne bibel bør også vide at jeg har beflittet mig på at skrive jødernes gudsnavn, der kaldes tetragrammaton, med store bogstaver, nemlig altså HERRE.“ (Citeret fra D. Martin Luthers Werke, Die Deutsche Bibel, bd. 8, Weimar 1934, s. 30.) Christoph Walther, korrekturlæser hos Luthers bogtrykker H. Lufft, fortæller i et skrift fra 1563: „Alle bibler trykt i Wittenberg har ’HERRE’ med ene store bogstaver dér hvor der i stedet på hebraisk står Guds særegne store navn ’Jehouah’.“ (Citeret fra Die gantze Heilige Schrifft Deudsch, udgivet af Hans Volz i samarbejde med Heinz Blanke, München 1972, s. 273 i Anhang und Dokumente).

Die Bibel in heutigem Deutsch, udgivet af Det Tyske Bibelselskab for det tysksprogede katolske og evangeliske bibelarbejde i Europa (Stuttgart 1982), oplyser i tillægget på s. 314: „Da de jødiske lærde som forsynede den hebraiske tekst med vokaler, af frygtsomhed ikke længere udtalte Guds navn, indsatte de vokalerne til det hebraiske ord for ’Herre’ i stedet for de oprindelige vokaler, så man sagde dette ord når man oplæste stedet (adonaj; forlyden a blev ændret til e).“ I TBNT, bd. 1, s. 665, siges der endvidere: „Den der læser i de tyske oversættelser af GT, møder ordet ’Herre’ når der er tale om Gud. Oversættelserne har dermed overtaget en læsemåde fra jødedommen; de har ikke fulgt selve grundteksten. I grundteksten står der hver gang Guds egennavn, Jahwe, hvormed han åbenbarede sig for sit folk og hvormed han ville påkaldes.“

Der findes dog også tyske bibeloversættelser som i deres hovedtekst har gengivet Guds navn med enten Jehova eller Jahwe.

Den første officielle oversættelse af hele Bibelen til dansk, Christian III’s Bibel fra 1550, fulgte nøje Luthers tyske oversættelse, også med hensyn til at skrive „HERRE“ i stedet for Guds navn. Denne skik har holdt sig i alle danske kirkebibler helt op til vor tid. I ordforklaringen til den autoriserede oversættelse (GT) af 1931 hed det under HERREN: „Omskrivning for navnet Jahveh, Israels Gud, stundom afkortet til Jah eller Jahu. Man udelader gerne det sidste h og skriver Jahve.“

I forordet til en prøveoversættelse med henblik på en ny autoriseret oversættelse til dansk (Davids Salmer, 1977) siger oversætterne: „Efter forudgående aftale med Det danske Bibelselskab var det hensigten at gennemføre oversættelsen med anvendelse af det jødisk-hebraiske gudsnavn, Jahve, i stedet for at fortsætte den hidtidige oversættelsestradition, der omskriver navnet med HERREN. Det er en omskrivning, der hviler på den græske oversættelse, og som går tilbage til den skik hos oldtidens jøder, at man af ærefrygt ikke udtalte Guds navn. Men brugen af navnet Jahve er stødt på indvendinger, der i alt væsentligt er begrundet ud fra hensynet til dansk bibeltradition og forholdet til Det nye Testamente, og forsøget blev derfor opgivet. Til forskel fra tidligere dansk oversættelse skrives det dog Herren.“ Da denne oversættelse blev autoriseret og udkom i 1992, viste det sig at den i hvert fald 12 gange gengiver navnet som Jahve uden at omskrive det til Herren.

Der har imidlertid været adskillige danske privatoversættelser som mere konsekvent har gengivet navnet med enten Jehova eller Jahve. Som de mest fremtrædende kan nævnes J. D. Michaëlis’ (oversat fra tysk), Chr. Kalkars og F. Buhls oversættelser.

Guds navn i De Hebraiske Skrifter (NV)

Selve den omstændighed at Guds navn forekommer så hyppigt i Bibelen, viser hvor stor betydning Gud selv tillægger sit navn. Tetragrammet forekommer 6828 gange i den hebraiske tekst (BHK og BHS). Dette bekræftes af Theologisches Handwörterbuch zum Alten Testament, bd. 1, E. Jenni og C. Westermann, 3. udg. (München og Zürich 1978), sp. 703 og 704. Ny Verden-Oversættelsen gengiver tetragrammet med „Jehova“ alle steder undtagen i Dom 19:18 (se fdn. hertil).

På grundlag af læsemåderne i LXX har vi genindsat tetragrammet 3 steder og gengivet det med „Jehova“, nemlig i 5Mo 30:16; 2Sa 15:20 og 2Kr 3:1, hvor fodnoterne i BHK foreslår at man læser יהוה.

Ifølge fodnoterne i BHK og BHS bør man i Es 34:16 og Zak 6:8 læse Guds navn i stedet for „min“, pronominalsuffiks for første person ental. Vi har genindsat Guds navn på disse 2 steder og gengivet det med „Jehova“.

I Till. 1B findes en forklaring på de yderligere 141 steder hvor Guds navn er genindsat.

Navnet „Jehova“ forekommer således 6973 gange i teksten til De Hebraiske Skrifter i Ny Verden-Oversættelsen, heri indbefattet tre sammensatte navne (1Mo 22:14; 2Mo 17:15; Dom 6:24) og seks forekomster i overskrifterne til Salmerne (7; 18 [3 gange]; 36; 102). Disse ni forekomster er indbefattet i de 6828 gange tetragrammet forekommer i BHK og BHS.

Den forkortede form af Guds navn

Den forkortede form af Guds navn forekommer 50 gange i den masoretiske tekst og gengives „Jah“. Det drejer sig om følgende steder: 2Mo 15:2; 17:16; Sl 68:4, 18; 77:11; 89:8; 94:7, 12; 102:18; Sl 104:35; 105:45; 106:1, 48; 111:1; 112:1; Sl 113:1, 9; 115:17, 18, 18; 116:19; 117:2; 118:5, 5, 14, 17, 18, 19; Sl 122:4; 130:3; 135:1, 3, 4, 21; 146:1, 10; 147:1, 20; Sl 148:1, 14; 149:1, 9; 150:1, 6, 6; Høj 8:6; Es 12:2; 26:4; 38:11, 11.

En behandling af de 237 steder hvor navnet „Jehova“ forekommer i Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter findes i Till. 1D.

[Ramme på side 1555]

„Jehova“ i HS i NV

6827 steder er JHWH gengivet „Jehova“

146 steder er navnet genindsat

I alt 6973 steder findes navnet „Jehova“ i HS