Tidligere tiders grusomheder — hvordan skal man se på dem?

DET anslås at omkring 80 millioner amerikanere den 30. januar 1977 samlede sig omkring deres fjernsynsapparater for at se den samme udsendelse — den sidste episode i en serie på otte dele med titlen „Roots“ („Rødder“). Således blev der sat en ny rekord; aldrig havde så mange på én gang set det samme fjernsynsprogram.

„Roots“ er historien om en sort familie, som man følger fra den forlod Afrika indtil den til sidst, efter flere generationers slaveri i Amerika, fik sin frihed. Men hvorfor var så mange interesseret i denne ’halvhistoriske’ serie?

Der er uden tvivl flere grunde, men den dybeste grund er måske at man her blev konfronteret med hvad det i virkeligheden betød at være sort slave. En af historiens største grusomheder blev levendegjort. Som en kvinde sagde: „Noget inde i mig havde prøvet at fortælle mig at slaveriet ikke var så slemt, men nu ved jeg at det virkelig var frygteligt.“

I de senere år er der skrevet mange bøger og skuespil om alt det som undertrykte minoriteter har gennemgået. Der er foretaget omfattende undersøgelser af hvilke forhold der har ført til folkedrab eller til at ét folk er blevet fornedret af et andet, og resultaterne af disse undersøgelser er så blevet samlet.

Selvfølgelig kan den nye historieskrivning også være præget af teorier og fordomme. Men alligevel er dens afsløringer af fortiden så chokerende at nogle har svært ved at læse dem. Måske har omfanget af menneskers umenneskelighed mod mennesker aldrig været så grundigt belyst som nu.

Når man studerer historien, bliver man desværre tvunget til at indse at der er blevet begået mange grusomheder, mange folkedrab. En af de største, rent talmæssigt, er mishandlingen af de afrikanere der blev taget til fange og sejlet til Amerika. The Encyclopædia Britannica (11. udgave, bd. 25, s. 222) siger: „For hver 100 der blev sejlet fra Afrika, døde 17 i løbet af 9 uger, og ikke mere end 50 var arbejdsdygtige på De vestindiske øer.“ Da „det anslås at der var mellem 30.000.000 og 100.000.000 slaver der blev sejlet over Atlanterhavet“, var det et meget stort antal menneskeliv der gik tabt. — The New Encyclopædia Britannica, 15. udgave, bd. 1, s. 283.

Men i mange tilfælde er det svært endog at anslå hvor mange der er gået til. Hvor mange indfødte indianere var der på De caraïbiske øer og de amerikanske kontinenter? Ikke desto mindre blev „den oprindelige indianske befolkning [på De caraïbiske øer] med tiden fuldstændig udryddet“. Tænk også på indianerne i Nordamerika. I almindelighed regner man med at deres antal blev reduceret fra flere millioner til blot en brøkdel af det oprindelige. Mange af de ’heroiske kampe mod indianerne’ ville i dag blive betegnet som regulære massakrer.

Når vi vender os til den nyere historie, finder vi at den indeholder et endnu større antal grusomheder. Kan vi betragte verden i vort århundrede som mere civiliseret, når vi tænker på de udryddelseskampagner som nazisterne iværksatte? Det kan dokumenteres at nazisterne havde planlagt at begå folkedrab, ikke kun mod jøderne, men også mod de slaviske folk, og mod Jehovas vidner og andre. Man regner med at over en million ikke-jødiske polakker og mere end en kvart million sigøjnere blev myrdet. Og disse kolde tal kan ikke give et fuldstændigt indtryk af alt det afskyelige der skete i koncentrationslejrene — sult, slag, „medicinske eksperimenter“ (ofte sterilisation) og døden i gaskamrene.

Det er rigtigt som Bibelen siger at „det ene menneske hersker over det andet til hans ulykke“. (Præd. 8:9) Og at der har været sådanne grusomheder mange steder på jorden, viser at sådanne former for ondskab ikke bare kendetegner en bestemt race eller nationalitet. Hadet har ikke kun én hudfarve, ét sprog eller ét flag.

Når man gør sig dette klart, undgår man lettere at tage et yderliggående standpunkt når man konfronteres med en chokerende historie om hvordan bestemte racer eller nationer er blevet hadet. Hvis et folk som engang er blevet forfulgt har indstillingen: ’Bare vent til vi kommer ovenpå; vi vil hævne vore fædre!’ — hvad sker der så? Grusomhederne fortsætter!

Derimod må vi prøve at forstå hvad der er sket. For eksempel viste en britisk dokumentarfilm, „Kampen mod slaveriet“, som omtalt i et tidsskrift, „at slaveriet ikke blot var en forbrydelse imod de sorte men imod hele menneskeheden. Skylden tilfalder begge racer, for mange slavehandlere var afrikanere“. — Time, 24. januar 1977, s. 56.

Det er også farligt at drage generelle slutninger ud fra enkelte begivenheder eller situationer. Selv i de mest grusomme tider blev folk behandlet forskelligt. Under slaveriet, for eksempel, blev nogle sorte behandlet godt. Andre blev lænket, voldtaget, lemlæstet og afskåret fra deres familie. Det spørgsmål der står tilbage er: Hvordan kan de ansvarlige blive straffet når de skyldige har været døde i lang tid? Hvis man ville forfølge alle hvide mennesker, ville det gå ud over mange uskyldige.

Men det er lige så uklogt at gå til den anden yderlighed — ’jeg er ligeglad; det er alt sammen død historie’. Skal forfølgelsen ramme ens egen familie før man bliver klar over hvor frygtelig den er? Skulle de lidelser som minoritetsgrupper har været ude for, ikke få os til at vise dem medlidenhed? Da mange grusomheder er udsprunget af myter om racemæssig eller social underlegenhed, kan vi da tillade os at blive smittet af sådanne forestillinger?

Ud over en sådan selvransagelse kan vi drage en anden personlig fordel af at have et ærligt og ligevægtigt syn på fortiden. Autentisk historie siger klart: Mange gange har mennesker ikke elsket eller taget sig af deres medmennesker. I stedet for at græde over det der kun er overgået ét folk, er det klogere at vise interesse for alle de stakler som har lidt under det ene tyranni efter det andet. Når Jesus så på sin tids am-ha-aʹrets (’jordens folk’, de jævne mennesker), fik han inderligt ondt af dem, „for de var medtagne og omtumlede“. (Matt. 9:36) Vi bør efterligne ham.

En sådan interesse medvirker også til at vi ser efter en virkelig løsning på de problemer der er et resultat af at menneskers herredømme har svigtet. Hvor er den regent som elsker alle mennesker? Bibelen svarer: Guds regent, „Lammet“, Jesus Kristus. (Åb. 7:9, 10, 17) Den lover at Guds rige snart vil indføre fred og kærlighed mellem alle mennesker her på jorden. — Matt. 6:9, 10; Åb. 21:3, 4.

Er vi tåbelige idealister, i betragtning af de barske realiteter der omgiver os, hvis vi vender os til dette „rige“? Efter tusinder af års bevidnet historie, er det da realistisk at se hen til at mennesker kan indføre en form for ledelse der viser medfølelse? Nej. Tværtimod er det den løsning som Gud har lovet, der vil være det eneste som kan hjælpe menneskeheden. „I hver nation [får] den der frygter ham“ mulighed for liv i et lykkeligt samfund, en ny tingenes ordning, som nu er meget nær. — Apg. 10:34, 35.

Er det svært at tro? Hvorfor ikke undersøge det? Lad Bibelen vise Dem hvordan Gud snart vil bringe forhærdede menneskers grusomheder til ophør. Og Gud giver ikke blot et håb for dem der lever nu, men han lover at de der har lidt en voldelig død, vil få en opstandelse til livet i en fredelig ny orden. — Joh. 5:28, 29