Skolernes karakterbog

Hvis man skulle bedømme skolerne i U.S.A. og give dem en karakterbog, hvad skulle der da stå i bogen? Det ville hverken blive 13 eller 11. Meget tyder på at samfundet svigter sine skoler, at skolerne svigter deres elever, og at eleverne svigter sig selv. Men heller ikke forældrenes ’karakterbog’ ville være fyldt med topkarakterer

„JEG er blevet snydt!“ udbryder en ung amerikaner som var udgået fra en high school men måtte opgive sit college-studium efter to år. „Hvad var der i vejen? Hvorfor var jeg ikke god nok?“ spørger han, og fortsætter:

„Jeg gik på high school i den periode hvor alt skulle være så moderne, hvor pædagogerne talte om ’glade klasser’ og vi alle sammen forlangte ’relevante’ skolefag (hvad det så end var). Problemet var, når jeg nu ser tilbage, at lærerne alt for let gav efter for os. . . . De prøvede at gøre det hele så ’sjovt’ og ’relevant’ som vi forlangte, mens det vi i virkeligheden havde brug for var grammatik — og i mange tilfælde et kraftigt spark i bagen.“

En avisskribent gengiver en anden elevs beklagelser:

„Jeg går i tiende klasse og kan ikke stave for fem flade øre. Den high school jeg går på, siges at være en af statens bedste. Men jeg har ikke lært stavning siden femte klasse. Hvert år beder vores klasselærer os om at skrive en liste over de fag vi kunne tænke os at få. Nu har jeg skrevet ’stavning’ og ’grammatik’ fem år i træk. Og hvad får jag så? Nogle skøre film der skal være ’pædagogiske’.“

I U.S.A. bruges der større summer end nogen sinde før på grundskoler og high schools — omkring 75.000.000.000 dollars om året — og alligevel kommer skolerne sørgeligt til kort. Resultaterne ved universiteternes adgangseksamener har været støt faldende i de sidste 15 år.

Karakterinflation og automatisk oprykning

Efter grundige undersøgelser siger eksperter nu: De avancerede undervisningsmetoder og meningsløse valgfri fag har været lige ved at fortrænge det elementære — læsning, skrivning og regning. Skoleelever har ikke alene svært ved at læse, men også ved at skrive, lægge sammen og trække fra. Den almindelige engelskundervisning er blevet erstattet af science-fiction og film. Det er umoderne at skrive stil. Lærebøgerne er blevet mindre krævende — flere billeder, bredere margen, lettere ord og kortere sætninger. Der kræves kun halvt så meget hjemmearbejde som før i tiden. En fraværsprocent på helt op til 25 tolereres. Der er gået inflation i karaktererne, og oprykningen til næste klasse sker automatisk, uden hensyn til elevens standpunkt. Amerikanernes eksamensbeviser fortæller at de har gået 12 år i skole, men intet om hvad de har lært.

Selv domstolene er blevet indblandet i spørgsmålet om værdiløse eksamensbeviser. Den 9. maj 1978 stod der i The Wall Street Journal: „Man kan også sagsøge en skole hvis den lader en elev bestå sin afgangseksamen uden hensyn til hvad han har lært. Der er allerede ført et halvt dusin retssager mod skoler i U.S.A., med den anklage at de har forsømt deres pligt til at undervise børnene.“ Resultatet er blevet at man nu i mange amerikanske stater „kræver at eleverne skal bevise at de har lært i det mindste de grundlæggende færdigheder, for eksempel ved at give dem en prøve i læsning, skrivning og regning. Hvis de ikke består den, får de måske ikke deres high school-diplom“.

Men de eksperter der melder om skolernes svigten, fortæller samtidig at skylden ikke blot ligger dér. Der er også de opløste familier, de enlige forældre, de hjem hvor begge forældre er udearbejdende, og de hjem hvor forældrene tillader alt. Med en sådan baggrund er børnene meget forvirrede og udisciplinerede når de kommer i skole, og det er svært at lære dem noget.

Fjernsynet bidrager til åndelig dovenskab, og „ved 16-årsalderen har de fleste børn tilbragt mellem 10.000 og 15.000 timer foran fjernsynet, hvilket er mere tid end de har tilbragt i skolen“. En af eksperterne siger: „TV er blevet et surrogat for fader og moder, en erstatning for læreren.“

En anden pædagog går lige på og hårdt: „Hvis De mener at læsning og skrivning er et stort problem og De gerne vil have at børnene skal blive bedre til det, så foreslår jeg at De slukker for fjernsynet og radioen, afbryder telefonen og diktafonen, og fremskaffer nogle forældre der selv læser med en glubende appetit, er flittige til at skrive og har en rimelig økonomi.“

Det sidste citat bringer en ny faktor ind i billedet — økonomien. „Hvordan du vil klare dig, kommer an på hvor du bor,“ hed det i en overskrift i New York-bladet Daily News for 8. marts 1979. I artiklen stod der:

„Kommuneskole nr. 131 ligger i Jamaicakvarteret i Queens, omgivet af stille villaveje med dyre parcelhuse, og folk der smiler og vinker til hinanden når de mødes på gaden. Skolens elever fik de højeste points i de læseprøver der blev holdt i hele byen.

Kommuneskole nr. 75 på Faile Street i Bronx ligger lige midt i et slumkvarter. Lærere såvel som elever må passe på røvere, voldsmænd og heroinnarkomaner når de forlader skolens område. Eleverne på skole nr. 75 fik de laveste points i læseprøverne.

’Der kan man se,’ siger Evelyn Leakey, hvis søn går i femte klasse på skole nr. 75. ’De lærer overhovedet ikke noget på den skole, og jeg har ikke råd til at sende ham andre steder hen.’“

’Det er samfundets skyld’

Willard Wirtz, tidligere arbejdsminister i U.S.A., er nu medlem af et udvalg der har undersøgt de dalende prøveresultater, og han har lagt mærke til at sorte elever får dårligere resultater end hvide, hvilket stemmer med de sortes ringere sociale og økonomiske situation. Han konkluderer: „Skylden ligger ikke ene og alene hos skolerne. Den ligger hos hele samfundet.“

De udgående elever der mangler grundlæggende færdigheder, er handicappede når de skal søge arbejde. Ved et seminar for skolelærere fremførte nogle erhvervsfolk følgende:

„Man kan lige så godt se i øjnene at vi ikke kan beholde dem hvis de ikke kan gøre arbejdet.“

„Fra en gruppe på 180 ansøgere måtte jeg smide omkring 20 procent af ansøgningerne væk fordi jeg ikke kunne læse hvad der stod.“

„Omkring 80 procent af alle der fyres, mister deres arbejde på grund af vanemæssig udeblivelse eller sendrægtighed.“

„Vi gør hvad vi kan for ikke at lade os påvirke af folks ydre når de kommer og søger arbejde, men hvis De kunne se nogle af de folk vi ser, ville De forstå at man ikke kan undgå at lade sig påvirke.“

Forskellige virksomheder i U.S.A. bruger tilsammen 40.000.000.000 dollars om året i forsøg på at bøde på det skolerne ikke har formået. En talsmand for en virksomhed siger beklagende:

„Vi gør det arbejde pædagogerne burde gøre. Folk med universitetseksamen kan ikke affatte en rapport, folk med high school-eksamen kan hverken læse, stave eller skrive; maskinskriverne kan ikke klare mere end 30 ord i minuttet — og de har alle sammen et elendigt ordforråd. Tolv skoleår er lang tid hvis man ikke engang får det mest elementære ud af det.“

Det er sørgeligt at et land der har kunnet spalte atomet, sende mænd til månen og tilbage igen og opsende et rumskib til Jupiter for at give os billeder af planeten, endnu ikke har kunnet lære alle sine voksne indbyggere at skrive en ansøgning til et job eller at udregne hvor mange byttepenge de skal have tilbage i et supermarked. Noget må kunne gøres!

Men hvad?