Har fag af mindre betydning fortrængt det vigtigste?
EFTER manges mening lægger skolerne i dag alt for lidt vægt på de grundlæggende færdigheder og kundskaber, og, som en tidligere skolelærer i U.S.A. siger: „Det er ikke nogen acceptabel erstatning at eleverne er henrykte for at lave malerier med maling på fingrene.“ Hun tilføjer: „Skolerne har påtaget sig utallige opgaver som vi ikke har bedt om. De bekymrer sig om elevernes følelsesbehov, deres sociale behov, og så til allersidst deres undervisningsbehov. Samtaler om ’familielære’ er i de fleste tilfælde blot en eufemisme der betyder pornografi i klasseværelset.“
Hvad det sidstnævnte angår, fortalte New York-bladet Post den 19. juni 1979:
„Skolekommissionen er ved at gennemgå sit program for seksualvejledning på ny, og indfører samtaler om tidligere tabuemner allerede i femte klasse. Det nye stof, der før var forbudt, handler blandt andet om abort, homoseksualitet, prævention og masturbation. . . . Skoleledere mener at seksualvejledning i en tidligere alder er nødvendig, på grund af den alarmerende stigning i uønskede svangerskaber blandt teenagere, samt kønssygdomme. Lederne foreslår også en praktisk orienteret seksualvejledning, i stedet for det nuværende materiale, der lægger hovedvægten på de biologiske processer. For eksempel skal eleverne allerede i femte klasse lære om forskellige præventionsmetoder.“
Men seksualundervisning er langtfra det eneste „ekstrafag“ der er kommet ind på de amerikanske skoleskemaer. Mange føler at der er kommet så mange nye fag ind at de gængse fag slet ikke kan være der mere. For eksempel kræver nogle nu begrebet „black English“ indført som selvstændigt skolefag. Udtrykket dækker den ukorrekte sprogbrug man især kender fra socialt dårligt stillede sorte amerikanere. Hvis amerikanske børn før i tiden benyttede sig af dette sprog („dis boy, he be boverin me“ — „this boy is bothering me“; „den dreng driller mig“), ville de blive rettet for at tale dårligt engelsk. Nu kalder nogle det for et selvstændigt sprog som skolen skal undervise i — hvilket mange sorte forældre modsætter sig, da de ved at børnene er bedst tjent med at kunne standardengelsk, når de en dag skal søge arbejde.
Mange skoler har fyldt deres skemaer med sådanne valgfri fag, der kun har begrænset værdi men til gengæld ikke kræver meget af eleven. Bekymrede lærere ser det som en trussel mod de egentlige kundskabsfag. Her er en typisk udtalelse:
„Det tilvalgssystem der har udviklet sig i mange skoler, har en ødelæggende virkning på de unge elevers indlæringsvaner. De 15-årige er blevet ferme til at fylde deres indkøbskurv med de mest bekvemme og mindst krævende fag på skemaets ’supermarked’.“
Lignende problemer kendes også i Danmark, skønt måske ikke så udtalt. Det der bekymrer mange lærere, er at folkeskoleloven nu pålægger dem så mange opgaver at de ikke får tid til det de føler som det egentlige, og slet ikke til at pleje et godt samarbejde mellem skolen og hjemmet. En skoleinspektør siger: „Lærere er uddannet til at undervise, ikke til at være socialrådgivere eller til at fremstille undervisningsmateriale.“ Og forstander Eigil Brinch fra foreningen „Skole og Samfund“ siger: „Vi hører fra Skagen til Gedser beklagelser over, at [lærerne] ikke har tid. . . . Så må det undersøges, om det er lykkedes at presse så mange opgaver ind i skolen, at de er ved at skubbe skolens lokale funktion ud.“
Vend tilbage til det vigtigste!
I det meste af den vestlige verden mærkes en voksende bevægelse som kræver at skolerne vender tilbage til at undervise i læsning, skrivning og regning. Det har de selvfølgelig altid gjort — men mange føler at de i de seneste år har gjort for lidt ud af det. I U.S.A. er denne „vend-tilbage-til-det-vigtigste“-bevægelse blevet til en af de stærkeste kræfter på det undervisningsmæssige område. I 1977 blev der foretaget en Gallup-undersøgelse hvor man spurgte amerikanerne om de ønskede større vægt på de tre nævnte færdigheder. Et overvældende flertal på 83 procent svarede ja. Utilfredsheden med de offentlige skoler har medført at der overalt er skudt private skoler op, deriblandt religiøse friskoler.
Da Gallup-Instituttet udførte en lignende undersøgelse i Danmark, trykt i Berlingske Tidende den 22. oktober 1978, viste det sig at 61 procent fandt skolens kundskabsmeddelelse ’meget eller nogenlunde tilfredsstillende’, men at 62 procent alligevel mente at faget dansk burde styrkes. Året efter udtrykte rektor Tom Høyem hvad mange i Danmark mener: „Der er et præcist behov for basisviden, for paratviden. Elementære krav som skrivning, læsning og regning, hvis man overhovedet skal kunne tilgodegøre sig ny viden fremover, uanset nok så avancerede metoder og projekter. Det var denne elementære kerne, vi glemte nogle år.“ — Berlingske Tidende, 15. september 1979.
Ingen genvej til at lære noget
Da man i U.S.A. foretog en undersøgelse på 34 skoler hvor eleverne havde gode eksamensresultater, skoler fra vidt forskellige miljøer, viste det sig at lærerne på disse skoler ikke gik ind for den moderne, fri undervisning med de såkaldte ’åbne klasser’. På disse skoler var der flere elever „der valgte kundskabsfagene — matematik, fremmedsprog, engelsk og fysik — end der var på de skoler hvor elevernes præstationer var dalende“. Og forældrene gav lærerne deres fulde støtte.
En lærer, Edward T. Hall, der havde undervist i engelsk i Amerika i 28 år, rejste i 1974 til Botswana i Afrika for at undervise i engelsk. „For de drenge og piger jeg underviser i engelsk, er det et fremmedsprog. Men de klarer det bedre end mine elever i Amerika gjorde.“ Han går ikke ind for den frie metode. I Botswana er hans undervisning stram. „Gammeldags? Ensformigt? Kedsommeligt?“ spørger han. Ja. „Kedsommelige øvelser er lige så nødvendige hvis man skal kunne tale og skrive engelsk korrekt, som skalaøvelser er for en pianist der vil spille koncerter.“ I Amerika er lærerne bange for at det vil hæmme elevens „personlighed“ og „kreativitet“ hvis de retter ham i engelsk. Læreren siger: „Vi burde lade eleverne øve sig inden for det sproglige, ligesom de må øve sig inden for sport eller musik.“
Edward T. Hall anfører nogle eksempler i sin artikel „Hvorfor amerikanerne ikke kan skrive“, i bladet Human Nature, august 1978. For eksempel sammenligner han to skolestile, den ene skrevet af en 15-årig afrikaner på perfekt engelsk, og den anden af en seniorelev fra en high school i New York på elendigt engelsk, og fyldt med stavefejl.
I det følgende fortæller to lærere om hvorfor situationen i de amerikanske skoler fik dem til at vælge en anden beskæftigelse.
[Ramme på side 11]
Skal børnene selv bestemme?
Hvordan skal fremtidens skoler være? I anledning af det internationale børneår siger en tysk talsmand for børns „rettigheder“ at børn „frit bør kunne råde over sig selv uden at skulle have en uddannelse som voksne har bestemt“. Han fortsætter: „Fremtidens skoler bør være institutioner hvor man tilbyder undervisning på frivillig basis; de bør være åbne fra tidlig morgen til sen aften, og undervisning bør tilbydes til enhver tid uden at man tvinger børnene til at møde op. De børn der ikke bryder sig om at lære noget, kunne beskæftige sig selv i skolens hobbyrum og på legepladserne, hvor socialrådgivere er til stede. Lærerne skal ikke mere belære børnene men virke som indlæringsassistenter . . . og overlade det til børnene selv at bestemme om de vil drage nytte af de muligheder der er. Børnene ved trods alt bedst hvad de har brug for.“ Mon?