Et risikabelt foretagende?

„DET er en aktion man sjældent har set magen til inden for videnskaben,“ hed det i bladet Science News. Det var i 1974, netop som de amerikanske forskere var ved at finde den grundlæggende teknik med hensyn til genetisk manipulation. En gruppe ledende biologer offentliggjorde en indtrængende advarsel om risikomomenterne ved deres forsøg. Hvad var det usædvanlige ved dette? At det netop ikke var dårligt oplyste lægfolk der var blevet opskræmt, men de videnskabsmænd der var i forreste linje inden for den genetiske forskning.

De udtrykte deres bekymring i en nu berømt erklæring hvis hovedophavsmand var professor Paul Berg fra Stanford University i Californien, en forsker som senere, i 1980, fik en delt nobelpris i kemi for sit arbejde med „gensplejsning“. En anden berømt underskriver af denne erklæring var James D. Watson fra Harvard-universitetet, der blev kendt i 1953 da han var med til at beskrive DNA’ets struktur (for hvilket han også fik en nobelpris).

I mellemtiden kom det til at stå klart at den nye genteknik, farlig eller ej, kunne blive en guldmine for industrien. Kunne bakterier fremstille et billigere og mere pålideligt insulin? Jonathan King, professor i biologi, gjorde opmærksom på at „salget af insulin til diabetikere udgør en forretning til 100 millioner dollars om året“. Kunne bedre gener i planterne forøge et høstudbytte eller reducere behovet for kunstgødning, eller ligefrem give os nye og mere næringsrige planter? Man kan forestille sig de salgsmæssige muligheder. „Landbrug er stadig verdens største forretning,“ anfører professor Bonner fra Californiens teknologiske institut.

Med disse muligheder for øje er der i hast blevet dannet mange nye virksomheder med genetisk manipulation som speciale. En professor der var med til at underskrive Paul Bergs erklæring, var i 1976 også med til at danne et sådant firma Genentech. Professoren betalte 500 dollars for sine aktier i Genentech, men da aktierne blev udbudt til offentligheden i 1980, var hans andel pludselig blevet 40 millioner dollars værd! Visse opkøbere mener åbenbart at den genetiske manipulation vil blive penge værd. En vicedirektør i et medicinalfirma er ikke bange for at sige at „dette arbejde har bredere betydning end noget andet siden opdagelsen af atompartiklerne“.

Ikke alene er mindre firmaer som Genentech blevet oprettet i de senere år, men også gigantforetagender som Standard Oil, Monsanto og Du Pont bruger millionbeløb på arvelighedsforskning. I juni sidste år vakte det opsigt da USAs højesteret afgjorde at man kunne tage patent på sin teknik til genetiske forandringer af organismer, som på enhver anden opfindelse.

Der er penge i luften. Man skal derfor ikke blive forbavset over at en del videnskabsmænd giver udtryk for at den genetiske manipulation måske ikke er så risikabel alligevel. De påpeger at de anvendte bakteriestammer som regel ikke kan leve uden for laboratoriet. Det overførte DNA, siger de, danner organismer der genetisk set er „vanskabte“ og derfor ikke er til fare for mennesker på samme måde som de naturligt forekommende varianter. Det er måske typisk at dr. Watson nu kalder sin underskrift på Paul Bergs erklæring for „det tåbeligste jeg nogen sinde har gjort“.

Er der stærke videnskabelige grunde til at forskerne skifter mening? Ikke ifølge dr. Berg. „Der er ikke kommet så mange flere oplysninger frem,“ siger han. „Vi har bare tænkt lidt mere over det; ud fra stort set de samme oplysninger er vi altså nu havnet i den modsatte lejr.“

Dr. Berg indrømmer endvidere: „Der er ganske vist fremkommet mange erklæringer der udtrykker tillid, men alle de der har fremsat dem har tydelige personlige interesser på dette felt.“

En lignende bekymring udtrykkes af videnskabshistorikeren Susan Wright, som bemærker at det amerikanske sundhedsvæsens lempelser i retningslinjerne i mindst ét tilfælde „ikke er baseret på empiriske data, men på videnskabsmænds egne meninger“. Fagforeningsbladet Chemical and Engineering News siger at arbejdet med den genetiske manipulation hidtil er foregået med ret høj sikkerhed, men tilføjer dog: „En håndfuld kritikere siger imidlertid at grundlaget for at bedømme arbejde med gentransplantation som ufarligt langtfra er overbevisende, og at en eventuel tilbageværende tvivl mases ved en slags damptromletaktik uden at de endnu ubesvarede spørgsmål bliver løst.“

Sikkerhedsspørgsmålet er af særlig betydning nu, fordi kun en masseproduktion, og ikke de små forsøg, giver økonomisk udbytte. „Nu hvor teknologien flyttes ud fra laboratoriet til store, kommercielle produktionsanlæg er behovet for beskyttende kontrolforanstaltninger kolossalt forøget,“ siger George Taylor, der er sikkerhedsekspert for de amerikanske fagforbund. Det er klart at der er en stor sikkerhedsmæssig forskel mellem at have nogle få bakterier i en petriopløsning og at have store bakteriefyldte kar der producerer mængder af insulin, interferon eller andre proteiner.

Retningslinjerne fra sundhedsvæsenet i USA blev imidlertid affattet med henblik på laboratorieforskning, og fulgt på frivillig basis. De lempes til stadighed, og der er ingen instanser til at håndhæve selv de lempede retningslinjer i industrien. Professor Jonathan King beklager at „retningslinjerne nu er blevet så svækkede at de ikke beskytter folkesundheden, men snarere beskytter dem der har engageret sig i teknologien mod offentlig nysgerrighed og kontrol“.

Indebærer hastværket med at udnytte den nye teknologi en risiko for noget der kan sammenlignes med uheldet på Tremileøen?

Et andet spørgsmål der må stilles er dette: Kan den genetiske manipulation virkelig udrette det man hævder? For eksempel håber man at planter, med nogle genetiske indgreb, selv vil kunne binde kvælstoffet fra jorden, så man sparer en hel del kunstgødning og den dermed forbundne udgift og energi. Kan den slags planter virkelig udvikles?

Det vides at visse planter, såsom sojabønner, ikke behøver ekstra kvælstof, fordi der i deres rodsystem lever nogle bakterier som binder kvælstoffet for dem. Til gengæld får bakterierne deres føde fra planterne. Denne form for symbiose er både til gavn for sojabønnerne og for bakterierne, og den har sikkert Skaberen som ophavsmand. Nu vil videnskaben gerne forbedre dette arrangement.

Men det er forbundet med problemer. For det første er det ikke nær så let at få fremmede gener til at fungere rigtigt i planter som det er i bakterier. Der er ingen plasmider at benytte sig af, og planter er en mere kompliceret livsform end bakterier.

Men hvis de genetiske problemer kan overvindes, står der alligevel et kemisk problem tilbage. Kvælstofatomerne forekommer naturligt i par. Før en plante kan udnytte kvælstoffet skal parrene vristes fra hinanden. Dertil kræves en del energi, hvad enten det sker ved menneskers indgreb som i fremstillingen af kunstgødning, eller ved hjælp af bakterier, eller ved plantens egen kraft. En planteforsker siger: „Den energi en plante skal betale med for at gennemføre processen er ikke nogen ringe udgift.“ Den tabte energi vil sikkert betyde at planten bliver mindre og giver ringere høstudbytte.

Skaberens oprindelige ordning var nok ikke så dårlig endda.

Ganske rigtigt kan man ved genetisk manipulation få bakterier til at fremstille nogle stoffer man ønsker. Men gør det dem til bedre bakterier? Nej. Når de små „fabrikker“ producerer nogle stoffer der ikke har værdi for dem selv, spilder de energi som de kunne have brugt til deres egen vækst. For bakteriernes vedkommende er de „manipulerede“ arter derfor ringere arter.

Hvis mennesker ikke kan foretage egentlige forbedringer på en simpel bakterie, kan de da forbedre planter eller dyr, der er langt mere komplicerede i opbygning? Videnskabsmændene beundrer humlebiens flyveteknik — en aerodynamisk „umulighed“, trækfuglenes instinkter, hvalernes langdistancekommunikation, og knoglevævets geometrisk perfekte konstruktion. Kan de virkelig påtage sig at forbedre Skaberens arbejde? Et barn kan lære at skille sin faders lommeur ad, men det er ikke ensbetydende med at det kan få et bedre ur ud af det.

Forskere har i dag lært at skille nogle enkle organismer ad, og de vedgår at de ikke selv helt forstår hvad det er de har fundet indeni. Der er lange DNA-sekvenser hvis funktion de slet ikke kender og som de derfor kalder „nonsens-koder“ eller „rudimentære“. (Lægerne plejede også at kalde blindtarmsvedhænget og mandlerne for rudimentære før de lærte deres funktion at kende.)

Der er ikke noget forkert ved at være begærlig efter at vide hvordan livsformerne fungerer. Hvis vi bruger vor medfødte nysgerrighed til ydmygt at tage ved lære af Jehova Guds skaberværk, vil det kun gavne os. Men hvis vi med en hovmodig og selvisk indstilling prøver at ændre hans skaberværk for materiel vindings skyld, vil resultatet ikke blive til glæde for os.

[Tekstcitat på side 10]

Kunne en ny bakterie slippe løs fra et laboratorium og forvolde en frygtelig epidemi?

[Tekstcitat på side 11]

Der er penge i luften, og mange forskere mener nu at genetisk manipulation trods alt ikke er så risikabelt