Unge spørger:

Hvorfor skal jeg være babysitter?

„HVAD synes du om at passe dine mindre søskende?“ Dette spørgsmål stillede Vågn op! til nogle unge. Svarene var meget forskellige.

„Jeg elsker små børn,“ sagde en teenagepige, „så det er ikke noget problem.“ En teenagedreng sagde endda: „Jeg kan godt lide at have magt!“ Men andre brød sig ikke om det. „Jeg gør det fordi jeg ved at mine forældre har brug for hjælp,“ forklarede en pige. „Men jeg er ikke særlig begejstret for det.“ En anden pige sagde: „Når jeg indimellem vil i biografen eller noget andet, siger mor: ’Tag din lillebror med.’ Det gider jeg altså ikke.“

„Er jeg min broders vogter?“

Adams førstefødte søn, Kain, stillede koldt og kynisk dette spørgsmål angående sin bror Abel. (1 Mosebog 4:9) Føler du en lignende modvilje når du bliver bedt om at passe dine mindre søskende? Hvorfor skal din fritid gå med at skifte bleer og sætte hæfteplaster på forslåede knæ? En pige på 15 siger med bitterhed i stemmen: „Jeg er ikke alene ansvarlig for mine egne handlinger men også for hvad mine brødre og søstre gør.“

Marna beklager sig over noget andet: „Det er ikke nogen nydelse for mig når vi skal en tur i parken eller et andet sted, for jeg skal altid tage mig af de små. Det er til at blive vanvittig af. . . . Da jeg fortalte det til [mor], svarede hun: ’Du er storesøster, så du må passe på de små.’ Jeg blev godt gal og sagde: ’Måske mine egne, men ikke jeres! Det var jer der fik ungerne, ikke os. I må selv tage jer af dem.’“ — The Private Life of the American Teenager af Norman og Harris.

Måske er dine søskende også misfornøjede over at du skal passe dem. Og det kan være at det ligefrem morer dem at sabotere dine forsøg på at holde samling på tropperne. „Nogle gange hader jeg at være babysitter for min bror og søster,“ har en 14-årig pige indrømmet over for Vågn op! „De kan finde på hvad som helst! Nogle gange slås de. Når jeg skiller dem ad, siger de: ’Hvem tror du, du er? Du er ikke mor!’ Jeg ville ikke have noget imod at passe dem hvis de blot var lidt mere medgørlige.“

’Hvorfor lige mig?’

Da en stor gruppe teenagere blev stillet spørgsmålet: „Hvilke pligter synes du teenagere bør have i hjemmet?“ svarede 32 procent: børnepasning! Ja, børnepasning er i dag en fast bestanddel af unges hverdag. Det huslige kan være anstrengende og opslidende for en mor. Faderen har den daglige trummerum på arbejdspladsen. Flere og flere mødre må arbejde både i og uden for hjemmet. Ofte er de presset til det yderste.

En babysitter giver forældrene et tiltrængt pusterum nu og da. Hvis begge forældre har erhvervsarbejde, kan babysitteren se efter barnet indtil de kommer hjem. Det kan selvfølgelig godt være at dine forældre har råd til at betale en fremmed babysitter. Men mon ikke de føler sig mere trygge ved at deres mindre børn er i kærlige og kompetente familiemedlemmers hænder?

Ganske rigtigt er det i sidste instans dine forældres ansvar at drage omsorg for dine søskende. (Efeserne 6:4) Men du kan lette deres arbejde ved at hjælpe til. Derved ’ærer du din fader og moder’. (Efeserne 6:2) Desuden vil det ruste dig til at blive voksen. En ung kvinde fortæller om dengang hun passede sine brødre og sin spæde lillesøster mens hendes mor, der var alenemor, arbejdede som servitrice: „Jeg så efter dem hver dag indtil mor kom hjem. Hun gav mig en huskeseddel med hvad der skulle gøres: ’Hæng tøjet på plads, gør rent, begynd at lave mad.’“ Det var noget af en opgave for en teenagepige! Men hun siger: „I dag kan jeg se at det var utrolig gavnligt for mig. Jeg blev hurtigere moden og ansvarsbevidst.“

Der er ikke noget umandigt ved at en dreng passer børn. På Bibelens tid var det almindeligt at mænd passede børn. (4 Mosebog 11:12) Og apostelen Paulus gik ikke af vejen for at sammenligne sig selv med „en ammende moder“. — 1 Thessaloniker 2:7.

Vær positiv

Men det kan være svært ligefrem at elske at passe sine små søskende. Ofte opstår der skænderier mellem søskende. Og hvis du konstant mundhugges med dine brødre og søstre eller hvis du betragter dem som en flok skarnsunger, vil det være svært for dig at have et positivt syn på børnepasning. Det kan måske være en hjælp at betragte nogle eksempler fra Bibelen.

Lad os først se på beretningen om Josef og hans brødre. Eftersom Josef var sin fars øjesten, „kom [hans brødre] til at hade ham, og de kunne ikke tale fredeligt til ham“. Forestil dig hvad Josef måtte have følt da hans far sagde til ham: „Dine brødre passer småkvæg tæt ved Sikem, ikke sandt? Kom og lad mig sende dig til dem. . . . Se om det står godt til med dine brødre og om det står godt til med småkvæget, og bring mig bud tilbage.“ Sikems indbyggere huskede uden tvivl det forfærdelige blodbad Josefs brødre flere år tidligere havde anrettet dér. (1 Mosebog 34:25-31) Det ville ikke være ufarligt for Josef at tage derhen! Men ikke nok med det, hans brødre ville sikkert også blive utilfredse når han dukkede op. Af respekt for sin far og af ægte kærlighed til sine brødre, svarede Josef imidlertid: „Her er jeg!“ og tog imod opgaven. — 1 Mosebog 37:4, 13, 14.

Miriam var også et bemærkelsesværdigt ungt menneske. Da den ægyptiske farao pønsede på at slå de jødiske spædbørn ihjel, hjalp Miriam med at redde sin lillebror Moses. Da barnet blev lagt i en lille kurv og sendt ned ad Nilen, overlod hun ikke blot ligegyldigt sin brors skæbne i forældrenes hænder. Nej, ’hun stillede sig et stykke derfra for at finde ud af hvad man ville gøre med ham’. Miriam fik det endda arrangeret sådan at Moses’ egen mor kom til at passe ham! — 2 Mosebog 2:4-10.

I modsætning til Kain, der så skævt til sin bror, regner gudfrygtige unge i dag det for en forret og et ansvar at passe deres søskende — selv om det kan være besværligt og anstrengende. I Første Johannesbrev 4:21 siges der: „Og dette bud har vi . . . at den der elsker Gud også skal elske sin broder.“ Dette gælder i første række vore åndelige brødre, men burde det ikke også gælde dem vi både er åndeligt og fysisk beslægtede med?a

Hvis du nærer interesse for dine søskende, ønsker at beskytte dem og frem for alt oprigtigt elsker dem, kan dette få stor betydning for deres fysiske, følelsesmæssige og åndelige udvikling. Men det kan være en virkelig udfordring at skulle passe små børn. En kommende artikel vil give nyttige råd til hvordan man griber sagen an.

[Fodnote]

[Ramme på side 27]

’Jeg er for gammel til at blive passet!’

Da Vågn op! spurgte en gruppe unge hvornår man er for gammel til at blive passet, svarede nogle „11“, „13“ og, hvor utroligt det end lyder, „7“! En ung pige sagde dog: „Jeg tror ikke man kan opstille nogen aldersgrænse. Jeg tror det er et spørgsmål om modenhed. Der er nogle på 15 som ikke kan klare sig uden en barnepige.“

Der kan selvfølgelig være stor forskel på hvordan dine forældre bedømmer modenhed og hvordan du selv gør det. Og familier løser problemerne forskelligt. Mens nogle af dine kammerater får lov at være alene hjemme når forældrene skal i biografen, må du måske finde dig i den „ydmygelse“ at skulle passes. Det kan især være svært hvis babysitteren er ens ældre bror eller søster. „Jeg brød mig ikke om at have min bror som babysitter,“ tilstår Alisha. „Jeg kunne ikke lide når han bestemte over mig!“

Dine forældre tænker imidlertid kun på dit bedste. De læser i aviserne om kriminalitet og børnemishandling, og har god grund til at være bekymrede. Desuden kan det godt være at du er mere bange for at være alene hjemme end du vil være ved. „Jeg var hunderæd for at være alene hjemme,“ siger en pige. „Så jeg valgte at bide skammen i mig frem for at gå rundt i angst.“

Nogle gange undervurderer forældre rigtignok deres børn. Og hvis dine forældre gør det, skulle du måske tale med dem og forsikre dem om at du godt kan være alene hjemme. Men lad være med at jamre dig eller blive hysterisk; det vil kun overbevise dem om at du ikke er gammel nok endnu. Kom med konkrete forslag og fortæl hvordan du eksempelvis har tænkt dig at bruge tiden eller klare uforudsete omstændigheder. Derved kan du måske få dem til at se sagen fra din side. Hvis ikke, kan det være I kan finde en kompromisløsning, som for eksempel at du var hos en af dine kammeraters familie.

Det kan selvfølgelig være at dine forældre insisterer på at der skal være en til at passe dig. Men i stedet for at gøre livet surt for dig selv og din babysitter, skulle du hellere acceptere at vedkommende midlertidigt træder i dine forældres sted, og samarbejde mest muligt. Hvad nu hvis han eller hun misbruger sin magt? („Min søster udnyttede mig,“ klager en pige. „Hun satte mig til at udføre hendes pligter i huset.“) Så er det bedre at du venter og snakker med dine forældre når de kommer hjem, end at du giver dig til at skændes med babysitteren.