Første Samuelsbog
1 I Ramatajim-Zofim+ i Efraims bjergland+ boede en mand der hed Elkana.*+ Han var søn af Jeroham, søn af Elihu, søn af Tohu, søn af Suf, en efraimit. 2 Og han havde to koner; den ene hed Hanna, og den anden Peninna. Peninna havde børn, men Hanna havde ingen børn. 3 Hvert år tog Elkana afsted fra sin hjemby for at tilbede* og ofre til Hærstyrkers Gud, Jehova, i Shilo.+ Det var der Elis to sønner, Hofni og Pinehas,+ tjente som præster for Jehova.+
4 En dag hvor Elkana bragte et offer, gav han sin kone Peninna og alle hendes sønner og døtre nogle stykker af offerkødet,+ 5 men Hanna gav han et særligt stykke, for det var Hanna han elskede mest. Jehova havde imidlertid ikke givet hende nogen børn.* 6 Desuden kom hendes rivalinde hele tiden med ondskabsfulde bemærkninger for at såre hende fordi Jehova ikke havde givet hende nogen børn. 7 Det gjorde hun år efter år. Hver gang Hanna tog op til Jehovas hus,+ mobbede hendes rivalinde hende så meget at hun græd og ikke spiste noget. 8 Men hendes mand, Elkana, sagde til hende: “Hanna, hvorfor græder du? Hvorfor spiser du ikke, og hvorfor er du så ked af det?* Du har jo mig. Er det ikke bedre for dig at have mig end at have ti sønner?”
9 Efter at de var blevet færdige med at spise og drikke i Shilo, rejste Hanna sig så og gik. På det tidspunkt sad præsten Eli på sin stol ved dørstolpen i Jehovas tempel.*+ 10 Hanna var dybt fortvivlet,* og hun begyndte at bede til Jehova+ og at græde voldsomt. 11 Og hun aflagde dette løfte: “Hærstyrkers Gud, Jehova, hvis du ser hvor forfærdeligt din tjener har det, og husker mig og ikke glemmer din tjener, men giver din tjener en dreng,+ vil jeg give ham til Jehova alle de dage han lever, og ingen barberkniv skal røre hans hoved.”+
12 Mens hun bad længe foran Jehova, lagde Eli mærke til hendes mund. 13 Hanna talte i sit hjerte, og hendes læber bævede, men man kunne ikke høre hendes stemme. Eli troede derfor at hun var fuld. 14 Han sagde til hende: “Hvor længe vil du være fuld? Drik ikke mere vin.” 15 Hanna svarede: “Nej, herre! Jeg er en kvinde der er under et stort pres.* Jeg har ikke drukket vin eller andre alkoholiske drikke, men jeg udøser mit hjerte* for Jehova.+ 16 Du må ikke tro at din tjener er et dårligt menneske, for jeg har bare givet udtryk for min store smerte og bedrøvelse.” 17 Så svarede Eli: “Gå med fred. Jeg håber at Israels Gud vil give dig det du har bedt ham om.”+ 18 Til det sagde hun: “Vis fortsat din tjener sympati.” Derefter gik hun sin vej. Hun begyndte at spise igen, og hun så ikke længere nedtrykt ud.
19 Næste morgen stod familien tidligt op og bøjede sig for Jehova, og så vendte de tilbage til deres hus i Rama.+ Elkana elskede med sin kone Hanna, og Jehova besvarede hendes bøn.*+ 20 Inden der var gået et år,* var Hanna blevet gravid og havde født en søn. Hun gav ham navnet+ Samuel,* for som hun sagde: “Jeg har bedt Jehova om ham.”
21 Senere tog Elkana afsted med hele sin husstand for at bringe det årlige offer til Jehova+ og frembære sit løfteoffer. 22 Men Hanna tog ikke med.+ Hun sagde til sin mand: “Så snart drengen er vænnet fra, vil jeg komme med ham; så skal han træde frem for Jehova og blive dér fremover.”+ 23 Hendes mand, Elkana, sagde til hende: “Gør hvad du synes er bedst.* Bliv hjemme til du har vænnet ham fra. Må Jehova lade det gå som du har sagt.” Altså blev kvinden hjemme og ammede sin søn til han var vænnet fra.
24 Så snart hun havde vænnet ham fra, tog hun ham med op til Shilo sammen med en treårig tyr, en efa* mel og en stor krukke vin,+ og hun kom til Jehovas hus i Shilo+ med sin lille dreng. 25 De slagtede tyren og førte drengen hen til Eli. 26 Hun sagde: “Undskyld mig, herre! Så sandt du lever, herre, jeg er den kvinde der stod her hos dig og bad til Jehova.+ 27 Det var denne dreng jeg bad om, og Jehova har givet mig det jeg bad ham om.+ 28 Nu vil jeg til gengæld låne ham ud til Jehova. Alle de dage han lever, er han lånt ud til Jehova.”
Derefter bøjede han* sig for Jehova der.