Åbenbaringen
6 Og jeg så da Lammet+ åbnede et af de syv segl,+ og jeg hørte en af de fire levende skabninger+ sige med en stemme som torden: „Kom!“+ 2 Og jeg så, og se! en hvid hest;+ og han som sad+ på den havde en bue;+ og en krone blev givet ham,+ og han red ud sejrende+ og for at fuldende sin sejr.+
3 Og da det åbnede det andet segl, hørte jeg den anden levende skabning+ sige: „Kom!“ 4 Og en anden kom ud, en ildrød hest; og ham som sad på den blev det givet at tage freden bort fra jorden så man ville slå hinanden ihjel; og et stort sværd blev givet ham.+
5 Og da det+ åbnede det tredje segl, hørte jeg den tredje levende skabning+ sige: „Kom!“ Og jeg så, og se! en sort hest; og han som sad på den havde en vægt+ i sin hånd. 6 Og jeg hørte en stemme, som var den i de fire levende skabningers+ midte,+ og den sagde: „En liter* hvede for en denar,*+ og tre liter byg for en denar; og gør ikke olivenolien og vinen skade.“+
7 Og da det åbnede det fjerde segl, hørte jeg den fjerde levende skabnings+ stemme sige: „Kom!“ 8 Og jeg så, og se! en bleggrøn hest; og han som sad på den havde navnet Døden. Og Haʹdes*+ fulgte lige efter ham. Og der blev givet dem myndighed over en fjerdedel af jorden til at dræbe med et langt sværd+ og med hungersnød*+ og med en dødbringende plage* og ved jordens vilde dyr.+
9 Og da det åbnede det femte segl, så jeg under alteret+ sjælene+ af dem der var blevet slået ihjel+ på grund af Guds ord og* på grund af den vidnegerning*+ de havde haft. 10 Og de råbte med høj røst og sagde: „Hvor længe, suveræne+ Herre,* du hellige og sande,+ vil du afholde dig fra at dømme+ og hævne vort blod+ på dem som bor på jorden?“ 11 Og der blev givet hver af dem en lang, hvid+ klædning; og der blev sagt til dem at de skulle hvile endnu en kort tid, indtil tallet også var fuldt på deres medtrælle og deres brødre som skulle dræbes+ ligesom også de var blevet det.
12 Og jeg så da det åbnede det sjette segl, og et stort jordskælv fandt sted; og solen blev sort som sækkelærred+ af hår, og hele månen blev som blod,+ 13 og himmelens stjerner faldt ned til jorden, som når et figentræ rystes af en kraftig vind og kaster sine umodne figner. 14 Og himmelen forsvandt som en skriftrulle der rulles sammen,+ og hvert bjerg og hver ø blev flyttet fra sit sted.+ 15 Og jordens konger og stormændene og militærtribunerne* og de rige og de stærke og hver træl og fri skjulte sig i hulerne og i bjergenes klipper.+ 16 Og de bliver ved med at sige til bjergene og til klipperne: „Fald over os+ og skjul os for ham som sidder på tronen,+ for hans ansigt, og for Lammets+ vrede, 17 for deres vredes+ store dag+ er kommet, og hvem kan bestå?“+