Apostlenes Gerninger

2 Da nu pinsedagen+ var begyndt var de alle samlede på det samme sted, 2 og pludselig lød der fra himmelen en støj ligesom af en voldsom vind der kom farende, og den fyldte hele huset hvor de sad.+ 3 Og tunger som af ild+ viste sig for dem og fordelte sig, og der satte sig en på hver af dem, 4 og de blev alle fyldt med hellig ånd+ og begyndte at tale på andre tungemål,+ sådan som ånden lod dem udtrykke sig.

5 Men i Jerusalem boede der jøder,+ gudfrygtige mænd,+ fra enhver nation under himmelen. 6 Da denne lyd hørtes, stimlede mængden sammen og blev forvirret fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget sprog. 7 Ja, de var slået af forbavselse og begyndte at undre sig og sige: „Se, er alle de som taler ikke galilæere?+ 8 Hvordan kan det så være at vi hver især hører [dem tale] på vort eget sprog, det som vi er født i? 9 Parthere og medere+ og elamitter,+ og folk der bor i Mesopotaʹmien, Judæa+ og Kappadoʹkien,+ Ponʹtus+ og [provinsen] Asien,+ 10 og Fryʹgien+ og Pamfyʹlien,+ Ægypten og Libyens områder hen imod Kyreʹne, og besøgende fra Rom, både jøder og proselytter,*+ 11 kretere+ og arabere+ — vi hører dem tale på vore tungemål om Guds storslåede gerninger.“ 12 Ja, de var alle slået af forbavselse og var helt i vildrede, idet den ene sagde til den anden: „Hvad skal dette betyde?“ 13 Andre gjorde imidlertid nar af dem og sagde: „De er fulde af sød vin.“+

14 Men Peter trådte frem sammen med de elleve+ og hævede sin stemme og talte til dem: „Judæiske mænd og alle I Jerusalems indbyggere,+ lad dette blive kendt for jer og lån øre til mine udtalelser. 15 Disse [mennesker] er nemlig ikke berusede,+ som I antager, for det er [kun] den tredje time* på dagen. 16 Dette er derimod det der er sagt gennem profeten Joel: 17 ’„Og i de sidste dage,“ siger Gud, „vil jeg udgyde noget af min ånd*+ over al slags kød,* og jeres sønner og jeres døtre skal profetere, og jeres unge mænd skal se syner, og jeres gamle mænd* skal drømme drømme;+ 18 og selv over mine trælle og over mine trælkvinder vil jeg udgyde noget af min ånd i de dage, og de skal profetere.+ 19 Og jeg vil gøre undere på himmelen oventil og tegn på jorden nedentil, blod og ild og røgtåge;+ 20 solen+ vil blive forvandlet til mørke og månen til blod før Jehovas* store og strålende dag kommer.+ 21 Og enhver som påkalder Jehovas* navn vil blive frelst.“’+

22 Israelitiske mænd, hør disse ord: Jesus Nazaræeren,+ en mand som over for jer offentligt er udpeget af Gud ved kraftige gerninger+ og undere og tegn som Gud gjorde gennem ham midt iblandt jer,+ ganske som I selv ved, 23 denne [mand], der efter Guds bestemte beslutning og forudviden blev udleveret,+ gjorde I det af med ved at fæste ham til en pæl ved lovløse mænds hånd.+ 24 Men Gud oprejste+ ham ved at løse dødens veer,+ da det ikke var muligt at han stadig kunne fastholdes af den.+ 25 David siger nemlig med henblik på ham: ’Jeg havde bestandig Jehova* for øje, for han er ved min højre hånd så jeg aldrig skal rokkes.+ 26 Derfor blev mit hjerte glad og min tunge jublede. Ja, endog mit kød skal bo i håb;+ 27 for du vil ikke efterlade min sjæl i Haʹdes,* og heller ikke vil du lade din loyale [tjener] se forrådnelse.+ 28 Du har gjort livets veje kendt for mig, du vil med dit ansigt fylde mig med glæde.’+

29 Mænd, brødre, det må være mig tilladt at tale rent ud til jer om familieoverhovedet David, at han både døde+ og blev begravet og at hans grav er hos os indtil denne dag. 30 Da han nu var en profet og vidste at Gud* med en ed havde tilsvoret ham at han ville give en som var en frugt af hans lænd,* sæde på hans trone,+ 31 forudså han og talte om Messias’ opstandelse, at hverken blev han efterladt i Haʹdes eller så hans kød forrådnelse.+ 32 Denne Jesus har Gud oprejst, hvilket vi alle er vidner om.+ 33 Efter at han er blevet ophøjet til* Guds højre hånd+ og har modtaget den lovede hellige ånd fra Faderen,+ har han så udgydt denne, hvilket I både ser og hører. 34 David steg nemlig ikke op til himlene,+ men han siger selv: ’Jehova* sagde til min Herre: „Sæt dig ved min højre hånd+ 35 indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.“’+ 36 Lad derfor hele Israels hus vide som noget sikkert, at Gud har gjort ham til både Herre+ og Kristus, denne Jesus som I pælfæstede.“*+

37 Da de nu hørte dette, stak det dem i hjertet,+ og de sagde til Peter og de andre apostle: „Mænd, brødre, hvad skal vi gøre?“+ 38 Peter [sagde] til dem: „I skal ændre sind+ og hver især lade jer døbe+ i Jesu Kristi navn+ til jeres synders tilgivelse,+ og så vil I modtage den hellige ånds frie gave.+ 39 For løftet+ gælder jer og jeres børn og alle dem som er langt borte,+ så mange som Jehova* vor Gud måtte kalde til sig.“+ 40 Og med mange andre ord vidnede han grundigt og blev ved at tilskynde dem idet han sagde: „Lad jer frelse fra denne forkvaklede generation.“+ 41 Så blev de der villigt tog imod hans ord døbt,+ og på den dag blev omkring tre tusind sjæle føjet til.+ 42 Og de blev ved med at være helt optaget af apostlenes lære og af fællesskabet,*+ af måltiderne*+ og af bønnerne.+

43 Ja, frygt greb hver sjæl, og mange undere og tegn skete ved apostlene.+ 44 Alle de som havde fået tro, var sammen om at have alting fælles,+ 45 og de gav sig til at sælge deres ejendomme+ og hvad de ellers ejede og at dele det [indkomne] ud til alle, efter som hver enkelt havde behov.+ 46 Og dag efter dag kom de alle som én bestandig i templet,+ og de holdt måltid i private hjem* og indtog maden med stor glæde+ og i hjertets oprigtighed 47 idet de priste Gud og vandt yndest hos hele folket.+ Samtidig fortsatte Jehova* med daglig at føje dem til+ som blev frelst.+