Romerne

8 Nu er der altså ingen fordømmelse for dem der er i samhørighed med Kristus Jesus.+ 2 For åndens+ lov,+ [den ånd] der giver liv+ i samhørighed med Kristus Jesus, har frigjort+ dig fra syndens og dødens lov.+ 3 For det som loven ikke magtede,+ idet den var svag+ på grund af kødet, det kunne Gud: ved at sende sin egen søn+ i syndigt køds lighed+ og med henblik på synden,+ fordømte han synden i kødet, 4 for at lovens retfærdige krav kunne blive opfyldt+ i os som ikke vandrer i overensstemmelse med kødet men i overensstemmelse med ånden.+ 5 For de der er i overensstemmelse med kødet, retter deres sind mod det der hører kødet til,+ men de der er i overensstemmelse med ånden, mod det der hører ånden til.+ 6 At holde sindet rettet mod kødet betyder nemlig død,+ men at holde sindet rettet mod ånden+ betyder liv og fred; 7 for at holde sindet rettet mod kødet betyder fjendskab+ med Gud, for det er ikke underordnet+ Guds lov, og kan jo heller ikke være det. 8 Så de der er i harmoni med kødet+ kan ikke behage Gud.

9 I er imidlertid ikke i harmoni med kødet men med ånden,+ hvis ellers Guds ånd bor i jer.+ Men hvis nogen ikke har Kristi ånd,+ så tilhører han ham ikke. 10 Men hvis Kristus er i samhørighed med jer,+ er legemet rigtignok dødt på grund af synd, men ånden er liv+ på grund af retfærdighed. 11 Hvis nu hans ånd som oprejste Jesus fra de døde bor i jer, vil han der oprejste Kristus Jesus fra de døde+ også gøre jeres dødelige legemer levende+ gennem sin ånd, som bor i jer.

12 Så er vi altså forpligtede, brødre, [men] ikke over for kødet til at leve i overensstemmelse med kødet;+ 13 for hvis I lever i overensstemmelse med kødet, er døden jer vis;+ men hvis I ved ånden bringer død over legemets forehavender,+ skal I leve. 14 For alle som ledes af Guds ånd, de er Guds sønner.+ 15 I modtog nemlig ikke en ånd der hører trældom til og igen vækker frygt,+ men I modtog en ånd+ der hører dem til der antages+ som sønner;* ved den ånd råber vi: „Abʹba,*+ Fader!“ 16 Ånden+ selv vidner+ sammen med vor egen ånd+ om at vi er Guds børn.+ 17 Og når vi er børn, er vi også arvinger: ja, Guds arvinger og Kristi medarvinger,+ forudsat vi lider+ sammen med ham så vi også kan blive herliggjort sammen med ham.+

18 Følgelig regner jeg ikke den nuværende tids lidelser+ for noget i sammenligning med den herlighed+ der skal åbenbares på os. 19 Skabningen+ venter jo med spændt forventning+ på at Guds sønner+ skal åbenbares. 20 Skabningen blev nemlig underlagt frugtesløshed,+ ikke af egen vilje, men gennem ham som lagde den derunder, på grundlag af håb+ 21 om at* også skabningen+ selv vil blive frigjort+ fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed. 22 For vi ved at hele skabningen sukker sammen og er i veer sammen indtil nu. 23 Og ikke det alene, men også vi selv, som har førstegrøden,+ nemlig ånden, ja vi selv sukker+ ved os selv, mens vi ivrigt venter på antagelse som sønner,*+ udfrielsen fra vort legeme ved en løsesum. 24 For i [dette] håb blev vi frelst;+ men et håb som ses, er ikke et håb, for når man ser en ting, håber man så på den? 25 Men når vi håber+ på det vi ikke ser,+ så bliver vi ved med at vente på det med udholdenhed.+

26 På samme måde kommer ånden+ også vor svaghed til hjælp;+ for hvad vi skal bede om i forhold til hvad der er fornødent, ved vi ikke,+ men ånden+ selv går i forbøn for os med uudtalte* suk. 27 Dog ved han der ransager hjerterne+ hvad ånden+ mener,* for den beder, i overensstemmelse med Gud, for hellige.+

28 Nu ved vi at Gud* lader alle sine gerninger+ samvirke til bedste for dem som elsker Gud, dem som i overensstemmelse med hans forsæt er kaldede;+ 29 fordi dem han gav sin første anerkendelse,*+ dem forudbestemte+ han også til at blive formet+ efter hans søns billede,+ for at han kunne være den førstefødte+ blandt mange brødre.+ 30 Og dem han forudbestemte,+ dem kaldte+ han også; og dem han kaldte, dem erklærede han også retfærdige.+ Og dem han erklærede retfærdige, dem herliggjorde+ han også.

31 Hvad skal vi da sige til dette? Når Gud er for os, hvem vil da være* imod os?+ 32 Han som end ikke skånede sin egen søn+ men overgav ham for os alle,+ hvorfor skulle han ikke også, med ham, i sin godhed give os alt andet?+ 33 Hvem vil rejse anklage mod Guds udvalgte?+ Gud er den som erklærer [dem] retfærdige.+ 34 Hvem er den som vil fordømme? Kristus Jesus* er den som døde, eller rettere, den som blev oprejst fra de døde,* som er ved Guds højre hånd,+ som også går i forbøn for os.+

35 Hvem vil skille os fra Messias’ kærlighed?*+ Vil trængsel eller nød eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd?+ 36 Sådan som der står skrevet: „For din skyld bliver vi dagen lang slået ihjel; vi er blevet regnet for slagtefår.“+ 37 Tværtimod, i alt dette kommer vi til at stå fuldstændig sejrrige+ ved ham som har elsket os. 38 For jeg er overbevist om at hverken død eller liv+ eller engle+ eller regeringer+ eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter+ 39 eller højde eller dybde eller noget andet skabt vil kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre.+