Hebræerne
10 For da loven har en skygge+ af kommende goder, men ikke tingenes egentlige skikkelse, kan [mennesker] aldrig med de samme slagtofre som de bestandig frembærer år efter år, gøre dem der træder frem [med dem], fuldkomne.+ 2 Ville man ellers ikke have ophørt med at frembære [ofrene], idet de der yder hellig tjeneste* ville være blevet renset én gang for alle og ikke mere ville have nogen bevidsthed om synder?+ 3 Med disse ofre gives der tværtimod, år efter år, en påmindelse om synder,+ 4 for det er ikke muligt at blod af tyre og bukke kan tage synder bort.+
5 Derfor siger han da han kommer ind i verden: „’Slagtoffer og kornoffer ønskede du ikke,+ men du beredte mig et legeme.+ 6 Du fandt ikke behag i brændofre* og i synd[ofre].’+ 7 Så sagde jeg: ’Se, jeg er kommet (i bogrullen* er der skrevet om mig)+ for at gøre din vilje, min Gud.’“+ 8 Efter først at have sagt: „Du ønskede ikke og fandt heller ikke behag i slagtofre og kornofre og brændofre og synd[ofre]“+ — som frembæres ifølge loven+ — 9 så siger han: „Se, jeg er kommet for at gøre din vilje.“*+ Han afskaffer det første for at han kan stadfæste det andet.+ 10 Ved den nævnte „vilje“+ er vi blevet helliget+ ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret+ én gang+ for alle.
11 Og hver præst står+ dag efter dag+ og yder offentlig tjeneste og frembærer de samme slagtofre mange gange, da disse aldrig rigtigt kan tage synder bort.+ 12 Men denne [mand] har frembåret ét slagtoffer for synder for bestandig+ og taget sæde ved Guds højre hånd,+ 13 og herefter venter han indtil hans fjender lægges som en skammel for hans fødder.+ 14 For med ét offer+ har han gjort dem der helliges, fuldkomne+ for bestandig. 15 Desuden vidner den hellige ånd+ også for os, for efter at den har sagt: 16 „’Dette er den pagt som jeg vil indgå med henblik på dem efter de dage,’ siger Jehova.* ’Jeg giver mine love i deres hjerter, og i deres sind skriver jeg dem,’“+ 17 siger den derefter:* „Og jeg vil aldrig huske deres synder og deres lovløse gerninger mere.“+ 18 Og hvor der er tilgivelse+ for disse, behøves der ikke længere et offer for synd.+
19 Derfor, brødre, da vi ved Jesu blod har frimodighed* til at gå ind+ på det hellige sted,*+ 20 [ad vejen] som han har indviet for os som en ny og levende vej gennem forhænget,+ det vil sige hans kød,+ 21 og da vi har en stor præst over Guds hus,+ 22 så lad os træde frem med et sandt hjerte i troens fulde forvisning, idet vi har fået vore hjerter bestænket og derved renset for en ond samvittighed+ og vore legemer badet med rent vand.+ 23 Lad os uden vaklen holde fast+ ved den offentlige bekendelse* af vort håb,+ for trofast+ er han som gav løftet. 24 Og lad os give agt på hinanden for at anspore+ til kærlighed og gode gerninger,+ 25 og ikke forsømme at komme sammen,+ som nogle har for skik, men opmuntre+ hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.+
26 For hvis vi med vilje øver synd+ efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden,+ er der ikke længere noget slagtoffer for synder tilbage,+ 27 men en frygtelig forventning om dom+ og en flammende skinsyge som vil fortære dem der står imod.+ 28 Enhver som har ladet hånt om Mose lov dør uden barmhjertighed på to eller tre vidners udsagn.+ 29 Hvor meget strengere straf+ mener I da ikke den fortjener som har trådt+ på Guds søn og regnet pagtens blod+ hvormed han blev helliget, for at være af almindelig værdi, og som med foragt har krænket den ufortjente godheds ånd?+ 30 Vi kender jo ham der har sagt: „Hævnen er min; jeg vil gengælde;“*+ og endvidere: „Jehova* vil dømme sit folk.“+ 31 Det er frygteligt at falde i [den] levende Guds hænder.+
32 Bliv imidlertid ved med at huske de første dage i hvilke I, efter at være blevet oplyst,+ udholdt megen kamp under lidelser,+ 33 idet I snart ved skældsord og trængsler blev gjort til et skuespil,*+ og snart var delagtige med dem som havde en sådan oplevelse.+ 34 For I både følte med dem der var i fængsel og fandt jer med glæde i at man røvede hvad I ejede,+ idet I vidste at I selv havde noget bedre og blivende i eje.+
35 Kast derfor ikke jeres frimodighed i tale bort;+ den har en stor løn+ at få udbetalt. 36 For I behøver udholdenhed+ for at I, efter at have gjort Guds vilje,+ kan erfare [opfyldelsen af] løftet.+ 37 For endnu „en ganske kort tid“,+ og „han som kommer vil ankomme og vil ikke tøve“.+ 38 „Men min retfærdige skal leve som følge af tro“,+ og „hvis han unddrager sig har min sjæl ikke behag i ham“.+ 39 Nu hører vi ikke til dem som unddrager sig, så de går til grunde,+ men til dem som har tro, så sjælen bevares i live.+