Apostlenes Gerninger

5 Imidlertid solgte en mand ved navn Ananiʹas sammen med sin hustru Safiʹra en ejendom, 2 og han tilbageholdt hemmeligt noget af beløbet, med sin hustrus vidende, og kom blot med en del og lagde den for apostlenes fødder.+ 3 Men Peter sagde: „Ananiʹas, hvordan kan det være at Satan+ har givet dig mod* til at bedrage+ den hellige ånd+ og hemmeligt tilbageholde noget af beløbet for jordstykket? 4 Forblev det ikke dit så længe det forblev hos dig, og efter at det var solgt, kunne du så ikke stadig bestemme? Hvorfor besluttede du i dit hjerte en handling som denne? Det er ikke mennesker men Gud du har bedraget.“+ 5 Da Ananiʹas hørte disse ord faldt han om og udåndede.+ Og stor frygt+ kom over alle dem som hørte om det. 6 Men de yngre mænd rejste sig, svøbte ham ind+ og bar ham ud og begravede ham.

7 Efter omkring tre timers forløb kom hans hustru ind, og hun vidste ikke hvad der var sket. 8 Peter sagde til hende: „Sig mig, solgte I jordstykket for så meget?“ Hun sagde: „Ja, for så meget.“ 9 Så sagde Peter til hende: „Hvorfor blev I enige om at sætte Jehovas* ånd på prøve?+ Se! Fødderne af dem som har begravet din mand er ved døren, og de vil bære dig ud.“ 10 Øjeblikkelig faldt hun om for hans fødder og udåndede.+ Da de unge mænd kom ind fandt de hende død, og de bar hende ud og begravede hende ved siden af hendes mand. 11 Som følge heraf kom der stor frygt over hele menigheden* og over alle som hørte om disse ting.

12 Ved apostlenes hænder skete der fortsat mange tegn og undere blandt folket;+ og alle som én kom de i Salomons Søjlegang.+ 13 Sandt nok havde ingen af de andre mod til at slutte sig til dem;+ men ikke desto mindre agtede folket dem højt.+ 14 Og mere end det: der blev stadig føjet nogle til som troede på Herren, mængder af både mænd og kvinder,+ 15 så at man endog bar de syge ud på de brede gader og lagde dem dér på små senge og bårer, for at, når Peter gik forbi, i det mindste hans skygge kunne falde på en eller anden af dem.+ 16 Og en mængde fra byerne omkring Jerusalem blev ved med at samles, idet man kom med syge og folk som var plagede af urene ånder, og de blev alle kureret.

17 Men ypperstepræsten rejste sig, og alle der var med ham, saddukæernes daværende sekt, og de fyldtes af skinsyge,+ 18 og de lagde hånd på apostlene og satte dem i offentlig forvaring.+ 19 Men om natten åbnede Jehovas* engel+ fængselets døre,+ førte dem ud og sagde: 20 „Gå hen og stil jer i templet, og bliv ved med at tale til folket, [fremhold] alle udtalelserne om dette liv.“+ 21 Da de havde hørt dette gik de ved daggry ind i templet og begyndte at undervise.

Da nu ypperstepræsten og de der var med ham, kom, sammenkaldte de Sanhedrinet og hele forsamlingen af Israels sønners ældste,*+ og de sendte bud til fængselet for at få dem ført ind. 22 Men da betjentene kom derhen fandt de dem ikke i fængselet. De vendte så tilbage og aflagde rapport 23 idet de sagde: „Vi fandt fængselet fuldt forsvarligt låst, og vagterne stod ved dørene, men da vi lukkede op, fandt vi ingen indenfor.“ 24 Da de, både tempeløversten og de øverste præster, hørte disse ord, kom de i vildrede vedrørende disse forhold, hvad dette skulle blive til.+ 25 Men der kom en mand og meddelte dem: „Se! De mænd I satte i fængsel er i templet, hvor de står og underviser folket.“+ 26 Så gik øversten med sine betjente hen og hentede dem, dog ikke med magt, da de var bange+ for at blive stenet af folket.

27 De kom så med dem og fremstillede dem i sanhedrinsalen. Og ypperstepræsten spurgte dem ud 28 og sagde: „Vi har udtrykkeligt forbudt+ jer at fortsætte med at undervise på grundlag af dette navn, og dog, se! I har fyldt Jerusalem med jeres lære,+ og I er besluttede på at bringe dette menneskes blod+ over os.“ 29 Som svar sagde Peter og de [andre] apostle: „Vi bør adlyde Gud som [vor] hersker mere end mennesker.+ 30 Vore forfædres Gud har oprejst+ Jesus, som I slog ihjel ved at hænge ham på en pæl.*+ 31 Ham har Gud ophøjet til sin højre hånd+ som hovedformidler+ og frelser+ for at give Israel sindsændring+ og tilgivelse for synder.+ 32 Og vi er vidner om disse forhold,+ og det er den hellige ånd også,+ som Gud har givet dem der adlyder ham som [deres] hersker.“

33 Da de hørte dette, følte de sig ramt i deres inderste og ville gøre det af med dem.+ 34 Men en mand rejste sig i Sanhedrinet, en farisæer ved navn Gamaʹliel,+ en lovlærer som var agtet af hele folket, og han gav ordre til at føre mændene udenfor et øjeblik.+ 35 Og han sagde til dem: „Israelitiske mænd,+ tag jer i agt for hvad I har i sinde at gøre med disse mennesker. 36 For nogen tid siden stod for eksempel Teuʹdas frem og sagde at han var noget,+ og et antal mænd, omkring fire hundrede, sluttede sig til ham.+ Men han blev ryddet af vejen, og alle som adlød ham spredtes og blev til intet. 37 Efter ham, i indskrivningens+ dage, fremstod Judas Galilæeren, og han fik folk med sig. Også den mand omkom, og alle de som adlød ham blev spredt for alle vinde. 38 Og under de nuværende omstændigheder siger jeg til jer: Hold jer fra disse mennesker og lad dem være; (for hvis denne idé eller denne virksomhed er af mennesker, vil den blive gjort til intet;+ 39 men hvis den er af Gud,+ vil I ikke kunne gøre dem til intet;)+ ellers vil I måske blive fundet som nogle der kæmper mod Gud.“+ 40 De rettede sig så efter ham, og de kaldte apostlene ind, piskede dem+ og forbød dem at tale på grundlag af Jesu navn,+ hvorpå de lod dem gå.

41 Disse gik så bort fra Sanhedrinets ansigt, idet de frydede sig+ over at de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for navnets skyld.+ 42 Og hver dag fortsatte de med, i templet og fra hus til hus,*+ uden ophør at undervise+ og at forkynde den gode nyhed* om Messias, Jesus.+