Apostlenes Gerninger

20 Da nu uroen havde lagt sig, sendte Paulus bud efter disciplene, og da han havde opmuntret dem og sagt farvel til dem,+ tog han af sted for at rejse til Makedoʹnien.+ 2 Efter at have gennemgået disse områder og opmuntret dem der var dér med mangt et ord,+ kom han til Grækenland. 3 Og da han havde opholdt sig tre måneder dér og jøderne havde planlagt et anslag+ imod ham da han stod over for at sejle til Syrien, tog han den beslutning at vende tilbage gennem Makedoʹnien. 4 Med ham fulgte Pyrʹrus’ søn Soʹpater+ fra Berøʹa, thessalonikerne Aristarʹkus+ og Sekunʹdus, og Gaʹjus fra Derʹbe, og Timoʹteus,+ og fra [provinsen] Asien Tyʹkikus+ og Troʹfimus.+ 5 Disse fortsatte og ventede på os i Troʹas;+ 6 men vi sejlede fra Filipʹpi efter de usyrede brøds dage,+ og vi kom til dem i Troʹas+ inden fem dage; og dér tilbragte vi syv dage.

7 På den første dag+ i ugen, mens vi var samlet for at få et måltid,* begyndte Paulus at tale til dem, da han skulle rejse den næste dag; og han lod sin tale vare til midnat. 8 Der var en hel del lamper i salen ovenpå+ hvor vi var samlet. 9 En ung mand ved navn Euʹtykus, som sad ved vinduet, faldt i dyb søvn mens Paulus blev ved at tale, og idet han i søvne sank sammen styrtede han ned fra tredje etage og blev samlet død op. 10 Men Paulus gik ned, kastede sig over ham+ og omfavnede ham og sagde: „I skal holde op med denne støj og forvirring, for hans sjæl* er i ham.“+ 11 Han gik så op og begyndte måltidet* og spiste, og efter at have samtalet en hel del, indtil daggry, tog han til sidst af sted. 12 Og de førte drengen levende derfra og var umådelig trøstede.

13 Vi gik nu i forvejen til båden og sejlede til Asʹsos, hvor vi ville tage Paulus om bord, for således havde han givet besked, idet han selv ville rejse til fods. 14 Og da han stødte til os i Asʹsos, tog vi ham om bord og kom til Mityleʹne; 15 og efter at være sejlet derfra den følgende dag kom vi lige ud for Chiʹos, men den næste dag lagde vi til ved Saʹmos, og dagen efter kom vi til Mileʹt. 16 Paulus havde nemlig besluttet at sejle forbi Eʹfesus,+ så han ikke blev udsat for at skulle tilbringe nogen tid i [provinsen] Asien; for han skyndte sig så han om muligt kunne være i Jerusalem+ på pinsedagen.

17 Fra Mileʹt sendte han imidlertid bud til Eʹfesus og tilkaldte menighedens ældste.*+ 18 Da de kom til ham sagde han til dem: „I ved god besked med hvordan jeg fra den første dag da jeg kom til [provinsen] Asien+ var hos jer hele tiden,+ 19 idet jeg trællede+ for Herren med den største ydmyghed+ og [under] tårer og prøvelser, som kom over mig ved jødernes anslag,+ 20 mens jeg ikke holdt mig tilbage fra at meddele jer noget som helst af det som var gavnligt, eller at undervise+ jer offentligt og fra hus+ til hus.* 21 Men jeg aflagde et grundigt vidnesbyrd+ for både jøder og grækere om sindsændring+ over for Gud og tro på vor Herre Jesus. 22 Og nu, se! bundet i ånden+ er jeg på vej til Jerusalem, skønt jeg ikke ved hvad der skal ske med mig dér, 23 ud over at den hellige ånd+ fra by til by igen og igen vidner for mig, idet den siger at lænker og trængsler venter mig.+ 24 Dog regner jeg ikke min sjæl* for noget der er mig dyrebart,+ hvis blot jeg må fuldende mit løb+ og den tjeneste+ som jeg har fået+ fra Herren Jesus, at aflægge grundigt vidnesbyrd om den gode nyhed om Guds ufortjente godhed.+

25 Og nu, se! jeg ved at I ikke skal se mit ansigt mere, alle I blandt hvem jeg gik og forkyndte* riget.* 26 Derfor kalder jeg jer på denne dag til vidne på at jeg er ren for alles blod,+ 27 for jeg har ikke holdt mig tilbage fra at meddele jer hele Guds beslutning.+ 28 Giv agt+ på jer selv+ og på hele den hjord+ i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd*+ til at vogte Guds* menighed,+ som han købte med blodet+ af sin egen [søn].* 29 Jeg ved at der efter min bortgang vil komme undertrykkende ulve+ ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, 30 og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting+ for at trække disciplene bort efter sig.+

31 Hold jer derfor vågne, og husk at jeg i tre år,+ nat og dag, ikke holdt op med at formane hver enkelt med tårer.+ 32 Og nu betror jeg jer til Gud*+ og til hans ufortjente godheds ord, som kan opbygge jer+ og give jer arven blandt alle de helligede.+ 33 Jeg har ikke begæret nogens sølv eller guld eller klædning.+ 34 I ved selv at disse hænder har sørget for hvad jeg og de der var med mig trængte til.+ 35 Jeg har i alle ting vist jer at I, ved således at slide i det,+ bør hjælpe dem som er svage,+ og huske Herren Jesu ord, da han sagde: ’Der er mere lykke ved at give+ end ved at modtage.’“

36 Og da han havde sagt dette knælede+ han ned sammen med dem alle og bad. 37 Og der blev en hel del gråd blandt dem alle, og de faldt Paulus om halsen+ og kyssede+ ham ømt, 38 idet de især var smerteligt berørt af det ord han havde sagt om at de ikke mere skulle se hans ansigt.+ Så gav de sig til at følge+ ham til båden.