• 1A Guds navn i De Hebraiske Skrifter
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 1A Guds navn i De Hebraiske Skrifter

      Hebr.: יהוה (JHWH)

      „Jehova“ (hebr.: יהוה, JHWH), Guds personlige navn, forekommer første gang i 1Mo 2:4. Guds navn er et verbum, den kausative form i imperfektum af det hebraiske verbum הוה (hawahʹ, „at blive“). Derfor betyder Guds navn „Han lader (el.: får til at) blive“. Dette åbenbarer Jehova som den der, i fortsat handling, lader sig selv blive den der opfylder løfter, den der altid virkeliggør sine hensigter. Se 1Mo 2:4, fdn. til „Jehova“; Till. 3C. Jf. 2Mo 3:14, fdn.

      Det er den største fornærmelse mod Gud, Bibelens forfatter, når oversættere fjerner eller skjuler hans personlige egennavn. Faktisk forekommer Guds navn 6828 gange i den hebraiske tekst som יהוה (JHWH), almindeligvis kaldet tetragrammet (dvs. „ord på fire bogstaver“). Ved at bruge navnet „Jehova“ har vi holdt os nær til grundteksten og ikke fulgt den praksis at erstatte Guds navn, tetragrammet, med titler som „Herre“, „Herren“, „Adonaj“ eller „Gud“.

      Bortset fra nogle få fragmenter af tidlige håndskrifter med den græske Septuaginta, hvor det hellige navn er skrevet med hebraiske bogstaver, er det kun den overleverede hebraiske tekst der har bevaret dette betydningsfulde navn i dets oprindelige form bestående af fire bogstaver, יהוה (JHWH), hvis nøjagtige udtale ikke kendes mere. De almindeligt brugte tekstudgaver af den græske Septuaginta (LXX), den syriske Pesjitta (Sy) og den latinske Vulgata (Vg) erstatter Guds enestående navn med „Herre“, hvilket blot er en titel. — Se Till. 1C.

      Det håndskrift der er benyttet som hovedtekst i Biblia Hebraica Stuttgartensia (BHS), Codex Leningradensis B 19A, som findes i Skt. Petersborg, sætter vokalpunkterne sådan at udtalen af tetragrammet bliver Jehwahʹ, Jehwihʹ og nogle steder Jehowahʹ, som i 1Mo 3:14. Ginsburgs hebraiske tekstudgave (Gins.) sætter vokalpunkterne sådan at udtalen bliver Jehowahʹ. Mange oversættere foretrækker i dag udtalen „Jahweh“, men Ny Verden-Oversættelsen bruger stadig formen „Jehova“ (på engelsk „Jehovah“), fordi den gennem flere hundrede år er blevet indarbejdet i sprogbrugen på engelsk og dansk og en del andre sprog. Uanset forskelle i udtale indeholder de forskellige former i hvert fald navnets grundtræk, de fire konsonanter JHWH (på dansk bliver W til V, og det sidste H bortfalder fordi det er stumt). — Se ad under „Jehova“.

      Den praksis der udviklede sig blandt jøderne med at erstatte Guds navn med titler, vandt indpas i senere afskrifter af den græske Septuaginta, i den latinske Vulgata og i mange andre oversættelser, både ældre og nyere. Derfor hedder det i EWNT, bd. II, sp. 816: „I de store pergamentkodekser med LXX bliver det hebr. jhwh oversat med κ[ύριος, kyʹrios].“ På samme måde siges der i TWNT, bd. 3, s. 1056: „Men som regel står det [kyʹrios] som fortolkende omskrivning for gudsnavnet יהוה.“ (Se også LSJ, s. 1013; Greek Lexicon of the Roman and Byzantine Periods, E. A. Sophocles, Cambridge [USA] og Leipzig 1914 [genoptryk: Hildesheim/Zürich/New York 1983], s. 699.) Dictionnaire de la Bible, F. Vigouroux, Paris 1926, bd. 1, sp. 223, siger at „Septuaginta og Vulgata har Κύριος og Dominus, ’Herre’, hvor originalen har Jehova“. Om Guds navn siger A Compendious Syriac Dictionary, J. Payne Smith, Oxford 1903 (genoptryk 1979), s. 298, at Marja’ „i Pesjitta-oversættelsen [syrisk] af GT gengiver tetragrammet“.

      Den første engelske bibeloversættelse der brugte Guds navn var William Tyndales oversættelse af de fem første bøger i Bibelen, som udkom i 1530. Tyndale skrev „Iehouah“ (i 1Mo 15:2; 2Mo 6:3; 15:3; 17:16; 23:17; 33:19; 34:23) og „Iehoua“ (i 5Mo 3:24). I en note i denne udgave skrev han: „Iehovah er Guds navn . . . Og hver gang man ser HERREN med store bogstaver (undtagen hvis der er tale om en trykfejl) er det på hebraisk Iehovah.“ Siden da har engelske bibeloversættere fulgt den praksis at bruge Jehovas navn nogle få steder men ellers skrive „HERREN“ eller „GUD“ de fleste steder hvor tetragrammet forekommer på hebraisk. For eksempel forekommer Jehovas navn kun fire gange i King James Version fra 1611, nemlig i 2Mo 6:3; Sl 83:18; Es 12:2; 26:4.

      I værket Theological Wordbook of the Old Testament (Chicago 1980), bd. 1, s. 13, siges der: „For ikke at komme til at tage Guds navn (JHWH) forfængeligt, begyndte fromme jøder at erstatte selve egennavnet med ordet ’ădōnā(j). Selv om masoreterne beholdt de fire oprindelige konsonanter i teksten, tilføjede de vokalerne ĕ (i stedet for ă af andre grunde) og ā for at minde læseren om at udtale ’ădōnā(j) uden hensyn til konsonanterne. Dette fænomen optræder mere end seks tusind gange i den hebraiske bibel. De fleste [engelske] oversættelser skriver titlen ’LORD’ [HERRE] med ene store bogstaver. Undtagelser er ASV [American Standard Version] og New World Translation, som bruger ’Jehovah’, Amplified [Bible], som bruger ’Lord’, og JB [The Jerusalem Bible], som bruger ’Yahweh’. . . . De steder hvor ’ădōnā(j) jhwh forekommer, er det sidste ord forsynet med vokalerne fra ’ĕlōhîm, og derved opstår gengivelser på engelsk som for eksempel ’Lord GOD’ [Herren GUD] (fx Amos 7:1).“

      Martin Luther fulgte i sin oversættelse af Bibelen det der var religiøs praksis på hans tid. I sit forord til Det Gamle Testamente fra 1523 skriver han: „Den der læser denne bibel bør også vide at jeg har beflittet mig på at skrive jødernes gudsnavn, der kaldes tetragrammaton, med store bogstaver, nemlig altså HERRE.“ (Citeret fra D. Martin Luthers Werke, Die Deutsche Bibel, bd. 8, Weimar 1934, s. 30.) Christoph Walther, korrekturlæser hos Luthers bogtrykker H. Lufft, fortæller i et skrift fra 1563: „Alle bibler trykt i Wittenberg har ’HERRE’ med ene store bogstaver dér hvor der i stedet på hebraisk står Guds særegne store navn ’Jehouah’.“ (Citeret fra Die gantze Heilige Schrifft Deudsch, udgivet af Hans Volz i samarbejde med Heinz Blanke, München 1972, s. 273 i Anhang und Dokumente).

      Die Bibel in heutigem Deutsch, udgivet af Det Tyske Bibelselskab for det tysksprogede katolske og evangeliske bibelarbejde i Europa (Stuttgart 1982), oplyser i tillægget på s. 314: „Da de jødiske lærde som forsynede den hebraiske tekst med vokaler, af frygtsomhed ikke længere udtalte Guds navn, indsatte de vokalerne til det hebraiske ord for ’Herre’ i stedet for de oprindelige vokaler, så man sagde dette ord når man oplæste stedet (adonaj; forlyden a blev ændret til e).“ I TBNT, bd. 1, s. 665, siges der endvidere: „Den der læser i de tyske oversættelser af GT, møder ordet ’Herre’ når der er tale om Gud. Oversættelserne har dermed overtaget en læsemåde fra jødedommen; de har ikke fulgt selve grundteksten. I grundteksten står der hver gang Guds egennavn, Jahwe, hvormed han åbenbarede sig for sit folk og hvormed han ville påkaldes.“

      Der findes dog også tyske bibeloversættelser som i deres hovedtekst har gengivet Guds navn med enten Jehova eller Jahwe.

      Den første officielle oversættelse af hele Bibelen til dansk, Christian III’s Bibel fra 1550, fulgte nøje Luthers tyske oversættelse, også med hensyn til at skrive „HERRE“ i stedet for Guds navn. Denne skik har holdt sig i alle danske kirkebibler helt op til vor tid. I ordforklaringen til den autoriserede oversættelse (GT) af 1931 hed det under HERREN: „Omskrivning for navnet Jahveh, Israels Gud, stundom afkortet til Jah eller Jahu. Man udelader gerne det sidste h og skriver Jahve.“

      I forordet til en prøveoversættelse med henblik på en ny autoriseret oversættelse til dansk (Davids Salmer, 1977) siger oversætterne: „Efter forudgående aftale med Det danske Bibelselskab var det hensigten at gennemføre oversættelsen med anvendelse af det jødisk-hebraiske gudsnavn, Jahve, i stedet for at fortsætte den hidtidige oversættelsestradition, der omskriver navnet med HERREN. Det er en omskrivning, der hviler på den græske oversættelse, og som går tilbage til den skik hos oldtidens jøder, at man af ærefrygt ikke udtalte Guds navn. Men brugen af navnet Jahve er stødt på indvendinger, der i alt væsentligt er begrundet ud fra hensynet til dansk bibeltradition og forholdet til Det nye Testamente, og forsøget blev derfor opgivet. Til forskel fra tidligere dansk oversættelse skrives det dog Herren.“ Da denne oversættelse blev autoriseret og udkom i 1992, viste det sig at den i hvert fald 12 gange gengiver navnet som Jahve uden at omskrive det til Herren.

      Der har imidlertid været adskillige danske privatoversættelser som mere konsekvent har gengivet navnet med enten Jehova eller Jahve. Som de mest fremtrædende kan nævnes J. D. Michaëlis’ (oversat fra tysk), Chr. Kalkars og F. Buhls oversættelser.

      Guds navn i De Hebraiske Skrifter (NV)

      Selve den omstændighed at Guds navn forekommer så hyppigt i Bibelen, viser hvor stor betydning Gud selv tillægger sit navn. Tetragrammet forekommer 6828 gange i den hebraiske tekst (BHK og BHS). Dette bekræftes af Theologisches Handwörterbuch zum Alten Testament, bd. 1, E. Jenni og C. Westermann, 3. udg. (München og Zürich 1978), sp. 703 og 704. Ny Verden-Oversættelsen gengiver tetragrammet med „Jehova“ alle steder undtagen i Dom 19:18 (se fdn. hertil).

      På grundlag af læsemåderne i LXX har vi genindsat tetragrammet 3 steder og gengivet det med „Jehova“, nemlig i 5Mo 30:16; 2Sa 15:20 og 2Kr 3:1, hvor fodnoterne i BHK foreslår at man læser יהוה.

      Ifølge fodnoterne i BHK og BHS bør man i Es 34:16 og Zak 6:8 læse Guds navn i stedet for „min“, pronominalsuffiks for første person ental. Vi har genindsat Guds navn på disse 2 steder og gengivet det med „Jehova“.

      I Till. 1B findes en forklaring på de yderligere 141 steder hvor Guds navn er genindsat.

      Navnet „Jehova“ forekommer således 6973 gange i teksten til De Hebraiske Skrifter i Ny Verden-Oversættelsen, heri indbefattet tre sammensatte navne (1Mo 22:14; 2Mo 17:15; Dom 6:24) og seks forekomster i overskrifterne til Salmerne (7; 18 [3 gange]; 36; 102). Disse ni forekomster er indbefattet i de 6828 gange tetragrammet forekommer i BHK og BHS.

      Den forkortede form af Guds navn

      Den forkortede form af Guds navn forekommer 50 gange i den masoretiske tekst og gengives „Jah“. Det drejer sig om følgende steder: 2Mo 15:2; 17:16; Sl 68:4, 18; 77:11; 89:8; 94:7, 12; 102:18; Sl 104:35; 105:45; 106:1, 48; 111:1; 112:1; Sl 113:1, 9; 115:17, 18, 18; 116:19; 117:2; 118:5, 5, 14, 17, 18, 19; Sl 122:4; 130:3; 135:1, 3, 4, 21; 146:1, 10; 147:1, 20; Sl 148:1, 14; 149:1, 9; 150:1, 6, 6; Høj 8:6; Es 12:2; 26:4; 38:11, 11.

      En behandling af de 237 steder hvor navnet „Jehova“ forekommer i Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter findes i Till. 1D.

      [Ramme på side 1555]

      „Jehova“ i HS i NV

      6827 steder er JHWH gengivet „Jehova“

      146 steder er navnet genindsat

      I alt 6973 steder findes navnet „Jehova“ i HS

  • 1C Guds navn i de ældste græske oversættelser
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 1C Guds navn i de ældste græske oversættelser

      I løbet af de seneste årtier er der fundet mange fragmenter af gamle græske oversættelser (HS) hvor Guds navn står skrevet, som regel med hebraiske bogstaver. Disse fund viser at Guds navn blev brugt i græske oversættelser helt frem til et godt stykke ind i det 9. årh. e.v.t. Vi skal her nævne ti af disse håndskrifter sammen med de mest relevante oplysninger.

      1. LXXP. Fouad Inv. 266 gengiver Guds navn med tetragrammet skrevet med hebraisk kvadratskrift følgende steder: 5Mo 18:5, 5, 7, 15, 16; 19:8, 14; 20:4, 13, 18; 21:1, 8; 23:5; 24:4, 9; 5Mo 25:15, 16; 26:2, 7, 8, 14; 27:2, 3, 7, 10, 15; 28:1, 1, 7, 8, 9, 13, 61, 62, 64, 65; 5Mo 29:4, 10, 20, 29; 30:9, 20; 31:3, 26, 27, 29; 32:3, 6, 19. I denne samling papyrusfragmenter forekommer tetragrammet altså 49 identificerede steder i Femte Mosebog. Desuden forekommer det 3 gange i uidentificerede fragmenter, nemlig fragment 116, 117 og 123. Papyrusfragmenterne, som er fundet i Ægypten, er dateret til 1. årh. f.v.t.

      I 1944 blev et af disse papyrusfragmenter offentliggjort af W. G. Waddell i JThS, årg. 45, s. 158-161. I 1948 fik to missionærer, uddannet på Gileadskolen og udsendt af Watch Tower Bible and Tract Society, i Kairo mulighed for at erhverve sig fotografier af 18 af disse fragmenter samt tilladelse til at offentliggøre dem. Derefter blev 12 af disse fragmenter offentliggjort i New World Translation of the Christian Greek Scriptures, 1950, s. 13 og 14. På grundlag af fotografierne i denne publikation er følgende tre videnskabelige artikler blevet til: 1. A. Vaccari, „Papiro Fuad, Inv. 266. Analisi critica dei Frammenti pubblicati in: ’New World Translation of the Christian Greek Scriptures.’ Brooklyn (N. Y.) 1950 p. 13s.“, offentliggjort i Studia Patristica, bd. 1, 1. del, redigeret af Kurt Aland og F. L. Cross, Berlin 1957, s. 339-342; 2. W. Baars, „Papyrus Fouad Inv. No. 266“, offentliggjort i Nederlands Theologisch Tijdschrift, årg. XIII, Wageningen 1959, s. 442-446; 3. George Howard, „The Oldest Greek Text of Deuteronomy“, offentliggjort i Hebrew Union College Annual, årg. XLII, Cincinnati 1971, s. 125-131.

      I en kommentar til disse papyrusfragmenter skrev Paul Kahle i Studia Evangelica, redigeret af Kurt Aland, F. L. Cross, Jean Danielou, Harald Riesenfeld og W. C. van Unnik, Berlin 1959, s. 614: „Yderligere stykker af den samme papyrus er reproduceret efter et fotografi af papyrussen af Watch Tower Bible and Tract Society i indledningen til en engelsk oversættelse af Det Nye Testamente, Brooklyn, New York, 1950. Det er et karakteristisk træk ved papyrussen at Guds navn gengives med tetragrammet i hebraisk kvadratskrift. En undersøgelse af de offentliggjorte fragmenter af papyrussen, foretaget på min anmodning af Pater Vaccari, førte ham til den slutning at papyrussen, som må være skrevet omkring 400 år tidligere end Codex B, indeholder den måske mest fuldkomne Septuagintatekst til Femte Mosebog som er overleveret til os.“

      I alt 117 fragmenter af LXXP. Fouad Inv. 266 blev offentliggjort i Études de Papyrologie, bd. 9, Kairo 1971, s. 81-150, 227, 228. Endvidere er en udgave med fotografiske gengivelser af alle fragmenterne af denne papyrus blevet offentliggjort af Zaki Aly og Ludwig Koenen under titlen Three Rolls of the Early Septuagint: Genesis and Deuteronomy i serien „Papyrologische Texte und Abhandlungen“, bd. 27, Bonn 1980.

      2. LXXVTS 10a gengiver Guds navn med tetragrammet skrevet med gammelhebraiske bogstaver følgende steder: Jon 4:2; Mik 1:1, 3; 4:4, 5, 7; 5:4, 4; Hab 2:14, 16, 20; 3:9; Zef 1:3, 14; 2:10; Zak 1:3, 3, 4; 3:5, 6, 7. Denne læderrulle, som er fundet i en hule i Nachal Chever (Naḥal Ḥever) i Judæas Ørken, er dateret til slutningen af det 1. årh. e.v.t. Fragmenterne af denne skriftrulle blev offentliggjort i Supplements to Vetus Testamentum, årg. X, Leiden 1963, s. 170-178.

      3. LXXIEJ 12 gengiver Guds navn med tetragrammet skrevet med gammelhebraiske bogstaver i Jon 3:3. Denne strimmel pergament, som er fundet i en hule i Nachal Chever (Naḥal Ḥever) i Judæas Ørken, er dateret til slutningen af 1. årh. e.v.t. Fragmentet blev offentliggjort i Israel Exploration Journal, årg. 12, 1962, s. 203.

      4. LXXVTS 10b gengiver Guds navn med tetragrammet skrevet med gammelhebraiske bogstaver følgende steder: Zak 8:20; 9:1, 1, 4. Denne pergamentrulle, fundet i en hule i Nachal Chever (Naḥal Ḥever) i Judæas Ørken, er dateret til midten af 1. årh. e.v.t. Den blev offentliggjort i Supplements to Vetus Testamentum, årg. X, 1963, s. 178.

      5. 4Q LXX Levb gengiver Guds navn med de græske bogstaver (IAŌ) i 3Mo 3:12; 4:27. Dette papyrushåndskrift, som er fundet i Qumranhule 4, er dateret til 1. årh. f.v.t. En foreløbig rapport om fundet blev bragt i Supplements to Vetus Testamentum, årg. IV, 1957, s. 157.

      6. LXXP. Oxy. VII.1007 gengiver Guds navn med et dobbelt jōdh i 1Mo 2:8, 18. Dette pergamentblad, dateret til 3. årh. e.v.t., blev offentliggjort i The Oxyrhynchus Papyri, 7. del, udgivet med oversættelser og noter af Arthur S. Hunt, London 1910, s. 1, 2.

      7. AqBurkitt gengiver Guds navn med tetragrammet skrevet med gammelhebraiske bogstaver følgende steder: 1Kg 20:13, 13, 14; 2Kg 23:12, 16, 21, 23, 25, 26, 27. Disse tekstfragmenter af Aquilas græske oversættelse blev offentliggjort af F. Crawford Burkitt i Fragments of the Books of Kings According to the Translation of Aquila, Cambridge 1898 (1897), s. 3-8. Det er en samling af palimpsestfragmenter af Kongebøgerne som blev fundet i en synagogegeniza i Kairo. De er dateret til slutningen af 5. årh. eller begyndelsen af 6. årh. e.v.t.

      8. AqTaylor gengiver Guds navn med tetragrammet skrevet med gammelhebraiske bogstaver følgende steder: Sl 91:2, 9; 92:1, 4, 5, 8, 9; 96:7, 7, 8, 9, 10, 13; 97:1, 5, 9, 10, 12; 102:15, 16, 19, 21; 103:1, 2, 6, 8. Disse tekstfragmenter af Aquilas græske oversættelse blev offentliggjort af C. Taylor i Hebrew-Greek Cairo Genizah Palimpsests, Cambridge 1900, s. 54-65. De er dateret til efter midten af 5. årh. e.v.t., men ikke senere end begyndelsen af 6. årh. e.v.t.

      9. SymP. Vindob. G. 39777 gengiver Guds navn med tetragrammet skrevet med gamle hebraiske bogstaver følgende steder: Sl 69:13, 30, 31. Dette fragment af en pergamentrulle med en del af Sl 69 i Symmachos’ oversættelse (68 i LXX), som opbevares i Österreichische Nationalbibliothek i Wien, er dateret til 3. eller 4. årh. e.v.t. Det blev offentliggjort af dr. Carl Wessely i Studien zur Palaeographie und Papyruskunde, bd. XI, Leipzig 1911, s. 171.

      Vi bringer her en gengivelse af et fragment af denne skriftrulle som indeholder Guds navn.

      10. Ambrosiana O 39 sup. gengiver Guds navn med tetragrammet skrevet med hebraisk kvadratskrift i alle fem spalter følgende steder: Sl 18:30, 31, 41, 46; 28:6, 7, 8; 29:1, 1, 2, 2, 3, 3; 30:1, 2, 4, 7, 8, 10, 10, 12; 31:1, 5, 6, 9, 21, 23, 23, 24; Sl 32:10, 11; 35:1, 22, 24, 27; 36:0, 5; 46:7, 8, 11; 89:49 (i spalte 1, 2 og 4), 51, 52. Denne kodeks, som er dateret til slutningen af 9. årh. e.v.t., har fem spalter. Den første spalte indeholder en translitteration af den hebraiske tekst til græske bogstaver; den anden spalte har Aquilas græske oversættelse; den tredje spalte har Symmachos’ græske oversættelse; den fjerde spalte har LXX; og den femte spalte har den græske oversættelse Quinta. En faksimileudgave af denne palimpsest, sammen med en transskription af teksten, blev offentliggjort i Rom i 1958 af Giovanni Mercati under titlen Psalterii Hexapli reliquiae . . . Pars prima. Codex rescriptus Bybliothecae Ambrosianae O 39 sup. phototypice expressus et transcriptus. (Se også tavle 34 i Würthw., s. 186, 187.)

      Disse ti håndskriftsfragmenter viser at oldtidens oversættere af den hebraiske bibeltekst til græsk bevarede Guds navn i deres oversættelse. Forekomsten af tetragrammet i Zak 9:4 (LXXVTS 10b) bekræfter desuden formodningen om at de jødiske soferim har udskiftet tetragrammet med ’Adhonajʹ (suveræne Herre) 134 steder i den hebraiske tekst. Se Till. 1B.

      [Illustrationer på side 1557]

      LXXP. Fouad Inv. 266, fra 1. årh. f.v.t., hvor Guds navn (יהוה) er bibeholdt i den gr. oversættelse i 5Mo 32:3, 6.

      Codex Alexandrinus (A), fra 5. årh. e.v.t., hvor Guds navn (יהוה) er rettet til forkortede former af Kyʹrios i den gr. oversættelse i 5Mo 32:3, 6.

      Aleppo-kodeksen (Al), fra 10. årh. e.v.t., på hebr., har bevaret Guds navn (יהוה) som det stod i den tidlige hebr. tekst i 5Mo 32:3, 6.a

      a Fra The Aleppo Codex, udgivet af Moshe H. Goshen-Gottstein (Magnes Press, Jerusalem 1976). Copyright © tilhører Hebrew University Bible Project, og dette udsnit er trykt med tilladelse herfra.

  • 1D Guds navn i De Kristne Græske Skrifter
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 1D Guds navn i De Kristne Græske Skrifter

      „Jehova“. Hebr.: יהוה (JHWH)

      Som det fremgår af Till. 1A og 1C blev tetragrammet med hebraiske bogstaver (יהוה) benyttet både i den hebraiske bibeltekst og i den græske oversættelse af den. Når Jesus og hans disciple læste i Skrifterne, mødte de altså Guds navn, uanset om de brugte en hebraisk eller en græsk tekst. Da Jesus stod frem i synagogen i Nazaret og læste op fra Esajas 61:1, 2, hvor tetragrammet bruges, udtalte han Guds navn, for han var besluttet på at gøre Jehovas navn kendt, som det ses af den bøn han bad til sin Fader: „Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker du gav mig ud af verden. . . . jeg har bekendtgjort dit navn for dem, og jeg vil bekendtgøre det.“ — Joh. 17:6, 26.

      Der er vidnesbyrd om at Jesu disciple brugte tetragrammet i deres skrifter. Hieronymus, der levede i det 4. årh., skriver i værket De viris inlustribus [Om berømte mænd], kap. III: „Mattæus, der er den samme som Levi og som fra at være tolder blev apostel, affattede først et Evangelium om Kristus i Judæa på det hebraiske sprog og med hebraiske skrifttegn til gavn for dem af omskærelsen der var blevet troende. Hvem der senere oversatte det til græsk, er ikke fastslået med tilstrækkelig sikkerhed. I øvrigt er den hebraiske udgave bevaret indtil i dag i biblioteket i Cæsarea, som martyren Pamfilus så flittigt samlede. Nazaræerne, der brugte dette bind i den syriske by Berøa, gav mig også lov til at afskrive det.“ (Oversættelse på grundlag af den latinske tekst som E. C. Richardson har udgivet og offentliggjort i serien „Texte und Untersuchungen zur Geschichte der altchristlichen Literatur“, bd. 14, Leipzig 1896, s. 8, 9.)

      Mattæus brugte over hundrede citater fra de inspirerede Hebraiske Skrifter, og når disse citater indeholdt Guds navn, måtte han af trofasthed mod teksten tage tetragrammet med i sin hebraiske evangelieberetning. Da Mattæusevangeliet senere blev oversat til græsk, må tetragrammet ifølge gældende praksis være blevet stående uoversat i den græske tekst.

      Ikke kun Mattæus men alle de kristne bibelskribenter citerede vers fra De Hebraiske Skrifter hvor Guds navn forekommer, enten fra den hebraiske tekst eller fra Septuaginta. For eksempel er der i Peters tale i Apg 3:22 et citat fra 5Mo 18:15, hvor tetragrammet forekommer i et papyrusfragment af Septuaginta dateret til 1. årh. f.v.t. (Se Till. 1C, § 1.) Som en discipel af Kristus anvendte Peter Guds navn, Jehova. Da Peters tale blev nedskrevet, brugte man her tetragrammet som det var praksis i 1. årh. f.v.t. og 1. årh. e.v.t.

      I løbet af 2. eller 3. årh. e.v.t. fjernede afskriverne tetragrammet både fra Septuaginta og fra De Kristne Græske Skrifter og erstattede det med Kyʹrios (Herre) eller Theosʹ (Gud).

      Med hensyn til brugen af tetragrammet i De Kristne Græske Skrifter siger George Howard fra Georgias universitet (USA) i Journal of Biblical Literature, årg. 96, 1977, s. 63: „Nylige fund i Ægypten og i Judæas Ørken giver os førstehåndskendskab til brugen af Guds navn i den førkristne tid. Disse fund er af betydning for den nytestamentlige tekstforskning, idet de i litterær henseende er samtidige med de tidligste kristne dokumenter og kan forklare hvordan de nytestamentlige forfattere brugte Guds navn. På de følgende sider vil vi fremsætte en teori om at Guds navn, יהוה (og muligvis forkortelser for det), oprindelig blev skrevet i NT i citater fra eller hentydninger til GT og at det med tiden blev skiftet ud, hovedsagelig med surrogatet κς [forkortelse for Kyʹrios, „Herre“]. Denne fjernelse af tetragrammet skabte efter vor opfattelse forvirring i tankegangen hos de første hedningekristne med hensyn til forholdet mellem ’Herren Gud’ og ’Herren Kristus’, en forvirring der afspejles i de overleverede håndskrifter af den nytestamentlige tekst.“

      Vi kan tilslutte os ovenstående, blot med den forskel at det som her kaldes en teori, mener vi er en fremstilling af historiske kendsgerninger med hensyn til de bibelske håndskrifters overlevering.

      GENINDSÆTTELSE AF GUDS NAVN

      I århundredernes løb er der lavet mange komplette eller delvise oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk. Sådanne oversættelser har genindsat Guds navn flere steder i de inspirerede Kristne Græske Skrifter, ikke blot i citater fra De Hebraiske Skrifter men også andre steder hvor teksten berettigede til det. Disse oversættelser betegner vi her med et „J“ efterfulgt af et nummer.

      For at afgøre hvor Guds navn er blevet erstattet med de græske ord Κύριος og Θεός har vi undersøgt hvor de inspirerede kristne skribenter har citeret kortere eller længere passager fra De Hebraiske Skrifter, og derefter kontrolleret om Guds navn forekommer i disse passager i den hebraiske tekst. På denne måde har vi fundet frem til hvem der er tale om når der siges Kyʹrios og Theosʹ.

      For ikke at overskride en oversætters beføjelser og træde ind på fortolkerens område har vi været yderst forsigtige med gengivelsen af Guds navn, idet vi altid har taget baggrunden i De Hebraiske Skrifter i betragtning. Desuden har vi søgt bekræftelse på vor gengivelse i ovennævnte hebraiske oversættelser. De 237 gange vi har gengivet Jehovas navn i hovedteksten i vor oversættelse af De Kristne Græske Skrifter, har vi i hvert eneste tilfælde fundet bekræftelse i mindst én af de hebraiske oversættelser.

      Her følger en liste over de 237 steder hvor navnet „Jehova“ står i hovedteksten i Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter. Til støtte for gengivelsen henvises der til en eller flere kilder med deres respektive tekstsymboler. Disse symboler forklares i indledningen under „Tekstsymboler“.

      Følgende liste viser også hvilket græsk ord der står disse steder i Westcott og Horts græske tekst. Kyʹrios, „Herre“, samt dets forskellige former angives med Ky. Theosʹ, „Gud“, og dets forskellige former angives med Th. En asterisk (*) før disse symboler viser at ordet i den græske tekst står med den bestemte artikel. Et plustegn (+) efter versangivelsen viser at der gives yderligere oplysninger i en fodnote til verset.

      MATTÆUS

       1:20+ Ky; J3,4,7-14,16-18,22-24,28

       1:22 Ky; J1-4,7-14,16-18,22-24,26,28

       1:24 Ky; J1-4,7-14,16-18,22-24,28

       2:13 Ky; J1-4,6-14,16-18,22-24,28

       2:15 Ky; J1,3,4,6-14,16-18,22-24,28

       2:19 Ky; J1-4,6-14,16-18,22-24,28

       3:3 Ky; J1-4,7-14,16-18,20,22-24,26,28

       4:4 Th; J1,3-14,17,18,20,22,23

       4:7 Ky; J1-14,16-18,20,22-24,28

       4:10 Ky; J1-14,16-18,20,22-24,28

       5:33 *Ky; J1-4,7-14,16-18,22,23,28

      21:9 Ky; J1-14,16-18,20-24,28

      21:42 Ky; J1-4,7-14,16-18,20-24,28

      22:37 Ky; J1-14,16-18,20-24,28

      22:44 Ky; J1-14,16-18,20-24,28

      23:39 Ky; J1,3-14,16-18,21-24,28

      27:10 Ky; J1,3,4,7-14,16,17,22-24,28

      28:2 Ky; J1-4,7-13,16-18,22-24,28

      MARKUS

       1:3 Ky; J7-14,16-18,22-24,28

       5:19 *Ky; J7-10,17,18,22,28

      11:9 Ky; J7,8,10-14,16-18,21-24,28

      12:11 Ky; J7-14,16-18,21-24,28

      12:29 Ky; J7-14,16-18,20-24,27,28

      12:29 Ky; J7-14,16-18,20-24,28

      12:30 Ky; J7-14,16-18,21-24,28

      12:36 Ky; J7-14,16-18,21-24,28

      13:20 Ky; J7,8,10,13,16-18,22-24,28

      LUKAS

       1:6 *Ky; J7-17,23,28

       1:9 *Ky; J7-18,22,23,28

       1:11 Ky; J7-13,16-18,22-24,28

       1:15 Ky; J7,8,10-18,22,23,28

       1:16 Ky; J7-18,22-24,28

       1:17 Ky; J7-18,22-24,28

       1:25 Ky; J7-18,22,23,28

       1:28 *Ky; J5,7-18,22,23

       1:32 Ky; J5-18,22-24,28

       1:38 Ky; J5,7-18,22-24,28

       1:45 Ky; J5-18,22-24,28

       1:46 *Ky; J5-18,22,23,28

       1:58 Ky; J5-18,22-24

       1:66 Ky; J5-18,22-24,28

       1:68 Ky; J5-18,22-24,28

       1:76 Ky; J5-18,22-24,28

       2:9 Ky; J5,7-13,16,17,22-24

       2:9 Ky; J5,7,8,10-18,22-24,28

       2:15 *Ky; J5,7,8,10-18,22,23,28

       2:22 *Ky; J5-18,22,23,28

       2:23 Ky; J5-18,22-24,28

       2:23 *Ky; J5-18,22,23,28

       2:24 Ky; J5-18,22-24,28

       2:26 Ky; J5-18,22-24,28

       2:39 Ky; J5-18,22-24,28

       3:4 Ky; J7-15,17,18,22-24,28

       4:8 Ky; J7-18,22-24,28

       4:12 Ky; J7-18,22-24,28

       4:18 Ky; J7-15,20,23,24

       4:19 Ky; J7-18,20,22-24,28

       5:17 Ky; J7-18,22-24,28

      10:27 Ky; J5-18,21-24,28

      13:35 Ky; J7-18,21-24,28

      19:38 Ky; J7-18,21-24,28

      20:37 Ky; J9,11-18,21-24,27,28

      20:42 Ky; J7-18,21-24,28

      JOHANNES

       1:23 Ky; J5-14,16-19,22-24,28

       6:45 Th; J7,8,10,14,17,19,20,22,23

      12:13 Ky; J7-14,16-19,21-24,28

      12:38 Ky; J12-14,16-18,22,23

      12:38 Ky; J7-14,16-20,22-24,28

      APOSTELGERNINGER

       1:24 Ky; J7,8,10,22,23

       2:20 Ky; J7,8,10-18,20,22-24,28

       2:21 Ky; J7,8,10-18,20,22-24,28

       2:25 *Ky; J7,8,10-18,20,22,23,28

       2:34 Ky; J7,8,10-18,21-24,28

       2:39 Ky; J7,8,10,17,18,22-24

       2:47 *Ky; J7,8,10

       3:19 *Ky; J13-18,22,23,28

       3:22+ Ky; J7,8,10-18,20,22-24,28

       4:26 *Ky; J7,8,10-18,20,22,23,28

       4:29 Ky; J7,8,10

       5:9 Ky; J7,8,10,13,15-18,22-24

       5:19 Ky; J7,8,10,13,15-18,22-24,28

       7:31 Ky; J11-18,22-24,28

       7:33 *Ky; J11-18,22,23,28

       7:49 Ky; J11-18,20,22-24,28

       7:60 Ky; J17,18,22,23

       8:22+ *Ky; J18,22,23

       8:24+ *Ky; J7,8,10,13,15-18,22,23

       8:25+ *Ky; J7,8,10,17,18

       8:26 Ky; J7,8,10,13,15-18,22-24,28

       8:39 Ky; J13,15-18,22-24,28

       9:31 *Ky; J7,8,10,13,15,16,18,22

      10:33+ *Ky; J17,18,23

      11:21 Ky; J7,8,10,13,15-18,22,23,28

      12:7 Ky; J7,8,10,13,15-18,22-24,28

      12:11 *Ky; J7,8,10,13,15,16,18,23,28

      12:17 *Ky; J7,8,10,28

      12:23 Ky; J7,8,10,13,15-18,22-24,28

      12:24+ *Ky; J7,8,10,23

      13:2 *Ky; J7,8,10,13,15-18,22,23

      13:10 *Ky; J7,8,10,13,15-18,22,23,28

      13:11 Ky; J7,8,10,15-18,22-24,28

      13:12 *Ky; J7,8,10

      13:44+ *Th; J17,22

      13:47 *Ky; J7,8,10,22,23

      13:48+ *Th; J7,8,10,13,15-17,22,23

      13:49 *Ky; J7,8,10,13,15-18,22,23,28

      14:3 *Ky; J7,8,10,15-18,23

      14:23 *Ky; J7,8,10,13,15,16

      15:17 *Ky; J11-18,22,23,28

      15:17 Ky; J7,8,10-18,20,22-24,28

      15:35+ *Ky; J17,18,22,23

      15:36+ *Ky; J7,8,10,17,18,22,23

      15:40+ *Ky; J17,18,22

      16:14 *Ky; J7,8,10,17,18,23

      16:15+ *Ky; J7,8,10

      16:32+ *Th; J7,8,10,17,18,22,23,28

      18:21 *Th; J17

      18:25 *Ky; J7,8,10,13,15,16,24

      19:20+ *Ky; J7,8,10,13,15-18,23

      21:14 *Ky; J7,8,10,17,18,23

      ROMERNE

       4:3 *Th; J7,8,10,17,20,22

       4:8 Ky; J7,8,10-18,20,22-25

       9:28 Ky; J7,8,10,13,16,20,25

       9:29 Ky; J7,8,10-18,20,22-24,28

      10:13 Ky; J7,8,10,13-18,22-24,28

      10:16 Ky; J7,8,10,13-18,23

      11:3 Ky; J7,8,10-18,23,25

      11:34 Ky; J7,8,10,13-18,20,22-25,28

      12:11 *Ky; J7,8,10,13,16,18

      12:19 Ky; J7,8,10-18,22-24

      14:4+ *Ky; J18,23

      14:6 Ky; J7,8,10,13,16,18,22,24

      14:6 Ky; J7,8,10,13,16,18,22,24

      14:6 Ky; J7,8,10,13,16,22,24

      14:8 *Ky; J7,8,10,13-16,18

      14:8 *Ky; J7,8,10,13-16,18

      14:8 *Ky; J7,8,10,13-16,18

      14:11 Ky; J7,8,10-18,22-25,28

      15:11 *Ky; J7,8,10-18,20,22,23,25,28

      1 KORINTHER

       1:31 Ky; J7,8,10-14,16-18,22-24,28

       2:16 Ky; J13,14,16-18,22-24,28

       3:20 Ky; J7,8,10-14,16-18,20,22-24,28

       4:4 Ky; J7,8,10,17,18,23,24,28

       4:19 *Ky; J7,8,10,22,23,28

       7:17+ *Ky; J28

      10:9+ *Ky; J18,22,23

      10:21 Ky; J7,8,10,24

      10:21 Ky; J7,8,10,24

      10:22 *Ky; J7,8,10,14

      10:26 *Ky; J7,8,10,11,13,14,16-18,20,22,23,28

      11:32 *Ky; J13,16,18

      14:21 Ky; J7,8,10-14,16-18,22-24,28

      16:7 *Ky; J7,8,10,13,14,16-18,22,23

      16:10 Ky; J7,8,10,13,14,16-18,24,28

      2 KORINTHER

       3:16 Ky; J7,8,13,14,16,22,24,28

       3:17 *Ky; J7,8,13,14,16,28

       3:17 Ky; J7,8,13,14,16,22,24,28

       3:18 Ky; J7,8,13,14,16,22,24,28

       3:18 Ky; J7,8,13,14,16,22,24,28

       6:17 Ky; J7,8,11-14,16-18,22-24,28

       6:18 Ky; J7,8,11-14,16-18,22-24,28

       8:21+ Ky; J7,8,24

      10:17 Ky; J7,8,13,14,16-18,22-24,28

      10:18 *Ky; J7,8,13,14,16-18,22,23,28

      GALATERNE

       3:6 *Th; J7,8

      EFESERNE

       2:21 Ky; J7,8,13,16-18,22-24,28

       5:17+ *Ky; J7,8

       5:19 *Ky; J7,8,13,16,23,28

       6:4 Ky; J7,8,22,24

       6:7 *Ky; J7,8

       6:8 Ky; J22,24

      KOLOSSENSERNE

       1:10+ *Ky; J7,8

       3:13+ *Ky; J23

       3:16+ *Th; J7,8,13,14,16,17

       3:22+ *Ky; J18,22,28

       3:23 *Ky; J7,8,17,18,22,23

       3:24 Ky; J7,8,13,14,16-18,22-24

      1 THESSALONIKER

       1:8+ *Ky; J7,8,17,18,22,23

       4:6 Ky; J7,8,17,18,22-24

       4:15 Ky; J7,8,17,18,24

       5:2 Ky; J7,8,13,14,16-18,22-24

      2 THESSALONIKER

       2:2 *Ky; J18,22,23

       2:13+ Ky; J13,16,24

       3:1 *Ky; J7,8,13,14,16-18,22,23

      2 TIMOTEUS

       1:18 Ky; J7,8,13,14,16-18,22-24

       2:19 Ky; J7,8,13,14,16-18,20,22-24,28

       2:19 Ky; J18,22-24,28

       4:14 *Ky; J7,8,13,16-18,22,23

      HEBRÆERNE

       2:13 *Th; J3,7,8,17,20,22

       7:21 Ky; J3,7,8,11-18,20,22-24,28

       8:2 *Ky; J7,8,13-16,18,22,23

       8:8 Ky; J3,7,8,11-18,20,22-24,28

       8:9 Ky; J3,7,8,11-18,20,22-24,28

       8:10 Ky; J3,7,8,11-18,20,22,24,28

       8:11 *Ky; J3,7,8,11-18,20,22,23,28

      10:16 Ky; J3,7,8,11-18,22-24,28

      10:30 Ky; J3,7,8,11-18,20,22-24,28

      12:5 Ky; J7,8,11-18,20,22-24,28

      12:6 Ky; J3,7,8,11-18,20,22-24,28

      13:6 Ky; J3,7,8,11-18,20,22-24

      JAKOB

       1:7 *Ky; J7,8,13,14,16-18,22,23,28

       1:12+ J7,8,13,16,17

       2:23 *Th; J14,17,20,22

       2:23 Th; J17

       3:9+ *Ky; J18,23,28

       4:10 Ky; J7,8,13,14,16-18,22,23,28

       4:15 *Ky; J7,8,13,14,16-18,22,23,28

       5:4 Ky; J7,8,11-14,16-18,22-24,28

       5:10 Ky; J7,8,13,14,16-18,22-24,28

       5:11 Ky; J7,8,13,14,16,18,22-24,28

       5:11 *Ky; J7,8,13,14,16-18,22-24,28

       5:14 *Ky; J7,8,13,14,16-18,22

       5:15 *Ky; J7,8,13,14,16-18,22,23

      1 PETER

       1:25+ Ky; J7,8,13,14,16-18,20,22,23

       3:12 Ky; J7,8,11-14,16-18,20,22-24,28

       3:12 Ky; J7,8,11-14,16-18,20,22,24,28

      2 PETER

       2:9 Ky; J7,8,13,14,16-18,22-24,28

       2:11+ Ky; J7,8,13,16-18,22-24

       3:8 Ky; J7,8,13,14,16-18,22-24,28

       3:9 Ky; J7,8,13,16-18,22-24,28

       3:10 Ky; J7,8,13,16-18,22-24,28

       3:12+ *Th; J7,8,17

      JUDAS

      5+ Ky; J7,8,11-14,16-18,22,23

      9+ Ky; J7,8,11-14,16-18,22-24,28

      14 Ky; J7,8,13,14,16-18,22-24,28

      ÅBENBARINGEN

       1:8 Ky; J7,8,13,14,16-18,22-24,28

       4:8 Ky; J7,8,11-14,16-18,22,24,28

       4:11 *Ky; J7,8,13,14,16,18,28

      11:17 Ky; J7,8,13,14,16-18,22,23,28

      15:3 Ky; J7,8,13,14,16-18,22,23,28

      15:4 Ky; J7,8,13,14,16-18,22,23,28

      16:7 Ky; J13,14,16-18,22,23,28

      18:8+ Ky; J7,8,13,14,16-18,22-24,28

      19:6 Ky; J7,8,13,14,16-18,22-24,28

      21:22 *Ky; J7,8,13,14,16-18,22,23,28

      22:5 Ky; J7,8,11-14,16-18,22-24,28

      22:6 *Ky; J7,8,13,14,16-18,22,24,28

      Her følger en liste over 72 steder hvor navnet „Jehova“ forekommer i fodnoterne til Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter, altså ikke i hovedteksten.

      Mt 22:32; Mr 11:10; Lu 1:2; 2:11, 29, 38; 4:4, 18; Joh 5:4; Apg 2:30; 7:30, 37; 10:22; 13:43, 50; 14:25; Apg 19:23; 20:25; 22:17; 26:7; Ro 7:6; 10:17; 11:8; 1Kor 7:17; 10:28; 11:23; Ga 2:6; 3:20; 5:10, 12; Flp 4:1, 4, 5, 10, 18; Kol 3:15; 1Ts 4:9, 16, 17, 17; 5:27; 1Ti 2:2, 10; 3:16; 4:7, 8; 5:4, 8; 6:2, 3, 6, 11; 2Ti 1:16, 18; 2:14, 22, 24; Tit 2:12; He 4:3; 9:20; 10:30; 1Pe 2:13; 3:1, 15; 5:3; 2Pe 1:3; 2Jo 11; Åb 11:1, 19; 16:5; 19:1, 2.

      „Jah“, den korte form af Guds navn, indgår i det græske hallēlouiaʹ, en translitterering af det hebraiske halelu-Jahʹ, „Lovsyng Jah!“, som forekommer 4 gange (Åb 19:1, 3, 4, 6). — Se Sl 104:35, fdn.

  • 1J Titler og betegnelser der anvendes om Jehova
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 1J Titler og betegnelser der anvendes om Jehova

      (DEN) ALLERHELLIGSTE. Hebr.: Qedhosjīmʹ, hvor flertal betegner ypperlighed og majestæt. — Ord 30:3.

      (DEN) ALLERHØJESTE. Aram.: ’Æljōnīnʹ. — Da 7:18, 22, 25, 27.

      (DEN) ALMÆGTIGE. Hebr.: Sjaddajʹ, flertal betegner ypperlighed og majestæt, forekommer 41 gange og oversættes „den Almægtige“. (1Mo 49:25; Sl 68:14) Det tilsvarende ord i De Kristne Græske Skrifter er Pantokraʹtōr og betyder „almægtig“ eller „den der hersker over alle; den der har al magt“. (2Kor 6:18; Åb 15:3) Udtrykket ’El Sjaddajʹ, „Gud den Almægtige“, forekommer 7 gange i M og betegner Jehova som den der har uovervindelig magt. — 1Mo 17:1; 2Mo 6:3.

      DEN [SANDE] GUD. Hebr.: ha’Ælohīmʹ. — Se Till. 1F.

      DEN [SANDE] GUD. Hebr.: ha’Elʹ. — Se Till. 1G.

      DEN [SANDE] HERRE. Hebr.: ha’Adhōnʹ. — Se Till. 1H.

      (DEN) EVIGE GUD. Hebr.: ’El ’ōlamʹ. — 1Mo 21:33.

      EVIGHEDENS KONGE. Gr.: Basileusʹ tōn aiōʹnōn. — 1Ti 1:17; Åb 15:3.

      FADER. Hebr.: ’Av; gr.: Patērʹ; lat.: Paʹter; som Skaberen (Es 64:8); som den der giver evigt liv til alle som tror. (Joh 5:21) Udtrykket „hellige Fader“ bruges kun om Jehova. — Joh 17:11. Jf. Mt 23:9.

      FRELSER. Hebr.: Mōsjīʹa’ (Es 43:11; 45:21); gr.: Sōtērʹ. — Lu 1:47.

      (DEN DER) FREMBRINGER (NOGET). Hebr.: ’Osehʹ. (Sl 115:15; Jer 10:12) Undertiden i flertal til betegnelse af ypperlighed og storhed. — Es 54:5.

      (DEN) GAMLE AF DAGE. Aram.: ’Attīqʹ Jōmīnʹ. — Da 7:9, 13, 22.

      GUD. Hebr.: ’El, uden den bestemte artikel, betyder sandsynligvis „den mægtige, den stærke“. — 1Mo 14:18.

      GUD. Hebr.: ’Ælōʹah, ental af ’Ælohīmʹ, uden den bestemte artikel. Ordet forekommer 41 gange i Jobs Bog og 16 gange i andre bøger. — Job 3:4.

      GUD. Hebr.: ’Ælohīmʹ, uden den bestemte artikel. Aaron Ember siger i The American Journal of Semitic Languages and Literatures, årg. XXI, Chicago og New York 1905, s. 208: „At sproget i GT fuldstændig har opgivet tanken om flertal i forbindelse med אלהים [’Ælohīmʹ] (når det anvendes om Israels Gud) fremgår især af den omstændighed at det næsten uden undtagelse konstrueres med verballeddet i ental og står med en adjektivisk bestemmelse i ental. . . . אלהים [’Ælohīmʹ] må snarere forklares som intensiv flertal til betegnelse af storhed og majestæt, svarende til udtrykket Den Store Gud. Det hører sammen med flertalsformerne אדנים [’adhonīmʹ, „herre“] og בעלים [be‛alīmʹ, „ejer; herre“], der anvendes om mennesker.“ ’Ælohīmʹ retter opmærksomheden mod Jehovas styrke som Skaberen og forekommer 35 gange i skabelsesberetningen. — 1Mo 1:1–2:4.

      GUDERNES GUD (HERRERNES HERRE). — 5Mo 10:17; Da 2:47.

      (EN) HELLIG GUD. Hebr.: ’Ælohīmʹ qedhosjīmʹ. — Jos 24:19.

      HELLIG, HELLIG, HELLIG. Hebr.: qadhōsjʹ, qadhōsjʹ, qadhōsjʹ. Anvendt om Jehova rummer dette udtryk tanken om hellighed og renhed i højeste grad. — Es 6:3; Åb 4:8.

      HYRDE. — Sl 23:1; 1Pe 2:25.

      HÆRSTYRKERS JEHOVA. Dette udtryk med mindre variationer forekommer 283 gange i M. Det forekommer også 2 gange i De Kristne Græske Skrifter hvor Paulus og Jakob citerer fra eller hentyder til profetier i De Hebraiske Skrifter. (Se Ro 9:29; Jak 5:4.) Udtrykket „Hærstyrkers Jehova“ sigter til den magt som universets Hersker besidder, idet han har vældige hære af åndeskabninger under sin kommando. — Sl 103:20, 21; 148:2; Es 1:24; Jer 32:17, 18. Se Till. 1E.

      (DEN) HØJESTE. Hebr.: ‛Æljōnʹ. — 5Mo 32:8; Sl 9:2; 83:18.

      JEG VIL VÆRE DET SOM JEG VIL VÆRE. — Se 2Mo 3:14, fdn.

      JEHOVA GUD. — 1Mo 2:4. Se Till. 1A.

      JERES SJÆLES TILSYNSMAND. — 1Pe 2:25.

      KLIPPEN. Hebr.: hatsTsurʹ. Bruges billedligt til at beskrive Jehova som fuldkommen, trofast, retfærdig og redelig (5Mo 32:4); som en fader (5Mo 32:18); som en fæstning (2Sa 22:32; Es 17:10); som en tilflugt, et tilflugtsbjerg (Sl 62:7; 94:22); som en kilde til frelse. — 5Mo 32:15; Sl 95:1.

      (DEN) LEVENDE GUD. Hebr.: ’Ælohīmʹ, med chajjīmʹ, adjektiv i flertal (5Mo 5:26), eller med chaj, adjektiv i ental (Es 37:4, 17); gr.: Theosʹ zōn. — He 3:12.

      (DEN) LYKKELIGE GUD. Gr.: makaʹrios Theosʹ. — 1Ti 1:11.

      LÆRER. Hebr.: Mōræhʹ. (Job 36:22) Store Lærer. — Es 30:20.

      MAJESTÆTEN. Hebr.: ’Addirʹ. (Es 33:21) Gr.: Megalōsyʹnē, der betegner en overordnet og ophøjet stilling. — He 1:3; 8:1.

      NATIONERNES KONGE. Hebr.: Mæʹlækh haggōjīmʹ. — Jer 10:7.

      SANDHEDENS GUD. Hebr.: ’El ’Æmæthʹ, betegner Jehova som sand og trofast i alt hvad han gør. — Sl 31:5.

      SKABER. Hebr.: Bōre’ʹ. (Es 42:5) Store Skaber. — Præ 12:1.

      SKINSYG. Hebr.: Qanna’ʹ, som betyder „den der kræver udelt hengivenhed“. — 2Mo 34:14; se også Ez 5:13.

      (DEN) STORE GUD. Aram.: ’Ælahʹ rav. — Da 2:45.

      SUVERÆNE HERRE. — 1Mo 15:2; Lu 2:29. Se Till. 1E.

  • 2A Ekstraordinære punkter — Puncta extraordinaria
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 2A Ekstraordinære punkter — Puncta extraordinaria

      I 15 tilfælde er visse ord i M mærket med prikker eller punkter (puncta) og i nogle håndskrifter med lodrette eller vandrette streger. Det drejer sig om følgende steder: 1Mo 16:5; 18:9; 19:33; 33:4; 37:12; 4Mo 3:39; 9:10; 21:30; 29:15; 5Mo 29:29; 2Sa 19:19; Sl 27:13; Es 44:9; Ez 41:20; 46:22. Hvert enkelt sted er kommenteret i fodnoterne.

      Det er omstridt hvad prikkerne helt nøjagtigt betyder. Nogle betragter dem som mærker til angivelse af at noget skal slettes. Andre mener at prikkerne angiver at de markerede ord har manglet i nogle af de håndskrifter man har sammenlignet afskriften med, så læsemåden er blevet betragtet som tvivlsom. Nogle tillægger prikkerne den funktion at skulle minde læseren om en eller anden forklaring som oldtidens hebraisktalende forbandt med disse ord. Andre hævder at prikkerne havde til formål at hindre at afskrivere udelod dele af den hebraiske tekst som ved første øjekast eller ved sammenligning med parallelsteder kunne forekomme overflødige.

      Om de ekstraordinære punkter siger Gins.Int, s. 320, 321: „Det ses heraf at oldtidens autoriteter anså punkterne for at være en afmærkning af de pågældende bogstaver og ord som uægte og at profeten Elias, som skal løse alle tvivlsspørgsmål og problemer, vil tilkendegive sin afgørelse angående dem når han fremstår. Den praksis at bruge prikker til at afmærke ord som uægte var ikke begrænset til de dage. Senere skriftlærde fulgte fortsat de gamle soferims eksempel, sådan som den der studerer hebraiske håndskrifter kan se.“

  • 2B Soferims tekstrettelser (emendationer) „Tiqqune Soferim“
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 2B Soferims tekstrettelser (emendationer) — „Tiqqune Soferim“

      Soferims atten tekstrettelser

      I visse hebraiske håndskrifter med den masoretiske tekst er der i margenen anført noter som lyder: „Dette er en af soferims atten tekstrettelser,“ eller lignende. Disse tekstrettelser er velmente forsøg på at forbedre teksten fordi den oprindelige ordlyd syntes at være uærbødig over for Gud eller respektløs over for dem der repræsenterede ham på jorden. Soferims atten tekstrettelser findes i følgende skriftsteder ifølge Gins.Int, s. 347-363:1Mo 18:22; 4Mo 11:15; 12:12; 1Sa 3:13; 2Sa 16:12; 20:1; 1Kg 12:16; 2Kr 10:16; Job 7:20; 32:3; Sl 106:20; Jer 2:11; Kl 3:20; Ez 8:17; Ho 4:7; Hab 1:12; Zak 2:8; Mal 1:13. — Se fodnoterne til disse vers.

      Yderligere to tekstrettelser

      Ifølge Gins.Int, s. 362, 363, registrerer Petersborg-profetkodeksen fra 916 e.v.t. to yderligere ændringer foretaget af soferim, nemlig i Mal 1:12 og 3:9. På disse to steder har vi ført teksten tilbage til den oprindelige ordlyd. — Se fodnoterne til disse vers.

      Tekstrettelser som ikke fremgår af masoreternes noter

      Ifølge Gins.Int, s. 363, findes der „nogle få passager hvori der er indført ændringer af tekstens autoriserede redaktører, uden at disse ændringer er nævnt direkte i de officielle lister. De mest fremtrædende af dem er tilfælde hvor den oprindelige ordlyd beskrev blasfemi eller forbandelse af Gud. Sådanne profane vendinger blev betragtet som anstødelige for de fromme tilbedere at høre når Skrifterne blev oplæst for menigheden“. Vi har ført teksten tilbage til den oprindelige ordlyd følgende syv steder: 2Sa 12:14; 1Kg 21:10, 13; Job 1:5, 11; 2:5, 9. — Se fodnoterne til disse vers.

  • 3A Translitteration af hebraiske og græske ord
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 3A Translitteration af hebraiske og græske ord

      Ved translitteration forstås omskrivning af ord fra ét alfabet til et andet. I dette værk translittereres hebraiske og græske ord så de kan læses og udtales ved hjælp af latinske bogstaver. — Se Hjælp til forståelse af Bibelen under „Hebraisk“ og „Græsk“.

      HEBRAISK — translitterationsskema

      Hebraisk skrives fra højre til venstre, men ved translitterationen skrives ordet fra venstre til højre. Nedenfor gives nogle af de regler der følges i dette værk:

      Bogstav

      Benævnelse

      Gengivelse og udtale

      א

      ’aʹlæf

      ’ (nærmest stum)

      בּ

      bēth

      b

      ב

      		  

      v

      גּ

      giʹmæl

      g

      ג

      		  

      gh (blødt, som i „bage“)

      דּ

      daʹlæth

      d

      ד

      		  

      dh (blødt, som i „gade“)

      ה

      he’

      h

      ו

      waw

      w (som engelsk „w“)

      ז

      zaʹjin

      z (stemt „s“)

      ח

      chēth

      ch (som i tysk „Buch“)

      ט

      tēth

      t

      י

      jōdh

      j

      כּ

      kaf

      k

      כ slutningsbogstav: ך

      		  

      kh (som i tysk „ich“)

      ל

      laʹmædh

      l

      מ slutningsbogstav: ם

      mem

      m

      נ slutningsbogstav: ן

      nun

      n

      ס

      saʹmækh

      s

      ע

      ‛aʹjin

      ‛ (nærmest stum)

      פּ

      pe’

      p

      פ slutningsbogstav: ף

      		  

      f

      צ slutningsbogstav: ץ

      tsadhēʹ

      ts

      ק

      qōf

      q

      ר

      rēsj

      r

      שׂ

      sin

      s

      שׁ

      sjin

      sj

      תּ

      taw

      t

      ת

      		  

      th (som i engelsk „bath“)

      Fulde vokaler

      ָ (lang)

      qaʹmets

      a som i „arne“

      ַ (kort)

      paʹthach

      a som i „kat“

      ֵ (lang)

      tserēʹ

      e som i „ene“

      ֶ (kort)

      seghōlʹ

      æ som i „ælde“

      ִ (kort)

      chiʹreq

      i som i „maskinel“

      ֹ (lang)

      chōʹlem

      o som i „olie“

      ָ (kort)

      qaʹmets chatufʹ

      å som i „ånd“

      ֻ (kort)

      qibbutsʹ

      u som i „bus“

      ִ (kort)

      sjuʹreq = וּ

      u som i „rude“

      Halvvokaler

      ְ

      sjewa’ʹ

      mumlevokal; sløret e som i „amerikaner“ eller stumt når det lukker en stavelse

      ֲ

      chatefʹ-paʹthach

      a som i „hat“

      ֱ

      chatef-ʹseghōlʹ

      æ som i „mæt“

      ֳ

      chatefʹ-qaʹmets

      å som i „råt“

      Særlige kombinationer

      י ָ = aj

      י ִ = ī

      י ַ = aj

      וֹ = ō

      י ֵ = ē

      וּ = u

      י ֶ = ǣ

      יו ָ = aw

      ANGÅENDE VOKALERNE: Alle vokaltegnene i ovenstående skema står under linjen, undtagen chōʹlem (˙), der står over konsonanten, og punktet i sjuʹreq, (·), der står midt i waw (וּ = u). Vokaltegnet ( ָ) bruges både for qaʹmets, langt „a“, og qaʹmets chatufʹ, kort „å“. Hvis tegnet forekommer i en lukket, ubetonet stavelse, er lyden kort og udtales som „å“ i „ånd“. Det er tilfældet før et stumt sjewa’ʹ (fx i חָכְמָה, der læses chåkhmahʹ), før daʹghesj forʹte (en prik der fordobler den konsonant den står i midten af) når stavelsen forbliver ubetonet (fx i חָנֵּנִי, der læses chånneʹnī), før en maqqefʹ (-), som forbinder to eller flere ord og viser at kun det sidste skal betones (fx i כָּל־אֲשֶׁר, der læses kål-’asjærʹ), og før chatefʹ-qaʹmets.

      Hvis vokaltegnet ( ָ) derimod forekommer i en åben stavelse (fx i יָקוּם, der læses jaqumʹ) eller i en stavelse der, skønt lukket, er betonet (fx i למָּה ֽ ָ, der læses lamʹmah), er lyden lang og udtales som „a“ i „arne“. Undertiden er der en lille lodret streg, en mæʹthægh, sammen med vokaltegnet, hvilket viser at stavelsen er åben og at et efterfølgende sjewa’ʹ skal udtales. Ordet אכְלָה ֽ ָ skal derfor læses ’akhelahʹ.

      ANGÅENDE HALVVOKALERNE: Den ovenfor angivne udtale er kun tilnærmet. Udtalen af en halvvokal er meget kort og sløret.

      Sjewa’ʹ udtales i nogle tilfælde som en kort, sløret mumlevokal (sjewa’ʹ moʹbile), nemlig (1) når det står under en konsonant i begyndelsen af en stavelse, fx i קְטֹל, der translittereres qetolʹ; derfor også når det står under en konsonant der følger efter en vokal som er markeret med mæʹthægh, fx i קטְלָה ֽ ָ, der translittereres qatelahʹ; (2) når det står under en konsonant der følger efter en lang vokal, fx i שׁוֹמְִ רים, der translittereres sjōmerīmʹ; (3) efter et andet sjewa’ʹ (יִקְטְלוּ, jiqteluʹ); og (4) efter daʹghesj forʹte (קִטְּלוּ, qitteluʹ). I andre tilfælde lukker det en stavelse og betegner da vokalløshed (sjewa’ʹ quiesʹcens). Dette sker når det står under en konsonant der følger efter en kort vokal; fx i יִקְטֹל, der læses jiqtolʹ.

      GRÆSK — translitterationsskema

      Bogstav

      Navn

      Translitteration og udtalea

      Α α

      alʹfa

      a

      Β β

      bēʹta

      b

      Γ γ

      gamʹma

      g, hårdt som i „gå“b

      Δ δ

      delʹta

      d, hårdt som i „dag“

      Ε ε

      eʹpsilon

      e, kort som i „net“

      Ζ ζ

      zēʹta

      z, stemt som „dz“

      Η η

      ēʹta

      ē, langt som i „nede“

      Θ θ

      thēʹta

      th, ustemt som i eng. „thin“

      Ι ι

      iōʹta

      i, langt eller kort

      Κ κ

      kapʹpa

      k

      Λ λ

      lamʹbda

      l

      Μ μ

      my

      m

      Ν ν

      ny

      n

      Ξ ξ

      xi

      x

      Ο ο

      oʹmikron

      o, kort som i „vod“

      Π π

      pi

      p

      Ρ ρ

      rhō

      r

      Σ σ, ςc

      sigʹma

      s

      Τ τ

      tau

      t

      Υ υ

      yʹpsilon

      y,d langt eller kort

      Φ φ

      fi

      f

      Χ χ

      chi

      ch, som i tysk „Buch“

      Ψ ψ

      psi

      ps, som i „laps“

      Ω ω

      ōmeʹga

      ō, langt som i „node“

      a Den her viste udtale afviger fra nygræsk.

      b Nasaleres foran κ, ξ, χ og et andet γ og udtales som n, dvs. der udtales nk, nx, nch og ng.

      c ς bruges kun i slutningen af et ord.

      d Yʹpsilon translittereres u når det står som andet bogstav i en diftong.

  • 3B Hebraiske præfikser og suffikser
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 3B Hebraiske præfikser og suffikser

      Et karakteristisk træk ved hebraisk er brugen af præfikser (forstavelser) og suffikser (efterhængte stavelser). I Første Mosebog 1:26 forekommer for eksempel udtrykket betsalmeʹnu, „i vort billede“. Til det hebraiske ord for „billede“ (grundform: tsæʹlæm) er føjet præfikset be, „i“, og suffikset eʹnu, „vort“.

      I fodnoterne er der mange translittererede ord med præfikser og suffikser. Her følger en oversigt over de almindeligste af dem og hvad de betyder.

      PRÆFIKSER på hebraisk (betydningsbærende orddele som sættes før grundordet)

      ha, hæ

      = den bestemte artikel eller undertiden spørgepartikel

      we, wa, u

      = og, men, endvidere (samt andre bindeordsbetydninger)

      be, bi, ve

      = i, ind i, ved, med

      ke, ki, khe

      = som, ligesom, i overensstemmelse med

      le, li

      = til, for, ved, af, imod

      mi, me

      = fra, af

      SUFFIKSER på hebraisk (betydningsbærende orddele som sættes efter grundordet)

      Ved entalsord

      —-ī

      = min

      —-(e)kha

      = din (hankøn)

      —-ekh

      = din (hunkøn)

      —-ō

      = hans

      —-ah

      = hendes

      —-eʹnu

      = vor

      —-(e)khæm

      = jeres (hankøn)

      —-(e)khæn

      = jeres (hunkøn)

      —-am

      = deres (hankøn)

      —-an

      = deres (hunkøn)

      Ved flertalsord

      —-aj

      = mine

      —-ǣʹkha

      = dine (hankøn)

      —-aʹjikh

      = dine (hunkøn)

      —-awʹ

      = hans

      —-ǣʹha

      = hendes

      —-ēʹnu

      = vore

      —-ēkhæmʹ

      = jeres (hankøn)

      —-ēkhænʹ

      = jeres (hunkøn)

      —-ēhæmʹ

      = deres (hankøn)

      —-ēhænʹ

      = deres (hunkøn)

      Flertalsendelser

      —-īm, im

      = flertal af hankønsord (fx susīmʹ, „heste“)

      —-ōth, oth

      = flertal af hunkønsord

      —-ē, aj

      = flertal af hankønsord i status constructus (underordnet et andet navneord i et genitivisk forhold)

      Dualisendelse, som regel om et par

      —-aʹjim

      fx susaʹjim, „et par heste“

      Partikel som angiver retning

      —-ah

      fx næghʹbah, „mod Negeb“ eller „mod syd“ (se 1Kg 7:25, fdnr.)

  • 3C Den hebraiske verbalform der angiver fortsat eller fremadskridende handling
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 3C Den hebraiske verbalform der angiver fortsat eller fremadskridende handling

      Det hebraiske verbum har to aspekter, perfektum og imperfektum. Perfektum angiver en fuldstændig og afsluttet handling. Imperfektum angiver en ufuldstændig, fortsat eller fremadskridende handling. I 1Mo 1:1 står det hebraiske verbum for „skabte“ i perfektum og viser at skabelsen af himmelen og jorden var en fuldbyrdet handling. I 1Mo 2:2 står det hebraiske verbum der er oversat med „gav han sig til at hvile“, i imperfektum og angiver en ufuldstændig, fortsat eller fremadskridende handling. (Jf. He 4:4-7.) På hebraisk kan en handling i fortiden derfor angives ved et verbum i imperfektum hvis handlingen betragtes som uafsluttet, mens en handling i fremtiden kan angives ved perfektum hvis handlingen betragtes som afsluttet. Det hebraiske verbum i imperfektum kan i en dansk oversættelse gengives med hjælpeord som „gav sig til at“, „gik i gang med at“, „fortsatte med at“, „så“, „derpå“, „videre“ m.fl.

      Om det der især kendetegner imperfektum på hebraisk skriver James Washington Wattsa i A Distinctive Translation of Genesis, Grand Rapids, Michigan (1963), s. 129, 130: „Det der fundamentalt kendetegner alle imperfekter er ufuldstændighed. . . . Imperfekternes ufuldstændighed, når de står i indikativ, viser sig ved at de enten beskriver noget vedvarende eller noget der gentager sig. Det fremgår af sammenhængen om det er det ene eller det andet; verbets form er den samme i begge tilfælde.

      Hvis sammenhængen viser at der er tale om en enkelt handling eller tilstand, indeholder verbet tanken om noget vedvarende eller fremadskridende. Handlingen ses midt under handlingsforløbet. I dette tilfælde er grundtanken i et verbum på engelsk ikke tilstrækkelig til at gengive den fulde betydning [det samme gælder på dansk]. Man må tilføje et hjælpeord som ’fortsætte’ eller et biord som ’efterhånden’ hvis oversætteren finder det nødvendigt at gengive hele betydningsindholdet. Hvis handlingsforløbet i en fortælling skrider rask frem og tempoet i begivenhedernes rækkefølge er vigtigere end beskrivelsen af hvordan en bestemt begivenhed udvikler sig, kan oversætteren udelukkende benytte sig af bindeord som ’derpå’ og ’så’ som middel til at beskrive både handlingsforløbet og det fremadskridende moment. I dette tilfælde gengives det fremadskridende betydningsindhold ikke fuldt ud. Man bevæger sig blot fra den ene handling (eller tilstand) til den anden uden egentlig at skildre det fremadskridende moment i verbalformen. Når oversætteren benytter sig af denne begrænsede oversættelse betyder det at han ikke ser nogen særlig grund til at fremhæve det fremadskridende moment på dette punkt. Beretningen ville på engelsk [også på dansk] blive meget trættende at læse hvis han gjorde det. Hvis oversætteren på den anden side ser at beretningen vil vinde ved at man gengiver verbet med hele dets betydningsindhold, har han frihed til at gøre det.

      Hvis det af sammenhængen fremgår at handlingen eller tilstanden forekommer mere end én gang, ligger det i verbalformen at der er tale om noget der gentager sig. Igen gælder det at verbets grundtanke på engelsk ikke er tilstrækkelig til at gengive den fulde betydning. Det er nødvendigt at tilføje et (eller flere) hjælpeord som ’fortsatte med’, ’plejede at’, ’atter og atter’ osv. for at få tanken om det gentagne eller sædvanemæssige frem.“

      Det har igennem århundreder vakt undren hos de lærde at det på hebraisk var muligt at udtrykke fortidige begivenheder ved imperfektum og fremtidige begivenheder ved perfektum. I et forsøg på at forklare denne ejendommelighed udviklede man teorien om waw consecutivum. (Tidligere betegnet waw conversivum; se Gesenius’ Hebräische Grammatik, § 49 b, fdn.1.) Om denne teori siger O. L. Barnes i A New Approach to the Problem of the Hebrew Tenses and Its Solution Without Recourse to Waw-Consecutive, Oxford 1965, s. 4, 5: „Spørgsmålet er blevet unødigt kompliceret ved indførelsen af og den stædige fastholden ved læren om waw consecutivum, eller dens ældre forgænger waw conversivum (det senest foreslåede navn er waw conservativum). I al korthed går teorien ud på (skønt der har været flere variationer over temaet) at waw’et (ו ’og’) foran det første af en række på hinanden følgende (konsekutive) hebraiske verber i imperfektum, med et foranstillet hebraisk verbum i perfektum, angiver at de alle skal læses og opfattes som perfekter (i stedet for det de egentlig er: imperfekter) og omvendt, forudsat naturligvis at waw’et er forbundet med bestemte vokalpunkter i imperfektumsformen.“

      Om gyldigheden af denne teori siger O. L. Barnes på side 1 i sin bog: „Man kan med rette spørge hvorfor waw’et (ו ’og’) skulle have denne besynderlige konverterende virkning. Nogle nyere grammatikker anfører, i et forsøg på at komme uden om problemet, at det i virkeligheden ikke er waw’et (ו ’og’) der har den konverterende virkning, men at det er den nøgle eller ledetråd man må se efter som et kendemærke på konverteringen, hvilket i sidste ende kommer ud på det samme. Jeg håber at det klart vil fremgå af det følgende at waw’et (ו ’og’) hverken har denne virkning eller at antagelsen af denne teori er nødvendig for at forklare den hurtige, undertiden abrupte, vekslen i rækken af hebraiske verbalformer. Vi kan med andre ord se fuldstændig bort fra den mytiske waw-consecutivum-teori som grammatikerne har opfundet.“

      For hundrede år siden tog Benjamin Wills Newton i The Altered Translation of Genesis ii. 5, London 1888, s. 49-51, klart afstand fra teorien om det konsekutive (konversive) waw. Efter at have givet en prøve på en oversættelse af 1Mo 1:3-8 siger han på s. 50, 51: „Igennem hele kapitlet bruges futurum [nu kaldt imperfektum] til at skildre fremadskridende handling. I vor oversættelse bruger vi sandt nok ’fortid’, for vi kan ikke med vor ’fremtid’ skildre fremadskridende handling på samme måde. Den hebraiske fremtidsform har et større betydningsindhold end vor fremtidsform og siger derfor mere. Jeg kan tilføje at der absolut ikke er plads for teorien om waw conversivum i dette kapitel, og at der ikke er nogen grund til (fordi vor futurum ikke kan tilpasses den hebraiske futurums elasticitet) at sige at den hebraiske futurum derfor må berøves sin ret og omdannes til en fortidsform. Det er fantastisk at nogen har kunnet foreslå noget så absurd.“

      Her følger tre forskellige oversættelser af 1Mo 1:3-8: Benjamin Wills Newtons oversættelse, New World Translation og James Washington Watts’ oversættelse (alle i dansk oversættelse).

      Benjamin Wills Newtons oversættelse (1888) (klammer af forfatteren)

      Og Gud sagde da [futurum]: Lad der blive Lys, og da blev der [futurum] Lys.

      New World Translation (1953) Ny Verden-Oversættelsen (1993)

      3 Da sagde Gud: „Lad der blive lys.“ Så blev der lys.

      James Washington Watts’ oversættelse (1963) (klammer af forfatteren)

      3 Derpå sagde Gud: „Lad der blive lys“; og lidt efter lidt blev lyset til.

      Benjamin Wills Newtons oversættelse (1888) (klammer af forfatteren)

      Og Gud så da [futurum] Lyset, at det [var] godt; og Gud satte derpå skel [futurum] mellem Lyset og mørket;

      New World Translation (1953) Ny Verden-Oversættelsen (1993)

      4 Derpå så Gud at lyset var godt, og Gud satte skel mellem lyset og mørket.

      James Washington Watts’ oversættelse (1963) (klammer af forfatteren)

      4 Endvidere betragtede Gud lyset [og så] at det var godt; så adskilte han derpå lyset og mørket.

      Benjamin Wills Newtons oversættelse (1888) (klammer af forfatteren)

      og Gud kaldte derpå [futurum] lyset Dag, og mørket kaldte Han [ikke „kaldte Han derpå“; der bruges perfektum] Nat; og så blev det [futurum] aften, og så blev det [futurum] morgen Dag et.

      New World Translation (1953) Ny Verden-Oversættelsen (1993)

      5 Og Gud kaldte herefter lyset Dag, men mørket kaldte han Nat. Og det blev aften og det blev morgen, første dag.

      James Washington Watts’ oversættelse (1963) (klammer af forfatteren)

      5 Så begyndte Gud at kalde lyset Dag, og mørket kaldte han Nat. Således blev der en aften og en morgen, ja én dag.

      Benjamin Wills Newtons oversættelse (1888) (klammer af forfatteren)

      Og Gud sagde derpå [futurum]: Lad der blive et firmament midt i vandene, og lad det sætte skel mellem vandene og vandene.

      New World Translation (1953) Ny Verden-Oversættelsen (1993)

      6 Og Gud sagde videre: „Lad der blive et udstrakt rum midt i vandene, og lad det danne skel mellem vandene det ene sted og vandene det andet sted.“

      James Washington Watts’ oversættelse (1963) (klammer af forfatteren)

      6 Så fortsatte Gud med at sige: „Lad der blive et udstrakt rum midt i vandene, og lad der være et skel mellem vandene.“

      Benjamin Wills Newtons oversættelse (1888) (klammer af forfatteren)

      Og Gud frembragte derpå [futurum] firmamentet og satte derpå skel [futurum] mellem vandene som [er] nedenunder i forhold til firmamentet og vandene som [er] ovenover i forhold til firmamentet;

      New World Translation (1953) Ny Verden-Oversættelsen (1993)

      7 Så gik Gud i gang med at frembringe det udstrakte rum og at sætte skel mellem vandene der skulle være under det udstrakte rum og vandene der skulle være over det udstrakte rum. Og således blev det.

      James Washington Watts’ oversættelse (1963) (klammer af forfatteren)

      7 Følgelig skilte Gud derpå vandene som var under det udstrakte rum fra vandene som var over det udstrakte rum; og lidt efter lidt blev det således.

      Benjamin Wills Newtons oversættelse (1888) (klammer af forfatteren)

      og Gud kaldte derpå [futurum] firmamentet Himmel; og derefter blev det [futurum] aften og derefter blev det [futurum] morgen anden Dag.

      New World Translation (1953) Ny Verden-Oversættelsen (1993)

      8 Og Gud kaldte herefter det udstrakte rum Himmel. Og det blev aften og det blev morgen, anden dag.

      James Washington Watts’ oversættelse (1963) (klammer af forfatteren)

      8 Derefter begyndte Gud at kalde det udstrakte rum Himmel. Således blev der en aften og en morgen, en anden dag.

      New World Translation og oversættelserne af den til andre sprog har ikke fulgt den gamle teori der knytter sig til waw consecutivum. Denne teori svækker den magtfuldhed som ligger i de hebraiske verbalformers oprindelige aspekter. New World Translation søger at gengive de hebraiske verbalformer nøjagtigt og at bevare den dynamik der ligger i forskellen mellem perfektum og imperfektum.

      a Forfatter af A Distinctive Translation of Genesis (1963), of Exodus (1977) og of Isaiah (1979).

  • 4C „Gehenna“ — Symbol på fuldstændig tilintetgørelse
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 4C „Gehenna“ — Symbol på fuldstændig tilintetgørelse

      Hebr.: גי הנם (gē hinnomʹ, „Hinnoms Dal“);

      gr.: γέεννα (geʹenna); lat.: gehenʹna

      „Gehenna“ betyder „Hinnoms Dal“, for det er den græske form af det hebraiske gē hinnomʹ. I Jos 18:16, hvor betegnelsen „Hinnoms Dal“ forekommer, har den græske Septuaginta „Gehenna“. Ordet forekommer 12 gange i De Kristne Græske Skrifter, første gang i Mt 5:22. Ny Verden-Oversættelsen gengiver det „Gehenna“ alle stederne, nemlig i Mt 5:22, 29, 30; 10:28; 18:9; 23:15, 33; Mr 9:43, 45, 47; Lu 12:5; Jak 3:6.

      Hinnoms Dal lå vest og syd for det gamle Jerusalem. (Jos 15:8; 18:16; Jer 19:2, 6) Under nogle af Judas senere konger blev stedet brugt til tilbedelsen af den hedenske afgud Molek, til hvem der blev ofret mennesker i ild. (2Kr 28:3; 33:6; Jer 7:31, 32; 32:35) For at forhindre at dalen igen blev brugt til sådanne religiøse formål sørgede den trofaste kong Josias for at den blev gjort uren, især den del der blev kaldt Tofet. — 2Kg 23:10.

      Den jødiske kommentator David Kimchi (ca. 1160-1235) giver følgende historiske oplysning om „Gehinnom“ i sin kommentar til Sl 27:13: „Og det er et sted i landet i nærheden af Jerusalem, og det er et afskyeligt sted, og dér kaster man urene ting og ådsler hen. Der var også en stadig ild dér til at brænde de urene ting og ådslernes ben. Derfor kaldes dommen over de onde billedligt Gehinnom.“

      Hinnoms Dal blev Jerusalems losseplads og det sted hvor man brændte affald. Døde dyrekroppe blev kastet ned her og blev fortæret af ild hvortil svovl blev tilsat for at fremme forbrændingen. Også lig af henrettede forbrydere, som man mente ikke fortjente en hæderlig begravelse i en mindegrav, blev kastet herned. Hvis sådanne lig havnede i ilden, blev de brændt, men hvis de kom til at ligge på en fremspringende kant i den dybe kløft, blev det rådnende kød fyldt med orm og larver som ikke døde før de havde ædt kødet og kun ladt skelettet tilbage.

      Levende dyr eller mennesker blev ikke kastet i Gehenna for at blive brændt levende eller blive pint dér. Derfor kunne stedet aldrig blive et symbol på et usynligt område hvor menneskesjæle blev pint evigt i bogstavelig ild eller evindelig plaget af orm som ikke døde. Som følge af at døde forbrydere blev kastet herned, idet man nægtede dem en hæderlig begravelse i en mindegrav, symbolet på håbet om en opstandelse, brugte Jesus og hans disciple Gehenna til at symbolisere evig ødelæggelse, udslettelse fra Guds univers, eller „den anden død“, en evig straf.

      At få sin døde krop kastet i Gehenna blev derfor betragtet som den værste straf man kunne få. Billedet med „søen som brænder med ild og svovl“ er hentet fra det bogstavelige Gehenna og det som det betød. — Åb 19:20; 20:10, 14, 15; 21:8.

  • 4D „Tartaros“
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 4D „Tartaros“

      2Pe 2:4: — „kastede dem i Tartaros“

      Gr.: Tartarōʹsas; lat.: detracʹtos in Tarʹtarum;

      syr.: ’agen ’enun beThachtajatha’

      Ordet „Tartaros“ findes kun i 2Pe 2:4. Her bruges det græske udsagnsord tartaroʹō, som på dette sted kan gengives „kastede dem i Tartaros“.

      I Iliaden af oldtidsdigteren Homer anvendes ordet tarʹtaros om et underjordisk fængsel der lå lige så dybt under Hades som jorden er under himmelen. Det var ikke menneskesjæle der var indespærret her, men underguder, ånder, nemlig Kronos og de andre titaner som havde gjort oprør mod Zeus (Jupiter). Det var det fængsel som de mytiske guder havde oprettet til ånderne som de havde fordrevet fra de himmelske regioner, og det lå placeret under Hades, hvor man forestillede sig menneskesjælene indespærret efter døden. I mytologien var tarʹtaros den nederste af de nedre regioner og et sted med mørke. Det omfattede hele underverdenen ligesom himmelen omfattede alt hvad der var over jorden. I den hedenske græske mytologi blev tarʹtaros altså regnet som et sted hvor titanerne, ånderne, ikke menneskesjæle, blev holdt indespærret, et sted med mørke og fornedrelse.

      I Job 40:20 i LXX læser vi om Behemot: „Og når han er steget op på et knejsende bjerg, vækker han glæde hos de firføddede i dybet [ἐν τῷ ταρτάρῳ („i tartaros“)].“ I Job 41:23, 24 i LXX (jf. 41:31, 32) læser vi om Livjatan: „Han får dybet til at koge som en messinggryde; og han betragter havet som en salvekrukke og den nederste del af dybet [τὸν δὲ τάρταρον τῆς ἀβύσσου („afgrundens tartaros“)] som en fange: han regner dybet for sit domæne.“ Brugen af tarʹtaros i disse vers i LXX viser at ordet blev anvendt til at betegne et sted dybt nede, ja „den nederste del“ af afgrunden.

      De inspirerede skrifter henviser ikke nogen menneskesjæle til tarʹtaros men kun åndeskabninger, nemlig „de engle som havde syndet“. At de kastes i tarʹtaros betegner at de erfarer den dybeste fornedrelse endnu mens de er i live. Dette tjener som straf for deres oprørssynd mod den højeste Gud. Apostelen Peter forbinder deres fornedrede tilstand med mørke, idet han siger at Gud „overgav dem til det tætte mørkes gruber for at de skulle bevogtes til dom“. — 2Pe 2:4.

      Hedningerne havde i deres mytologiske overleveringer om Kronos og de oprørske titanguder et forvansket billede af de oprørske ånders fornedrelse. Når Peter benytter udsagnsordet tartaroʹō, „kaste i Tartaros“, er det ikke udtryk for at „de engle som havde syndet“ skulle være kastet ned i det mytologiske Tartaros sådan som hedningerne opfattede det, men det betyder at de af den almægtige Gud blev forvist fra deres privilegerede plads i himmelen og fornedret til en tilstand i det dybeste mentale mørke med hensyn til indsigt i Guds strålende hensigter. Det betyder også at udsigterne for deres eget endeligt kun er mørke, for Bibelen viser at der venter dem evig udslettelse sammen med deres hersker, Satan Djævelen. Tartaros betegner således den tilstand af den dybeste fornedrelse som disse oprørske engle befinder sig i.

      I de inspirerede skrifter har Tartaros ikke noget at gøre med Hades, som er de døde menneskers fælles grav. De syndige engle og de døde menneskesjæle befinder sig ikke sammen i et tarʹtaros hvor skabninger holdes ved bevidsthed og pines for evigt. Bibelens Tartaros vil forsvinde når den øverste Dommer udsletter de oprørske engle som nu befinder sig i denne fornedrede tilstand.

  • 5A „Utugt“ — Enhver form for ulovlig kønslig omgang
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 5A „Utugt“ — Enhver form for ulovlig kønslig omgang

      Mt 5:32 — gr.: πορνεία (porneiʹa); lat.: fornicaʹtio

      Det græske ord porneiʹa dækker et bredt betydningsområde. Bauer, sp. 1375, siger under ordet porneiʹa at det betyder „utugt, prostitution af enhver art, enhver form for ulovlig kønslig omgang“.

      I en kommentar til Jesu ord i Mt 5:32 og 19:9 siger TDNT, bd. VI, s. 592, at „πορνεία [porneiʹa] refererer til kønslig omgang uden for ægteskabet“. Bibelen bruger derfor ordet porneiʹa om gifte personer. I forbindelse med Ef 5:3, 5 siger den samme ordbog på s. 594 at Paulus „erkender at ikke enhver har den gave at kunne leve kønsligt afholdende, 1Kor 7:7. Som en beskyttelse mod utugtens onde bør den [enlige] mand som ikke har [evnen til afholdenhed], følge den vej som Gud har forordnet og indgå et lovformeligt ægteskab, 1Kor 7:2.“ Bibelen bruger altså også ordet porneiʹa om ugifte personer der indlader sig på ulovlige kønslige forhold og handlinger. — Se 1Kor 6:9.

      B. F. Westcott, medudgiver af Westcott og Horts græske tekst, nævner de forskellige betydninger af porneiʹa i Bibelen i en kommentar til Ef 5:3 i bogen Saint Paul’s Epistle to the Ephesians, London og New York 1906, s. 76, idet han siger: „Dette er et almindeligt ord for al ulovlig kønslig omgang, (1) ægteskabsbrud: Hos. ii. 2, 4 (LXX); Matt. v. 32; xix. 9; (2) ulovligt ægteskab, I Kor. v. I; (3) utugt, den almindelige betydning som her [Ef 5:3].“ Med „den almindelige betydning“ hentydes der åbenbart til at ordet „utugt“ (på engelsk „fornication“) er begrænset til at gælde omgang mellem ugifte personer.

      Foruden denne bogstavelige betydning har porneiʹa visse steder en symbolsk betydning. Herom siger ZorellGr, sp. 1106 under porneiʹa: „frafald fra den sande tro, enten helt eller delvis, frafald fra den ene sande Gud Jahve til fremmede guder [4Kg 9:22; Jer 3:2, 9; Ho 6:10 osv.; for Guds forening med sit folk blev betragtet som en form for åndeligt ægteskab]: Åb 14:8; 17:2, 4; 18:3; 19:2.“ (Forfatterens egne klammer og kursiveringer; 4Kg i LXX svarer til 2Kg i M.)

      I den græske tekst forekommer porneiʹa følgende 25 steder: Mt 5:32; 15:19; 19:9; Mr 7:21; Joh 8:41; Apg 15:20, 29; 21:25; 1Kor 5:1, 1; 6:13, 18; 7:2; 2Kor 12:21; Ga 5:19; Ef 5:3; Kol 3:5; 1Ts 4:3; Åb 2:21; 9:21; 14:8; 17:2, 4; 18:3; 19:2.

      Det tilsvarende verbum porneuʹō, der i NV oversættes med „øve utugt“ eller „begå utugt“, forekommer følgende 8 steder: 1Kor 6:18; 10:8, 8; Åb 2:14, 20; 17:2; 18:3, 9.

      Det beslægtede verbum ekporneuʹō, der i NV oversættes med „begå utugt i stort omfang“, forekommer én gang, i Jud 7. — Jf. Dom 2:17, fdn.

      Det beslægtede substantiv porʹnē, der i NV oversættes med „skøge“, forekommer følgende 12 steder: Mt 21:31, 32; Lu 15:30; 1Kor 6:15, 16; He 11:31; Jak 2:25; Åb 17:1, 5, 15, 16; 19:2.

      Det beslægtede substantiv porʹnos, der i NV oversættes med „utugtig [person]“, forekommer følgende 10 steder: 1Kor 5:9, 10, 11; 6:9; Ef 5:5; 1Ti 1:10; He 12:16; 13:4; Åb 21:8; 22:15. LSJ, s. 1450, angiver betydningen af dette ord som „dreng der har omgang med homoseksuelle, homoseksuel, utugtig, afgudsdyrker“.

  • 5B Kristi nærværelse (parousiʹa)
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 5B Kristi nærværelse (parousiʹa)

      Mt 24:3 — gr.: τὸ σημεῖον τῆς σῆς παρουσίας

      (to sēmeiʹon tēs sēs parousiʹas)

      1864

      „TEGNET på DIN nærværelse (presence)“

      The Emphatic Diaglott (J21), Benjamin Wilson, New York og London.

      1897

      „tegnet på din nærværelse (presence)“

      The Emphasised Bible, J. B. Rotherham, Cincinnati (USA).

      1903

      „tegnet på Din nærværelse (presence)“

      The Holy Bible in Modern English, F. Fenton, London.

      1950

      „tegnet på din nærværelse (presence)“

      New World Translation of the Christian Greek Scriptures, Brooklyn, New York (på dansk i 1974).

      Det græske substantiv parousiʹa betyder bogstaveligt „væren ved siden af“, „det at være ved siden af“. Det er sammensat af præpositionen paraʹ (ved siden af) og ousiʹa (væren). Ordet parousiʹa forekommer 24 gange i De Kristne Græske Skrifter, nemlig i Mt 24:3, 27, 37, 39; 1Kor 15:23; 16:17; 2Kor 7:6, 7; 10:10; Flp 1:26; 2:12; 1Ts 2:19; 3:13; 4:15; 5:23; 2Ts 2:1, 8, 9; Jak 5:7, 8; 2Pe 1:16; 3:4, 12; 1Jo 2:28. I Ny Verden-Oversættelsen gengives ordet hver gang med „nærværelse“.

      Det tilsvarende verbum parʹeimi betyder bogstaveligt „at være ved siden af“. Det forekommer 24 gange i De Kristne Græske Skrifter, nemlig i Mt 26:50; Lu 13:1; Joh 7:6; 11:28; Apg 10:21, 33; 12:20 (fdn.); 17:6; 24:19; 1Kor 5:3, 3; 2Kor 10:2, 11; 11:9; 13:2, 10; Ga 4:18, 20; Kol 1:6; He 12:11; 13:5; 2Pe 1:9, 12; Åb 17:8. I Ny Verden-Oversættelsen gengives ordet med „være her“, „være til stede“, „være inde (om tid)“, „henvende sig“, „være nærværende“, „i øjeblikket“ og „være for hånden“.

      Betydningen af parousiʹa fremgår klart af 2Kor 10:10, 11 og Flp 2:12, hvor Paulus taler om sin nærværelse i modsætning til sit fravær. Også sammenligningen mellem Menneskesønnens parousiʹa og „Noas dage“, i Mt 24:37-39, viser at ordet betyder „nærværelse“.

      Liddell og Scotts A Greek-English Lexicon (LSJ), s. 1343, angiver det engelske ord presence (nærværelse) som første betydning af parousiʹa. Tilsvarende siger TDNT, bd. V, s. 859, under underoverskriften „Den almindelige betydning“: „παρουσία [parousiʹa] betegner især aktiv nærværelse.“

      Ordet parousiʹa, „nærværelse“, er forskelligt fra det græske ord eʹleusis, „komme“, som forekommer én gang i den græske tekst, i Apg 7:52, som eleuʹseos (lat.: advenʹtu). Ordene parousiʹa og eʹleusis bruges ikke i flæng. TDNT, bd. V, s. 865, anfører: „Ordene [parʹeimi og parousiʹa] bruges aldrig om Kristi komme i kødet, og παρουσία betyder aldrig genkomst. Tanken om mere end én parousia findes først i den senere Kirke [ikke før Justinus, 2. årh. e.v.t.] . . . En grundlæggende forudsætning for at forstå urkristendommens tankeverden er at vi helt løsriver os fra denne opfattelse [at der er mere end én parousia].“

      I bogen The Parousia, Portland, Maine (1879), s. 12-15, skriver dr. theol. Israel P. Warren: „Vi taler ofte om ’den anden advent’, ’det andet komme’, osv. [på dansk: Kristi genkomst], men Bibelen taler aldrig om ’en anden Parousia’. Af hvad art den end måtte være, ville den være noget særegent, noget der aldrig før var indtruffet og aldrig skulle indtræffe igen. Det ville være en nærværelse der adskilte sig fra og som overgik alle hans øvrige manifestationer over for menneskene, således at betegnelsen for den med rette burde stå alene, uden noget bestemmende tillæg ud over den bestemte artikel — THE PRESENCE [nærværelsen].

      Ud fra denne betragtning af ordet er det tydeligt, mener jeg, at hverken det engelske ord ’coming’ [dansk: komme] eller det latinske ’advent’ er den bedste gengivelse af originalordet. De passer ikke sammen med dets etymologi; de stemmer ikke med tanken i det verbum som det er afledt af; de kan heller ikke passende erstatte det mere nøjagtige ord ’presence’ [dansk: nærværelse] i de tilfælde hvor oversætterne har brugt dette. Grundbetydningen af ordene er heller ikke den samme. ’Coming’ og ’advent’ indeholder først og fremmest forestillingen om at noget nærmer sig os, at noget bevæger sig hen imod os; ’parousia’ indeholder forestillingen om at noget er hos os, uden at sige noget om hvordan det begyndte. Handlingsindholdet i de første slutter med ankomsten; i det sidste begynder det med den. De første udtrykker bevægelse; det sidste udtrykker hvile. Handlingsforløbet i de første dækker et begrænset tidsrum, måske blot et øjeblik; i det sidste er det ubegrænset . . .

      Hvis vore oversættere havde gjort det samme med dette tekniske ord ’parousia’ som de gjorde med ’baptisma’ — havde overført det uændret — eller, hvis de ville oversætte det, havde brugt det etymologisk helt modsvarende ord presence, og hvis det var blevet forstået rigtigt, som det så ville være blevet, at der ikke er noget der hedder en ’anden Nærværelse’, tror jeg at hele læren ville have været anderledes end den er nu. Man ville aldrig have hørt udtryk som ’anden advent’ og ’andet komme’. Kirken ville have lært at tale om HERRENS NÆRVÆRELSE som det der skulle indfri dens forventninger, hvad enten dette skete i en meget nær eller en meget fjern fremtid, det hvorunder verden skulle gøres ny, hvor både en åndelig og en legemlig opstandelse skulle finde sted og hvor retfærdighed skulle ske fyldest og evige belønninger uddeles.“

      Bauer, sp. 1249, nævner at parousiʹa „blev det officielle ord for et besøg aflagt af en højtstående person, især om kongers og kejseres besøg i en provins“. I Mt 24:3 og i skriftsteder som 1Ts 3:13 og 2Ts 2:1 bruges ordet parousiʹa om Jesu Kristi kongelige nærværelse efter at han er blevet indsat som konge på tronen i de sidste dage for denne tingenes ordning.

  • 5C „Marterpæl“
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 5C „Marterpæl“

      Gr.: σταυρός (staurosʹ); lat.: crux

      „Marterpælen“ i Mt 27:40 nævnes i forbindelse med henrettelsen af Jesus på Golgata, der betyder Hovedskalsted. Der findes ingen afgørende vidnesbyrd om at det græske ord staurosʹ her skulle betyde et kors som det hedningerne havde brugt som religiøst symbol i mange århundreder før Kristus.

      På klassisk græsk betød ordet staurosʹ en simpel, opretstående pæl eller stolpe eller en funderingspæl til et hus. Verbet stauroʹō betød at indhegne med pæle eller at rejse et pæleværk eller en palisade. De Kristne Græske Skrifters inspirerede skribenter skrev på fællesgræsk (koinégræsk) og brugte ordet staurosʹ i samme betydning som på klassisk græsk, nemlig en simpel pæl eller stolpe, uden tværbjælke af nogen art. Der er ikke ført bevis for andet. Apostlene Peter og Paulus anvendte også ordet xyʹlon om det torturredskab som Jesus blev naglet til, og det bekræfter at der var tale om en opretstående pæl uden tværbjælke, for det er dét xyʹlon betyder i denne sammenhæng. (Apg 5:30; 10:39; 13:29; Ga 3:13; 1Pe 2:24) I LXX finder vi xyʹlon i Ezr 6:11 (1 Esdras 6:11), hvor det bruges om en bjælke som lovovertræderen skulle hænges på, ligesom i Apg 5:30; 10:39.

      Med hensyn til betydningen af staurosʹ siger W. E. Vine i An Expository Dictionary of New Testament Words (genoptryk 1975), bd. I, s. 256: „STAUROS (σταυρός) betegner først og fremmest en opretstående pæl eller stolpe. Misdædere blev henrettet ved at blive naglet til sådanne. Både substantivet og verbet stauroō, at fæste til en pæl eller en stolpe, skal i sin oprindelige betydning holdes adskilt fra den kirkelige brug af ordet om et kors bestående af to bjælker. Udformningen af sidstnævnte stammer fra oldtidens Kaldæa og blev brugt som symbol på guden Tammuz (idet det havde samme form som det mystiske Tau, forbogstavet i hans navn) i dette land og i flere nabolande, deriblandt Ægypten. Hen imod midten af det 3. årh. e. Kr. var kirkerne enten afveget fra visse af den kristne tros lærdomme eller havde gjort dem til den rene parodi. For at øge det frafaldne kirkesystems anseelse lod man hedninger optage i kirkerne uden at de var blevet genfødt ved troen, og de fik i vidt omfang lov at beholde deres hedenske tegn og symboler. På denne måde kom Tau eller T, i sin almindeligste form, med tværstykket sænket, til at stå for Kristi kors.“

      Den latinske ordbog af Lewis og Short angiver som grundbetydningen af crux „et træ, en ramme, eller andre henrettelsesredskaber af træ, som forbrydere blev pælfæstet eller hængt på.“ „Kors“ er en betydning som crux først får senere. En enkelt pæl til pælfæstelse af en forbryder blev på latin kaldt crux simʹplex. Et sådant torturredskab er afbildet i bogen De cruce libri tres af Justus Lipsius (1547-1606), Antwerpen 1629, s. 19. Billedet af crux simplex er reproduceret på side 1576.

      Bogen Das Kreuz und die Kreuzigung af Hermann Fulda, Breslau 1878, s. 109, siger: „Der var ikke træer til rådighed alle de steder der blev valgt til offentlig henrettelse. Derfor blev en simpel bjælke sat ned i jorden. På denne blev forbryderne bundet eller naglet, med hænderne øverst, eller fødderne, hvilket ofte var tilfældet.“ Efter at have fremlagt et betydeligt bevismateriale konkluderer Fulda på s. 219, 220: „Jesus døde på en simpel dødspæl: Til støtte herfor taler (a) den almindelige brug af denne henrettelsesmetode i Orienten, (b) indirekte selve beretningen om Jesu lidelser, og (c) mange udtalelser af de tidlige kirkefædre.“

      Paul Wilhelm Schmidt, som var professor ved universitetet i Basel, har foretaget et grundigt studium af det græske ord staurosʹ og redegør for det i Die Geschichte Jesu, bd. 2, Tübingen og Leipzig 1904, s. 386-394. På s. 386 siger han: „σταυρός [staurosʹ] bruges om enhver opretstående pæl eller træstamme.“ Om Jesu henrettelse siger han på s. 387-389: „Foruden piskning, ifølge evangelieberetningerne, er det kun den simpleste form for romersk korsfæstelse der kommer i betragtning med hensyn til at påføre Jesus straf, ophængningen af det afklædte legeme på en pæl, som Jesus i øvrigt måtte bære eller slæbe til henrettelsesstedet for at forstærke den nedværdigende straf. . . . Alt andet end simpel ophængning udelukkes af de massehenrettelser der ofte blev udført på denne måde: 2000 på én gang af Varus ifølge Jos. Ant. XVII 10. 10 [Josefus, Jødernes Oldtidshistorie, 17. bog, 10. kapitel, 10. afsnit], af Quadratus ifølge BJud. II 12. 6 [Josefus, Jødernes Krig mod Romerne, 2. bog, 12. kapitel, 6. afsnit], af prokuratoren Felix ifølge BJud. II 15. 2 [13. 2], af Titus ifølge BJud. VII. 1 [V 11. 1].“

      Der er med andre ord ingen beviser for at Jesus Kristus blev henrettet på en pæl med tværstykke. Vi ønsker ikke at lægge noget til Guds skrevne ord ved at indføje det hedenske korsbegreb i de inspirerede skrifter, men gengiver staurosʹ og xyʹlon i overensstemmelse med grundbetydningen af disse ord. Eftersom Jesus brugte staurosʹ som billede på den lidelse, skam og tortur hans disciple ville blive udsat for (Mt 16:24), har vi oversat staurosʹ med „marterpæl“ for at skelne det fra xyʹlon, som vi har oversat med „pæl“ eller, i fodnoten, med „træ“, som i Apg 5:30.

      [Illustration på side 1576]

      Afbildning af crux simplex

  • 5D Opbruddet for at være sammen med Kristus
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 5D Opbruddet for at være sammen med Kristus

      Flp 1:23 — „opbruddet“. Gr.: to analyʹsai; lat.: dissolʹvi

      Verbet analyʹsai (af analyʹō, „løse op“, „afrejse“, „bryde op“) bruges her som verbalsubstantiv. Det forekommer kun én gang til i De Kristne Græske Skrifter, i Lu 12:36, hvor det bruges om herrens tilbagevenden fra brylluppet. Det tilsvarende substantiv anaʹlysis forekommer én gang, i 2Ti 4:6, hvor apostelen siger: „Tiden for mit opbrud er nært forestående.“ I Lu 12:36 har vi gengivet verbet med „vender tilbage“, fordi det sigter til at tjenernes herre bryder op fra og forlader brylluppet for at vende hjem. I Flp 1:23 har vi imidlertid ikke gengivet verbet med „tilbagevenden“ eller „afrejse“, men med „opbrud“. Årsagen er at ordet kan have to betydninger på dette sted: apostelens eget opbrud for at være sammen med Kristus når han vender tilbage, og Herrens opbrud fra det der holder ham tilbage i himmelen, så han kan vende tilbage som han har lovet.

      Man bør ikke udlægge apostelens ord sådan at han straks ved sin død forventede at blive forvandlet til en ånd for at være sammen med Kristus for evigt. En sådan forening med Herren Kristus ville først blive mulig når Kristus vendte tilbage og de som var døde i samhørighed med Kristus opstod som de første, ifølge apostelens eget inspirerede udsagn i 1Ts 4:15-17. Det er denne begivenhed, nemlig Kristi tilbagevenden og apostelens opbrud for altid at være sammen med Herren, Paulus sigter til i Flp 1:23. Han siger her at der umiddelbart står to muligheder åbne for ham, nemlig: (1) at leve videre i kødet, og (2) at dø. På grund af omstændighederne giver han udtryk for at han er under pres fra disse to ting, uden at gøre kendt hvad han vil vælge. Derpå nævner han en tredje ting, som han virkelig ønsker. Her er der ingen tvivl om hvad han foretrækker, nemlig „opbruddet“, for det betyder at han skal være sammen med Kristus.

      Udtrykket to analyʹsai, „opbruddet“, kan derfor ikke referere til apostelens død som menneske og til at han skulle forlade dette liv. Det må referere til det der skulle ske ved Kristi genkomst og nærværelse (se Till. 5B), når alle de som var døde i Kristus skulle opstå for at være sammen med ham for evigt.

  • 6A Jesus — gudlignende; guddommelig
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 6A Jesus — gudlignende; guddommelig

      Joh 1:1 — „og Ordet var en gud (guddommeligt)“

      Gr.: καὶ θεὸς ἦν ὁ λόγος (kai theosʹ ēn ho loʹgos)

      1808

      „og ordet var en gud“

      The New Testament, in An Improved Version, Upon the Basis of Archbishop Newcome’s New Translation: With a Corrected Text, London.

      1864

      „og en gud var Ordet“

      The Emphatic Diaglott (J21, interlinear ordlyd), Benjamin Wilson, New York og London.

      1879

      „og Ordet var en gud“

      La Sainte Bible, Segond-Oltramare, Genève og Paris.

      1928

      „og Ordet var et guddommeligt væsen“

      La Bible du Centenaire, Société Biblique de Paris.

      1935

      „og Ordet var guddommeligt“

      The Bible — An American Translation, J. M. P. Smith og E. J. Goodspeed, Chicago.

      1950

      „og Ordet var en gud“

      New World Translation of the Christian Greek Scriptures, Brooklyn, New York (på dansk 1974).

      1975

      „og en gud (el.: af gudekategori, „Gott von Art“) var Ordet“

      Das Evangelium nach Johannes, Siegfried Schulz, Göttingen, Tyskland.

      1978

      „og af guddommelig art var Logos“

      Das Evangelium nach Johannes, Johannes Schneider, Berlin.

      1979

      „og en gud var Logos“

      Das Evangelium nach Johannes, Jürgen Becker, Würzburg, Tyskland.

      Disse oversættelser bruger ord som „en gud“, „guddommeligt“ eller „af guddommelig art“ fordi det græske ord θεός (theosʹ) på dette sted står prædikativt foran verbet og ikke har den bestemte artikel. Der er forskel på om theosʹ står med den bestemte artikel eller uden. I samme vers siges der at Ordet, eller Logos, i begyndelsen var „hos Gud“, og her står theosʹ med den foranstillede bestemte artikel ho (ὁ θεός).

      Substantivet med artikel betegner en bestemt identitet, en bestemt person, mens substantivet i ental uden artikel, når det står prædikativt foran verbet, betegner en egenskab ved subjektet. Derfor betyder Johannes’ udtalelse om at Ordet eller Logos var theosʹ ikke at han var den samme som den bestemte Gud som han var hos, men at han havde egenskab af en gud, at han var „guddommelig“ eller „af guddommelig art“.

      I den græske tekst er der mange tilfælde hvor et substantiv uden artikel og i ental står prædikativt foran verbet, fx Mr 6:49; 11:32; Joh 4:19; 6:70; 8:44; 9:17; 10:1, 13, 33; 12:6. Disse steder anbringer mange oversættere den ubestemte artikel foran det prædikative substantiv for at vise at det beskriver en egenskab eller noget som kendetegner subjektet. Eftersom man anbringer den ubestemte artikel før det prædikative substantiv i sådanne tekster, må det være lige så berettiget at gøre det før det artikelløse θεός der står som prædikat i Joh 1:1, så der i oversættelsen kommer til at stå „en gud“. De Hellige Skrifter bekræfter som helhed at denne gengivelse er korrekt.

      I artiklen „Qualitative Anarthrous Predicate Nouns: Mark 15:39 and John 1:1 [Egenskabsbeskrivende artikelløse prædikatssubstantiver: Markus 15:39 og Johannes 1:1]“, offentliggjort i Journal of Biblical Literature, årg. 92, Philadelphia 1973, siger Philip B. Harner på side 85 at sætninger som den i Joh 1:1, „med et artikelløst prædikatsled foran verbet, hovedsagelig er egenskabsbeskrivende. De betegner at logos har theos-natur. Der er ikke grundlag for at betragte prædikatet theos som bestemt.“ På side 87 i artiklen konkluderer Harner: „I Johannes 1:1 mener jeg at prædikatsleddets egenskabsbeskrivende karakter er så fremtrædende at substantivet ikke kan betragtes som bestemt.“

      Her følger en liste over nogle steder i Markusevangeliet og Johannesevangeliet hvor forskellige oversættere har gengivet artikelløse prædikatssubstantiver i ental som står foran verbet, med en ubestemt artikel for at betegne deres ubestemte og egenskabsbeskrivende karakter i forhold til subjektet. (I de tilfælde hvor substantivet er gengivet uden artikel, er det dog også tydeligt at der er tale om en egenskab, en art eller en kategori.)

      Skriftsted

      Ny Verden-Oversættelsen

      Seidelins oversættelse

      Aut. dansk overs. 1992

      Schindlers oversættelse

      Aut. dansk overs. 1907

      Skat Rørdams oversættelse

      Markus 6:49

      et synsbedrag

      et spøgelse

      et spøgelse

      et Spøgelse

      et Spøgelse

      et Spøgelse

      Markus 11:32

      en profet

      en profet

      en profet

      som Profet

      en Profet

      en Profet

      Johannes 4:19

      en profet

      en profet

      en profet

      en Profet

      en Profet

      en Profet

      Johannes 6:70

      en bagvasker

      en Djævel

      en djævel

      en Djævel

      en Djævel

      en Djævel

      Johannes 8:44

      en manddraber

      en morder

      en morder

      Morder

      en Manddraber

      Manddraber

      Johannes 8:44

      en løgner

      løgner

      løgner

      falsk

      en Løgner

      en Løgner

      Johannes 9:17

      en profet

      en profet

      en profet

      en Profet

      en Profet

      en Profet

      Johannes 10:1

      en tyv

      en tyv

      en tyv

      en Røver

      en Tyv

      en Tyv

      Johannes 10:13

      en lejet mand

      gør det kun for penge

      daglejer

      Lejesvend

      en Lejesvend

      Lejesvend

      Johannes 10:33

      et menneske

      et menneske

      et menneske

      et ganske almindeligt Menneske

      et Menneske

      et Menneske

      Johannes 12:6

      en tyv

      en tyv

      en tyv

      en Tyv

      en Tyv

      en Tyv

  • 6B „Tre som vidner“
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 6B „Tre som vidner“

      „Der er nemlig tre som vidner, ånden og vandet og blodet, og de tre stemmer overens.“ — 1Jo 5:7, 8.

      Denne gengivelse stemmer med de græske tekstudgaver af C. Tischendorf (8. udg., 1872); Westcott og Hort (1881); Augustinus Merk (9. udg., 1964); José María Bover (5. udg., 1968); UBS; Nestle-Aland.

      Efter ordene „tre som vidner“ tilføjer kursivhåndskrifterne nr. 61 (16. årh.) og nr. 629 (på latin og græsk, 14.-15. årh.) og Vgc følgende: „i himmelen, Faderen, Ordet og den hellige ånd; og disse tre er én. (8) Og der er tre som vidner på jorden“. Men disse ord mangler i אABVgSyh,p.

  • 6C Med blodet af Guds egen søn
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 6C Med blodet af Guds egen søn

      Apg 20:28 — Gr.: διὰ τοῦ αἵματος τοῦ ἰδίου

      (diaʹ tou haiʹmatos tou idiʹou)

      1903

      „med blodet af sin egen Søn“

      The Holy Bible in Modern English, F. Fenton, London.

      1950

      „med blodet af sin egen [søn]“

      New World Translation of the Christian Greek Scriptures, Brooklyn, New York (på dansk 1974).

      1964

      „ved sin egen (Søns) blod“

      Apostlenes Gerninger, Johannes Munck og Sigfred Pedersen, Århus og København.

      1966

      „ved sin egen Søns død“

      Today’s English Version, American Bible Society, New York.

      Grammatisk set kan denne passage også oversættes som den autoriserede danske oversættelse (1992) og andre oversættelser gør: „med sit eget blod“. Dog bemærker en bibelkommentar (Indledning og noter fra „Jerusalembibelen“ oversat til dansk, udgivet af Ansgarstiftelsen, København 1968) til dette sted: „Et vanskeligt udtryk, som undertiden gengives ved: ’købte sig med sin egen Søns blod’.“ At mange har haft svært ved at acceptere tanken om ’Guds eget blod’, er uden tvivl årsagen til at ACDSyh (margen) har læsemåden „Herrens menighed“ (følges af bl.a. S. Konstantin-Hansen, 1926) i stedet for „Guds menighed“, idet ordene „med sit eget blod“ da viser tilbage til „Herren“, ikke til „Gud“. Imidlertid har אBVg læsemåden „Gud“ (med bestemt artikel), og den traditionelle oversættelse betyder da ’Guds eget blod’.

      De græske ord τοῦ ἰδίου (tou idiʹou) efter ordene „med blodet“ kan i denne sammenhæng oversættes „med blodet af sin egen“, idet et substantiv i ental er underforstået efter „sin egen“; her vil det være mest nærliggende at underforstå den person der står Gud nærmest, hans enestefødte søn Jesus Kristus. Herom siger J. H. Moulton i A Grammar of New Testament Greek, bd. 1 (Prolegomena), 1930-udg., s. 90: „Før vi forlader ἴδιος [iʹdios] bør der siges noget om brugen af ὁ ἴδιος [ho iʹdios] uden vedføjet substantiv. Dette forekommer i Joh 1, 11, 13, 1; Apg 4, 23, 24, 23. I papyrushåndskrifterne finder vi entalsformen brugt således som et udtryk for hengivenhed over for nære slægtninge. . . . I Expos. [The Expositor] VI, III, 277 tillod jeg mig at anføre dette som en mulig støtte for dem (indbefattende B. Weiss) der ville oversætte Apg 20, 28 ’blodet af en som var hans egen’.“

      En anden mulig forklaring anføres i The New Testament in the Original Greek, Westcott og Hort, bd. 2, London 1881. I Tillægget, s. 99, 100, siger Hort: „det er på ingen måde umuligt at ΥΙΟΥ [huiouʹ, „af Sønnen“] er faldet ud efter ΤΟΥΙΔΙΟΥ [tou idiʹou, „af hans egen“] ved en eller anden meget tidlig afskrivning som har fået følger for alle eksisterende dokumenter. Hvis man indsætter dette er der ingen vanskeligheder af nogen art forbundet med passagen.“

      Ny Verden-Oversættelsen gengiver passagen ordret men tilføjer „søn“ i klammer efter ἰδίου, så stedet lyder: „med blodet af sin egen [søn]“.

  • 6D „Gud, som er over alle“
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 6D „Gud, som er over alle“

      Ro 9:5 — Gr.: καὶ ἐξ ὧν ὁ χριστὸς τὸ κατὰ σάρκα, ὁ ὢν ἐπὶ πάντων, θεὸς εὐλογητὸς εἰς τοὺς αἰῶνας· ἀμήν

      (kai ex hōn ho christosʹ to kataʹ sarʹka, ho ōn epiʹ panʹtōn, theosʹ eulogētosʹ eis tous aiōʹnas; amēnʹ)

      1925

      „og hvorfra Christus selv udsprang efter sin menneskelige Natur — den Gud, som er over alt, han være højlovet i Evighed! Amen.“

      Den Nye Pagts Breve, Axel Sørensen, 3. gennemsete udgave, København.

      1950

      „og fra hvem Messias [stammede] efter kødet — Gud, som er over alle, [være] velsignet for evigt. Amen.“

      New World Translation of the Christian Greek Scriptures, Brooklyn, New York (på dansk 1974).

      1961

      „og fra dem udsprang, ved naturlig afstamning, Messias. Måtte Gud, den øverste over alle, være velsignet for evigt! Amen.“

      The New English Bible, Oxford og Cambridge.

      1966

      „og Kristus, som menneske, hører til deres slægt. Måtte Gud, som hersker over alle, være priset for evigt! Amen.“

      Today’s English Version, American Bible Society, New York.

      1977

      „og fra dem er Kristus kommet. Gud, som er over alle, være priset til evig tid! Amen.“

      Paulus’ breve, Niels Hyldahl, København.

      Disse oversættelser opfatter ὁ ὤν (ho ōn) som indledende en uafhængig sætning der handler om Gud og udtrykker en velsignelse af ham for det han har tilvejebragt. Her og i Sl 67:19 LXX står prædikatet εὐλογητός (eulogētosʹ, „velsignet“) efter subjektet θεός (theosʹ, „Gud“). — Se Sl 68:19, fdn.

      I sit værk Grammatik des neutestamentlichen Sprachidioms, 7. udg., Leipzig 1867, s. 513, siger G. B. Winer: „Hvor subjektet udgør hovedbegrebet, især hvor det modstilles et andet subjekt, kan og vil prædikatet blive efterstillet, jf. Sl 67:20 [19] LXX. Og derfor er ordstillingen i Ro 9:5, hvis ordene ὁ ὢν ἐπὶ πάντων θεὸς εὐλογητός osv. [ho ōn epiʹ panʹtōn Theosʹ eulogētosʹ osv.] henviser til Gud, helt på sin plads, ja nødvendig.“

      En detaljeret undersøgelse af konstruktionen i Ro 9:5 findes i The Authorship of the Fourth Gospel and Other Critical Essays af Ezra Abbot, Boston (USA) 1888, s. 332-438. På s. 345, 346 og 432 siges der: „Men her er ὁ ὤν [ho ōn] adskilt fra ὁ χριστός [ho christosʹ] af τὸ κατὰ σάρκα [to kataʹ sarʹka], som ved læsning skal følges af en pause — en pause der forlænges som følge af den særlige betoning som κατὰ σάρκα [kataʹ sarʹka] får på grund af τό [to]; og den foregående sætning er grammatisk set fuldstændig i sig selv, og logisk set kræver den intet yderligere; for det var kun med hensyn til kødet at Kristus stammede fra jøderne. På den anden side vil, som vi har set (s. 334), den opregning af velsignelser der går umiddelbart forud, kronet af Kristi kommes uvurderlige velsignelse, naturligt munde ud i en pris og tak til Gud som den der hersker over alle; mens også det ’Αμήν [Amēnʹ] der slutter sætningen lader formode at der er tale om en doksologi. Fra ethvert synspunkt virker den doksologiske konstruktion derfor ubesværet og naturlig. . . . At det er naturligt med en pause efter σάρκα [sarʹka] fremgår yderligere af at vi finder en prik efter dette ord i alle vore ældste MSS der bevidner dette sted — nemlig A, B, C, L . . . Jeg kan nu, foruden uncialerne A, B, C, L . . . nævne mindst seksogtyve kursivhåndskrifter som har et skilletegn efter σάρκα, almindeligvis det samme som det de har efter αἰῶνας [aiōʹnas] eller ’Αμήν [Amēnʹ].“

      Det må derfor være Gud der gives pris og tak i Ro 9:5. Skriftstedet sætter ikke Jehova Gud lig med Jesus Kristus.

  • 6E „Den store Guds og vor Frelsers, Kristi Jesu“
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 6E „Den store Guds og vor Frelsers, Kristi Jesu“

      Tit 2:13 — Gr.: τοῦ μεγάλου θεοῦ καὶ σωτῆρος ἡμῶν Χριστοῦ ’Ιησοῦ

      (tou megaʹlou theouʹ kai sōtēʹros hēmōnʹ Christouʹ Iēsouʹ)

      1948

      „den store Guds og vor frelsers Jesu Kristi“

      Den autoriserede danske oversættelse, København.

      1950

      „den store Guds og vor Frelsers, Kristi Jesu“

      New World Translation of the Christian Greek Scriptures, Brooklyn, New York (på dansk 1974).

      På dette sted finder vi to substantiver forbundet med καί (kai, „og“); det første har den foranstillede bestemte artikel i genitiv, τοῦ (tou, „den“), og det andet står uden artikel. En lignende konstruktion findes i 2Pe 1:1, 2, hvor der i v. 2 skelnes tydeligt mellem Gud og Jesus. Dette viser at når to personer forbindes med καί og den første har den foranstillede bestemte artikel, er det ikke nødvendigt at gentage artiklen foran den anden. Eksempler på denne konstruktion i den græske tekst findes i Apg 13:50; 15:22; Ef 5:5; 2Ts 1:12; 1Ti 5:21; 6:13; 2Ti 4:1. Denne konstruktion findes også i LXX. (Se Ord 24:21, fdn.) An Idiom Book of New Testament Greek, af C. F. D. Moule, Cambridge (England) 1971, s. 109, siger at udtrykket kan betyde „af den store Gud, og af vor Frelser Jesus Kristus . . . på κοινή- [koinēʹ-]græsk, selv uden gentagelsen [af den bestemte artikel]“.

      En detaljeret undersøgelse af konstruktionen i Tit 2:13 findes i The Authorship of the Fourth Gospel and Other Critical Essays, Ezra Abbot, Boston (USA) 1888, s. 439-457. På s. 452 i dette værk findes følgende kommentar: „Tag et eksempel fra Det Nye Testamente. I Matt. xxi. 12 læser vi at Jesus ’kastede alle dem ud der solgte og købte i templet’, τοὺς πωλοῦντας καὶ ἀγοράζοντας [tous pōlounʹtas kai agoraʹzontas]. Ingen kan med rimelighed antage at det var de samme personer der her både solgte og købte. Hos Markus sættes der tydeligt skel mellem de to kategorier ved indsættelsen af τούς foran ἀγοράζοντας; her overlades det trygt til læseren selv at adskille dem. I det tilfælde vi har foran os [Tit 2:13], synes jeg ikke at det indebærer nogen vanskelighed at artiklen er udeladt foran σωτῆρος [sōtēʹros] — ikke fordi σωτῆρος er tilstrækkelig bestemt ved tilføjelsen af ἡμῶν [hēmōnʹ] (Winer), for eftersom både Gud og Kristus ofte kaldes „vor Frelser“, ville ἡ δόξα τοῦ μεγάλου θεοῦ καὶ σωτῆρος ἡμῶν [hē doʹxa tou megaʹlou Theouʹ kai sōtēʹros hēmōnʹ], hvis det stod alene, mest naturligt blive opfattet som ét subjekt, nemlig Gud, Faderen; men tilføjelsen ’Ιησοῦ Χριστοῦ til σωτῆρος ἡμῶν [Iēsouʹ Christouʹ til sōtēʹros hēmōnʹ] ændrer stedet fuldstændigt ved at begrænse σωτῆρος ἡμῶν til at gælde en person eller et væsen som, ifølge Paulus’ sædvanlige sprogbrug, holdes klart adskilt fra den person eller det væsen hvem han benævner som ὁ θεός [ho theosʹ], således at det ikke var nødvendigt at gentage artiklen for at undgå tvetydighed. I 2 Thess. i. 12 ville udtrykket κατὰ τὴν χάριν τοῦ θεοῦ ἡμῶν καὶ κυρίου [kataʹ tēn chaʹrin tou theouʹ hēmōnʹ kai kyriʹou] naturligt blive opfattet som ét subjekt, og artiklen ville være påkrævet før κυρίου hvis der var tænkt på to; men den enkle tilføjelse af ’Ιησοῦ Χριστοῦ til κυρίου [Iēsouʹ Christouʹ til kyriʹou] viser tydeligt at der er tale om to adskilte subjekter uden indsættelse af artiklen.“

      I Tit 2:13 er der derfor tale om to adskilte personer, Jehova Gud og Jesus Kristus. Intet sted i Bibelen er det muligt at påvise at Jehova og Jesus skulle være den samme.

  • 6F Jesus — var til før Abraham
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 6F Jesus — var til før Abraham

      Joh 8:58 — „Før Abraham blev til, har jeg været“

      Gr.: πρὶν ’Αβραὰμ γενέσθαι ἐγὼ εἰμί

      (prin Abraamʹ genesʹthai egōʹ eimiʹ)

      4./5. årh.

      „før Abraham var til, har jeg været“

      Syrus Sinaiticus — udgave: A Translation of the Four Gospels from Syriac of the Sinaitic Palimpsest, Agnes Smith Lewis, London 1894.

      5. årh.

      „før Abraham nogen sinde blev til, var jeg“

      Syrus Curetonianus — udgave: The Curetonian Version of the Four Gospels, F. Crawford Burkitt, bd. 1, Cambridge (England) 1904.

      5. årh.

      „før Abraham eksisterede, var jeg“

      Syriske Pesjitta — udgave: The Syriac New Testament Translated into English from the Peshitto Version, James Murdock, 7. udg., Boston og London 1896.

      5. årh.

      „før Abraham blev til, var jeg“

      Georgisk oversættelse — udgave: The Old Georgian Version of the Gospel of John, Robert P. Blake og Maurice Brière, offentliggjort i „Patrologia Orientalis“, årg. XXVI, hæfte 4, Paris 1950.

      6. årh.

      „før Abraham blev født, var jeg“

      Ætiopisk oversættelse — udgave: Novum Testamentum . . . Æthiopice, Thomas Pell Platt, revideret af F. Praetorius, Leipzig 1899.

      Den handling der udtrykkes i Joh 8:58 begyndte „før Abraham blev til“ og varer stadig ved. I et sådant tilfælde kan εἰμί (eimiʹ), som er første person ental, præsens (nutid) indikativ, med rette oversættes med perfektum (førnutid) indikativ. Eksempler på samme syntaks findes i Lu 2:48; 13:7; 15:29; Joh 5:6; 14:9; 15:27; Apg 15:21; 2Kor 12:19; 1Jo 3:8.

      Om denne konstruktion siger G. B. Winer i Grammatik des neutestamentlichen Sprachidioms, 7. udg., Leipzig 1867, s. 251: „Undertiden har præsensformen også præteritumsbetydning (Mdv. 108.), nemlig når man ved verbet vil betegne en tilstand der er begyndt tidligere og endnu varer ved, en tilstand der er i sin væren: som i Joh 15:27 ἀπ’ ἀρχῆς μετ’ ἐμοῦ ἐστέ [ap’ archēsʹ met’ emouʹ esteʹ], 8:58 πρὶν ’Αβραὰμ γενέσθαι ἐγὼ εἰμί [prin Abraamʹ genesʹthai egōʹ eimiʹ].“

      På samme måde siger A Grammar of New Testament Greek, af J. H. Moulton, bd. III, udgivet af Nigel Turner, Edinburgh 1963, s. 62: „Præsens til betegnelse af en handlings vedvaren i fortiden indtil indeværende øjeblik er praktisk talt det samme som perfektum med den forskel at handlingen betragtes som stadig værende i gang . . . Formen bruges hyppigt i NT: Lk 248 137 . . . 1529 . . . Jn 56 858 . . .“

      I et forsøg på at gøre Jesus lig med Jehova siger nogle at ἐγὼ εἰμί (egōʹ eimiʹ) svarer til det hebraiske udtryk ’aniʹ hu’, „jeg [er] ham“ (dvs. „det er mig“), som benyttes af Gud. Det hebraiske udtryk benyttes imidlertid også af mennesker. — Se 1Kr 21:17, fdn.

      Endnu et forsøg på at gøre Jesus lig med Jehova går ud på at forbinde Joh 8:58 med 2Mo 3:14 (LXX), hvor der står: ’Εγώ εἰμι ὁ ὤν (Egōʹ eimi ho ōn), som betyder „jeg er Den Værende“ eller „jeg er Den Eksisterende“, men argumentet holder ikke, for det er ikke det samme udtryk der bruges de to steder. (Se 2Mo 3:14, fdn.) Det er ikke muligt ud fra De Kristne Græske Skrifter at påvise at Jesus skulle være identisk med Jehova. — Se 1Pe 2:3, fdn.; Till. 6A, 6E.

  • 7A Brilleslanger reagerer på lyd
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 7A Brilleslanger reagerer på lyd

      Sl 58:4b, 5a — „Døve som brilleslangen der stopper sit øre til, der ikke vil høre slangetæmmernes stemme.“

      Under overskriften „Lader slanger sig ’besværge’ af musik?“ skrev New York Times for 10. januar 1954 (sekt. 4, s. 9) med henvisning til Sl 58:4, 5: „Dr. David I. Macht, forskningsfarmakolog ved Mount Sinai Hospital i Baltimore, er en af verdens førende autoriteter i spørgsmålet om kobraslangens gift. (Kobragift er et anerkendt lægemiddel, for eksempel ved visse blodsygdomme.) Dr. Macht oplyste at han under sit arbejde med kobraslanger og kobragift blev bekendt med mange veluddannede hinduiske læger fra forskellige steder i Indien. Alle var enige om at kobraer reagerer over for visse toner fra piber og fløjter. Nogle former for musik virker stærkere på dyrene end andre former, sagde lægerne. Indiske børn der leger i mørket ude på landet, bliver tilmed advaret mod at synge, for at lyden ikke skal lokke kobraerne frem, sagde han. Dr. Macht kommenterede at Shakespeare, der gentagne gange omtaler slanger som døve dyr . . ., blot gentog en udbredt misforståelse. På den anden side, sagde dr. Macht, havde salmisten ret da han antydede det modsatte i Salme 58, vers 5, at slanger kan høre. . . . Stik imod hvad visse naturforskere siger, mener dr. Macht at slanger lader sig ’besværge’ af lyde, ikke af slangebesværgerens bevægelser.“

      Et lignende vidnesbyrd er fremkommet i en artikel i det tyske zoologiske tidsskrift Grzimeks Tier, Sielmanns Tierwelt, juli 1981, s. 34, 35, hvor forfatteren fortæller om en kobraslange der boede i en termithøj på hans grund i Sri Lanka. Han bad en slangetæmmer om at fange den vilde slange og få den til at danse. Han beretter: „Efter at jeg havde forsikret min gæst om at der virkelig fandtes en kobraslange dér, satte han sig ned foran termithøjen og begyndte at spille på sin fløjte. Efter lang tid — jeg troede næsten ikke længere at der ville ske noget — løftede kobraslangen sit hoved flere centimeter op af et hul. Før slangen nåede at åbne munden skyndte slangetæmmeren sig hen og holdt dens hoved fast mellem tommelfingeren og to fingre.“ Derpå fik inderen også slangen til at danse.

      Der er således vidnesbyrd om at brilleslanger godt kan „høre slangetæmmernes stemme“.

  • 7B En afvisende måde at spørge på
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 7B En afvisende måde at spørge på

      Mt 8:29 — „Hvad har vi med dig at gøre, du Guds søn?“

      Dette spørgsmål som dæmonerne stiller Jesus er en idiomatisk spørgeform som forekommer 8 steder i De Hebraiske Skrifter, nemlig i Jos 22:24; Dom 11:12; 2Sa 16:10; 19:22; 1Kg 17:18; 2Kg 3:13; 2Kr 35:21; Ho 14:8. I De Kristne Græske Skrifter, samt i den syriske oversættelse, forekommer en ordret oversættelse af det hebraiske udtryk følgende 6 steder: Mt 8:29; Mr 1:24; 5:7; Lu 4:34; 8:28; Joh 2:4. Ordret oversat lyder spørgsmålet i Mt 8:29: „Hvad [er der] til os og til dig?“ og det betyder: „Hvad er der mellem os og dig?“ eller „Hvad har vi tilfælles med dig?“ eller, som gengivet ovenfor: „Hvad har vi med dig at gøre?“

      I hvert eneste af de nævnte tilfælde, både på hebraisk og på græsk, er spørgsmålet afvisende og udtrykker modvilje mod det der foreslås eller antydes eller som man nærer formodning om. Denne betydning af udtrykket bekræftes af Ezr 4:3 (2 Esdras 4:3, LXX), hvor det ikke bruges i et spørgsmål: „I kan ikke være fælles med os om at bygge et hus for vores Gud,“ eller: „Det tilkommer ikke jer og os at bygge et hus til vores Gud.“ Det samme udtryk bruges i bydemåde i den anmodning Pilatus’ hustru sendte til ham angående Jesus, da denne stod anklaget for Pilatus, som vi læser i Mt 27:19: „Hav intet med denne retfærdige mand at gøre.“ Eller mere ordret: „Lad der ikke være noget mellem dig og denne retfærdige mand.“

      Da Jesu spørgsmål til hans moder i Joh 2:4 benytter dette udtryk på den sædvanlige måde, må det høre med til denne kategori. Det indeholder alle tegn på afvisning af eller modvilje mod at hans moder skulle fortælle ham hvad han skulle gøre. Derfor har vi gengivet Jesu ord på samme måde som dette spørgsmål ellers er gengivet: „Hvad har jeg med dig at gøre, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.“ Andre oversættelser siger: „Qvinde, hvorfor blander du dig i mine Forretninger; det er endnu ikke den rette Tid.“ (C. Bastholm, 1780) „Kvinde! lad mig i fred; min time er endnu ikke kommet.“ (DA 1948) „Det skal du ikke tage dig af — min time er endnu ikke kommet.“ — Seidelin, 1974.

  • 7C Jesus blev oprejst dagen „efter sabbatten“
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 7C Jesus blev oprejst dagen „efter sabbatten“

      Mt 28:1 — „Efter sabbatten“

      Gr.: ’Οψὲ . . . σαββάτων (opseʹ . . . sabbaʹtōn)

      EWNT, bd. 2, sp. 1356, har følgende kommentar hertil: „Genitivforbindelsen ὄ. σαββάτων [opseʹ sabbaʹtōn] (Mt 28,1) skal oversættes med ’efter sabbatten’ (ikke ’sent på sabbatten’).“ Ligeså hedder det hos Bauer, sp. 1192, under ὀψέ: „Efter ὀψὲ σαββάτων efter sabbatten Mt 28,1.“ J. H. Thayers Greek-English Lexicon of the New Testament, 4. udg., Edinburgh 1901, s. 471, siger: „ὀψὲ σαββάτων, idet sabbatten netop var forbi, efter sabbatten, dvs. ved det tidlige morgengry på ugens første dag — (en fortolkning der ubetinget fordres af den tilføjede specifikation τῇ ἐπιφωσκ. κτλ. [tēi epiphōsk(ouʹsēi) ktl., „da det var ved at blive lyst“ osv.]), Mt. xxviii. 1.“ Se også ZorellGr, sp. 969.

  • 7D „Pagt“ i den gamle hebraiske betydning
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 7D „Pagt“ i den gamle hebraiske betydning

      He 9:16 — gr.: διαθήκη (diathēʹkē)

      1797

      „Thi hvor der er en Pagt, der maae Offerets Død, ved hvilket Pagten giøres, gaae for sig“ (højre spalte)

      Johann David Michaëlis’ Oversættelse af det Nye Testament, med Anmærkninger, på dansk ved Jens Bech, København.

      1887

      „for hvor der er en pagt, er det nødvendigt at pagtsofferets død indtræffer“

      The Holy Bible, Robert Young, Edinburgh.

      1950

      „For hvor der er en pagt, er det nødvendigt at den [menneskelige] parts død anføres“

      New World Translation of the Christian Greek Scriptures, Brooklyn, New York (på dansk 1974).

      Ordet diathēʹkē forekommer 33 gange i den græske tekst, nemlig i Mt 26:28; Mr 14:24; Lu 1:72; 22:20; Apg 3:25; 7:8; Ro 9:4; 11:27; 1Kor 11:25; 2Kor 3:6, 14; Ga 3:15, 17; 4:24; Ef 2:12; He 7:22; 8:6, 8, 9, 9, 10; 9:4, 4, 15, 15, 16, 17, 20; 10:16, 29; 12:24; 13:20; Åb 11:19. Ny Verden-Oversættelsen gengiver ordet med „pagt“ disse 33 steder.

      Ordet diathēʹkē forekommer i citater fra De Hebraiske Skrifter 7 gange, nemlig i Ro 11:27 (fra Es 59:21); He 8:8 (fra Jer 31:31), 9 (to gange fra Jer 31:32), 10 (fra Jer 31:33); 9:20 (fra 2Mo 24:8); 10:16 (fra Jer 31:33). Det tilsvarende hebraiske ord i de citerede skriftsteder er ifølge M ברית (berithʹ, „pagt“), og i LXX er det græske ord διαθήκη (diathēʹkē).

      Selv om det er tydeligt at diathēʹkē i De Kristne Græske Skrifter bruges i den gamle hebraiske betydning af begrebet „pagt“, er der mange oversættelser som i He 9:16, 17 gengiver diathēʹkē med „testamente“ eller „arvepagt“. De må åbenbart mene at den der skrev Hebræerbrevet, brugte dette græske ord i en anden betydning på dette sted.

      Imidlertid skriver G. D. Kilpatrick i sin artikel „Διαθήκη i Hebræerbrevet“, bragt i Zeitschrift für die neutestamentliche Wissenschaft, årg. 68, 1977, s. 263: „Mere tungtvejende er dog den kendsgerning at διαθήκη bliver oversat med testamente i v. 16, 17 og med pagt i v. 15, 18. Dette fører til adskillige vanskeligheder . . . Dybest set passer tanken om et testamente meget dårligt til dette tekststed.“ På s. 265 kommer forfatteren til denne slutning: „Vejen synes nu at være fri til at vi kan opgive den vanskelige ligning διαθήκη = testamente og forsøge at forstå stedet i overensstemmelse med alternativet διαθήκη = pagt.“ Derpå foreslår G. D. Kilpatrick følgende oversættelse af He 9:16: „For hvor der er en pagt, må døden indtræde for den der oprettede den.“

      Opslagsværket Cyclopedia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature, John McClintock og James Strong, Grand Rapids, Michigan, USA, genoptryk 1981, bd. II, s. 544, siger: „Eftersom Sept. har gengivet בְּרִית (som aldrig betyder testamente, men altid pagt eller overenskomst) med διαθήκη konsekvent gennem hele GT, vil det være naturligt at formode at de nytestamentlige forfattere ved at bruge dette ord ville bibringe deres læsere, hvoraf de fleste var fortrolige med det græske GT, den samme tanke. . . . I den tydeligvis vanskelige passage, Heb ix, 16, 17, har mange kommentatorer ment at ordet διαθήκη absolut måtte betyde testamente. På den anden side kan det imidlertid anføres, foruden hvad der netop er sagt om den sædvanlige betydning af ordet i NT, at ordet forekommer to gange i konteksten, hvor dets betydning nødvendigvis må svare til oversættelsen af בְּרִית, og uomtvisteligt i betydningen pagt (sammenlign διαθήκη καινή [diathēʹkē kainēʹ, „ny pagt“], Heb. ix, 15, med det samme udtryk i viii, 8; og διαθήκη, ix, 16, 17, med vers 20, og 2 Mos. xxiv, 8).“

      På samme måde skriver B. F. Westcott, medudgiver af Westcott og Horts græske tekstudgave, i bogen The Epistle to the Hebrews, London 1892, s. 300:

      „For så vidt som det bibelske vidnesbyrd er klart, taler det således til gunst for betydningen ’pagt’, med den nødvendige begrænsning som ordets betydning får når det bruges om en guddommelig pagt. Går vi videre til at overveje betydningen af διαθήκη i kap. ix. 15 ff., må man straks til indledning bemærke at der er en nøje sammenhæng mellem versene 15-18: v. 16 ὅπου γάρ [hoʹpou gar, „For hvor“] . . .: v. 18 ὅθεν οὐδέ [hoʹthen oudeʹ, „Derfor heller ikke“]. . . .

      Denne sammenhæng gør det særdeles vanskeligt at antage at nøgleordet (διαθήκη) skulle være brugt i forskellige betydninger i løbet af versene, og især at der i v. 16 skulle være tænkt på en bestemt form for διαθήκη, som er afgørende forskellig fra den πρώτη διαθήκη [prōʹtē diathēʹkē, „tidligere pagt“] der nævnes i v. 15, 18. For det er umuligt at hævde at de ofre hvormed den gamle pagt blev indstiftet, kan forklares ud fra den antagelse at den var et ’testamente’. Det synes heller ikke muligt at den på nogen måde skulle kunne kaldes et ’testamente’.

      Det er således mest fornuftigt at slutte at διαθήκη har den samme betydning alle steder, og at betydningen er den der i øvrigt er den almindeligt brugte, nemlig ’pagt’, medmindre der er uimodsigelige argumenter mod dette synspunkt.“

      I He 9:16, 17 har det græske ord diathēʹkē derfor samme betydning som i de omkringstående vers, nemlig „pagt“, svarende til det hebraiske ord berithʹ. Disse vers indgår i apostelens behandling af den mosaiske lovpagt stillet op over for modbilledet, den nye pagt. Paulus taler om at mellemmanden („den menneskelige part“) må dø for at pagten kan blive gyldig og bindende. I forbindelse med Lovpagten indgik dyreofrene i stedet for Moses, mellemmanden for Lovpagten, idet deres blod erstattede hans med hensyn til at gyldiggøre Lovpagten og sætte den i kraft. I forbindelse med den nye pagt gav Jesus Kristus, mellemmanden for den nye pagt, på tilsvarende måde sit fuldkomne menneskeliv som et offer. Som følge af udgydelsen af hans blod blev den nye pagt gjort gyldig. — He 9:17.

  • 7E Udtrykkene „Det Gamle Testamente“ og „Det Nye Testamente“
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 7E Udtrykkene „Det Gamle Testamente“ og „Det Nye Testamente“

      2Kor 3:14 — gr.: ἐπὶ τῇ ἀναγνώσει τῆς παλαιᾶς διαθήκης (epiʹ tēi anagnōʹsei tēs palaiasʹ diathēʹkēs);

      lat.: in lectione veteris testamenti

      1550

      „offuer [over] det gamle Testamente, naar de det læse“

      Biblia, Det er den gantske Hellige Scrifft, vdsæt paa Danske, (Chr. III) København.

      1950

      „ved oplæsningen af den gamle pagt“

      New World Translation of the Christian Greek Scriptures, Brooklyn, New York (på dansk 1974).

      I dag er det almindeligt at omtale den del af Bibelen der er skrevet på hebraisk og aramaisk, som „Det Gamle Testamente“. Udtrykket stammer fra den gengivelse af 2Kor 3:14 man finder i den latinske Vulgata, den engelske King James Version og Martin Luthers tyske oversættelse (hvorfra den kom ind i danske bibeloversættelser fra 1550). På tilsvarende måde er det almindeligt at kalde De Kristne Græske Skrifter for „Det Nye Testamente“. Det bør bemærkes at i 2Kor 3:14 betyder ordet diathēʹkēs „pagt“, ligesom de øvrige 32 steder det forekommer i den græske tekst. — Se Till. 7D.

      Med hensyn til betydningen af det latinske ord testamentum (genitiv: testamenti) skriver Edwin Hatch i sin bog Essays in Biblical Greek, Oxford 1889, s. 48, at „i uvidenhed om filologien i senlatin og vulgærlatin antog man tidligere at ’testamentum’, hvormed ordet [diathēʹkē] er gengivet i de tidlige latinske oversættelser samt i Vulgata, betød ’testamente’, mens det i virkeligheden også, hvis ikke udelukkende, betød ’pagt’“. På samme måde skriver W. F. Moulton i A Bible Commentary for English Readers by Various Writers, udgivet af Charles Ellicott, New York, bd. VIII, s. 309, at „i den gamle latinske oversættelse af Bibelen blev testamentum den almindelige gengivelse af ordet [diathēʹkē]. Da denne gengivelse imidlertid meget ofte forekommer hvor det er umuligt at tænke på en betydning som testamente (for eksempel i Sl. lxxxiii, 5, hvor ingen vil mene at salmisten siger at Guds fjender ’har foranstaltet et testamente mod Ham’), er det klart at det latinske testamentum blev brugt i en udvidet betydning, svarende til den brede anvendelse af det græske ord.“ — Se Sl 25:10, fdn., og Sl 83:5, fdn.

      I betragtning af ovennævnte må gengivelsen „det gamle Testamente“ i ældre oversættelser af 2Kor 3:14 siges at være forkert, og de fleste nyere oversættelser skriver „den gamle pagt“, hvilket er korrekt. Apostelen Paulus henviser nemlig ikke her til De Hebraiske og Aramaiske Skrifter i deres helhed, og han mener heller ikke at de inspirerede kristne skrifter udgør „et nyt testamente“ eller „en ny pagt“. Han taler om den gamle lovpagt, som var skrevet ned af Moses i Pentateuken og som kun udgør en del af de førkristne hellige skrifter. Derfor siger han i det næste vers: „når som helst Moses oplæses“.

      Der er således ikke noget gyldigt bibelsk grundlag for at kalde De Hebraiske og Aramaiske Skrifter for „Det Gamle Testamente“ og De Kristne Græske Skrifter for „Det Nye Testamente“. Jesus Kristus selv omtalte blot samlingen af hellige skrifter som „Skrifterne“. (Mt 21:42; Mr 14:49; Joh 5:39) Apostelen Paulus omtalte dem som „de hellige skrifter“, „Skrifterne“ og „hele Skriften“. (Ro 1:2; 15:4; 2Ti 3:15, 16) I overensstemmelse med de inspirerede ord i Ro 1:2 har Ny Verden-Oversættelsen i sin titel bevaret udtrykket „de hellige skrifter“.

  • 8A Mønt, vægt og mål
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 8A Mønt, vægt og mål

      Nedenstående tal er gennemsnitsværdier baseret på bibelske vidnesbyrd og arkæologiske fund. Omregningerne til nutidige vægt- og måleenheder er kun omtrentlige.

      Hvis man vil beregne værdien af et givet pengebeløb, skal man gange antallet af gram med den aktuelle guld- og sølvpris pr. gram. Se for eksempel fodnoter til 1Kr 22:14.

      TABEL OVER MØNT OG VÆGT I DE HEBRAISKE SKRIFTER

      1 gera

      = 1/20 sekel

      = 0,57 g

      1 beka (halv sekel)

      = 10 gera

      = 5,7 g

      1 sekel

      = 2 beka

      = 11,4 g

      1 mine (manæhʹ)

      = 50 sekel

      = 570 g

      1 talent

      = 60 miner

      = 34,2 kg

      1 darejk (persisk, guld; også kaldet drakme)

      		  

      = 8,4 g

      1 darejk (persisk, sølv; også kaldet sekel)

      		  

      = 5,6 g

      TABEL OVER MØNT OG VÆGT I DE GRÆSKE SKRIFTER

      1 lepton (jødisk, kobber eller bronze)

      = 1/2 kvadrans

      		    

      1 kvadrans (romersk, kobber eller bronze)

      = 2 lepta

      		    

      1 as eller assarion (i Rom og provinsen, kobber eller bronze)

      = 4 kvadranter

      		    

      1 denar (romersk, sølv)

      = 16 as

      = 3,85 g

      1 drakme (græsk, sølv)

      		  

      = 3,4 g

      1 todrakme (græsk, sølv)

      = 2 drakmer

      = 6,8 g

      1 firdrakme (en sølvstatér)

      = 4 drakmer

      = 13,6 g

      1 pund

      = 327 g

      1 mine

      = 100 drakmer

      = 340 g

      1 talent (guld eller sølv)

      = 60 miner

      = 20,4 kg

      RUMMÅL (FLYDENDE VARER)

      1 log

      = 1/4 kab

      = 0,31 l

      1 kab

      = 4 log

      = 1,22 l

      1 hin

      = 3 kab

      = 3,67 l

      1 bat

      = 6 hin

      = 22 l

      1 kora

      = 10 bat

      = 220 l

      RUMMÅL (TØRRE VARER)

      1 kab

      = 4 log

      = 1,22 l

      1 omer

      = 14/5 kab

      = 2,2 l

      1 sea

      = 31/3 omer

      = 7,33 l

      1 efa

      = 3 sea

      = 22 l

      1 homer (kor)

      = 10 efa

      = 220 l

      LÆNGDEMÅL

      1 fingersbred

      = 1/4 håndsbred

      = 1,85 cm

      1 håndsbred

      = 4 fingersbredder

      = 7,4 cm

      1 spand (fingerspand)

      = 3 håndsbredder

      = 22,2 cm

      1 alen

      = 2 spand

      = 44,5 cm

      1 stor alenb

      = 7 håndsbredder

      = 51,8 cm

      1 stok (målestok)

      = 6 alen

      = 2,67 m

      1 stor stok

      = 6 store alen

      = 3,11 m

      1 favn

      		  

      = 1,8 m

      „Mil“, gr.: miʹlion. (Mt 5:41) Sandsynligvis en romersk mil (5000 romerske fod = 1479,5 m). I den græske tekst i Lu 24:13; Joh 6:19; 11:18 angives afstanden i stadier. (En romersk stadie = 1/8 romersk mil eller 625 romerske fod = 185 m) I Ny Verden-Oversættelsen er disse angivelser omregnet til kilometer. For eksempel er de „tres stadier“ i Lu 24:13 omregnet til „lidt over elleve kilometer“ (7,5 romerske mil).

      a Også om tørre varer; svarer til en homer.

      b Muligvis det samme som en „alen efter gammelt mål“ i 2Kr 3:3.

  • 8B Kalenderåret i Bibelen
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 8B Kalenderåret i Bibelen

      De jødiske måneder blev regnet fra nymåne til nymåne. (Es 66:23) Ét hebraisk ord for måned, choʹdhæsj (1Mo 7:11), er afledt af et rodord der betyder „ny“, mens et andet ord for måned, jæʹrach, betyder „måneomløb, månemåned“.

      MÅNED (Religiøse år)

      MÅNED (Borgerlige år)

      VEJRET

      LANDBRUGSVIRKSOMHED

      1.

      7.

      Regn og smeltevand; Jordan går over sine bredder

      Byg- og hørhøst begynder. Kvæget sættes på græs.

      2.

      8.

      Den tørre tid begynder. For det meste skyfrit

      Byghøst. Hvedehøst i lavlandet

      3.

      9.

      Sommervarme. Klar luft

      Hvedehøst. Tidlige figner og æbler

      4.

      10.

      Varmen tager til. Kraftig dug nogle steder

      Første druer. Græs og blomster visner. Kilder tørrer ud

      5.

      11.

      Varmen kulminerer

      Vinhøsten begynder

      6.

      12.

      Varmen fortsætter

      Dadler og sommerfigner høstes

      7.

      1.

      Sommeren slutter. Den tidlige regn begynder

      Høsten afsluttes. Pløjningen begynder

      8.

      2.

      Let regn

      Hveden sås. Kvæget tages ind for vinteren. Olivenhøst

      9.

      3.

      Regnen tager til. Frostvejr. Sne i bjergene

      Græsset spirer frem

      10.

      4.

      Kulden kulminerer. Regnfuldt. Sne i bjergene

      Lavlandet grønnes. Korn og blomster vokser op

      11.

      5.

      Kulden tager af. Regnen fortsætter

      Mandeltræerne blomstrer. Figentræerne sætter knop

      12.

      6.

      Hyppig torden og hagl

      Johannesbrødtræerne blomstrer. Citrusfrugter høstes

      13.

      		  

      En skudmåned blev indskudt 7 gange i løbet af 19 år, normalt som en anden adar (ve’adar)

      [Diagram på side 1587]

      (Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

      1. NISAN (ABIB) (marts — april)

      14. Påsken

      15.-21. Usyrede brøds højtid

      16. Førstegrøden frembæres

      Byg

      2. IJJAR (ZIV) (april — maj)

      14. Forsinket påske (4Mo 9:10-13)

      Hvede

      3. SIVAN (maj — juni)

      6. Ugefesten (pinsen)

      4. TAMMUZ (juni — juli)

      Druer

      5. AB (juli — august)

      Sommerfrugt

      6. ELUL (august — september)

      Dadler, figner

      7. TISJRI (ETANIM) (september — oktober)

      1. Trompetblæsningsdagen

      10. Forsoningsdagen

      15.-21. Løvhyttefesten el. indsamlingshøjtiden

      22. Højtidsstævne

      Dadler, figner

      8. HESJWAN (BUL) (oktober — november)

      Oliven

      9. KISLEV (november — december)

      25. Indvielseshøjtiden

      Kvæget inde for vinteren

      10. TEBET (december — januar)

      Alt grønnes og gror

      11. SJEBAT (januar — februar)

      Mandelblomster

      12. ADAR (februar — marts)

      14., 15. Purim

      Citrusfrugter

      13. VE’ADAR (marts)

  • 9A Kort over Israels stammeområder
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 9A Kort over Israels stammeområder

      (Se den trykte publikation)

      DAN

      Joppe

      JUDA

      Askalon

      Gaza

      Asdod

      Ekron

      Gat

      Adullam

      Kirjat-Jearim

      Jerusalem

      Betlehem

      Hebron

      En-Gedi

      (SIMEON)

      Ziklag

      Be’er-Sjeba

      ASER

      Zidon

      Zarepta

      Tyrus

      MANASSE

      Dotan

      Tirza

      Samaria

      Sikem

      EFRAIM

      Rama

      Betel

      Aj

      Silo

      NAFTALI

      Kedesj

      ZEBULON

      ISSAKAR

      Megiddo

      En-Dor

      Sjunem

      Jizre’el

      BENJAMIN

      Gibeon

      Gibea

      Gilgal

      Jeriko

      (DAN)

      Dan

      MANASSE

      Golan

      GAD

      Ramot

      Rabba

      RUBEN

      Bezer

      [Andre lokaliteter]

      Damaskus

      EDOM

      MOAB

      AMMON

      [Bjerge]

      KARMEL

      EBAL

      GARIZIM

      TABOR

      GILBOA

      HERMON

      LIBANONS BJERGLAND

      NEBO

      [Have og søer]

      DET STORE HAV

      Salthavet

      Kinnerethavet

      [Floder og vandløb]

      Ægyptens Regnflodsdal

      Jordan

      Jabboks Regnflodsdal

      Arnons Regnflodsdal

  • 9B Kort til Første Mosebog
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 9B Kort til Første Mosebog — Kana’ans område

      (Se den trykte publikation)

      Zidon

      Damaskus

      Dan

      GIRGASJITTER

      REFA’IM

      Asjterot-Karnajim

      ZUZITTER

      Ham

      Dotan

      Vagttårnet, Galed

      Mahanajim

      KANA’ANÆERE

      HIVVITTER

      Sikem

      Mores store træer

      Sukkot

      Penuel

      GILEAD

      PERIZZITTER

      Silo

      JORDANEGNEN

      Betel, Luz

      Aj

      Atad, Abel-Mizrajim

      Sjavedalen

      Morija Jehova-Jireh

      Salem

      JEBUSITTER

      Betlehem, Efrat

      Timna

      Enajim

      Adullam

      Akzib

      Eders Tårn

      Zeret-Sjahar

      AMMON

      Sjave-Kirjatajim

      Gaza

      HETITTER

      Mamre

      Hebron, Kirjat-Arba

      Makpelas hule

      Gerar

      KENITTER

      Be’er-Sjeba

      Sjiba

      AMORITTER

      EMITTER

      Siddimlavningen

      Gomorra?

      Zebojim?

      Adma?

      Sodoma?

      Zoar, Bela?

      NEGEB

      Rehobot

      KENIZZITTER

      MOAB

      HORITTER

      AMALEKITTER

      Hazazon-Tamar?

      Bered

      Be’er-Lahaj-Ro’i

      Kadesj, En-Misjpat

      ARABA

      SE’IR

      EDOM

      TEMANITTER

      SJUR

      [Have og søer]

      DET STORE HAV

      Salthavet

      [Floder og vandløb]

      Jordan

      Jabboks Regnflodsdal

      Gerars Regnflodsdal

      Ægyptens Regnflodsdal

  • 9C Teltboligen (tabernaklet)
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 9C Teltboligen (tabernaklet)

      [Diagram på side 1590]

      (Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

      NORD

      MERARITTER

      NAFTALI

      DAN

      ASER

      ØST

      ARON

      ZEBULON

      JUDA

      ISSAKAR

      SYD

      KEHATITTER

      GAD

      RUBEN

      SIMEON

      VEST

      GERSJONITTER

      BENJAMIN

      FRAIM

      MANASSE

      Forgård

      Port

      Brændofferalter

      Bækken

      DET HELLIGE

      Afskærmning

      Bord

      Lampestander

      Røgelsesalter

      DET ALLERHELLIGSTE

      Forhæng

      Arken

      [Illustration på side 1590]

      (Grundplan og tegning der viser hvordan boligen muligvis var indrettet)

  • 9F Herodes’ ombyggede tempel (med grundplan)
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave

    • 9F Herodes’ ombyggede tempel (med grundplan)

      [Diagram på side 1594]

      (Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

      Tyropønsdalen

      Port

      Bro

      Port

      Antonia-borgen

      Port

      Port

      Port

      Kedrons Regnflodsdal

      OLIEBJERGET

      Port

      Port

      Salomons Søjlegang

      Kongelige søjlegang

      Afspærring (Soreg)

      Hedningernes forgård

      Kvindernes forgård

      Israels forgård

      Præsternes forgård

      Brændofferalteret

      Det Støbte Hav

      Tempel

      Det Allerhelligste

      Det Hellige

      [Illustration på side 1594]

      Set fra sydøst